In the light of the moon

[Franz von Richler]

Loup Garou - Trish Garou - Dareon Garou - Franz von Richler

Franz stod på toppen af muren og så udover broen mens de sidste fra Jern-stræde løb i sikkerhed bag byens porte. Herfra kunne han ud fra sine stadig søvnige øjne se de mange ellers velkendt skikkelser, som de mange beboer i Demethia, vidste var deres fjende igennem flere generationer, varulve. Soldaterne fra Jern-stræde blev organisteret i grupper og fordelt til at afværge angrebet som befolkningen så ofte havde gjort det. Franz stod på sin vante plads på bymuren og så ud over den by som han havde svoret til Inei at forsvare til det sidste - og i al panikken kunne han ikke lade være med at smile på trods af det hele.

Soldaterne og folket havde oplevet de her situationer mange gange før, men alligevel er det en situation man aldrig kunne blive vant til. Folket og specielt soldater draget inspiration fra hinanden i disse testende tider.
Franz organiserede sine tropper og gjorde dem klar til at bekæmpe den vante fjende. Bueskytter og mænd med tunge armbryster havde gjort sig klar med deres pile af sølv. Bag dem stod rækker af soldater med stager der i samarbejde skulle holde fjenden tilbage og væk fra muren. Alt var klart og alligevel var der noget i luften, der ikke var som det plejede. Med et afklaret blik så han udover muren og i sine tanker vidste han at mange af mændene her ville dø, inden solen skulle sprede sit lys igen -men for ham var det ikke vigtigt, sålænge han døde under Inei's himmel. Og dog kunne han ikke lade være med at se med misundelse mod markedspladsen på den mængde rytter, der havde samlet sig der. Specielt to rytterer navnligt hans far, Fyrsten Monrad og sin storbror, Sir Mannhart. De gjorde klar til at ride ud med byens elite og jage monsterne på flugt, men Franz vidste at hans far var ved at give sine mænd en tale, der skulle inspirer hver en mand. Han så på de nærmeste soldater, der stod og var klar, men deres øjne afslørede den frygt, som var tydelig for dem alle.
Han kunne ikke lade være med at blive inspireret af sin far. Et øjeblik længere betragtede han den gamle fyrste, inden at han selv stillede sig op på barrikaden med sit sværd trukket og rettede det mod vareulvene mens han udråbte:

"Mænd af Demethia, sønner af Portus! Endnu engang er der monstre, der ønsker at gøre os og vort folk fortræd, og endnu engang er det vores pligt at stoppe dem! Vi kæmper for hele riget, vi tjener som eksempel for riget, og frem for alt kæmper vi modsat andre i Portus ikke for os selv, men for Inei og Portus!"
 Hans ord havde vækket opmærksom fra både varulve og soldaterne, men ikke kampgejsten fra hans mænd. Så han fortsatte.
 "Bed, bed med mig, mande! Bed for Demethia! Bed for Inei, for Portus!"

Soldaterne fulgte denne gange med og deres gejst var tydelig i deres råb og bøn:

"For Inei, for Portus!"

Franz skreg af sine lungers fulde kræft:
 "Højere så Inei kan hører vores bøn! For Inei, for Portus!"

"Portus! Portus! Portus!

Hans ord havde virket og soldaternes vilje var fordoblet så de var klar til kamp imod den kommende fjende - og stille hviskede han for sig selv, men højt nok til at de nærmeste soldater kunne hører det:

"Jeg er ikke uforberedt, jeg er klar..."

[Dareon Garou]

Adrenalinet pumpede. Det føles som en hær af myrer kravlede under huden på ham og gjorde ham rastløs og spændt. Dareon kunne knapt holde sig selv tilbage, mens han så på gruppen af mennesker som havde samlet sig mellem skoven og Demethia, som et skjold mod varulvene. Som om det ville gøre en forskel. Skjold, sværd, pil og bue kunne gøre stor skade på varulvene, men varulvene kunne gøre endnu større skade på dem. Et enkelt blik mod hans højre side var al den bekræftelse han behøvede.
Hans far stod ved siden af ham og så over den kommende kampplads. Gennem den i forvejen løse skjorte kunne enhver se hvordan sølvet havde bidt Loups overkrop for så mange år siden under oprøret i Sethos– men det havde ikke dræbt ham. Tvært imod kunne det kun få varulvenes alfa til at se desto mere frygtindgydende ud. At se den stærke alfa kæmpe med arrene fra varulvenes største svaghed kunne sætte en skræk i ethvert menneske som stillede sig op imod ham.
Trish stod ved Dareons venstre side. Det blev sværere og sværere for de to at forsøge at skjule de gradvist mere tydelige forskelle der var mellem dem, men det lykkedes dem alligevel. Det samme halvlange mørke hår indrammede stadig deres ansigter, og når tvillingerne så på hinanden var det de samme grønne øjne med et skær af gult i sig, som betragtede den anden. Begge fyldt med beslutsomheden om at deres første raid af menneskebyen skulle være en succes.
”Hør dem. De beder!” En blanding af en knurren og et grin forlod ham, inden han tog en dyb indånding. Luften fyldte hans lunger. Han kunne næsten smage kampen som ventede dem. Det her ville ikke være som kampringen i deres skov, det vidste han. Det her var en rigtig kamp, med en fjende udrustet til at slå dem ihjel overalt omkring dem. Erfarne krigere. Men de var ulve. De havde kamp og styrke i deres blod. Deres forældre var alfaer! Og når han og Trish sloges sammen, var der ingen som kunne slå dem. Ingen!
”Følg med på muren.” mumlede Loup ved siden af ham. Alfaen nikkede mod bueskytterne som bevogtede muren. Sølvspidserne i deres pile glimtede ildevarslende ned mod dem. ”Hold jer i bevægelse. De kommer til at skyde efter jer, så giv dem ikke chancen til at ramme jer. Vær hurtige. Vær stærke. Overlev, så I kan lede flere raid efter det her.” Dareon rynkede en smule med brynene. Han var ikke vant til at høre sin far urolig, så sjældent hørte han det. Han og Trish havde været nødt til at argumentere imod ham for at få lov til at lede angrebet. De var gamle nok nu! De havde mestret deres sande form. Alligevel havde deres far været tilbageholden, indtil de endelig fik ham overtalt, på betingelsen af at han ville være der hele tiden. Det føltes kun som en halv sejr, men ikke desto mindre en sejr. Det var dém der havde arrangeret det hele. Varulvene var spredt godt ud i skoven som udgjorde grænsen mellem dem og Demethia, og ventede blot på et tegn fra ham og søsteren.
Dareon nikkede lydløst til sin far, og skævede til sit spejlbillede på sin anden side. En trækning i smilebåndet afslørede en række spidse hjørnetænder.
”Let’s fucking do this!”

