Post by Shaiin McGivens on Nov 7, 2017 14:18:48 GMT
Blake De Clare - Shaiin McGivens
Der var gået nogle dage, siden Zia var spændet ud af døren, uden at tillade Shaiin så meget som et pib. Huset havde hurtigt opdaget at hun manglede, især da hun ikke kom hjem hen af aftenen og natten, kombineret med at Shaiin virkede unaturligt stille. Han havde været nød til at samle dem alle - børn som kok og tjenere - og fortælle dem at husets forholde ikke kom nogen ved og nysgerrige spørgsmål skulle besvares neutralt og intetsigende.
Shaiin havde brugt en del tid med sig selv. Han havde ikke opsøgt de andres selskab og havde kun vist sig, når han forlod huset for at gå på arbejde.
Hans plan havde været at vente. Zia ville forhåbentlig komme tilbage, når hun var kølet lidt af og havde haft lidt tid til at tænke over tingene. Han forstod stadig ikke halvdelen af hvad der var sket.
Zia var hans bedste og ældste veninde. Han havde kendt hende, før han havde kendt Salem. Hun havde støttet ham, da han ønskede at opbygge sine forretninger og han havde sovet i hendes værelse mange gange, før han havde skaffet sig dette hjem og sin adelige status tilbage. Hun var måske den, der kom tættest på, at kende hans fortid og hemmeligheder. Selv Salem havde ikke helt den samme viden.
De havde kendt hinanden så længe...
Så at hun var stormet væk på den måde, uden at lade ham give så meget som et kvæk, frustrerede ham. Han var overbevist om deres problemer lå i nogle misforståelser imellem dem og de kunne løses, hvis blot de kunne snakke om det!
Men det havde aldrig ligget i hans skæbne, at have et fredeligt liv. Lige så succesfuld han var med sine forretninger, lige så uheldig var han med sine personlige forhold. Her valgte Shaiin åbenbart altid det forkerte, eller tog de forkerte valg. Omgav sig med folk, der ikke tillod tilstedeværelsen af andre. Var det umuligt at elske flere folk og få tingene til at virke samtidig? Det virkede sådan. Men han var ikke sikker på han bare kunne vælge en og så være ligeglad med resten. Zia, Salem, Flint...De ville alle betyde noget. Det ville de altid. Men de krævede åbenbart eneret til hans hjerte og fysiske tilstedeværelse.
Det havde pint ham de sidste par dage. Men han havde også haft tid til at tænke over tingene. Han var stadig milevidt fra at forstå, hvorfor Zia var løbet ud og slet ikke havde henvendt sig igen, så de kunne snakke om tingene, som de gamle venner de var. Han havde jo ikke sagt noget endeligt. Han havde tværtimod spurgt om hendes tanker om emnet, allerede indstillet på at tage sit valg på baggrund af hvad Zia følte og tænkte. Alligevel havde Zia bare behandlet ham som en dårlig mand og løbet sin vej...
Hvad mere kunne han have gjort? Han var så åben. Han havde mere eller mindre givet hende muligheden for at bestemme om han nogensinde måtte elske eller være lykkelig igen, hvis det var hvad hun ønskede. Hvad mere kunne han have givet hende?!
Han besøgte en af sine forretninger på markedet. Hans svar var lidt korte for hovedet og han gav ikke sine medarbejdere lige så lang snor, som han plejede. Iklædt et jakkesæt af hans egen model, var han pænt klædt på i sorte sko, sorte bukser og en sort jakke. Indenunder var der en sort skjorte. Håret var redt tilbage, men selv om han ofte var glatbarberet, sad der nu noget, der havde siddet der de sidste par dage.
Han havde forladt butikken og været på vej tilbage mod fabrikkerne, da han tilfældigvis så hende. Han lod ikke bare sin kone løbe af sted, uden at holde øje med hende. Specielt ikke i det oprørte humør, som hun havde været i. Det sidste han ønskede, var der skulle ske hende noget. Han vidste hun havde været hos Blake og da han så hende nu...Det måtte være der han skulle begynde. Hvis Zia ikke ville komme til ham, måtte han prøve at finde ud af tingene på en anden måde. Han krydsede derfor hurtigt gaden og sørgede for at komme Blake i møde. Hans mørke øjne hvilede på hendes skikkelse, så hun ikke kunne undgå at vide, han ønskede at tage kontakt til hende.
