Post by Franz von Richler on Jun 18, 2018 14:09:33 GMT
Alt var rødt omkring Franz, selv igennem natten var alt rødt. Enkelte steder var oplyst af de brændende pletter fra de pile der var blevet sendt fra Demethia, men alt var neutralt for ham, i hans verden var der ingen lugt, ingen lyd, ingenting. Hans verden havde ændret sig, hævn var det eneste han kendte i det øjeblik, det drev ham. Alt hans næring kom i hadet til dette væsen foran ham. Den stadig sårbare ulv lå for hans fødder klar til at blive gjort en ende på, han gjorde klar til at hugge hovedet af væsenet, som var hun en gemen forbryder. I det øjeblik da han skulle til at udføre den retfærdige dom over sin far og fyrstes morder blev han afbrudt af et brøl han hørt samme aften. Den hvide var tilbage. Franz vendte sit hovede imod det brølende monster, og i det øjeblik overtog en ny følelse Franz, følelsen af alt overskyggende undergang. Han så lige ned i monsterets hals, han så dens tænder dryppe af blod og i den brøl ramt nogle dråber hans ansigt. De varme dråber føltes så fremmede mod hans bare ansigt, enkelte af dem plettede hans rustning og tøj. I sit hoved tænkte han ‘Hvis ikke Inei hjalp min far, hvorfor skulle hun så komme til mig?’ Uanset udfaldet, uanset om der ville være en gud med ham, ville Franz ikke flygte fra denne fjende. Han ville stå imod, men hans hoved var ikke på plads, ikke det rette sted til denne kamp. Så han brugte et trick en af byens gamle veteraner havde lært ham for, hvad der føltes som en evighed siden. Han tog indresiden af sine kinder ind imellem sine tænder og bed hårdt sammen. Et smertefuldt udtryk over hans ansigt, men smerten fokuseret ham vendte ham tilbage til nuet og de pludselige blødende sår hans tænder havde efterladt ville få mere adrenalin ud i hans krop. Han var klar nu.
Franz tog nogle hurtige skridt tilbage væk fra sine medmennesker, der var fuldt optaget af at drive ulvene tilbage. Han fik sig placerede sig sådan at, hvis den hvide kom efter ham ville den stå med ryggen til den skare af mennesker der var stormet ud af Demethia for at hævne deres fyrste. Soldaterne og ridderne havde vidt forskellige kampstille, hvor soldaterne kæmpede som små enheder imod en flere ulve, for hinanden og Demethia, var ridderne en modsætning. De kæmpede for personlig storhed og ære, ære i at være Ineis udvalgte folk, udvalgt til at stå over den almindelige dødelige og være nærmere gudinden. Igennem alt forvirringen fik han øje på den kvinde, der havde myrdede hans far, tage fat i den hvide og snakke i et tydeligt forståeligt sprog. Han havde hævet sit sværd klar til at angribe den hvide, skulle den angribe ham, i spænding afventer han sin skæbne.
Franz tog nogle hurtige skridt tilbage væk fra sine medmennesker, der var fuldt optaget af at drive ulvene tilbage. Han fik sig placerede sig sådan at, hvis den hvide kom efter ham ville den stå med ryggen til den skare af mennesker der var stormet ud af Demethia for at hævne deres fyrste. Soldaterne og ridderne havde vidt forskellige kampstille, hvor soldaterne kæmpede som små enheder imod en flere ulve, for hinanden og Demethia, var ridderne en modsætning. De kæmpede for personlig storhed og ære, ære i at være Ineis udvalgte folk, udvalgt til at stå over den almindelige dødelige og være nærmere gudinden. Igennem alt forvirringen fik han øje på den kvinde, der havde myrdede hans far, tage fat i den hvide og snakke i et tydeligt forståeligt sprog. Han havde hævet sit sværd klar til at angribe den hvide, skulle den angribe ham, i spænding afventer han sin skæbne.