Post by Arona Forsyth on Jan 4, 2018 11:19:32 GMT
//Denne tråd er for overtagelsen af Vavilon, efter tilladelse. Selve overtagelsen bliver oneshot, da Theodor Davenport ikke er til stede. Alle, der finder sig nærværende under overtagelsen, er velkommen til at beskrive deres tilstedeværelse i et indlæg. //
Hun strammede de sidste snore, som ville holde hendes smidige læderrustning på plads. En sidste gang strakte hun sine vinger og lod hånden glide rundt om nakken, for at sikre intet sad fast. Vingerne havde deres fulde bevægelighed, intet hår sad i klemme og ville irritere hende senere. Håret, der var blevet ordnet, bar igen let præg af at være uglet. Hun havde flettet det og sikret det på toppen af hovedet med nogle spænder. Men det fine hår ville ikke sidde fint, som den kolde vintervind til stadighed greb fat i det og kørte det rundt, som havde det sit eget liv. Tusindvis af små slanger.
De stålgrå øjne var som hendes fars. Stikkende og kolde. Deres retning var mod Oberion, der hvilede fredfyldt i horisonten. Det hele var gået stærkt til sidst. Selv om hun ikke havde så mange allierede, som hun havde håbet på, havde hun i det mindste sikret at Theodor stod lige så håbløst. Varulvene ville blande sig udenom, det havde hun deres ord på, hvor meget det så måtte vise sig at være værd. Forholdet mellem varulvene og dødsenglene var anstrengt, så det var måske det bedste hun kunne håbe på. Til gengæld havde hun dødsenglene. Selv om de havde lidt nogle slemme tab, var de på de sidste år vokset i antal og styrke igen. De var som rotter. Uanset hvor mange man slog ned eller fjernede, ville de i løbet af få år være oppe i antal igen. Effektive, som til alt andet de foretog sig eller besluttede sig for.
Hun havde formskifterne. Hun havde flere adelige. Og endnu flere adelige, der også havde lovet at blande sig udenom. Folk var trætte af krige, de trængte til fred og til at genopbygge. Arona ville give dem den fred. De adelige kunne jo ikke herske over noget, der ikke længere fandtes. Jorden var gold, der manglede arbejdere, der var sygdomme og landsbyer var ødet...De adelige ville have deres rigdomme og folk igen. Arona havde lovet dem det.
Oberion sov. Hele landet sov. Arona havde samlet sin hær i løbet af de sidste to dage og havde bosat sig på nogle marker uden for Oberion. Ingen havde kunne komme ind eller ud af byen og beboerne gemte sig formentlig under deres senge på nuværende tidspunkt. Forbandede det hele.
Arona havde ikke tænkt sig at gemme sig bag listige planer. Hun havde ikke sin mors samme indsigt og ingen af hendes forældre havde været hjemme i lang tid. Hun havde stået alene med planlægningen, da det kom til stykket. Hendes første krig, hendes første erobring. Dette ville nok skræmme de fleste, men Arona følte sig så rolig som en statue. Hun sad rank på sin hest og afventede opdateringerne fra hendes generaler. Dødsengle. Det hele blev hårdt styret af dødsengle, med undtagelsen af formskifterne. Endnu et anstrengt forhold hun måtte tage hensyn til, men det var lige meget.
Hun havde givet Theodor tid til at samle en hær eller et forsvar. Givet ham tid til at overgive sig, om nødvendigt. Ingen kunne sige hun havde gjort dette forkert. Alle kunne sige det var i hendes ret, for hun bar navnet Forsyth og havde altid været opdraget til at arve tronen en dag. Dette menneske. Denne forræder. Han skulle smage straffen. Han skulle smage blodet.
