Des flere De Clares des bedre

[Joshua De Clare]

Han overvejede det et stykke tid. Hans ledige hånd gled op og igennem noget af hendes hår, før fingrene blev stoppet af en filt. Han stoppede, inden han risikerede at hive i hendes hår og i stedet vendte han det beskidte hår imellem sine fingre, mens han overvejede situationen. Han ville helst have en ordentlig lærer til hende. Som hun havde haft tidligere. Hun kunne klare sig fint med et våben, uddannelse var ikke noget deres far gik ned på, også selvom det ikke var almindeligt kendt.
"Jeg kan møde ham. Hvis jeg ikke kan lide ham, får du en ordentlig lærer" bekendtgjorde han så. Han var ikke uretfærdig. Selv om han allerede hadede denne mand, blot fordi Blake havde sneget sig ud med ham hver nat og gik i noget tøj han gættede på var mandens aflagte, kunne han ikke sige manden var dårlig til sit arbejde. Han havde aldrig set sin søster træne før og han kendte ikke manden. Det mindste han kunne gøre var at møde ham. Om ikke andet, så for Blakes skyld. Måske ville hun faktisk lytte til fornuft, når Joshua først havde vist sig fra en god side. Han kunne få alle de rigtige argumenter for at vise manden døren og bede ham om aldrig at komme tilbage.
Han lagde armene om hende, som hun hvilede panden mod hans brystkasse. Det føltes rart at stå så tæt, men mentalt gjorde det ham blot mere opmærksom. Det faldt ham ikke naturligt at modtage kram og kærtegn. Det var blot en måde hvorpå folk prøvede at overbevise hinanden, endnu et middel for manipulation. Men han kunne ikke sende sin søster væk. Hans mund hvilede næsten lige ud for hendes øre og han talte lavmælt.
"Handlinger har konsekvenser. Om ikke andet, så en symbolsk. Du er vigtig, Blake. Der må ikke ske dig noget. Bare rolig, jeg skal nok selv udvælge en vagt. Se om jeg finde andet end tumper, der ikke havde andre muligheder i deres kedelige liv" bemærkede han roligt.
"Kom. Lad os spise lidt og så skal du op i seng. Jeg skal nok snakke med far, omkring din nye undervisning. Du må tage kontakt til manden og bede ham dukke op her, men det skal ske ordentlig. Du må have et par vagter til at følge dig og det skal ske om dagen, hvis du ikke kan sende ham et brev. Han lyder som en hjemløs, så det skulle ikke undre mig, hvis du ikke kan."
Han måtte finde på en ekstra foranstaltning. Hvad kunne han finde på? Han havde allerede et par ideer. Det måtte han se på når han selv havde sovet lidt. Ekstra øjne i byen. Penge var jo ikke et problem.
Tjeneren havde tændt op i kaminen og taget det overskydende tøj, før denne var forsvundet igen. De havde stuen for dem selv. Med den ene hånd bad han Blake om at tage plads, før han ville skænke vand op til hende og tilbyde hende maden først.
Som han selv sad og endelig kunne nyde en sandwich, så han over i de varme flammer fra kaminen.
"Jeg har ikke tid til dig hver dag. Fortæl mig, hvordan går det ellers? Føler du spændingen for den kommende fest?"

[Blake De Clare]

