Lady and the tramp

[Eden Arahaelon]

@oliver

Okay, så hun var helt klart ikke faret vild. Gaderne lignede alle sammen hinanden, og hun var rimelig sikker på hun havde passeret den samme statue af Inei, der manglede en arm, tre gange, men hun var overhovedet ikke faret vild. Hun vidste præcist hvor hun var henne. Hun standsede på gaden hun var på og så op og ned af den. Husene der flankerede hver side af gaden var alle sammen i samme nedslidte, grålige farve. Malingen på siderne af husene så ud til at have været en anden farve på et tidspunkt, men vind og vejr havde forlængst vasket alle rester af pigment ud af malingen. Alle væsner hun passerede var på samme måde. Sammenhultede, krumryggede, kinderindsunkne individer med glasagtige øjne og blege hude, som havde vind og vejr også skurret al farve af dem. Der var et barn der vandrede ned langs gaden, og da han så op på hende, så hun lange, rene streger på hans beskidte kinder af tåre, og et grimt sår henover hans ene bryn. Hendes bryn sank og læber pressede sig sammen, som hendes hals snørede sig sammen. "Halløj lille ven," sagde hun ned mod ham. Han så op på hende. Så ned af gaderne. Kroppen spændte sig, som havde han tænkt sig at løbe. "Nejnej, jeg gør ikke noget," hun satte sig ned på hug så hun kom i øjenhøjde med ham, og rakte en hånd frem mod ham, næsten som om hun bød ham lugte den, som man ville gøre hvis man skulle hilse på en kat. Bunden af hendes kjole sank ned i de rester af regnvand der dækkede gaderne. "Hvor er din mor?" spurgte hun blidt. 
Knægten stirrede på hendes hånd. Snøftede lidt snotrester op, der også var kaget under hans næse fra hans og tørrede så sin hånd igennem det tørre snot under hans næse, inden han rakte ud og tog hendes hånd. Såret over hans øje var gulligt om kanterne. Han kunne ikke være mere end fire år gammel.
Hun rystede let hans hånd. "Jeg hedder Eden," præsenterede hun sig, men der kom ingen præsentation fra drengen. Tilgengæld blev han ved med at holde i hendes hånd. "Okaaay..." Hun prøvede ikke at vriste den fri. "Ved du hvor vi er henne?"  

[Deleted]

Slumkvarteret i Istus var nærmest affolket efter den sidste regnbyge. Men generelt var der også færre og færre folk at se på gaden i byområdet i takt med at landet var begyndt at falde fra hinanden. Folk flygtede, døde eller havde endda sluttet sig til hybridernes oprør. Det var for det meste derfor Oliver havde valgt at tage en tur til Portus, så han måske kunne gøre noget for at hjælpe. Sam havde virkelig smittet af på ham gennem hans efterhånden mange år som vampyrens assistent.
Han havde smidt en taske over skulderen, som indeholdt hvad han havde medbragt sig fra Pandemonium. Det bestod for det meste af noget rent tøj og lidt madrester som havde holdt ham mæt på turen, i tillæg til simple lægemidler som han kunne bruge, hvis det skulle være nødvendigt. Tøjet han allerede var iført var simpelt, men solidt rejsetøj. Et par støvler som var dækket af mudder ledte op til nogle mørke bukser som viste tegn på at have knælet i mudderet foran én af Ineis statuer. Om han så var én af Euphonias skabninger, havde han aldrig klaret at ryste Inei helt af sig.
Han rundede et hjørne, og måtte standse op ved synet af en kvinde som sad knælende overfor et barn. Kvinden så enormt malplaceret ud i det her nabolag, og barnet så vitterligt fortabt ud. Han trådte tættere på, og overhørte kvindens forsøg på at få barnet i snak.
”Han må have lært sig ikke at tale med fremmede.” foreslog han mens han stoppede op en sund afstand fra dem begge. Et forsigtigt smil trak i hans mundvige. ”Du er i slumkvarteret. Mere specifikt i Pjaltestrøget, hvis jeg ikke husker helt forkert.” Gadenavnene i slumkvarteret havde måske engang været hvad dem, der befandt sig højere i landets hierarki engang hånligt havde kaldt dem, men de havde fæstet sig.
Et sæt brune øjne fæstede sig på den lille dreng, som nu stirrede på ham med store, usikre øjne. Han sendte drengen et beroligende smil. ”Hey… er du sulten?” Han trak tasken frem og stak hånden ned i den. Efter at have rodet en smule rundt fiskede han lidt brød op, som han prøvende holdt frem. Drengen sagde stadig ikke noget, men hans blik hvilede glubsk på brødet i Olivers hånd. Drengen havde dog ikke sluppet kvindens hånd, som om han frygtede at det ville være farligt at slippe.

