blood is thicker than water

[Lana Hyles]

Chase Hyles

Det var stadig morgen da Lana med filtret hår hængende og krøllet kjole gik igennem stræderne. Lanas hånd havde fundet ned i kjoleskørtets lomme hvor hun holdt om skaftet på hvad der viste sig at være en lille daggert. Hun havde endnu ikke turdet trække den opad lommen, for hvad hvis nogen så den? Hun havde i det hele taget ikke stikket hånden i lommen før hun havde været langt borte og ude af syne fra denne nats sengepartners vinduer. Nathan som hun havde mødt på en bar havde været flink, høflig og blød. Og alt dette på trods af at han havde en krop som et bjerg. Stenhård og tårnhøj. Hun bevægede sig hurtigt ned igennem slumkvarteret, stoppede ved en helsedame, en såkaldt ”læge” og fik en kop urtete mod uønsket graviditet. Hun spillede ikke lotto om sit ydre og frihed.

En halv times tid efter, mens solen stadig var på sin begyndende færd, sprang hun opad trapperne i den gamle nedlagte fabrik. Hun havde en enkelt gang måtte stoppe op da det var gået op for hende hvem hun faktisk havde tilbragt natten med. Og selv nu var hun endnu ikke helt sikker. Han havde været klodset i sine ord, ikke klodset nok til at vægge hendes mistanke i øjeblikket, men nok til at nogle af prikkerne begyndte af falde sammen efterfølgende. Hans våben med våbenskjoldet med løven med kronen om halsen, hjelmen, rustningen, tattoveringen… Hvorfor ville du tattovere en anden adeligs våbenskjold på dit bryst? Selvom han var din ven? Et våbenskjold vidste selv Lana da var personligt til slægten. Og så var der navnet. Nathan. På hans kort over Portus havde der stået Nathaniel Oathhorn. Hun havde ikke genkendt navnet og hun kunne knapt læse, men noget så kort og simpelt havde hun lige kunne fatte. I øjeblikket hvor hun havde stået stille, let skælvende, skjult af fabrikkens smalle gange havde hun taget daggerten fra lommen frem. Den bar våbenskjoldet der matchede det han havde tattoveret på brystet.

Hun trådte ind i den store sal hvor hende og Chase havde ”hjemme” og satte straks resolut gang ned mod enden hvor deres ting var – og sandsynligvis også Chase. ”Chase!”

[Chase Hyles]

”Jaja, dæmp dig lige!” lød svaret fra det lille hjørne af rummet, som udgjorde tvillingernes soveplads. Et par gamle madrasser var blevet lagt på jorden, og et bundt af tæpper de havde ’fundet’ i tidens løb hjalp med at gøre deres provisoriske seng behageligt. Det var her, Chase kravlede ud, netop i færd med at trække en trøje hen over hovedet. Ved første øjekast kunne det have set ud som om han lige var stået op, men det fugtige hår afslørede at han havde været oppe længe nok til at han havde nået at få et bad. Duften af billig parfume som stadig hang omkring ham afslørede også præcis hvor han havde taget det bad. Slumkvarteret havde et par bordeller, men nogen var renere end andre. Chase foretrak dem hvor kvinderne i det mindste var vaskede efter hver kunde. Som regel betød det også at han selv kunne stjæle sig til tid i et kar. Win-win.
Smilet bredte sig om hans læber da han så sin søster nærmere an. Det filtrede hår og den krøllede kjole fortalte ham at han havde haft ret i sine antagelser. Hun var ikke vendt hjem fra baren aftenen før, så han var gået ud fra at hun måtte have fundet selskab for natten. Måske havde det endda været indbringende!
”Godmorgen, kære søster.” Han gik hende i møde med udstrakte arme som ville han tage imod hende i en omfavnelse. ”Jeg blev næsten bekymret da du ikke kom hjem i aftes… Jeg håber ikke du løb ind i problemer?” Der lå en forventningsfuld tone i hans ord, og smilet om hans læber voksede sig kun bredere. Hun var nødt til at fortælle ham alt der var sket!

[Lana Hyles]

Lana ignorerede sin brors tyssende stemme. Det var tidligt – havde han fået noget at drikke dagen før var han nok heller ikke glad for høje stemmer. Da han dukkede frem fra deres lille skjulte ”hjem” så han dog frisk ud og hendes smil voksede til et bredt grin blot ved synet af ham. Hun skulle lige til at omfavne ham da den billige parfume sneg sig ind i hendes næsebor og hun uden at ligge skjul på det rynkede næseryggen ”Var det godt?” Det var tydeligt hvad hun hentydede til. ”Kun næsten?” Et øjeblik lød hun fornærmet som hun rakte hånden ud og holdt ham og damernes parfumevalg på afstand med en udstrakt finger og et tarveligt grin på ansigtet.

