Post by Flint Pharr on Dec 30, 2017 16:00:06 GMT
Den ubevidstløse krop hang slapt i hans arme, dødsvægten gjorde knægten tungere end han nogensinde havde føltes før, og Adrian havde haft fat i ham før. De havde trænet sammen, brydekampe hvor han havde løftet den unge kronprins vægt før. Selv som han bar ham, begyndte hans omrids at gløde, lys emmende som hundrede stearinlys flakkende om den samme person, men selvom lyset strøg ind i Damians hud, fæstede sig i hans krop, blev hverken hans vejrtrækning eller farve bedre. Sygdommen rørte sig ikke. Den havde sat sine klør så dybt i kronprinsens krop som.. som... Anna Belle. Hans hjerte trak sig sammen. Eriz ville ikke overleve at miste ham.
Den unge form af Flint hastede afsted ved siden af kongen. Han ænsede end ikke da kronprinsens forlovede greb fat i Eriz' arm og standsede hende, alt han kunne tænke på var, at hvis Damian døde nu, havde han aldrig nået at tilgive ham for hvad han havde gjort. Han ville dø, og Flint ville bære det med sig resten af hans uendelige liv. Han ville dø og Flint ville aldrig se ham igen --
”Flint… Jeg ønsker at Damian bliver rask.”
Han hørte ikke ordene. Han følte dem. Som en mavepuster af en ord-næve der slog direkte ind i hans mellemgulv og han standsede så hårdt, at hans sko gled en smule hen ad det glatte balsal gulv. Lys spredte sig under hans skjorte, så kraftigt at selv ikke det mørke stof kunne holde det tilbage, og foran alle de noblefamilier i Pandemonium, begyndte Flint Pharrs tatovering at lyse. Lyset bredte sig op til hans øjne og både det hvide og pupillerne i hans øjne forsvandt i det grønne skær. Hans skuldre syntes bredere, kroppen fyldte ud, som den af en voksen mands. "SOM DU ØNSKER." Stemmen kom et sted fra hans bryst, men syntes næsten at ryste selve glasset i salens vinduer og blandede sig med lyden af gisp og tabte glas der knustes mod stengulvet. En hånd strakte sig mod tronarvingen i armene på kongen, der også var standset op. Grønt lys omgav ham, tusind små ildfluer af grønt lys. Han var almægtig. Alt seende. Han var sig selv, og Damian, og hver eneste person i balsalen, og han kunne se sygdommen som et virvar af afskyelige sorte slyngplanter i den store teenager. Og han gravede sine magiske hænder ind i kroppen på ham og hægtede sine fingre i dem. De modstod ham. Han løftede et øjenbryn. Hans skuldre spændtes. Han kunne forme bjerge af orden. Udtørre floder. Jævne hele det her palads med jorden. "Åh nej, det er ikke sådan vi leger," denne stemme var mere en hvislen mellem hans tænder, mere lig den dreng han var. Med al sin magt, flåede han sygdommen ud af hans eneste ven. Knuste den under vægten af det enorme magiske potentiale der bandt han og Eriz sammen.
Men ønsket var ikke opfyldt. Damian var ikke rask. Lysende, grønne øjne så sig rundt i salen. Der var noget af Damian, der ikke var i Damian. Hans blik fandt hof alkymisten. Dér. Grønligt lys huggede ud som en slange, plantede sig i brystet på Aron, og rev det manglende stykke af Damians sjæl ud af ham. Og som et puslespil, satte magien sjælen tilbage sammen igen. Han var rask. Det grønne lys begyndte at trække sig fra ham igen, og Flint forsøgte at holde det fast -- han var almægtig, han var gudernes vilje på jord, han var ---
Han stod på tronsal gulvet, med resterne af grønlig magi dansende om sig. Han blikkede. "Det er gjort."
Den unge form af Flint hastede afsted ved siden af kongen. Han ænsede end ikke da kronprinsens forlovede greb fat i Eriz' arm og standsede hende, alt han kunne tænke på var, at hvis Damian døde nu, havde han aldrig nået at tilgive ham for hvad han havde gjort. Han ville dø, og Flint ville bære det med sig resten af hans uendelige liv. Han ville dø og Flint ville aldrig se ham igen --
”Flint… Jeg ønsker at Damian bliver rask.”
Han hørte ikke ordene. Han følte dem. Som en mavepuster af en ord-næve der slog direkte ind i hans mellemgulv og han standsede så hårdt, at hans sko gled en smule hen ad det glatte balsal gulv. Lys spredte sig under hans skjorte, så kraftigt at selv ikke det mørke stof kunne holde det tilbage, og foran alle de noblefamilier i Pandemonium, begyndte Flint Pharrs tatovering at lyse. Lyset bredte sig op til hans øjne og både det hvide og pupillerne i hans øjne forsvandt i det grønne skær. Hans skuldre syntes bredere, kroppen fyldte ud, som den af en voksen mands. "SOM DU ØNSKER." Stemmen kom et sted fra hans bryst, men syntes næsten at ryste selve glasset i salens vinduer og blandede sig med lyden af gisp og tabte glas der knustes mod stengulvet. En hånd strakte sig mod tronarvingen i armene på kongen, der også var standset op. Grønt lys omgav ham, tusind små ildfluer af grønt lys. Han var almægtig. Alt seende. Han var sig selv, og Damian, og hver eneste person i balsalen, og han kunne se sygdommen som et virvar af afskyelige sorte slyngplanter i den store teenager. Og han gravede sine magiske hænder ind i kroppen på ham og hægtede sine fingre i dem. De modstod ham. Han løftede et øjenbryn. Hans skuldre spændtes. Han kunne forme bjerge af orden. Udtørre floder. Jævne hele det her palads med jorden. "Åh nej, det er ikke sådan vi leger," denne stemme var mere en hvislen mellem hans tænder, mere lig den dreng han var. Med al sin magt, flåede han sygdommen ud af hans eneste ven. Knuste den under vægten af det enorme magiske potentiale der bandt han og Eriz sammen.
Men ønsket var ikke opfyldt. Damian var ikke rask. Lysende, grønne øjne så sig rundt i salen. Der var noget af Damian, der ikke var i Damian. Hans blik fandt hof alkymisten. Dér. Grønligt lys huggede ud som en slange, plantede sig i brystet på Aron, og rev det manglende stykke af Damians sjæl ud af ham. Og som et puslespil, satte magien sjælen tilbage sammen igen. Han var rask. Det grønne lys begyndte at trække sig fra ham igen, og Flint forsøgte at holde det fast -- han var almægtig, han var gudernes vilje på jord, han var ---
Han stod på tronsal gulvet, med resterne af grønlig magi dansende om sig. Han blikkede. "Det er gjort."