[Eden Arahaelon]

En stemme oppefra rev hendes blik væk fra drengen foran hende, og da hun så lige ud for sig, mens hun sad på hug, blev hun først konfronteret med et par mudrede knæ, inden hendes blik rejste opefter og fandt en ung mand med et forsigtigt smil om læberne. Gadebarnet knugede sig til hendes hånd. "Vi er ikke fremmede, jeg har præsenteret mig," forklarede hun, som om det gav sig selv, at så var man ikke fremmede. "Ah! Pjaltestrøget!... hvor er det henne?" Det var lidt sært at tale til ham fra den position hun var i, så hun skubbede sig op og stå igen. Bunden af den kappe og kjole hun bar var nu sølet ind i mudder, men ellers tydeligvis i fine materialer. Kappen var lyseblå fløjl og kantet ved hætten med lysebrun kanin pels, og kjolen under var en fin, tyk uldkjole der trak det meste af slæbet med rent faktisk at holde hende varm. Hun havde langt, lyst hår der spildte ud over hendes skuldre som et lyst, gyldent vandfald, et hjerte formet ansigt med en lille hage og høje, skarpe kindben. Lavendelblå øjne tippede en smule opefter ved hjørnerne, så selv hvis hendes ansigt ikke havde været smilende allerede, ville hun næsten se ud som om hun smilede med øjnene alligevel.
Hun så fra drengen til brødet i den fremmede mands hånd. Han var tydeligvis sulten, men han blev stadig stående, med et fast greb i hendes hånd. Så hun trådte frem og trak drengen blidt med sig, og som hun gik frem mod den fremmede, fulgte han med, indtil han nåede frem i en afstand hvor han kunne tage brødet fra hans hånd. Hele brødstykket blev stukket i munden med det samme, så hans kinder bulede udad med hvor meget brød han lige havde puppet i munden. Eden skævede en smule ængsteligt til barnet, der stadig havde fat i hendes hånd, mens han prøvede at tygge sig igennem den enorme mundfuld. "Kender du ham? Ved du hvem hans mor er?" Såret over hans øje var tydeligvis betændt og strakte sig over hele hans øjenbryn.

[Deleted]

Smilet voksede sig en anelse bredere da kvinden bragte drengen tættere på, indtil han kunne rive brødet til sig. Det bragte ham også tæt nok på til at han kunne se det betændte sår over øjenbrynet helt tæt på, og smilet falmede straks. Det så slet ikke godt ud.
”Hm?” Hans blik flakkede til kvinden, som nu selv stod oprejst mens han sad knælende. Han rettede sig op, men det gjorde hende stadig til nogle centimeter højere end ham. Højden alene var nok til at gøre ham skråsikker på hendes menneskelighed, men de let spidsede ører som en gang imellem kiggede frem mellem hendes blonde lokker gjorde ham overbevist om at han stod overfor en højelver. ”Nej, jeg kender ham ikke. Og Pjaltestrøget er… well, her.” Han skød armene en smule ud til siderne som for at indikere gaden de stod i. Han havde ikke rigtig nogen bedre måde at beskrive det på. Hvor de fine gader i hovedstaden var fint organiseret og nemme at bevæge sig i, bestod slumkvarteret af tynde, snoede gader med opbrudte brosten og planker. Hvis hun var faret vild herinde var det ikke så mærkeligt.
Han satte sig ned på hug foran drengen igen og rakte forsigtigt en hånd frem for at lægge den på hans skulder. Det forsigtige smil trak igen i hans mund. ”Må jeg lige få lov til at kigge lidt på dig? Herovre?” Han nikkede over mod en faldefærdig bænk som stod lænet op af en ligeså faldefærdig bygning. Drengen kiggede mod bænken, tilbage på Oliver, og nikkede så endelig forsigtigt. Oliver smilte roligt, før han rejste sig op igen og så på kvinden. ”Har du noget imod at blive lidt? Han virker tryg med dig, og det vil gøre det nemmere for mig at rense det sår.” mumlede han. ”Jeg er for resten Oliver.” indskød han, da det gik op for ham at han ikke havde præsenteret sig for hende endnu.