Med fingeren stadig drillende prikkende ind i hans brystkasse hev hun daggerten frem fra lommen med den anden hånd. Hun lod den hænge mellem to fingre mellem de to tvillingers ansigter. Den var tydeligt i elvisk stål, smukt udformet og på skæftet en imponerende udskåret løve med en krone hængende om halsen. ”En meget interessant mand… gav mig denne” Hendes smil voksede sig snedigt. ”Han var fænomenal… Noget af en oplevelse” Hendes grin voksede ved tanken om natten der var forbigået. ”Genkender du noget?” Hun rakte ham daggerten med forsigtighed for æggen.

[Chase Hyles]

Chase tog sig ikke af sin søsters spydige bemærkning, men lod sig alligevel blive holdt på afstand af hendes udstrakte finger. Han bakkede endda et ekstra skridt tilbage med hænderne hævet i overgivelse.
”Det var helt okay. Nok til at få kløen kløet.” svarede han med et sigende glimt i øjet. Selvfølgelig var horerne i horehuset ikke alverdens at råbe hurra for. Horerne i Vavilon skulle efter sigende være de bedste i verden, men der var for langt at rejse bare for en enkelt nats nydelse. Chase tog sig til takke med hvad han kunne finde her – også selv om at han foretrak når han fandt andre, mere velstående kvinder at dele seng med. ”Kun næsten.” bekræftede han med et spydigt drag på smilebåndet.

Smilet falmede en smule, og et øjenbryn gled op i panden på ham, da Lana holdt daggerten frem mellem dem så han kunne få et godt blik på den. Det kolde stål glimtede faretruende i skæret fra morgensolen, og løbehovedet udskåret på skæftet Så et øjeblik ud som om det så direkte på ham, med munden åbent og klar til at sluge ham hel. Helt klart ikke en hvilken som helst kniv.
Han gav en imponeret fløjten fra sig da han tog imod daggerten, og holdt den prøvende i hånden. Den var velbalanceret og lå godt mellem fingrene. Chase var ikke selv typen der brugte fysiske våben – det var ingen af de to søskende – medmindre det var absolut nødvendigt, men selv han måtte indrømme at han kunne lide hvordan den føltes i hånden.
”Du må have imponeret manden for at få sådan en gave.” indskød han med et sigende smil mod søsteren, før han tog knivens udsmykninger under nærmere øjesyn. Løven sagde ham noget. ”Det er… baseret på et våbenskjold, er det ikke?” Han rynkede en smule på brynene mens han vendte og drejede på daggerten. ”Løven har en krone om halsen. Det tyder på en familie af høj stand. Hvem fik du den af?”

[Lana Hyles]

Det var egentligt ikke fordi hun var snerpet. Absolut ikke. Måske var det bare fordi hun ikke selv havde været i bad at kontrasten var for stor. Hvor var det egentligt også ulækkert at hun ikke havde badet efterfølgende. Hun himlede med øjnene over hans bemærkninger – hvorfor betale for en kvinde der så gjorde hvad man sagde når man kunne gå på jagt og få modspil? Der fandtes mandlige hore, men de var slet ikke ligeså udbredt og Lana havde da heller aldrig så meget som tænkt tanken at gøre brug af en. Hun kunne lide… spillet der foregik før man fandt sammen. Hun var også god til det, hun spillede sine roller perfekt.

Lanas blik hvilede med et alt for selvtilfredst udtryk på ham som han beundrede hvad der næsten var et kunstværk – og sikkert vældigt indbringende. Hun trak på skuldrene ”Jeg troede næsten ikke at jeg ville få lov at gå”. Hun havde godt brudt sig om Nathan så længe det hele havde været fysisk. ”Han har samme våbenskjold tattoveret på brystet, sammen med Vavilon og Portus tegn” Hendes blik hvilede et øjeblik ved daggerten før hun fortsatte ”Jeg tror han er Nathaniel Oathhorn” Hun var ikke helt sikker, men næsten. Lanas ord virkede ikke frygtindgydende for hun var ikke sikker på at det overhovedet var ham - og så var hun ikke sikkert på om det så også var Oathhorn der gik for at være en slagter eller om navnet blot lå opad slagterens navn og hun egentligt ikke huskede det korrekt. Hun fulgte alligevel ikke tæt med i politik og den slags.