[Trish Garou]

Hele brystkassen hævede og sænkede sig i store, tunge bevægelser, der fulgte åndedrættet hos Trish, som stod ved sin brors side, og så hungrende mod byen, Demethia. Portus’ største og bedst bevogtet grænseby. Mange af soldaterne for ikke at tale om de forskellige fyrster gennem tiden, havde slået så mange af deres slags ihjel, men nu skulle hun endelig smage sødmen af hævn! Hende og Dareon.
Hun mødte sin tvilling blik med et rovdyrsbredt grin, inden hun igen kiggede mod murene og navnligt porten med en lav knurren fra struben, da hun vidste fra de mange fortællinger, at ryttere drønende ud af porten, ville forsøge at stikke dem ned med spyd. Hænderne knyttede sig. Med én bevægelse kastede hun hovedet tilbage, og slap et langtrukkent, hårrejsende hyl, som ekkoede over området og skovområdet. Et øjeblik var dér helt, helt stille… Og så blev hendes hyl besvarede. Rundt omkring i skoven lød utallige ulvehyl som et orkester af månelys, tænder og dyriske instinkter.
Hun hylede igen denne gang i genklang med sin flok, før hun endelig i perfekt synkronisering med sin bror satte i løb ud af skoven direkte mod byen. Mørke skikkelser på lydløse, nøgne fødder fulgte efter med knurren og snerren, mens månen, der først ville være fuld kom en uges tid, lyste dem op.
Trish kastede et sidste blik mod sin bror spurtende afsted over græsset ved hendes side, før hun lod sig vælte ned på alle fire, som hun uden problemer løb afsted på i en mærkelig, forvrænget form af et menneske, inden hun endelig lod sig forvandle. Knogler brækkede, for derefter at sætte sig sammen igen på nye måder. Muskler voksede. Sener strakte sig. Sort pels brød frem over hendes arret og mørklødet hud, indtil det dækkede hele hendes spinkle men senet skikkelse. Pelsen var hvid omkring hendes ravgule øjne.
Hænderne var blevet til lange, skarpe kløer, der rev jorden under hende op. Fødderne ulvepoter. I høj hastig strøg hun afsted hurtigere end noget menneske, og bag hende fulgte resten af flokken i nu samme uhyrelige, monstroøse form som hende, der viste for alle hvem de i virkeligheden var. Euphonias skabninger. Rovdyr. Skabt til at dræbe, flænse og bide.
Hun smilede med kurs direkte mod porten.

[Franz von Richler]

Et lettet suk høres fra Franz, da de mange mørke skikkelser ses i mørket, mens de lydløst kommer nærmere og nærmere. Mange soldater på muren havde set ulvene komme før og havde altid stået trofast, nogle hærdede veteraner med flere år bag sig end Franz havde levet. Andre grønne og stadig våde bag ørerne fra deres mødre havde vasket dem efter en lang dag, men alle stod de sammen, og sammen forsvarer de Demethia imod den vante fjende. Som et folk stod de sammen, men som individer frygtede de den ubeskrivelige væg af vilde dyr der kom nærmere med deres løfte om død og ødelæggelse. Langs Demethias murer stod de mange soldater, en ung knægt dårligt 16 somre stod for første gang sammen med mændene. Han lod frygten overvælde sig, men var for angst til at lade det vise eller flytte sig en tomme fra sin post her kunne selv Inei ikke forhindre ham i at fyldt sine bukser med indholdet af sin blære - dog gjorde han som alle andre, sin pligt.
Franz stod sammen med sine bedste mænd over porten, med overblik over landstykket mellem Demethias murer og skoven i det fjerne mørke, bag sig kunne han se ridderne på markedspladsen stille sig i formation til at storme ud på hans signal. Før det kunne ske skulle gangbroen, der gik over voldgraven være fyldt med bæsterne så de kunne bliver løbet i stykker af de mange riddere heste, hvis hove var blevet skoet med sølv. I al hemmelighed glædet han sig til dette øjeblik, at se menneskets noble træde monstrene ned som ukrudt må bøje sig for ilden, ligeledes måtte fandt bæsterne finde deres plads under hovene på Demethias riddere, den ære var dog ikke Franz’s - dog gjorde han som han så ofte havde gjort - sin pligt.
Ved synet af et af bæsterne gøre et let mål af sig selv rakte han hånden ud i luften mod en af sine mænd, der kendte gestussen godt nok til vide at Franz ville have hans armbrøst. Uden at tøve fik han det ladte våben i hånden, og efter få sekunder havde jam taget sigte på sit mål og sendte en pil af sølv. På trods af den lange afstand fandt pilen sit mål, og bæstet faldt til jorden med en pil i brystet. I samme træk med at han afleverede armbrøsten til soldaten fnøs Franz og fik en klapsalve af sine soldater, han så kort på dem for få dem til at holde op før han sagde vredt:“Første blod til os...”
Og nærmest som om det var signalet til resten af Demethias soldater begyndte en regn af sølvpile at falde over ulvene. Enkelte pile brændt med en flamme for at lyse natten op og gøre målene tydeligere. Og gennem natten syntes Franz at se en stor sort ulv, med ravgule øjne, den lod til at være en form for anføre - en alpha.

