Post by Dylan Forsyth on Dec 29, 2017 0:40:43 GMT
Ved hendes kommentar om sin påklædning havde han blot sendt hende et blink fra det ene øje.
Han lo af hendes udfordring, inden at han lagde sin hånd ovenpå hendes hvilende på hans underarm, så den lå fanget, mens han lænede sig faretruende frem mod hende.
”Jeg ville bruge hvert sekund af min dag på at lede efter dig, hvis det var tilfældet. Og jeg kan love dig for, at den afstand du lagde mellem os, hurtigt ville blive kortet af med mine vinger,” fortalte han stilfærdigt, mens hans øjne kort kiggede rundt, før han igen lod deres blikke mødes. ”Lige meget hvor langt du løber… hvor lang tid jeg skal bruge… så vil jeg finde dig igen, min egen. Stol på det.” Det var svært at bedømme, om hans ord var ment som en trussel eller en sød erklæring, og hans smil hjalp ikke på det. Hånden på hendes gav den et klem, før han slap dem, så hun igen kunne trække sig væk fra ham, hvis hun ønskede det, men den fandt hurtigt om bag hendes ryg, og navigerede ham hen på sin side. Sammen kunne de kigge ud i salen. Side om side. Folk skulle have tid til at nyde dem sammen, samt vænne sig til synet af de to side om side. Kærtegnende strøg han sin forlovet op og ned af ryggen, hvor han kunne mærke fordybningen af rygraden, som hans fingre fulgte hele vejen ned til hendes lænd og op igen. Han kunne mærke så meget mere af i hende i dén kjole.
”Hvem er det du har med dig?” spurgte han, som hans blik landede på den mørklødet kvinde, der havde fulgt med Blake ind i salen. Der var noget ved hende, som virkede bekendt, men han kunne ikke huske hvad.