Post by Franz von Richler on May 25, 2018 13:57:51 GMT
Franz havde redet hårdt igennem dagen, skarpt efterfulgt af en eskorte af sine soldater, der ligeledes havde redet til for at følge deres general. Den hårde tur havde taget vejret fra Franz og blandet den ellers varme luft i hans lunger med støv fra vejen, men nødvendigheden i hans hårde ridt ville vise om hans anstrengelser ville være det turen værd eller ej. I sit hjerte håbede Franz at turen ville være frugtbar på grund af rygterne om Isabel skulle være set der i live.
Da gården begynder at komme til syne, kan de sort sky af fluer ses over gården. I Franz’s verden er det et vant syn, men et tegn på kamp, ulykke og dårligdom hvorend de sorte skyer var fulgte en historie om død og lidelse. Samtidigt med dette, rammer stanken af død, blandet med sommerens varme luft. Den bittersøde stank fik det til at ticke i hans højre kind og med et gys, nærmest som for at ryste følelsen af sig, tvang Franz sin hest videre imod gården.
Franz kunne tydeligt huske den gamle gård fra sine yngre år, men havde været for travl det sidste års tid til at kunne besøge ruinerne og de gamle minder - hybriderne var en plage der stadig skulle kontrolleres og holdes i skak. Engang for længe siden havde Caleb og Franz været børn og havde leget på en varm sommerdag som denne. De havde løbet imellem de høje solsikker der omgav gården. Nu var solsikkerne ikke længer det højeste, der voksede omkring gården og over deres gyldne blade hang mænd i Portus’ uniformer. De hang livløse og med deres livsblod dryppende fra åbninger i deres dødelige hylster. Hele synet fik Franz til at tænke på ukrudt, der skyder op i et smukt blomsterbed og forurener et ellers perfekt billede på det smukke land der er Portus.
Midt i sine tanker bliver Franz afbrudt af en soldat, der bag ham vender indholdet i sin mave ud på vejen. Kort ser Franz på ham med foragt:
“Inei har budt sine helte hjem. Vis dem respekt, hvalp!”
Kort giver Franz tegn til gennemsøge hele gården efter spor af Veteranoerne, alt imens giver han sig tid til at gå indenfor for at kigge efter spor, og lidt skyldig over at ville besøge fortiden gik han indenfor. Den kamp der havde fundet sted udenfor havde været hård, men den indenfor fortalte en historie om en desperat kamp om overlevelse - blod og mærker fra væsner stærkere end normale mennesker var overalt at læse. Kort trækker Franz Vingebrækker for at se om klingens flammer skulle advare om dødsengle i nærheden, men i stedet ses kun det kolde gamle stål, hvis der nogensinde havde været nogen dødsengel her var de for længst kommet væk. Som om han anerkender en gamle ven med sit smil, pladsere Franz sværdet tilbage i sin skede. Og med et opgivende suk går han utålmodigt ud igen.
“Noget nyt?!”
Råber Franz til den næste soldat, der let fór sammen ved den hårde tone.
“Nej, deres nåde, der er ingen tegn andet end, hvad vores øjne kan fortælle os.”
Hans tone er nervøs for at skuffe sin herre, og Franz ser ham ikke i øjnene, men ser uden over gården og det syn der møder ham er de mange soldater der fra deres pæle stirrer tomt imod himlen som om de kalder til gudinden efter frelse, der aldrig kom.
“Tilkalde forstærkninger, giv de her helte den begravelse de fortjener. Send bud til fyrst Monrad, underret ham om hvad der er sket her. Og send bud til kampgrupperne om at tiden er inde - noget kommer og jeg vil ikke være uforberedt når det sker. Jeg tager til grænsen!”
Jeg vil ikke være uforberedt når de kommer tilbage, tænkte Franz, mens han så ud på de få soldater der hastigt udføre hans ordre. Og med et sidste blik ud over solsikkemarkerne falder dagens sidste solstråler ned over de døde, og spændt på den kommende konflikt smiler Franz for sig selv, mens han stopper op foran gården og ser mod solnedgangen. Jeg er ikke uforberedt, jeg er klar.
Da gården begynder at komme til syne, kan de sort sky af fluer ses over gården. I Franz’s verden er det et vant syn, men et tegn på kamp, ulykke og dårligdom hvorend de sorte skyer var fulgte en historie om død og lidelse. Samtidigt med dette, rammer stanken af død, blandet med sommerens varme luft. Den bittersøde stank fik det til at ticke i hans højre kind og med et gys, nærmest som for at ryste følelsen af sig, tvang Franz sin hest videre imod gården.
Franz kunne tydeligt huske den gamle gård fra sine yngre år, men havde været for travl det sidste års tid til at kunne besøge ruinerne og de gamle minder - hybriderne var en plage der stadig skulle kontrolleres og holdes i skak. Engang for længe siden havde Caleb og Franz været børn og havde leget på en varm sommerdag som denne. De havde løbet imellem de høje solsikker der omgav gården. Nu var solsikkerne ikke længer det højeste, der voksede omkring gården og over deres gyldne blade hang mænd i Portus’ uniformer. De hang livløse og med deres livsblod dryppende fra åbninger i deres dødelige hylster. Hele synet fik Franz til at tænke på ukrudt, der skyder op i et smukt blomsterbed og forurener et ellers perfekt billede på det smukke land der er Portus.
Midt i sine tanker bliver Franz afbrudt af en soldat, der bag ham vender indholdet i sin mave ud på vejen. Kort ser Franz på ham med foragt:
“Inei har budt sine helte hjem. Vis dem respekt, hvalp!”
Kort giver Franz tegn til gennemsøge hele gården efter spor af Veteranoerne, alt imens giver han sig tid til at gå indenfor for at kigge efter spor, og lidt skyldig over at ville besøge fortiden gik han indenfor. Den kamp der havde fundet sted udenfor havde været hård, men den indenfor fortalte en historie om en desperat kamp om overlevelse - blod og mærker fra væsner stærkere end normale mennesker var overalt at læse. Kort trækker Franz Vingebrækker for at se om klingens flammer skulle advare om dødsengle i nærheden, men i stedet ses kun det kolde gamle stål, hvis der nogensinde havde været nogen dødsengel her var de for længst kommet væk. Som om han anerkender en gamle ven med sit smil, pladsere Franz sværdet tilbage i sin skede. Og med et opgivende suk går han utålmodigt ud igen.
“Noget nyt?!”
Råber Franz til den næste soldat, der let fór sammen ved den hårde tone.
“Nej, deres nåde, der er ingen tegn andet end, hvad vores øjne kan fortælle os.”
Hans tone er nervøs for at skuffe sin herre, og Franz ser ham ikke i øjnene, men ser uden over gården og det syn der møder ham er de mange soldater der fra deres pæle stirrer tomt imod himlen som om de kalder til gudinden efter frelse, der aldrig kom.
“Tilkalde forstærkninger, giv de her helte den begravelse de fortjener. Send bud til fyrst Monrad, underret ham om hvad der er sket her. Og send bud til kampgrupperne om at tiden er inde - noget kommer og jeg vil ikke være uforberedt når det sker. Jeg tager til grænsen!”
Jeg vil ikke være uforberedt når de kommer tilbage, tænkte Franz, mens han så ud på de få soldater der hastigt udføre hans ordre. Og med et sidste blik ud over solsikkemarkerne falder dagens sidste solstråler ned over de døde, og spændt på den kommende konflikt smiler Franz for sig selv, mens han stopper op foran gården og ser mod solnedgangen. Jeg er ikke uforberedt, jeg er klar.
