Post by Blake De Clare on Jan 4, 2018 12:42:33 GMT
Blake havde nægtet at sætte sig ind i hestevognen og var i stedet vandret lige forbi den, ignoreret de små protester og ind i stalden hvor hendes hingst hjemmefra havde fået en boks. Hun havde venligt, men mere bestemt end hun troede hun kunne, affejet enhver der ville ordne ham for hende og sad nu tyve minutter senere på ryggen af dyret for at ride ud af den massive slotsport. Bag hende sad en eskorte af slotsvagter ligeledes på ryggen af heste, til hendes store irritation. Alligevel var hun i forbavsende godt humør. Hun var på vej ud fra slottet. Hun havde ikke kunne forlade slottet siden hun var flyttet ind, altså cirka en uges tid. Dagene gik med lektioner i etikette, pligter og sågar sprog. Aftenenerne brugte hun i selskab med Zia og når det blev sengetid pakkede hun sig ind i kåbe og faldt i søvn ved siden af Damian med sin hånd i hans. Det var ikke fordi de havde talt meget. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige til ham, hendes drillerier skabte ikke glæde hos ham, nærmere forvirring og hun havde aldrig rigtigt brudt sig om small talk.
Hun trak den kølige luft dybt ind i lungerne og skuttede sig let i minkpelsen der forede hendes kabe. Smilet var ikke til at hive af læberne. Hun var på vej til Salem. Hendes fingre strammede sig om tøjlerne som hun satte tempoet op og ned mod Agares by. Folk drejede sig omkring når de så hende, som var hun pludseligt ikke så anonym i gadebilledet længere. Men eskorten bag hende havde nok også den virkning. Understregede at man var nogen. Blake havde helst været foruden og mente den absolut heller ikke nødvendig. Hun fortsatte ned igennem den rigere bydel og nød derefter hvordan scenariet ændrede sig og indtrykkene var så anderledes. Som var det ikke blot en uge siden hun sidst havde løbet her i nattens mørke. Foran smedjen lod hun sig glide af hesten og sendte et strengt blik mod vagterne som allerede generede hende med deres tætte ridt ”I bliver herude – og hvis I fryser eller keder jer tager I bare tilbage”. Det var ikke til diskussion, sætningens sidste del var mere ønske end det nok ville blive virkelighed. Hun bandt hingsten til bommen foran smedjen og bankede på døren med en ivrig trippen, det var en evighed siden hun havde set Salem.