[Eden Arahaelon]

"Altså det er ikke fordi jeg vil kritisere, når du prøver at hjælpe mig, men 'her' er altså ikke særligt hjælpsomt," der var noget næsten leende over hendes stemme som hun smilende sagde det. Hans bekymrede udtryk da han kiggede på drengens skade, fik dog hendes smil til at falme en smule. Hun vidste meget lidt om medicin, men selv hun kunne se at det var slemt. Sår skulle ikke være gullige på den måde. Drengen gumlede videre på sin mundfuld brød, men indimellem sank han da stykker, så bulen i hans kinder blev mindre og mindre. "Er du læge?" spurgte hun, som han spurgte efter at have lov til at se på drengen. Han virkede indklingeret til at lade ham. "Eller medicinkyndig eller sådan?" Den fremmede mand rejste sig op igen, efter selv at have sat på hug foran drengen lidt og de var igen på øjenhøjde med hinanden. Hans hår var pjusket. Hun følte en utrolig trang til at rette på det. Men det ville bestemt ikke være passende. Hun var rimelig sikker på hun faktisk slet ikke burde ses i det her selskab, men hvem skulle lige genkende hende her.
"Jo! Selvfølgelig!" svarede hun øjeblikkeligt. Drengen stod halvt om halvt i hendes skørter alligevel og hun havde ikke hjertet til at vriste hans hånd fri af sin egen. Hun ledte ham over til den bænk Oliver havde udpeget, dens inderste bræt var faldet af og den lænede voldsomt til højre, men den så ud til at kunne bære drengens vægt som han satte sig på den. Hun rakte akavet sin venstre hånd, ind over den arm drengen havde fat i, i hilsen. "Eden, hvis du ikke hørte det før," præsenterede hun sig smilende. Drengen stirrede skiftevis mellem hende og Oliver.

[Deleted]

Han trak i et beklagende smil.
”Sorry. Det er ikke lige så nemt at give vejbeskrivelser her omkring som det er udenfor slummen.” forklarede han, selvom at latteren i hendes stemme gav ham indtrykket at hun ikke havde ment det så alvorligt som ordene kunne have lydt. ”Jeg har været assistent for en læge i snart femten år. Jeg har lært lidt gennem tiden.” uddybede han, måske også som en måde at berolige enhver bekymring for om han overhovedet var kvalificeret til at se på drengen. Han havde set Sam rense utallige sår, når nogen var mødt op i hans klinik, eller hvis de var stødt ind i nogen på deres rejser rundt i landene som havde brug for hjælp.
Drengen havde stadig ikke sagt et eneste ord, mens de fik ham placeret på bænken, tyggende på den sidste mundfuld brød. Oliver løftede blikket fra drengen og tilbage til kvinden da hun akavet rakte hånden frem til ham, men han trykkede den alligevel høfligt. ”Hyggeligt at møde dig.” svarede han hende med et lille smil, før han igen placerede sig selv på hug foran drengen. Han tog tasken af skulderen og satte den i mudderet, mens han tog drengens øjenbryn under nærmere øjesyn. Sårskorpen var gulig, og det så ud som om noget pus dækkede det. Oliver skar i en grimasse. Det var ikke noget han havde lyst til at behandle herude på åben gade, men han kunne heller ikke bare tage drengen med sig. Han havde ikke lyst til at skabe panik i hans forældre… hvis de stadigvæk var i nærheden. ”Du har brug for et bad.” fortalte han drengen med et lille træk på smilebåndet. ”Jeg har ikke et badekar med mig, men jeg har noget rent vand jeg lige må rense dig lidt med. Er det okay?” Tonefaldet var roligt og pædagogisk, og han ventede tålmodigt på at drengen forsigtigt nikkede, før han fandt et stykke stof op fra sin taske sammen med en flaske med vand. Stoffet blev vædet i vandet, før han begyndte at rense såret. Drengen klemte hårdere om Edens hånd, men sagde stadig ingenting. ”Så hvad laver du herude?” spurgte Oliver, henvendt til Eden. ”Det er vel ikke ligefrem her i nærheden du bor, er det?” Han trak sigende på smilebåndet.