[Dareon Garou]

Som en mørk skygge fulgte Dareon efter lige i hælene af sin søster ud på marken. Hylet han havde givet fra sig var blevet kvalt i hans strube i takt med at hele hans krop rykkede og strakte sig. Brølet blev dybere og mere primalt. Neglene strakte sig ud til lange klør som fik jorden til at løfte sig under ham, og de behårede poter bar hans massive krop over marken. Pelsen var som søsterens mørk, kun plettet af hvid omkring de ravgule øjne som udstrålede den reneste blodtørst.
En pil suste lige forbi hans øre, så han kunne høre hvordan vinden bed i hans pels. Han havde kun nået at se glimtet af sølv kort, men selv den korte kontakt var nok til at han kunne mærke hvordan det sved i spidsen af hans ene øre. Tænderne blev blottet i en frådende knurren, og han satte tempoet op. Den første varulv var faldet. Han havde hørt hvordan lyden af et brøl var blevet erstattet med et klynk, men han havde ikke tid til at se sig bagover for at se, hvem de havde mistet. Kampen lå foran dem, og snart ville den være overalt omkring dem. Når de nåede byens porte, ville Demethias borgere være tvunget til at besvare deres angreb, og blod ville blive spildt. Han kunne allerede smage det, og det drev ham bare til at løbe hurtigere, hurtigere, hurtigere! Tættere på byen, tættere på menneskerne, tættere på hans første rigtige drab.

Ud fra øjenkrogen kunne han se skikkelsen af en enorm varulv løbe op mod hans og Trishs side. Varulvens pels var hvid med undtagelse af plamager af brændt hud på hele overkroppen, der tilsyneladende havde brændt pelsen væk. Øjnene var næsten helt sorte, men brændte med den samme intense blodtørst som fyldte tvillingerne. Et øjeblik frygtede Dareon at deres far havde tænkt sig at bakke ud fra sit løfte og overtage ledelsen af angrebet, men det skete ikke. Den enorme varulv holdt trit med de to, men holdt sig altid en lille smule bag dem. På intet tidspunkt overhalede han dem, eller på nogen måde indikerede at det var andre end dém der ledte an i angrebet. Kun da han kortvarigt sænkede farten for i stedet at rette sig op på to ben, forsvandt deres far et sted bag dem, men det øredøvende hyl varulvenes alfa gav fra sig spredte sig over hele marken. Dets ekko spredte sig hinsides træerne og ville uden tvivl blive hørt gennem hele menneskebyen; det var dybt og rungende, og lod der ikke være nogen tvivl efterladt for nogen af varulvenes kommende ofre. Deres død var kommet.

[Trish Garou]

Adræt på fødderne zigzaggede Trish mellem de nedskydende pile, der nådeløst borede sig ind i kødet på hendes kin rundt omkring på græsengen, men ingen vendte om eller tøvede i deres færd direkte mod voldgraven og murerne. Hun skævede til siden mod sin bror. En knurren lød fra hendes strube, og hun gav ham et kort nik med hovedet, før de begge to satte farten op.
Musklerne i baglårerne spændte sig klar, da hun nærmede sig voldgraven, inden at hun i ét kraftfuldt spring tog afsæt fra jorden. Normalt ville varulvene kun kunne nå over voldgraven, før de måtte lade deres kløer gennembore murværket, for så at kravle op til kanten af muren, men Garou-ungerne var lavet af noget andet materiale. De var Euphonias børn.
Hænderne med de lange kløer slog sig ned i kanten af muren, før hun elegant trak sig selv op, så hun stod på hug på alle fire med overlæben krænget tilbage for en snerren, og sine gule øjne rettet mod de overrasket bueskytter og soldater. De havde ikke regnet med en varulv kunne tage dét spring. Normalt plejede de at have mere tid, før ulvene nåede kanten.
"Skyd den!" hørte hun én hyle, hvilket fik hende til at smile, inden at hun sprang frem. Rustning blev bøjet under hendes poter og massive vægt. Kløer rev struber og lemmer af. Tænderne snappede ud efter våben og arme. Blod silede over gulvet under hende, men hun var ustoppelig og smagen af frisk menneskekød, fik hende til at presse frem, selvom et brøl bag hende fortalte, at hun var kommet væk fra flokken. Whatever. Hvis idioterne ikke kunne følge med, måtte de bare gå glip af alt det sjove. Det her var hende og Dareons raid! Deres sejre! Deres kamp!
Hun brølede mod en flok af soldater, der paniske havde trukket deres sværd mod hende, og mange så ud til at lette deres blære ved lyden og synet af hende, hvilket fik hende til at småklukke. Mennesker.

[Franz von Richler]

Fra sin plads kunne Franz se den mørke masse af pels, klør og tænder komme nærmere, deres dyriske fremmarch virkede så fremmede. Almindelige dyr havde vendt om og var stukket af under den hårde beskydning af pile, men disse var alt andet en simple dyr. Synet af de få der faldet var gennemboret af flere pile end en eller to mand kunne affyrer, kun ved at samarbejde kunne de håbe på at nedlægge disse monster. Franz var ved godt mod og hans selvsikkerhed steg i takt med at hver ulv faldt til jorden. Alt form for sans og samling forlod ham dog da han så den store hvide ulv der rejste sig over sin flok og tårnede over sine mindre artsfæller, som et fyrtårn til at lede sin art ind i blodbadet - Majestætisk, tænkte Franz med et lille smil på læben. Hans smil falmende hurtigt da han hørt dens hyl,der rystede hver mand, kvinde og barn’s hjerte og fyldt det med frygt. Ikke nogen almindelig frygt, men en ur-frygt, en frygt så dyb og gammel i hvert menneskes sjæl.
Som den første blandt sine mænd genvandt Franz sin mod igen og begyndte at give ordre til resten af sit mandskab.
“En løber til Fyrsten Monrad, fortæl ham at den hvide er her! Bemand pindsvinet, jeg vil have det monster så fuld af sølv at jeg kan den frem med resten af sølvtøjet!”