Hun lukkede øjnene og nød et langt øjeblik den nærhed de sjældent delte på denne måde. I det hele taget var det en sjældenhed at de brugte tid alene sammen. Han arbejdede altid og ofte langt ud på natten, og hun blev undervist eller brugte tid på at føjte rundt. Hun nikkede til hans ord. Han var retfærdig ligenu, selvom hun tvivlede så meget på at Mikkel ville gå med på noget sådant at hun ikke var sikker på at hun ville spørge ham. Hun kunne heller ikke se ham indordne sig under familiens krav. Måske ville noget af spændingen også ryge hvis dette skete? Der var noget særligt ved at snige sig afsted om natten og slå energien ud af kroppen med en der ikke kendte yderligere til hende end hvad hun selv tillod. Sandsynligvis ville hun arbejde for at fortsætte som sædvanligt og møde Mikkel en gang om måneden i skovens mørke. Det gav hende lidt dårlig samvittighed, at Josh forsøgte at være medgørelig og hun kun lystrede ham i ord. Men i stedet for at dvæle i dette trak hun sig tilbage med det mest bedårende smil hun kunne mønstre og lod sig dumpe ned i en af stuens bløde stole. ”Jeg sender ham et brev. Han er ikke hjemløs.” Sagde hun smilende, som var hendes største ønske lige opfyldt. Sandsynligvis ville hun ikke sende noget brev, men hun kunne heller ikke mødes med ham om dagen, så skulle hun troppe op midt i hans ulveflok og ikke om hun havde tænkt sig det. Hun lænede sig frem og greb en trekantet sandwich som hun langsomt tyggede på. ”Meget.” Hun vidste ikke hvor meget hun kunne sige til Josh. Nok var han hendes bror, men han var også loyal og meget korrekt. Han ville nok ikke forstå hendes nervøsitet overfor ægteskabet og nok mene at det var hendes pligt og alle bekymringer var pjat. ”Hvad synes du om kronprinsen?” Hun huskede godt den kølige attitude prinsen havde haft overfor Josh ved mødet herhjemme.

[Joshua De Clare]

Han tog endnu en bid og skyllede den ned med vand. Selv i en afslappet atmosfære som denne, sad han og spiste meget korrekt. Ikke større bider end de kunne spises pænt og ikke så det krummede ned over hans fine tøj. Gulvtæppet kunne tjenerne altid gøre rent. Det var deres job.
Han følte han havde gjort hvad han kunne. Han havde forbudt hende det og prøvet at imødekomme hende. Kun tiden ville vise om hun ville være fuldstændig ligeglad og fortsat gøre som hun ønskede. Et eller andet sted mistænkte han hende for det. Men lige nu følte han ikke, at der var mere at gøre ved det. Han havde udført sit job. Selv ikke deres far kunne gøre mere, medmindre de direkte skulle låse hende inde på hendes værelse.
Han så over på hende, ved hendes korte svar. Han skulle selv med til festen, men fandt den mere en forstyrrelse. Og dog. Det var et godt tidspunkt at vise omverden, at familien De Clare nu kunne mænge sig med de kongelige og derfor var bedre end alle andre. Han tyggede af munden og tog endnu en tår vand, for at fjerne eventuelle krummer i munden, før han gav sig til at svare hende.
"Han er..." Han så tilbage på flammerne et øjeblik, før han trak let på den ene skulder.
"Han er en interessant ung mand" svarede han undvigende. Han kunne aldrig finde på at tale dårligt om kongehuset. Men det var ikke undgået hans opmærksomhed, at Damian fremstod til at være...Lidt vild. Og måske også en person, der ikke umiddelbart holdt af Joshua. Ikke at Joshua forstod hvorfor, for han var jo et pragteksemplar af en fin adel. Joshua nikkede svagt for sig selv og så tilbage på sin søster med et svagt smil. Han trak igen svagt på den ene skulder.
"I bliver et fint par. Vores kære Dronning er fantastisk og hendes søn kan kun være lige sådan!" bekendtgjorde han, som blot de bestemte ord gjorde det hele til en fantastisk virkelighed. Han tog en bid mere. Det slog ham de ikke havde mange ting at småsnakke om og i stedet for at sidde her, i en stemning der sagtens kunne blive en smule akavet, ville han nok snart rejse sig og gå. Han ville bare ønske hans søster ville komme til ham, hvis hun følte for at snakke. Han ville gerne lytte til hende, også selv om han arbejdede hele tiden.
Han spiste sandwichen færdig. Et enkelt stykke mad var som regel ikke nok til hans appetit, men alligevel skyllede han det ned og rejste sig op.
"Nå. Det var godt vi fik talt. Husk hvad jeg har sagt, okay? Skuf' os ikke. Og husk du altid kan komme til mig, hvis det er noget" Deres far var lidt gammel. Også selv om djinns selv bestemte, i hvilken alder de ville spankulere rundt i. Joshua ville helst skåne ham så meget som muligt.
Han rømmede sig svagt, med en knyttet hånd for munden, før han slog en smule ud med selv samme hånd.
"Nå, men. Godnat. Gå nu i seng efter dette her, okay? Så snakker jeg med far i morgen. Godnat, lillesøster" hilste han, før han vendte sig for at forlade rummet.

//Out