[Eden Arahaelon]

"Nej nej! Det er mig der undskylder, det var bare for sjov, her er virkelig svært at finde rundt," Inei vide at hun havde vandret rundt her en halv times tid ihvertfald. Hendes anstandsdame måtte være ved at få et føl et eller andet sted. Nim mærkede et stik af skyldfølelse som hun tænkte på den midaldrende kvinde, der var fulgt med hende og de fire andre piger til Portus, for at præsentere dem for kongen, hun måtte være ved at gå ud af sit gode skind! Hun rystede hans hånd bredt smilende. Hans hænder var en smule ru, mere end de fleste andre videnskabsmænd og læger hun havde mødt - måske havde han været noget andet før han var blevet læge?
Drengen rynkede på næsen da Oliver påstod han manglede et bad, og Eden måtte undertrykke en fnisen ved hans ansigtsudtryk. Han lignede en af fra Ældre Rådet i hendes landsby, som lige havde fået fornærmet hans blodslinje. Skeptiske øjne fulgte med da flasken med vand blev fundet frem, på trods af at han havde nikket til vandet. Hun klemte let tilbage da drengen klemte om hendes hånd.
"Jeg leder efter mine søskende," svarede hun med en håbefuld tone til hendes stemme. "Jeg har et efternavn -" hendes frie hånd rodede rundt i hendes kappes inderlommer, og tippen af en tunge spids stak ud mellem hendes læber mens hun rodede dybt ned i sin lomme, indtil hun endelig trak en papirs lap frem. "Hyles," læste hun opad papirlappen. Hun havde kun lige sporet sig frem til det for en halv time siden. "Lyder det bekendt?" Hun tog sig slet ikke af hvor hårdt drengen knugede om hendes fingre, mens Oliver rensede såret.

[Deleted]

Oliver havde holdt blikket på drengens pusfyldte sår mens han lyttede til Eden. Drengen havde brug for ordentlig lægehjælp, mere end hvad han kunne bidrage med, med hvad han havde på sig. Hvis bare Sam havde været i Portus, så kunne han have taget drengen med til hans kontor… Han måtte bare gøre hvad han kunne.
”Hyles?” Han tyggede en smule på navnet hun havde givet ham, men endte til sidst med at ryste på hovedet. ”Beklager… det siger mig ingenting. Men jeg har altid været bedre til at huske ansigter end navne.” tilføjede han med et beklagende smil sendt i hendes retning.
”Av!” Drengens pludselige udbrud fik Oliver til at rette blikket tilbage på ham, og det gik op for ham at han måtte have trykket stoffet lidt for håret mod såret. Gulagtigt pus dækkede stoffet han havde renset såret med, og Oliver fik det renset væk med en smule mere vand. ”Er der en urtekyndig her i nærheden, knægt?” spurgte han venligt. Drengen kiggede uforstående op på ham. ”Én som forstår sig på planter og kan bruge dem til at hjælpe.” forklarede Oliver nærmere. Denne gang nikkede drengen forsigtigt. ”Vi tager dig med til ham eller hende. De kan hjælpe dig mere end jeg kan gøre lige nu, okay?” Han var ikke glad for det, men han havde nået grænsen for hvad han kunne gøre på stående fod. I det mindste havde han fået renset drengens sår lidt, men det havde stadig brug for noget som kunne hjælpe mod betændelsen. Forhåbentligvis ville den urtekyndige vide hvad der skulle gøres. Drengen nikkede nok en gang tavst, før han løftede blikket op mod Eden. Han havde stadig ikke sluppet hendes hånd, og så ud til at have tænkt sig at holde fast i den indtil videre. Oliver rejste sig op igen, før han selv vendte sin opmærksomhed tilbage til Eden. ”Dine søskende… er de blevet væk fra dig?”