Formskifterne var blevet sendt i forvejen. Ikke for at være de første ofre. Faktisk vidste byen nok end ikke at den allerede var overtaget, overrandt af alverdens dyr. Rotter, fugle, flagermus, mus, katte, hunde, gnavere. Alle dyr. De havde sneget sig ind og Arona havde bedt dem sabotere byens og slottets forsvar. Bide reb over, fjerne ting, ødelægge alt hvad de kunne, som kunne give Arona den fordel. Hvis alt gik godt, ville forsvaret været kaotisk. Eller slet ikke til stede.
Et koldt vindstød fik hesten under hende til at rykke sig uroligt. Hun blinkede og drejede sig i sadlen. Bag hende var teltene blevet taget ned. Lægeteltene var blevet opført længere tilbage, et sted som forhåbentlig ville være i sikkerhed det meste af tiden. Bål var blevet trampet ud, mad og vand indtaget. Hendes lille hær stod pænt afventende, mens generaler sikrede alle var der. Dødsengle, mest. Deres sorte læderrustninger. De forreste udgjorde dem med sværd, de bagerste dem med bue og pil. De stod alle stille, alle afventende. Arona kunne mærke den spændte forventning i luften og den fik hende til at smile. Hun elskede det. Hun elskede denne fornemmelse af magt, af krig. Hvem vidste hvad der ville ske? Alle forventede det bedste af hende. For hun var en Forsyth. De fleste havde set hende uddanne sig, øve sig. De kendte hende.
Alle fordelt i små grupper, klar til at indtage byens gader i små, drabelige grupper.
Dødsengle. Mennesker. Formskiftere. Dette var de racer, som hendes hær mest bestod af. Om der havde sneget sig en enkelt, ligegyldig varulv eller noget i den stil med, var hende ligegyldigt. Officielt burde de ikke være her, men der var altid dem der styrede deres eget show.
Generalerne gav tegn til at de var klar. Hun vendte sig om mod byen igen. Med et smil rakte hun hånden i vejret. Med dybe toner fra krigens trompeter blev der givet tegn.
Selve kampen varede ikke længe. Arona havde belejret byen, hvis gader ikke var skabt til store slåskampe. Dødsenglene var mestre i at hugge deres vej ind og med den sabotage, som formskifterne havde sikret hende, kom de hele tiden tættere på sejren. Arona sad ikke på sin hest, men var sprunget af og kæmpede side om side med dem alle. Sværdet blev slynget og hun sparede sig ingen kneb. Det var sådan hun kæmpede. Med næb og klør. Til blodet plettede hendes lyse kinder og sad i hendes lyse hår. Ilden brændte i hendes øjne og fik dem til at fremstå mere levende, end Zeans nogensinde ville have gjort. Hendes sværd lyste blåt, som hun brugte sin magi til at forstærke det og hendes fjender forsvandt i små, blå bål af isende flammer.
Dødsenglen i hende elskede det. Den dæmoniske side, med alle dens følelser, nåede at føle et stik af sorg over de folk, som de måtte kæmpe sig igennem. Det var som at føle krigen fra to forskellige sider.
Til sidst havde de indtaget byen og slottet. Theodor, viste det sig, var forsvundet sammen med nogle af hans rådgivere og nogle adelsmænd, der ikke havde givet sig endnu. Arona sendte nogle efter dem. Hvis hun kunne, ville hun fange og henrette dem.
Hun greb den kvindelige krone, da hun endelig fandt den. Slottet var fuld af minder og hun kendte det ud og ind, også med Theodors sære dekorationer. Den mandelige krone blev skubbet til side og dog...Efter en kort overvejelse greb hun begge kroner. Den kvindelige krone passede lige præcis inde i mandens.
I tronsalen gik hun bestemt op til stolen, men hun satte sig ikke. I stedet vendte hun sig om mod sine folk og kiggede ud over dem. Dette var hvad man snakkede om. En hvis hengivenhed for det folk, der havde spildt deres blod for hendes sag. Hun ville være dem evigt taknemmelige. De fortjente hæder og ære, for at fjerne forræderen og genindsætte hende.