Imens Franz stod og uddelte sine ordre kunne han hører den genkendelige lyd af ulve knurren og mennesker der bliver revet fra hinanden længere nede af muren. Hvordan det bæst var kommet op på muren og blandt hans soldater så hurtigt, var en gåde som han ikke havde tid til løse her og nu. Det eneste han vidste var det bæst var kommet for hurtigt op på muren, dens ødelæggende kraft var nok til at kunne forpurrer deres plan, og den måtte udryddes. Det vil være en fornøjelse at skære bæstet op og tage dens liv, hvis man kunne kalde det for et liv, men hans pligt her og nu var vigtigere end noget personligt ønske.
Franz så på en velkendt mand ved sin sidde.
“Erik!”
“Ja, min herre!” Svarede manden hurtigt.
“Kan du se det skadedyr derover?” spurte Franz og peget med en læder beklædt finger.
“Ja, min herre!” svarede manden igen.
“Jeg vil ikke se det”
“Forstået, min herre!” Erik gjorde en kort salut og gjorde tegn til 30 mand skulle følge efter ham og jage bæstet på flugt, eller endnu bedre dræbe det. 20 stager og 10 bueskytter fulgte med ham imod bæstet.


Samtidig med dette kunne Franz se den første salve fra krigsmaskinen som de havde døbt ‘pindsvinet’, affyrer 50 pile alle med sølvhoveder med kurs imod den store hvide. Pindsvinet som Franz og Caleb havde navngivet den i sin tid, var et våben designet til nettop denne aften, og han savnede sine gode venner, hele deres oprør virkede så unødvendigt i hans verden, han rystede tanke af sig og vendte sig fokus tilbage på tanken. Franz vidste at mange ikke ville nå deres mål, men kunne de skade den nok til ukampdygtig gøre den, ville det være sejre nok. Med udsigt udover slagmarken kunne han se den skade som Demethias soldater gjorde mod bæsterne, og han rystede i skam på sit hovede. Noget var galt, helt galt. Normalt var han folk bedre, men der var noget ved de her bæster, noget ved den her aften der gjorde det sværer end normalt for dem at nedlægge varulvene. Franz skrig af sine lungers fulde kraft udover brystværnet til sin soldater:

“Jeg troede jeg var blandt Demethia’s bedste og ikke blandt druesuttende, pik-gumlende vindrikker! Vi skal være heldige hvis selv Euphonia bliver stolt i aften!”

Med deres herres ord, fordoble soldaterne på muren deres indsats og Franz nikede kort, ikke helt tilfreds med situationen. Og i sit stille sind tænkte han - Hvorfor er jeg ikke bedre forberedt?

[Loup Garou]

Stolthed. Hvordan kunne Loup føle andet ved synet af sine børn der sprang op af Demethias mure, som ingen anden ulv han havde set før? Som om Euphonia selv havde givet dem vinger. Era ville have været så stolte af dem. Mørke øjne rettede sig flygtigt op mod månens sølvagtige skær… og opfangede hvordan dets lys blev reflekteret i et hav pilespidse som suste gennem luften højt over hovedet på ham.
Overlæben vrængede sig tilbage i en rasende snerren, og den enorme varulv satte nok en gang i løb. Bag sig kunne han høre pilene gennembore luften, før de begravede sig i jorden. Dybt. Hvor mange pile var der!? Mere end hvad en samling bueskyttere kunne sende afsted. Han kom tættere og tættere på Demethia. Hvis han nåede byen, ville bueskytterne ikke være en trussel længere. Et enkelt sprang, så han kunne slutte sig til sine børn. Bag ham borede pilene sig ned i jorden. Tættere og tættere på ham.
Et skingert hyl fyldte luften.

Dareon havde netop trukket sig over kanten af muren for at slutte sig til sin søster, da menneskesoldaterne havde vendt sig mod hende med trukkede sværd og spændte buer. Han greb fat om den første og nærmeste soldat med en massiv pote af en næve, og rev ham hårdt ud over murens kant, hvor han med et skrig faldt ned i voldgraven som druknede så snart han mødte vandet dernede. Vægten af hans rustning ville trække ham ned, og hvis ikke dét dræbte ham, ville ulvene som ville møde ham, gøre det.
Med en knurren rettede Dareon sig op i sin fulde højde og brølede af soldaterne som nu fandt sig selv fanget mellem de to tilsyneladende identiske ulve. Ingen af dem vidste hvem de skulle rette deres våben mod. Nogen havde allerede pisset i bukserne, men prøvede at skjule det ved at se tappert ind i gabet på deres sikre død. En soldat hævede endelig sværdet og svang det i en bue mod Dareon, men han var hurtigere end mennesket var. Varulven sprang til side, og besvarede angrebet ved at kaste al sin vægt tilbage på soldaten, og naglede ham til jorden. Med næverne tvang han soldatens skrigende hoved til side, så han kunne se den nøgne hud mellem leddene i rustningen. Det enorme gab åbnede sig, og Dareon fik sin første rigtige smag af menneskekød. Så sødt! Så varmt og mørt! Manden skreg ikke længere; lå blot slapt da Dareon løftede sit bloddryppende hoved fra sit bytte og rettede det mod gruppen af mennesker som stod mellem ham og Trish. Med et triumferende brøl kastede han sig ind i kampen, med stærke lemmer svingende mod enhver soldat som kom for tæt på ham. De skulle dø. Alle sammen skulle dø!