[Chase Hyles]

Chase var mere end klar over hvor godt Lana spillede sit spil. Hun havde mestret det. Det havde de begge to sådan set, og han havde optil flere gange selv været vidne til hvordan hun kunne sno en mand omkring sin finger. Det var næsten underholdende at se hvordan hun med lethed kunne få mænd til at danse efter hendes pibe. Han ville ønske han havde set hende forføre denne mand.
Øjenbrynene fløj op i panden på ham, da hun gav ham et navn, og Chases blik fløj omgående fra daggerten og til Lanas ansigt. Halvt om halvt forventede han at hun ville bryde ud i et grin og sige det var en joke, men hun var bundseriøs. Langsomt bredte smilet sig alligevel over hans læber, før det bredte sig ud i et fuldendt grin.
”Nathaniel Oathorn? Du forførte Natha-” Ordene døde ud i hans grin, som fik ham til at holde sig for maven og bukke sig en smule fremover. Det her var jo fantastisk! De to havde forført mænd og kvinder fra de højere klasser før, men Oathorn? Manden var for pokker en tidligere hertug! ”Du forførte fucking Slagteren, Lana! Hold kæft, det er for godt, det er. Og han gav dig en daggert med sit våbenskjold på!” Han så på daggerten i hånden med nye øjne. I sig selv ville den have indbragt en pæn slant. Stålet var skarpt og velplejet, og udsmykningen intet mindre end smukt. Men når den havde forbindelse til et så kendt navn… årh, det kunne de helt klart bruge til deres fordel. Der var folk der ville betale dyre domme for sådan noget, hvis man ledte de rigtige steder. ”Fortæl mig det hele.”

[Lana Hyles]

Lanas hovmodige grin voksede sig langt større over hans udtryk som hans blik fløj til hendes ansigt. De havde så mange gange siddet her på gulvet i fabrikken og talt om de adelsfolk de havde spundet ind i deres små spind. Gaverne de havde modtaget og solgt videre, tingene de havde stjålet fra de riges hjem osv osv. Aldrig havde de ramt en hertug. Ingengang en tidligere hertug. Også selvom det selvfølgeligt ikke havde været intentionen, især ikke når det var sket på en bar i slummen.

Hans latter smittede over på hende, det føltes helt tosset at hun i det hele taget havde været i nærheden af en af den stand og rigdom. Han bekræftede hendes tanker om hvem Nathan faktisk var og så bevægede hun sig til deres sovepladser hvor hun lod sig dumpe ned med et afslappet og nonchalant smil. "Mødte ham på den kro med barmanden der er menneske men udgiver sig for at være magiker - husker du ham?" De havde leget med ham en tid hvorpå han var blevet kedelig. "Han kom op til mig, jeg tror vi talte i 10-15 minutter og så spurgte han om jeg ville med..." det spillede muntert og lusket i hendes øjne. "Han bor i et to etagers hjem på kanten til slummen. Fyldt med våben, et kæmpe Vavilon flag og våbenskjold. Og hans seng... sååå blød" hun grinte højt ved tanken, "Han er et ægte bjerg bror. Høj og hård som sten. Han ser farlig ud, men virker blød som vores gamle fader da han faldt i seng med vores moder". Hun grinte igen og fortsatte "Daggerten fandt jeg under hans våbenholder." Det lå i ordene at hun ikke havde fået den af ham, men nuppet den. "Og han var goood, havde gjort det uden belønningen også" grinet var slesk.

[Chase Hyles]

Med en bundløs interesse lyttede Chase til søsterens genfortælling af nattens forløb. På intet tidspunkt forlod smilet hans læber, men voksede sig tvært imod bredere, jo mere hun fortalte.
”Den tidligere hertug tager en fremmed kvinde med sig hjem efter få minutters samtale…” Han måtte endnu en gang kæmpe mod latteren. Havde det ikke været fordi han vidste hvor god Lana var til at spille sine roller, ville han have anklaget Oathorn for at have sænket sine standarder.
Han tog sig mentale notater af det hele. Beskrivelsen af Oathorns hjem, af hvad Lana havde set i hans bolig, og selv af manden selv. Chase havde hørt om Slagteren, men aldrig selv set manden. Men han vidste nok til at manden vistnok engang var blevet sendt i eksil fra Vavilon, eller sådan noget, mens Forsyth-vampyren stadig sad på tronen. Det lød alt sammen som en alt for indviklet historie til at Chase havde orket at sætte sig ind i alle detaljerne. Ikke desto mindre kunne de bruge det til noget.
”Forhåbentligvis går du ikke med planer om at fortsætte med det gøre det uden at få noget ud af det, søster.” indskød han med et slesk grin og gav hende et lille klap på skulderen, før han bevægede sig rundt om hende. Han forestillede sig hvordan det måtte være at gå rundt i hertugens hjem, sådan som han altid gjorde det når én af dem havde fået en fod inde hos en eller anden velstående stakkel. Åh, han håbede han ville få muligheden for selv at gå på opdagelse i Oathorns hjem. Hvilke skatte kunne den mand ikke have gemt bort? ”Så hvad er planen? Var daggerten det eneste vi får ud af ham, eller kan du holde spillet kørende?” spurgte han over skulderen. Han lod det være op til søsterens vurdering; hun var trods alt den som havde set – og mærket – hvor effektiv hendes charme havde været på manden.