[Eden Arahaelon]

"Åh," Hun så en smule nedslået ud. "Det gør ikke noget," svarede hun slukøret. Det var måske også for meget at be om at den første fremmede hun løb ind i, som ikke tiggede guld fra hende, ville vide noget om hendes søskende. Hun løftede hagen og snerpede resolut sine læber sammen. Hun måtte bare blive ved med at lede. De skulle være her et sted. Det skulle de. Om hun så skulle vende hver eneste mudder tilsølede sten i slumkvarteret, ville hun finde dem. Drengens pludselige udbrud fik hende til at fare sammen forskrækkelse. Hendes kinder farvedes øjeblikkeligt pinligt lyserrøde og et hårdt åndedræt undslap hendes lunger. "Inei," pustede hun og lagde en hånd på brystet under hendes kappe.
Heldigvis virkede det ikke som om hverken drengen eller Oliver havde lagt mærke til hendes pinlige forskrækkelse over hans udbryd. De skulle nødigt tro at hun var så nervøs som en ung hoppe med sin første rytter. Hun ville meget hellere give et udtryk af at være verdens vant og berejst. Kultiveret. En dame. Hun så op på Oliver, som havde rejst sig igen. "Ikke rigtig væk, som aldrig fundet," Drengen rejste sig også fra bænken og hans hårde greb om hendes fingre blev en smule slappere, nu da Oliver ikke længere torturerede ham med sin "renlighed". Eden rejste sig også. "Vi har samme far, men ikke samme mor," forklarede hun. "Så jeg har aldrig mødt dem," Drengen begyndte at trække afsted med hende ved hånden, for at lede dem mod den urtekyndige. "Men de skulle være her. Far sagde han havde sin... affære.. med en dame fra Istus." Godt nok ikke til hende, men til hendes mor.

[Deleted]

”Ahh… så det er dine halvsøskende.” konkluderede han med en nikken. Hvis han havde haft nogen reaktion på nyheden om hendes fars affære, havde han skjult den godt. Engang i tiden ville det måske have overrasket ham, specielt fra hvad han gik ud fra var en mand fra en af samfundets højere klasser, men hans tid som Sams assistent havde vist ham at det ofte var dem, der havde flest sidespil. Han havde ikke tal på hvor ofte han havde set en af de adelige komme efter hjælp for at skjule tegnene – eller konsekvenserne – af deres affærer fra sine ægtefæller.
”Well… jeg håber du finder dem. Hvis du er taget hele vejen herud for at finde dem, må de betyde meget for dig.” Han sendte hende endnu et lille smil. Selv om hun ikke havde sagt det med ord, skreg det langt ud af hende at hun var fra overklassen. Tøj, kropssprog, adfærd, tale… til og med hendes lugt afslørede hende. ”Du ved overhovedet ikke noget mere om dem, andet end et efternavn? Ingen af deres vaner, hvordan de ser ud… noget som helst?” Det gik op for ham hvad han havde gang i. Hjalp en dreng med at finde en urtekyndig så han måske også kunne finde sine forældre, samtidig som han prøvede at hjælpe en kvinde med at finde sine halvsøskende. Det var næsten til at grine af… Samtidig som han var sikker på at Sam ville have været stolt af ham, hvis han havde set det. Tanken satte et smil på hans læber.

[Eden Arahaelon]

"Jep!" svarede hun smilende. Det virkede ikke til at genere hende. Hun vandrede bare videre med hagen løftet og rynken rank; man ville kunne balancere en bog på hendes hoved uden problemer, og hun gik næsten som om hun sævede, som rørte hendes lette fødder næsten ikke jorden. Selvom hun var høj, gav hun næsten indtrykket af at være en eller anden slags fe-skabning fra gamle portusianske eventyr. "Tak! Det gør jeg også," Hendes smil blev større. Lugten der ville ligge om hende var øvre adelig; dyre, parfumerede sæber og olier, lavendel og portusianske hvide roser, men under fineriet var der en svag, men bestemt, duft af skov. "Nej, kun efternavnet, men jeg ved jeg vil kunne kende dem når jeg ser dem," hun tappede en finger under sit ene øje og smilede sigende. "Jeg er en ret god menneskekender." En smule stolthed krøb ind i hendes stemme. "Hvad med dig, Oliver, hvad laver du i Istus? Når du ikke render rundt og hjælper sårede børn?"
Drengen gik mellem dem, stadig med et fast greb i hendes hånd, og som de gik, rakte han også ud efter Olivers hånd med sin frie hånd.