[Trish Garou]

"Ynkelige bløddyr," tænkte Trish for sig selv, mens hun lo for sig selv ved synet af de skræksslagne soldater fanget desperat mellem hende og Dareon. Stivnet i forståelsen af de skulle dø. Bøjet i underdanighed for Euphonias magt. Rigtig magt! Hun havde dog undervurdet deres mod, da de pludselig syntes at ryste frygten af sig. Overrasket trak hun sig et par skridt tilbage, da menneskerne samlede sig ryg mod ryg med de skarpe spyd-ting rettet over bueskytternes skuldre, så man ikke kunne komme for tæt på, uden de jog ud efter én. Bueskytterne satte alle synkront en pil på deres streng. What the... De var slet ikke ligesom de andre folk, de havde raidet! Det her var snyd!
Hun knurrede irritabelt, og trak skuldrene op klar til spring, mens Daeron gjorde sig klar til det samme på den anden side. Han havde allerede gjort sit første drab på den idiotiske soldat, der var kommet for tæt på ham alene, men de andre havde ikke tænkt sig at gå ned uden kamp.
Akkurat ligesom sin tvillingebror kastede hun sig frem mod formationen.

Flere varulve var kommet til voldgraven. De fleste havde sprunget op på muren for at give sig til at kravle op, mens andre samlede sig på ved gangbroen, selvom de knap nok kunne bevæge sig, uden at være ved at skubbe hinanden ned i voldgraven.
Trish havde fået stukket adskillige spyd mod sig, men indtil videre var der ikke noget dybere, end hun havde kunne ryste det af sig. Det samme med pilene. Heldigvis var ikke alle af sølv, da det var alt for dyrt, og alligevel irriterede de som splinter rundt omkring på hendes arme, skuldre eller ryg, selvom dem af sølv var de værste for de sved og brændte. Det var dem, hun hurtigt fik hevet ud, så de ikke nåede at gå i hendes blod.
Blod farvede pelsen omkring hendes mund rød, og dråber dryppede ned fra hendes kløer og hage.

[Franz von Richler]

Skrig fra renblodet mennesker blandet sig med bæsternes hylen. Lyden af stål imod kød med den let genkendelige våde lyd af kød, knogler og sener der bliver revet fra hinanden. Disse lyde og lugte gjorde tilsammen alt, hvad der i Franz’s verden udgjorde et slag, en kamp, en konflikt med livet som indsats. Og i det øjeblik er han i live, virkelig i live, for her er hans plads i verden, her hører han til og han takkede Inei for at havde givet ham den gave. Med lukkede øjne nød han slagets gang, indtil han blev afbrudt af en juble fra mandskabet ved pindsvinet. De havde åbenbart ramt deres mål, den hvide var ikke længere at se over sine mindre slægtninge. Dette var i sig selv en sejr over de horder af monstre, der kom til Demethias murer for at blive mindet om menneskets renhed og magt. Midt i alt sin iver over pindsvinets sejr over den hvide tænkte han at Caleb skulle hører om deres sejr, og Franz blevet taget tilbage de dage, hvor både han og Caleb havde arbejdet sammen på at bygge pindsvinet. Frustrationen og arbejdet havde endeligt givet en mere end værdi gevinst, Caleb havde ret til hører om dette. Savnet til Veterano søskende vendte igen tilbage.
“Fokus!”
Hvæsede Franz af sig selv, han var blevet for ufokuseret, og han havde ikke tid til hvile i fortiden. Han ville gøre bod til Inei for sin svaghed. Med et blik ud af øjenkrogen mod Erik og hans mænd så Franz at de var stadig var i gang med det skadedyr, der lod til at have skiftet plads. I kampens hede undrede Franz sig over at mændene havde taget position som var de angrebet fra begge sidder, men han kunne ikke se den identiske vareulv der stod på den anden side.

Som kampen blev mere og mere intens så Franz på sine soldater på muren og vidste at deres gejst var presset i denne stund. At den hvide var forsvundet fra det blotte øje var et godt tegn, men ingen vidste om den ville vende tilbage. Så han gjorde det som han så ofte havde gjort i denne situation, han bad sig fanebærer om at gøre tegn til Fyrst Monrad og hans riddere. Fra porten kunne Franz’s personlige fane ses blive svunget fra side til side så vinden tog den og i det øjeblik talter han med lukket øjne ned fra 7.
7 - De ser os i vores nød og kommer til os, som enhver loyal soldat i Portus burde gøre.
6 - Fyrst Monrad overhaler enhver anden ridder ved Inei, hvor var alle borgere i Demethia stolt over at være ledt af en mand for deres fyrste, Franz’s far - en ridderkonge værdi.
5 - Monrad trækker sit sværd, hæver det over sit hoved klar til at dræbe ethvert monster der måtte true Portus, og hans væbner der bar familiens fane med Ineis tegn i øverst. Så gudinden altid var med dem.
4 - Mændene ved porten er klar til åbne og lade monsterne blive løbet over enden i et helligt sammenstød mellem klør og stål, med det rene sølv fra riddernes sværd med ulvenes urene pels. Ineis udvalgte folk imod Euphonias.
3 - Monrad der udråber det vante kampråb på Portusiansk “Til Inei’s ære!” hans ryst der gav genlyd igennem hele byen og hans riddere der svarede “I von Richlers navn!”
2 - Porten bliver flået op af soldaterne der står klare dernede, og ulvene valter over hinanden for at komme ind, og ser Demethias fyrste, hans søn Mannhardt og alle deres riddere, klar til at byde velkommen og sende dem videre til Euphonias skove.
1 - Verden er stille mindre end et sekundt.

