Post by Arona Forsyth on Apr 1, 2018 16:10:27 GMT
Harris - Arona Forsyth
Sværdet blev sat op af rakværket, hvor flere forskellige sværd allerede stod placeret på rad og række. De var mangfoldige. Lange og korte, træning og til krig. Træværket stod langs væggen, hvorpå der hang flere skjolde langs væggen. Alle pyntede vel deres rum forskelligt og Aronas var nok påvirket mere af hendes liv med Harris og militærakademiet, end noget andet. Hun havde ikke taget det samme rum som alle de andre kongelige, men havde tværtimod indtaget det gamle børneværelse. Her havde hun sovet som barn. Ud af dette vindue var hendes lillebror blevet kidnappet og her havde hun tilbragt de sidste timer, til hendes far havde hentet Harris og hende selv. Pakket en taske og trukket dem ud af slottet og op på nogle heste, klar til at flygte. De havde tabt deres kamp i Sethos. Men den gang havde hun ikke forstået det hele.
I dag gled hendes stålgrå blik over til vinduet, før hun greb en kande med frisk vand fra bordet og drak direkte af kanden. Noget vand gled ved siden af og løb ned over hendes kind og hendes svedige hals og nakke. Kanden blev stillet med et dunk, før hun tørrede sig om munden med sit ærme. En skjorte hun brugte til at træne i. Et par løse bukser, så hun kunne bevæge sig. Hun havde trænet i et par timer, som hun tit gjorde, når hun havde en pause mellem alle de nye pligter. Der var meget at vænne sig til. Og meget at glemme.
Hun gik over til vinduet og skubbede det op. Den friske luft slog hende i møde og gav hende et kuldegys. Vinteren ville ikke helt slippe, så vinden var stadig ret kold, trods det var forår. Hun trak vejret dybt og lænede sig op af rammen, før hendes blik gled op i loftet.
Til alt held...
Til alt held havde det gamle billede været til at redde. Billedet af dødsengle, af historie, som Macaria i sin tid havde fået malet herinde. Dengang havde hun øvet sig på sin magi i arnen, hvor en svag ild stadig ulmede nu. Hun drejede hovedet og så ud igen. Ud over den mørke by, med lysene i alle deres små vinduer, tydeliggjort af den tidlige aften. Tænkende bed hun sig svagt på indersiden af sin kind, som armene gled over kors og hendes ene fod vuggede i sin egen rytme.
I dag gled hendes stålgrå blik over til vinduet, før hun greb en kande med frisk vand fra bordet og drak direkte af kanden. Noget vand gled ved siden af og løb ned over hendes kind og hendes svedige hals og nakke. Kanden blev stillet med et dunk, før hun tørrede sig om munden med sit ærme. En skjorte hun brugte til at træne i. Et par løse bukser, så hun kunne bevæge sig. Hun havde trænet i et par timer, som hun tit gjorde, når hun havde en pause mellem alle de nye pligter. Der var meget at vænne sig til. Og meget at glemme.
Hun gik over til vinduet og skubbede det op. Den friske luft slog hende i møde og gav hende et kuldegys. Vinteren ville ikke helt slippe, så vinden var stadig ret kold, trods det var forår. Hun trak vejret dybt og lænede sig op af rammen, før hendes blik gled op i loftet.
Til alt held...
Til alt held havde det gamle billede været til at redde. Billedet af dødsengle, af historie, som Macaria i sin tid havde fået malet herinde. Dengang havde hun øvet sig på sin magi i arnen, hvor en svag ild stadig ulmede nu. Hun drejede hovedet og så ud igen. Ud over den mørke by, med lysene i alle deres små vinduer, tydeliggjort af den tidlige aften. Tænkende bed hun sig svagt på indersiden af sin kind, som armene gled over kors og hendes ene fod vuggede i sin egen rytme.