Post by Joshua De Clare on Feb 22, 2018 13:46:59 GMT
Blake De Clare - Joshua De Clare
Den fulde krop med blev målt og vejet med et elevatorblik, før de grå øjne stirrede tilbage på det velkendte ansigt. Det store spejl gik fra gulv til loft og havde en guldkant med krummelure. Han var perfekt. Helt og aldeles perfekt. Og det var ikke takke været tjenestefolkene, de uduelige folk. Havde ikke engang kunne undgå hans ynglings jakke i at blive krøllet eller sætte badet til den rigtige temperatur. Vidste de ikke hvem han var nu? Han var vigtig. Vigtigere end vigtig. Den eneste der rangerede over ham var Dronningen, Kongen og deres Højre hånd. De Clare var et navn der for evigt ville være en del af kongefamilien nu, ingen ville tænke på den Pandemonske adel uden at De Clare ville dukke op. Han var godt tilfreds med sig selv. Og selvfølgelig havde deres far også forstået det, efter Joshua ellers havde forklaret ham det hele. Han havde gjort noget uden faderens tilladelse og det var gået godt. Han havde bevist over for deres far at han kunne varetage den slags nu.
Det gyldne hår strålede og var redt tilbage med olie. Jakkesættet var i sort, med et rødt slips og skinnende sorte sko. På brystet bar han skattemesterens hellige symbol, der lod alle vide hvilken vigtig stilling han besad nu. Fingrene gled kærtegnene rundt om det, før han modvilligt vendte sig væk fra spejlet. Ah, hvis man dog bare kunne se på noget så perfekt hele dagen!
Der blev banket på døren.
"Lord De Clare? Gæsterne er ankommet. De er velkommen til at gøre deres entre når De ønsker det, min Herre"
Tjenerens stemme lød igennem døren og Joshua sendte sig selv et sidste perfekt smil.
Festen var ikke vild, men afslappet og kun for familiens nærmeste bekendtskaber, vigtige klienter og folk, der skulle prales over for. I virkeligheden var husets stueetage fyldt med folk. Lette samtaler, frem for dans. Tjenere der gik rundt med bakker, sørgede for hver en tørst og lille sult. Joshua formåede at være midtpunktet og uanset hvor mange der ønskede ham tillykke, takkede han med et smil. Han så igennem folk, der prøvede at lade som om de nu var hans bedste venner. Han så igennem folk, der prøvede at sælge ham deres uduelige blod i form af ligegyldige kvinder. Pæne i deres kjoler, men ikke en fuldblods djinn og derfor ikke god nok. Ikke at han sagde det højt. Det var måske den eneste irriterende ting. Der fandtes snart ikke fuldblods djinns længere og det var endnu en pligt han ikke havde opfyldt endnu.
Joshua fik en pause for sig selv og nippede til den søde hvidvin. Hans blik gled rundt i lokalet. Hans søster. Han havde inviteret hende, han ønskede at dele denne nyhed med hende. Han kunne ikke forestille sig andet end at hun også måtte være stolt af ham.
Så hvor var hun? Hun måtte da være ankommet. Han gik ind i den næste stue.
Det gyldne hår strålede og var redt tilbage med olie. Jakkesættet var i sort, med et rødt slips og skinnende sorte sko. På brystet bar han skattemesterens hellige symbol, der lod alle vide hvilken vigtig stilling han besad nu. Fingrene gled kærtegnene rundt om det, før han modvilligt vendte sig væk fra spejlet. Ah, hvis man dog bare kunne se på noget så perfekt hele dagen!
Der blev banket på døren.
"Lord De Clare? Gæsterne er ankommet. De er velkommen til at gøre deres entre når De ønsker det, min Herre"
Tjenerens stemme lød igennem døren og Joshua sendte sig selv et sidste perfekt smil.
Festen var ikke vild, men afslappet og kun for familiens nærmeste bekendtskaber, vigtige klienter og folk, der skulle prales over for. I virkeligheden var husets stueetage fyldt med folk. Lette samtaler, frem for dans. Tjenere der gik rundt med bakker, sørgede for hver en tørst og lille sult. Joshua formåede at være midtpunktet og uanset hvor mange der ønskede ham tillykke, takkede han med et smil. Han så igennem folk, der prøvede at lade som om de nu var hans bedste venner. Han så igennem folk, der prøvede at sælge ham deres uduelige blod i form af ligegyldige kvinder. Pæne i deres kjoler, men ikke en fuldblods djinn og derfor ikke god nok. Ikke at han sagde det højt. Det var måske den eneste irriterende ting. Der fandtes snart ikke fuldblods djinns længere og det var endnu en pligt han ikke havde opfyldt endnu.
Joshua fik en pause for sig selv og nippede til den søde hvidvin. Hans blik gled rundt i lokalet. Hans søster. Han havde inviteret hende, han ønskede at dele denne nyhed med hende. Han kunne ikke forestille sig andet end at hun også måtte være stolt af ham.
Så hvor var hun? Hun måtte da være ankommet. Han gik ind i den næste stue.