[Lana Hyles]

Lana lænede sig tilbage på klumpen af sammensnørret gammelt tøj som var fungerende hovedpude på madrassen og fulgte med blikket sin tvilling der spekulant bevægede sig omkring med munter mine.

”Selvfølgeligt ikke?” hendes grin matchede hans til perfektion – når de grinede sådan var der absolut ingen tvivl om at de var uendeligt præget af hinanden. Og tvillinger selvfølgeligt. Ikke at det stod til tvivl ellers. ”Jeg tror han skjuler sig, så jeg ved ikke hvor åbenlys han vil være – men jeg er ikke i tvivl om at der er mere at hente – også med hans velvilje” hendes smil voksede sig spekulativt som hun rullede op i siddende stilling igen. ”Meeeen… Det kunne måske også være… muligt at undersøge andre muligheder” Hendes ord var langsommere, tænksomme. Hun kom på benene og begyndte sin gang rundt om deres sovepladser som hun gennemtænkte scenariet ”Hvor kommer navnet slagteren fra? Hvad har han gjort for at få det? Hvorfor er han flygtning?” Spørgsmålene sprang fra hende ud i rummet, som en bold kastet til Chase som de cirklede hinanden med ordene og spekulationerne susende mellem sig.

[Chase Hyles]

Chase kløede sig en smule i nakken.
”Noget med en nedbrændt landsby eller sådan noget… Alt jeg ved er at manden tydeligvis har fået nok blod på hænderne til at have fået sig dét øgenavn.” Ikke at det nødvendigvis forandrede noget. Alt tydede på at den gamle løves klør var blevet sløve med årene. Lana beskrev ham måske som høj og hård som et bjerg, men det var længe siden man overhovedet havde hørt om aktivitet fra Slagteren. Det sidste Chase selv havde hørt var da manden var blevet sendt bort fra Vavilon for mange år siden. Og nu havde Lana været i hans seng. Han kom ikke over hvor direkte komisk det kunne have været.
”Men hvis han har blod på hænderne, betyder det at der med al sandsynlighed er folk derude der vil betale dyre domme for at få deres hævn. Overlevende venner eller familie fra byen som brændte ned. Jeg kan tage og undersøge det nærmere, mens du, kære søster…” Han vendte sig mod sin søster igen og trådte nærmere igen, indtil han kunne tage hendes ansigt i hænderne. Smilet hang stadig på hans læber, som han betragtede Lanas kønne ansigt. Hvis der fandtes guder og gudinder havde de moret sig med at gøre dem til hvad de var, men i det mindste havde de givet dem begge kønne ansigter. Det kom godt med i hvad de gjorde. ”… mens du fortsætter med at bearbejde ham. Hvis han vil fortsætte med at mødes i det skjulte, så fint. Hold ham på din gode side så længe du kan, mens jeg finder ud af mere omkring ham. Der må være nogen i Portus som ved noget brugbart."

[Lana Hyles]

Hele Lanas holdning havde ændret sig, hun var i et snedigt og manipulativt humør. Nathan var uden tvivl en stille og rolig, og rar person. Han var også en spændene person når det kom til baggrunden og de muligheder der lå i ham. Den eneste ting der gjorde at hun ikke havde kastet sig helhjertet i sagen var det manglende modspil. Han var sød. Måske var dét et af problemerne. Lana selv var så manipulativ og afprøvende at hun, hvis hun skulle have sjov på længere sigt, selv skulle udfordres.
Lanas læber krummede yderligere op ”Han er i vores lomme kære”. Hun var ikke i tvivl, og hvis ikke så skulle hun hurtigt få ham dertil. Hendes hånd gled op om hans kind og vidste man ikke at de var tætte søskende ville man måske tro at der var andet på vej; ”Taler du med nogle interessante, så tag mig med”. Hun ville ikke gå glip af den del af prospektet. ”Og i mellemtiden fanger jeg ham ind” Som en edderkop i et spind. Det kildede næsten i maven på hende ved tanken om spillet der lå forud.