Demethias fyrste rammer ulvene på gangbroen og dem der ikke bliver slået i stykker af en regn af sølv sværd bliver sparket og trådt til ukendelighed af arvet krigsheste. Og igennem dette syn fulgte Franz sin far og ønsker at han selv kunne få æren af at ride med ridderen en dag. En skønne dag.

[Dareon Garou]

Adskillige spyd var allerede blevet brudt i sammenstød med Dareons stærke arme, men det betød ikke at den unge varulv havde sluppet uskadt fra kampen. Blodige rifter fyldte allerede hans arme, og en pil var begravet i siden på ham – heldigvis ikke én med en sølvspids, men det brændte og sved alligevel, hver gang han bevægede sig. Det gjorde ham kun desto mere rasende, og hans angreb blev vildere. Selv mens bueskytterne fik ordre på at spænde nye pile i deres buer, brølede Dareon blodtørstigt af dem. Men soldaterne havde fået nyt mod. Under dem kunne han høre hvordan menneskesoldaterne mødte varulvene på vindebroen over voldgraven, og han hørte lyden af ulvenes klynk, da de mødte tunge, nådesløse hestehove. Dareon kunne kun gætte sig til hvor mange af dem som rejste sig igen.
Menneskene havde forberedt sig til deres angreb. De havde alt for mange es i ærmet. De var nødt til at gøre noget, hvis ikke de ville stikke halen mellem benene og trække sig tilbage til skoven som kujoner – og det fucking nægtede han! Det her var hans og Trishs raid! De ville aldrig blive respekteret hvis deres første raid endte i et tilbagetog. De var nødt til at tage kontrollen tilbage!
Endnu en menneskesoldat blev hårdt skubbet over kanten af muren hvor han faldt til sin død. Dareon fulgte ham med vilde øjne, før blikket flakkede mod ridderne som stormede mod dem, med en mand i ledelsen. Han råbte noget på portusiansk. Det måtte være deres leder.
Med en knurren vendte Dareon sit blik mod sin søster for at få hendes opmærksomhed. Soldaterne sværmede stadig omkring dem, så Dareon var nødt til at kravle op på muren for at skabe afstand mellem sig selv og deres spyd. Da han vandt sin søsters opmærksomhed, rettede han sigende blikket mod menneskefyrsten til hest. Vi fjerner ham, synes hans blik at sige. Og med et sidste dybt hyl mod månen over dem, sprang Dareon fra muren.
”Skyd ham!” Pilene suste om ørene på ham, og missede ham kun med nød og næppe. Jorden tog hårdt imod ham så hans ankler og ben jamrede sig, men han bed smerterne i sig, da han rettede sin fulde vildskab mod fyrsten og hans mænd. Instinkterne efterlod ham uden tvivl; dræb deres leder, og resten af dem vil falde sammen. Endnu et rasende brøl fik flere af hestene til at løfte forbenene mens de vrinskede frygtefuldt. Dareon kunne allerede smage deres blod på tungen, inden han sprang frem, med tænder og kløer blottet.

[Trish Garou]

Nærmest som kunne hun mærke, at hendes bror ønskede kontakt, rettede hun sine gule øjne mod ham, da han stod dér på murværket i sin sande skikkelse - smuk, stærk og med blod dryppende fra hans hage, så hun ikke kunne andet, end mærke stoltheden boble op i brystet på sig.
Kort gav hun ham et nik. De to havde altid haft en særlig evne til at kommunikere uden ord - selv i deres menneskelige skikkelse - hvilket tit kunne drive deres far til vanvid, fordi han aldrig anede hvad de diskuterede i stilhed foran ham.
Hun får kæmpet soldaterne nok af sig, til at kunne løbe lidt længere hen af murværket, før hun fulgte sin bror i et langt spring ned på gangbroen, så hun landede ved hans side foran de høje heste, de endnu ikke helt kunne konkurrere deres størrelse til. Kun de fuldvoksne varulve kunne måle sig med dem.
Ikke desto mindre viste de to tvillinger ingen frygt, som de brølende og knurrende truede fyrsten selv, og stoppede hans færd i at gallopere ud på engen, så de kunne dræbe flere fra flokken. Hun lod Dareon angribe først, før hun fulgte ham.
Hurtigt på sine fødder susede hun direkte mod fyrstens hest, undgik hans sværd ved at skøjte under hesten, så hun pludselig var på hans anden side, før hun uden tøven tog afsæt direkte fra jorden og op i ansigtet på ham. Hesten kunne ikke holde balancen, og væltede hylende til siden ned i voldgraven med fyrsten og varulven stadigvæk kæmpende på sig. Vandet brusede rødt og frådende. Hvinende og vrinskende forsøgte hesten at komme op fra vandet, mens man i ny og næ kunne se fyrsten eller varulven komme til syne ved overfladen, før de igen forsvandt i plasken og bølger.
Og så blev alt stille...

...



...




...



...



En arm slog sig ned i voldgravens kant, og druknede i mudderet før endnu en arm kom til syne. Blødende sår og rifter var overalt at finde på armene blandet med sorte, tribe tatoveringer. Med et støn trak en ung pige sig op fra voldgraven, og kravlede op i mudderet, hvor hun blev stående på alle fire i et forsøg på at få vejret, der kom hvæsende og gispende, så hele hendes krop bevægede sig i åndedrættet. Hun bar intet tøj andet end lidt laser omkring hendes hofter. Kroppen var markeret men tynd med mørklødet hud, gamle ar på trods af hendes unge alder og knogler som stadigvæk satte sig på plads med små knæk. Endelig hævede hun ansigtet. Gnistrende, gule øjne kiggede op mod gangbroen. I lyset fra de mange ildpile på jorden rundt omkring, kunne man se blod rundt om hendes mund og ned af hendes hage og hals - hele vejen ned over hendes små bryster. Med en snerren skubbede hun sig træt op på knæ. Og så smilede hun. Smilede et blodigt, rovdyragtigt, triumferende smil.