Hun satte kronerne på sit hoved. Takket være hendes fletning, faldt den mandelige krone ikke ned over hovedet på hende. I stedet stod takkerne fra begge kroner om hendes hoved. Hun havde ikke brug for en konge. Hun var konge og dronning i en.
Folk gik på knæ. Og hun takkede dem.
Dette havde været den spændende del af arbejdet. Nu kom det hårdeste. Det svære var ikke at tage sin trone tilbage, men at beholde den.
//Out
De stålgrå øjne var som hendes fars. Stikkende og kolde. Deres retning var mod Oberion, der hvilede fredfyldt i horisonten. Det hele var gået stærkt til sidst. Selv om hun ikke havde så mange allierede, som hun havde håbet på, havde hun i det mindste sikret at Theodor stod lige så håbløst. Varulvene ville blande sig udenom, det havde hun deres ord på, hvor meget det så måtte vise sig at være værd. Forholdet mellem varulvene og dødsenglene var anstrengt, så det var måske det bedste hun kunne håbe på. Til gengæld havde hun dødsenglene. Selv om de havde lidt nogle slemme tab, var de på de sidste år vokset i antal og styrke igen. De var som rotter. Uanset hvor mange man slog ned eller fjernede, ville de i løbet af få år være oppe i antal igen. Effektive, som til alt andet de foretog sig eller besluttede sig for.
Hun havde formskifterne. Hun havde flere adelige. Og endnu flere adelige, der også havde lovet at blande sig udenom. Folk var trætte af krige, de trængte til fred og til at genopbygge. Arona ville give dem den fred. De adelige kunne jo ikke herske over noget, der ikke længere fandtes. Jorden var gold, der manglede arbejdere, der var sygdomme og landsbyer var ødet...De adelige ville have deres rigdomme og folk igen. Arona havde lovet dem det.
Oberion sov. Hele landet sov. Arona havde samlet sin hær i løbet af de sidste to dage og havde bosat sig på nogle marker uden for Oberion. Ingen havde kunne komme ind eller ud af byen og beboerne gemte sig formentlig under deres senge på nuværende tidspunkt. Forbandede det hele.
Arona havde ikke tænkt sig at gemme sig bag listige planer. Hun havde ikke sin mors samme indsigt og ingen af hendes forældre havde været hjemme i lang tid. Hun havde stået alene med planlægningen, da det kom til stykket. Hendes første krig, hendes første erobring. Dette ville nok skræmme de fleste, men Arona følte sig så rolig som en statue. Hun sad rank på sin hest og afventede opdateringerne fra hendes generaler. Dødsengle. Det hele blev hårdt styret af dødsengle, med undtagelsen af formskifterne. Endnu et anstrengt forhold hun måtte tage hensyn til, men det var lige meget.
Hun havde givet Theodor tid til at samle en hær eller et forsvar. Givet ham tid til at overgive sig, om nødvendigt. Ingen kunne sige hun havde gjort dette forkert. Alle kunne sige det var i hendes ret, for hun bar navnet Forsyth og havde altid været opdraget til at arve tronen en dag. Dette menneske. Denne forræder. Han skulle smage straffen. Han skulle smage blodet.
Formskifterne var blevet sendt i forvejen. Ikke for at være de første ofre. Faktisk vidste byen nok end ikke at den allerede var overtaget, overrandt af alverdens dyr. Rotter, fugle, flagermus, mus, katte, hunde, gnavere. Alle dyr. De havde sneget sig ind og Arona havde bedt dem sabotere byens og slottets forsvar. Bide reb over, fjerne ting, ødelægge alt hvad de kunne, som kunne give Arona den fordel. Hvis alt gik godt, ville forsvaret været kaotisk. Eller slet ikke til stede.