[Chase Hyles]

Smilet blev bredere af Lanas beslutsomhed. Han tvivlede ikke ét sekund på hende; de var professionelle, de her sager taget i betragtning. Han nægtede at tro at Oathorn ville være meget sværere at få krammet på i forhold til deres tidligere ofre.
”Jeg kunne ikke drømme om andet.” lovede han hende med et glimt i øjet, og slap hendes ansigt igen. Det var en selvfølge. De gjorde alt sammen. De var to halve af én helhed, både i det faktum at de var tvillinger, men de var partnere. Intet blev gjort uden den anden kendte til det. ”Måske kunne en tur til Maddox og de andre hybrider være praktisk. De plejer at sidde inde med en masse brugbar information.” spekulerede han. Tanken blev efterfulgt af et knips med fingrene, som kom han lige i tanke om noget.
”Apropos… Kan du huske vognene fra elverskoven til Istus, som jeg fortalte dig om?” spurgte han. Smilet var falmet en smule for at glide over i en noget mere alvorlig mine – selvom at man stadig kunne ane et hint af et smil på hans læber. ”Jeg har forhørt mig lidt rundt omkring. Kong Vaelon, i hans uendelige visdom, har tydeligvis fået den idé at det er det rigtige tidspunkt at gifte sig. Højelverne har vistnok sendt et udvalg fine eksemplarer til ham som han kan vælge mellem.”

[Lana Hyles]

Lanas smil tog en mere munter tone da Maddox og hybridlejren blev nævnt. Det var altid spændene når de kom på banen. ”I morgen?” hun slikkede sig om læberne som var hun allerede sulten efter udflugten ud af Istus. Det var ikke fordi de havde nogle dybere venskaber med hybridoprøret men en gang imellem lavede de et lille job for dem eller solgte lidt til dem. Alligevel var der noget ved oprøret der tændte for Lanas dybe interesse. Måske var det i det hele taget det med at være i oprør. Men så på den anden side; risikoen var stor. Det var meget bedre at være ubunden.
Chases næste ord fik hendes til at sprutte med latter. ”HVAD?!” Det var næsten lige før tårene begyndte at løbe i bar morskab. Hun opvejede perfekt Chases mere seriøse mine. ”Landet er i oprør og han vil GIFTES!” Det sidste af sætningen forsvandt i grinen som hun måtte folde sammen med hånden stødt ind i siden. Hvad skete der for landet?

[Chase Hyles]

Godt, hun fandt det lige så latterligt som han gjorde! Men det ville i det mindste virke til hybridernes fordel, når de kørte videre med deres oprør. Alt der distraherede fra hvad Maddox og hans slæng gjorde ville Chase glædeligt bifalde – så længe det ikke satte ham eller Lana midt i krydsilden.
”Tydeligvis. Måske føler han sig ikke rigtig truet af oprøret, hvis det er dér hans prioriteter ligger. Men hvad der er mere presserende for dig og mig…” Smilet voksede en anelse. ”Vi snakker om en lille gruppe af kvinder, nøje udvalgt af de ældste højelvere i skoven. Jeg ved ikke om de har pyntet tøserne op, men det er ikke usandsynligt at de har ting af værdier på sig. Og hvor passende ville det ikke være, hvis vi endte med at sidde med værdier fra vores egen kære faders skove?” Tanken i sig selv var nok til at et spydigt smil gled over Chases læber. Hvor deres fader end befandt sig i verden, død eller levende, ville Chase elske at tvære det ud i ansigtet på manden.

[Lana Hyles]

Den lyse sprudlende latter døde hen og efterlod et halvfjoget smil på den kvindelige del af tvillingeparrets læber. Det var absurd. Der var en national krise under opsejling – eller havde været det i mange år, og landets højst hellige konge valgte at han hellere ville dykke ned i ”Alt godt fra skoven”.

Lana spankulerede lidt væk fra Chase, som om hun skulle tænke grundigt over det. Så drejede hun omkring med en yderst feminin og yndefuld bevægelse og holdt hånden ud foran sig som inspicerede hun noget usynligt på hendes arm som hun drejede den omkring. ”Jeg kan allerede se smykkerne, kun berørt af rene elvers hænder” og så tog hendes smil en mere grum drejning ”Eller jeg kan se værdierne de kan købe os”. Et hjem, en vej opad, senge, mad og det stoppede ikke der! Alt hvad de kunne drømme sig til.