Et svagt smil gled over ham, som altid.
"Blake! Undskyld jeg sådan opsøger dig. Men vi må snakke sammen" bad han i en venlig tone. Hans øjne var blide, men det var tydeligt noget gik ham på. Og han var ikke i tvivl om Blake vidste præcis hvad der var galt.
Shaiin havde brugt en del tid med sig selv. Han havde ikke opsøgt de andres selskab og havde kun vist sig, når han forlod huset for at gå på arbejde.
Hans plan havde været at vente. Zia ville forhåbentlig komme tilbage, når hun var kølet lidt af og havde haft lidt tid til at tænke over tingene. Han forstod stadig ikke halvdelen af hvad der var sket.
Zia var hans bedste og ældste veninde. Han havde kendt hende, før han havde kendt Salem. Hun havde støttet ham, da han ønskede at opbygge sine forretninger og han havde sovet i hendes værelse mange gange, før han havde skaffet sig dette hjem og sin adelige status tilbage. Hun var måske den, der kom tættest på, at kende hans fortid og hemmeligheder. Selv Salem havde ikke helt den samme viden.
De havde kendt hinanden så længe...
Så at hun var stormet væk på den måde, uden at lade ham give så meget som et kvæk, frustrerede ham. Han var overbevist om deres problemer lå i nogle misforståelser imellem dem og de kunne løses, hvis blot de kunne snakke om det!
Men det havde aldrig ligget i hans skæbne, at have et fredeligt liv. Lige så succesfuld han var med sine forretninger, lige så uheldig var han med sine personlige forhold. Her valgte Shaiin åbenbart altid det forkerte, eller tog de forkerte valg. Omgav sig med folk, der ikke tillod tilstedeværelsen af andre. Var det umuligt at elske flere folk og få tingene til at virke samtidig? Det virkede sådan. Men han var ikke sikker på han bare kunne vælge en og så være ligeglad med resten. Zia, Salem, Flint...De ville alle betyde noget. Det ville de altid. Men de krævede åbenbart eneret til hans hjerte og fysiske tilstedeværelse.
Det havde pint ham de sidste par dage. Men han havde også haft tid til at tænke over tingene. Han var stadig milevidt fra at forstå, hvorfor Zia var løbet ud og slet ikke havde henvendt sig igen, så de kunne snakke om tingene, som de gamle venner de var. Han havde jo ikke sagt noget endeligt. Han havde tværtimod spurgt om hendes tanker om emnet, allerede indstillet på at tage sit valg på baggrund af hvad Zia følte og tænkte. Alligevel havde Zia bare behandlet ham som en dårlig mand og løbet sin vej...
Hvad mere kunne han have gjort? Han var så åben. Han havde mere eller mindre givet hende muligheden for at bestemme om han nogensinde måtte elske eller være lykkelig igen, hvis det var hvad hun ønskede. Hvad mere kunne han have givet hende?!
Han besøgte en af sine forretninger på markedet. Hans svar var lidt korte for hovedet og han gav ikke sine medarbejdere lige så lang snor, som han plejede. Iklædt et jakkesæt af hans egen model, var han pænt klædt på i sorte sko, sorte bukser og en sort jakke. Indenunder var der en sort skjorte. Håret var redt tilbage, men selv om han ofte var glatbarberet, sad der nu noget, der havde siddet der de sidste par dage.
Han havde forladt butikken og været på vej tilbage mod fabrikkerne, da han tilfældigvis så hende. Han lod ikke bare sin kone løbe af sted, uden at holde øje med hende. Specielt ikke i det oprørte humør, som hun havde været i. Det sidste han ønskede, var der skulle ske hende noget. Han vidste hun havde været hos Blake og da han så hende nu...Det måtte være der han skulle begynde. Hvis Zia ikke ville komme til ham, måtte han prøve at finde ud af tingene på en anden måde. Han krydsede derfor hurtigt gaden og sørgede for at komme Blake i møde. Hans mørke øjne hvilede på hendes skikkelse, så hun ikke kunne undgå at vide, han ønskede at tage kontakt til hende.
Et svagt smil gled over ham, som altid.
"Blake! Undskyld jeg sådan opsøger dig. Men vi må snakke sammen" bad han i en venlig tone. Hans øjne var blide, men det var tydeligt noget gik ham på. Og han var ikke i tvivl om Blake vidste præcis hvad der var galt.