[Deleted]

Oliver måtte sænke blikket mod sin hånd, da drengen pludselig rakte ud efter ham. Han tøvede et enkelt øjeblik, opmærksom på hvordan det hele så ud. En mand og en kvinde med et barn mellem sig, en hånd rakt ud efter hver af dem. Han skubbede alligevel tanken fra sig og tog den. Drengen klemte hans hånd tæt.
”Jeg kom faktisk kun til Istus fordi jeg troede jeg kunne hjælpe folk her.” svarede han. ”Min læremester og jeg var i Vavilon, men han tog videre til Pandemonium på egne ærinder, så jeg tog herud… Og jeg har da allerede fundet to.” Han skævede mod hende med et lille drag på smilebåndet. ”Desuden var det rart at få Portus at se igen efter så lang tid væk.” indskød han. Drengen mellem dem trak dem væk fra vejen de gik på og ned af en endnu smallere sidevej. Bygningerne stod en smule højere her, men konstruktionen så ud som om de truede med at falde ned over dem af deres egen vægt. Alligevel fortsatte drengen uhindret i at lede dem afsted. ”Hvad har du så tænkt dig at gøre når du finder dine søskende?” spurgte han tilbage.

[Eden Arahaelon]

"Var du helt i Vavilon?!" Edens blik fløj over til den unge mand der gik ved siden af hende. "Hvordan er det der? Er træerne virkelig femten meter høje?? Turde du godt det? Er der ikke virkelig farligt der?" Spørgsmålene snublede næsten over hinanden. "Historie bøgerne er ikke super detaljerede omkring Vavilon, men det skulle efter visse historikere beskrives som et vildland fyldt med fare - selvom naturen beskrives som underskøn." Som hun gik begyndte hun at svinge hendes arme en smule, og drengen fulgte med, indimellem næsten hoppende mellem dem, som kunne han hænge sig i hendes arm og flyve imellem skridtene. Hendes smil blev bredere, stort og lysende, som ønskede det at overtage hele hendes ansigt. "Lære dem at kende selvfølgelig!" svarede hun smilende. "Se om vi har den samme næse. Jeg har aldrig haft søskende før, men der var mange af pigerne i min skole der havde, og de lignede nogengange hinanden meget - så jeg vil vel se om de ligner mig. Hvor meget de ligner mig."

[Deleted]

Han kunne ikke holde et lille smil tilbage af Edems pludselige syndeflod af spørgsmål. Var det virkelig også så utroligt at tro at man var i Vavilon? Well… hun kom trods alt fra overklassen. Måske havde hun aldrig opholdt sig udenfor Portus overhovedet.
”Nogen af træerne af højere.” svarede han med et drag på smilebåndet. ”Om natten forsvinder himlen fuldstændig, hvis man er i skoven. Og det kan være farligt hvis man ikke ved hvad man laver. Varulvene styrer skovene i Vavilon.” Drengen havde stirret med store øjne op på Oliver mens han havde fortalt om Vavilon, men det fik ham aldrig til at miste rytmen i sin hopgang mellem dem.
Olivers smil falmede et par takter.
”Søskende plejer at ligne hinanden. Selv halvsøskende tror jeg burde have en vis lighed med dig, så det burde da gøre det nemmere at finde dem.”
”Dér!” Drengen slap Olivers hånd for at kunne pege mod en lille hytte som stod lidt for sig selv lige udenfor slummen. En sølle urtehave var plantet udenfor, og allerede på afstand kunne Oliver se at de umuligt kunne have meget at tilbyde i form af mediciner. Ikke desto mindre trak drengen i ham igen, og hev både ham og Eden med sig tættere på. Oliver snuste lidt i luften. Der var nogen i hytten.