[Franz von Richler]

Mens Demethias riddere anført af Fyrst Monrad gjorde deres indhug i ulvene gjorde Franz klar til at nedkæmpe ulvene ved murene for senere at afslutte slaget ude på engen. Og den strålende ridder der ledt dem, Ridder-fyrsten Monrad von Richler svang vildt om sig med sit sværd. Han sloges som om at hele menneskeligheden fulgte ham i ryggen. I det øjeblik stod Franz og stirrede udover den horde som ville bliver tvunget tilbage af Demethias bedste og endnu en sejr ville være Fyrstens. Stolthed og kærlighed til sin far fyldt Franz, en stolthed han ikke turde vise nogen, af frygt for at virke svag. Mændene der så på Franz så en mand der stod fokuseret i, hvad der virkede som det formål Inei havde skabt ham, og han stod som en statue. Kold, afklaret og evigt på vagt.

Længere nede af muren, hvor Erik og hans mænd tappert havde holdt stand, længere end Franz havde forventet overfor to vareulve. Som han skulle til at gøre tegn til at nedkæmpe ulvene ved og på muren, så han de to ulve springe op på muren og forlade muren.
“Vis køterne kæppen og de tager halen mellem benene” Sagde Franz med et lille smil på læben. Han vendte tilbage til sin pligt og gav ordre om at infanteriet skulle samle sig ved porten og gøre klar til at støtte op om Fyrsten og hans riddere, under Franz’s ledelse. Pludseligt blev hans ordre afbrudt af lyden af en hest der hylende blev angrebet af de to sorte som Eriks mænd havde holdt hen. Monrads væbner, der med fyrstens fane i den ene hånd falmede med den anden efter sit signalhorn, Fyrsten havde øjeblikkeligt brug for hjælp. Franz forlod sin post med ordren om at hans mænd skulle følge ham. Og da de var kommet ned og stod ved gangbroen kunne han se sin storebror Mannhardt, der slog visiret op på sin hjelm og skrige af sine lungers fulde kraft: “Til Fyrsten, til Fyrsten!” Mannhardt fik det til at lyde både som en ordre og en klagesang til enhver der ville lytte, enhver Gud, enhver dødelig, men der var kun dem. Ridderne hørte hans bøn og fordoblet deres indsats og forsøgte at kæmpe sig vej ud på engen for sikker kanten af voldgraven til deres fyrsten. Og Franz kunne fra sin plads se årsagen til Mannhardt skrig, og mens Fyrst Monrad kæmpede for sit liv, både mod bæstet og for ikke at drukne, kæmpede væbneren for at få hornet til at give lyd fra sig.
I Franz hoved stod verden stille, og i de nervepinerne sekunder der fulgte så Franz tre forsvinde ned i det kold mørke vand. Demethias fyrste - Franzs idol, hans far. Portus’ bedste ridder og sidste mistede Franz en del af sin tro på Inei med sin far ned i dybet. Og pludselig så Franz en hånd slå sig ned i kanten af voldgraven, men det var ikke hans far der trak sig op, i stedet af det en kvinde. En kvinde i laser dækket af sår og tatoveringer - et monster. Mens Franz stod og rystede på hovedet kunne han mærke et mørke i sit hjerte brede sig og han så rødt for sine øjne. En blodtørst han sjældent havde følt og han gjorde tegn til enhver der ville følge ham og at redde deres Fyrsten. Med et nådeløst kampråd råbte Franz i sin blodrus “Blod til Moderens, hvide kjole!” Med Demethias infanteri i hælene pressede de sig igennem både riddere og ulve og kom til sidst igennem til den anden side, hvor sloges som besatte. Had og sorg fyldte deres hjerter, men hævntørst var den stærkeste hos Franz. Han havde kæmpet sig vej til kvinden ved voldgravens kant, kun et enkelt usselt bæst stod imellem ham og hans hævn. Den slog ud efter han med sin ene sårede klog, som Franz huggede af med et mægtig slag fra Vingebrækker. Og mens bæstet hylede i smerte, standsede han dens klage ved at hugge hovedet af den med et sløset hug der bragte ham ud af balance. Bæstet faldt død om på jorden, og vejen var fri, med et spring der var nærede af adrenalin landede han foran, kvinden der havde berøvet ham fra hans elskede fyrste, hans far. Med et slag der var mere ude af balance og fokus end det var ført med had og hævn svang han ud efter hendes hals for tage hendes hovede som et blodigt trofæ. Trods hendes tilstand lykkedes det hende at afværge Franzs sværd og i stedet for at ramme hendes hals løb sværdets æg let over hendes ansigt. Et ikke dødeligt slag, men det var sikkert at hun resten af sine dage ville være ligeså vansiret af det enkelte slag som Franz var af sine mange ar. I sorg, vrede og foragt for sin egen svaghed skreg ham, over denne uretfærdige dom til Ineis himle.

[Dareon Garou]

Det triumferende brøl som Dareon havde givet fra sig da Trish, som den eneste, havde trukket sig op fra voldgravens mudrede dyb, blev erstattet af et grufuldt raseri da han så et andet menneske angribe sin søster. Han nåede at se et sværd glimte i månelyset, før det blev svunget lige mod Trish… og nåede at se sværdets æg glimte blodigt da slaget blev fuldført.
Hans ben bevægede sig før han overhovedet registrerede at han løb. Hans hals føltes som om den stod i flammer, så dybt som han brølede. Så fuld af raseri! Mennesket havde angrebet Trish!
Mennesker fløj forbi ham, da han løb. Enhver som stod i vejen blev brutalt kastet til side, eller løbt ned hvor de stod. Dareon stoppede ikke for at gøre det af med nogen af dem, eller gav dem tid til at forsøge at stoppe ham. Alt han så var mennesket overfor Trish, med sit fucking sølvsværd i hånden. Hvor Dareon var startet på to ben, kom han hurtigt ned på alle fire, så han kunne sætte farten op. Som en vind der fløj over slottets grund, med kursen direkte mod mennesket. Tættere og tættere på…