Et koldt vindstød fik hesten under hende til at rykke sig uroligt. Hun blinkede og drejede sig i sadlen. Bag hende var teltene blevet taget ned. Lægeteltene var blevet opført længere tilbage, et sted som forhåbentlig ville være i sikkerhed det meste af tiden. Bål var blevet trampet ud, mad og vand indtaget. Hendes lille hær stod pænt afventende, mens generaler sikrede alle var der. Dødsengle, mest. Deres sorte læderrustninger. De forreste udgjorde dem med sværd, de bagerste dem med bue og pil. De stod alle stille, alle afventende. Arona kunne mærke den spændte forventning i luften og den fik hende til at smile. Hun elskede det. Hun elskede denne fornemmelse af magt, af krig. Hvem vidste hvad der ville ske? Alle forventede det bedste af hende. For hun var en Forsyth. De fleste havde set hende uddanne sig, øve sig. De kendte hende.
Alle fordelt i små grupper, klar til at indtage byens gader i små, drabelige grupper.
Dødsengle. Mennesker. Formskiftere. Dette var de racer, som hendes hær mest bestod af. Om der havde sneget sig en enkelt, ligegyldig varulv eller noget i den stil med, var hende ligegyldigt. Officielt burde de ikke være her, men der var altid dem der styrede deres eget show.
Generalerne gav tegn til at de var klar. Hun vendte sig om mod byen igen. Med et smil rakte hun hånden i vejret. Med dybe toner fra krigens trompeter blev der givet tegn.
Selve kampen varede ikke længe. Arona havde belejret byen, hvis gader ikke var skabt til store slåskampe. Dødsenglene var mestre i at hugge deres vej ind og med den sabotage, som formskifterne havde sikret hende, kom de hele tiden tættere på sejren. Arona sad ikke på sin hest, men var sprunget af og kæmpede side om side med dem alle. Sværdet blev slynget og hun sparede sig ingen kneb. Det var sådan hun kæmpede. Med næb og klør. Til blodet plettede hendes lyse kinder og sad i hendes lyse hår. Ilden brændte i hendes øjne og fik dem til at fremstå mere levende, end Zeans nogensinde ville have gjort. Hendes sværd lyste blåt, som hun brugte sin magi til at forstærke det og hendes fjender forsvandt i små, blå bål af isende flammer.
Dødsenglen i hende elskede det. Den dæmoniske side, med alle dens følelser, nåede at føle et stik af sorg over de folk, som de måtte kæmpe sig igennem. Det var som at føle krigen fra to forskellige sider.
Til sidst havde de indtaget byen og slottet. Theodor, viste det sig, var forsvundet sammen med nogle af hans rådgivere og nogle adelsmænd, der ikke havde givet sig endnu. Arona sendte nogle efter dem. Hvis hun kunne, ville hun fange og henrette dem.
Hun greb den kvindelige krone, da hun endelig fandt den. Slottet var fuld af minder og hun kendte det ud og ind, også med Theodors sære dekorationer. Den mandelige krone blev skubbet til side og dog...Efter en kort overvejelse greb hun begge kroner. Den kvindelige krone passede lige præcis inde i mandens.
I tronsalen gik hun bestemt op til stolen, men hun satte sig ikke. I stedet vendte hun sig om mod sine folk og kiggede ud over dem. Dette var hvad man snakkede om. En hvis hengivenhed for det folk, der havde spildt deres blod for hendes sag. Hun ville være dem evigt taknemmelige. De fortjente hæder og ære, for at fjerne forræderen og genindsætte hende.
Hun satte kronerne på sit hoved. Takket være hendes fletning, faldt den mandelige krone ikke ned over hovedet på hende. I stedet stod takkerne fra begge kroner om hendes hoved. Hun havde ikke brug for en konge. Hun var konge og dronning i en.
Folk gik på knæ. Og hun takkede dem.
Dette havde været den spændende del af arbejdet. Nu kom det hårdeste. Det svære var ikke at tage sin trone tilbage, men at beholde den.
//Out