Post by Blake De Clare on Feb 22, 2018 13:57:33 GMT
Tænderne havde boret sig ned i den nu hævede underlæbe så mange gange de sidste dage, at mærkerne svagt kunne ses selvom hun ikke havde bidt i læben de sidste par timer. Blakes store blå øjne stirrede ind i tågen udenfor det store gulv-til-loft vindue der lukkede det grå lys ind i hendes gemakker. Hun havde på skift siddet i vindueskarmen de sidste timer. Når hun ikke havde siddet, havde hun vandret op og ned ad gulvet i en lige linje fra vinduet til den store dør, så mange gange at man måske kunne forvente at se en sti slidt ned i det massive gulv. Fingrene tappede på ruden en sidste gang før hun rejste sig og tog sin rute mod døren. Den sorte kjole rislede mod gulvet og fulgte ellers hendes krop tæt op hvor den samlede sig stramt om hendes hals og efterlod skuldre og arme fri. Håret var for engangs skyld sat op og lod sig kun frit kruse nedom ansigtet hvor slangekrøller ikke havde ladet sig indespærre. Hendes ringbesatte hånd skubbede resolut døren op og hun satte kursen mod Eriz’s kontor.
Så snart døren kom til syne begyndte hendes mave at vride sig. Hun havde ikke opsøgt Eriz før. Hun havde end ikke været i enerum med hende og skulle det være sandt håbede hun på at der var andre bag døren også. Hun knugede sine hænder som hun nærmede sig det rum, hvor landets dronning og i mange år regent forhåbentligt ville befinde sig. Aldrig ville Blake have opsøgt Eriz, men ingen informerede hende. Der var for pokker ingengang nogen der havde fortalt at Damian var væk - det havde man blot formodet at hun vidste eller noget? Selvfølgeligt vidste hun det, men altså. Fodtrinende var stoppet op 20 meter fra døren. Hun følte sig sjældent bange for noget, faktisk i en sådan grad at det lidt var et problem. Men kvinden der formodentligt var bag den dør udgjorde en stor trussel for hende. Hun havde godt set de isnende blikke. Uden Damian var hun ubeskyttet på slottet. Som et æg uden sin skal. Hun var blevet så mærkeligt vant til ham, måske ligefrem glad for ham. Og hun brød sig ikke om at han var væk og havde været det i tre dage uden ord. Det generede hende endda lidt hvordan tanken om at han kunne være kommet til skade nagede i hende. Hun måtte vide hvad der var sket ham. Lidt efter bankede hendes ene hånd på trædøren.
Så snart døren kom til syne begyndte hendes mave at vride sig. Hun havde ikke opsøgt Eriz før. Hun havde end ikke været i enerum med hende og skulle det være sandt håbede hun på at der var andre bag døren også. Hun knugede sine hænder som hun nærmede sig det rum, hvor landets dronning og i mange år regent forhåbentligt ville befinde sig. Aldrig ville Blake have opsøgt Eriz, men ingen informerede hende. Der var for pokker ingengang nogen der havde fortalt at Damian var væk - det havde man blot formodet at hun vidste eller noget? Selvfølgeligt vidste hun det, men altså. Fodtrinende var stoppet op 20 meter fra døren. Hun følte sig sjældent bange for noget, faktisk i en sådan grad at det lidt var et problem. Men kvinden der formodentligt var bag den dør udgjorde en stor trussel for hende. Hun havde godt set de isnende blikke. Uden Damian var hun ubeskyttet på slottet. Som et æg uden sin skal. Hun var blevet så mærkeligt vant til ham, måske ligefrem glad for ham. Og hun brød sig ikke om at han var væk og havde været det i tre dage uden ord. Det generede hende endda lidt hvordan tanken om at han kunne være kommet til skade nagede i hende. Hun måtte vide hvad der var sket ham. Lidt efter bankede hendes ene hånd på trædøren.