En skikkelse i hvid pels fløj direkte forbi Dareon inden den unge varulv kunne nå frem. Hvornår havde han sidst løbet så hurtigt? Havde han nogensinde gjort det?
Loup ignorerede blankt smerten i sit højre ben, hvor pelsen var farvet en dybrød, blodig kulør. Én af pilene fra pindsvinet havde ramt sit mål, og selvom det var lykkedes ham at rive det meste af pilen ud, var han hæmmet. I det mindste var sølvspidsen gået direkte igennem, så han ikke blev forgiftet af stadset.
Den massive vægt fra den enorme varulv stødte direkte ind i mennesket overfor Trish, og ville vælte mennesket direkte til jorden hvis ikke han forberedte sig på monsterets angreb. Den hvide varulv brølede rasende ind i menneskets ansigt, så de bloddryppende tænder, skarpe som dolke, ville blive blottet og utvetydigt true mennesket på sit liv. Hjertet dunkede heftigt afsted i monsterets bryst, og selv efter at have fastslået at Trish stadig var i live, kunne Loup ikke ryste følelsen af sig. Frygt. Frygten for at miste endnu én.
Mens Loup holdt mennesket væk, var Dareon nået frem til sin søster. Den sorte pels var nok en gang trukket tilbage, for at lade sig erstatte med nøgen hud. Kun resterne af hvad der engang havde været bukser hang omkring hans hofte og gav ham en smule dække. Han kastede sig ned foran sin søster og tog hendes ansigt mellem hænderne.
”Trish! Trishy, for helvede, er du okay?”

[Trish Garou]

Skælvende af udmattelse og traumaet ved at have gennemgået en forvandling kæmpede Trish sig på benene, selvom det var svært i det glatte mudder under hendes nøgne fødder og mellem tæerne. Håret klistrede sig vådt og beskidt til hendes pande og ansigt. Hun orkede ikke mere. Hesten havde fået sparket hende under vandet, og fyrsten selv havde kæmpet bravt - men ikke nok.
En advarende snerren fik hende pludseligt årvågen til at vende opmærksomheden til Herald, der var kommet hen til hende, for at hjælpe hende væk fra kampen, nu hvor hun var i sin menneskelig skikkelse igen, men et menneske havde nærmet sig med stor hast. Stående blottet hvor hun havde rejst sig, så hun sammenbidt hvordan kødklumpen huggede Herald ned, og forsatte mod hende i et angrebet. Gul/grønne øjne hvilede gnistrende på ham. Sværdet skinnede i lyset fra faklerne, da det svang sig gennem luften direkte mod hendes hals. Elegant trak hun sig tilbage i et langt skridt, men det var ikke hurtigt nok. Et halvkvalt skrig rev sig fri fra hendes strube, mens sværdet brændende og sviende trak sig tværs over hendes ansigt, så hun faldt ned på alle fire i mudret igen. Hjertet hamrede hårdt. Hun kunne høre blodet suse i sine ører. Hiksende og gispende holdte hun en hånd mod sit ansigt, hvor blodet silede ud mellem hendes fingre. Please Euphonia, ikke mine øjne. Ikke mine øjne. Ikke mine øjne.
Hun løftede ansigtet ved lyden af et hjertekrøllende skrig, og kiggede overrasket mod mennesket, som stod foran hende med ansigtet trukket sammen i smerte, og vendt op mod himlen. Med en blanding af fasination og nysgerrighed stirrede hun på ham uden at tage sig af flængen, der strakte sig fra hendes pande og hele vejen ned over det ene uskadte øje, over næsen, ramte lige mundvigen for så at stoppe ved kæbelinjen. Alt hun så var det skrigende menneske. Vildskaben, følelserne og det at han havde såret hende fasinerede hende, og på trods af det hele, kunne hun ikke lade være med at være imponeret. Hvem var han?
Hun blev revet tilbage til nuet - det var som om alle lyde pludselig blev skruet op.
Stærke, blodige hænder greb fat i hendes hoved, så hun blev tvunget til at se væk fra mennesket, for i stedet at møde sin brors rædselsslagne, gule øjne.
"Jeg har det fint!" svarede hun åndeløst Dareon, mens hun knugede sine hænder om hans håndled. Først nu mærkede hun hvor ondt flængen gjorde. Sølvet tage hende, hvor dybt havde sværdet skåret?! Hun rev Dareons hænder af hende, og kæmpede sig på sine rystende ben, for at tage et par usikre skridt frem mod sin far, der havde vendt sig direkte mod mennesket.
"Far, stop! Lad være med at gøre ham ondt!" råbte hun mod den store, hvide ulv, som var klar til at ende mennesket, for at have gjort hende ondt. Frygtløst greb hun fat i ham med fingre, som lukkede sig om den blodige pels, mens hun bedende så på ham, selvom han var over dobbelt så stor som hende. "Stop! Please."
Kødklumperne var begyndt at vinde deres vej til voldgraven, og snart ville hele området sværme med dem, hvis ikke de kom væk herfra. Deres råb ekkoede i natten. Varulvene var ved at trække sig tilbage, selvom nogle forsøgte at holde klumperne stangen, indtil alfaen og hans to børn kunne komme væk, uden nogen vidste hvor slem hendes skade var.
Men det var ikke dét, som gjorde hun ville have hendes far stoppede.
Hun hev lidt i ham.
"Lad os nu bare tage hjem."
Mennesket havde såret hende. Han havde rent faktisk mærket hende med sølv, metal og blod. Hendes blik flakkede over mod ham. Forhåbentligt ville hendes far forstå. Han måtte forstå!