Post by Macaria Forsyth on Sept 6, 2017 14:47:06 GMT
Everytime You Fall
Faktisk ville hun bare have sagt hurtigt farvel, inden at hun tog tilbage til modstandsbevægelsen, nu hvor hendes opgave med Zean endelig var overstået, og han var draget til Pandemonium. Det havde ikke været en let opgave, at gøre dødsenglen og hans varulv klar til at møde verdens mest magtfulde mentalist, men hun følte sig tryg ved, at de havde lært et og andet. Specielt nu hvor Sam også havde hjulpet til.
Iført sit varme rejsetøj havde Isabel banket på døren ind til Macarias kontor i forventning om at se vampyren begravet i arbejde som normalt, men… stolen bagved det rodet skrivebord var tomt. Ingen flammer knitrede lystigt i kaminen, og glasset fyldt op med dyreblod, var end ikke blevet rørt, hvis man skulle dømme ud fra manglen på læbemærker ved kanten. Hybriden rynkede på panden i undren, og skulle lige til at gå ud af døren igen, da hun ud af øjenkrogen fangede synet af en mørk skikkelse ved et åbent vindue. Hjertet slog et slag over.
”…Macaria?”
Rødglødende, tårefyldte øjne mødte hendes over skulderen.
Hun sank en klump, og mærkede med det samme bekymringen knuge maven sammen, ved synet af vampyren stående helt for sig selv, lænet sidelæns op af vinduet med armene holdende beskyttende om sig selv, som prøvede hun at give sig selv en trøstende omfavnelse. Den kolde bjergluft fik hendes røde hårlokker til at danse en smule, og kjolen til at flagre om hendes nøgne ben.
”Hey… hvad er der?” Hurtigt var hun henne ved hende, og smed tasken fra sig, for i stedet at kunne lægge armene blidt om sin gamle veninde, hvis ansigt vendte sig bort, men ikke hurtigt nok til at hun ikke opdagede underlæben bævre. Aldrig havde hun set noget mere hjerteskærende. ”Maca?”
Vampyren bed stædigt ned i sin underlæbe, men flere tårer trillede ubarmhjertigt ned af de kolde porcelænskinder dryppet til med fregner. Hun var så kold. Fingrene gravede sig mere ned i armene, og hun rystede blot på hovedet, uden at ville møde Isabels blik, der hele tiden prøvede at få øjenkontakt.
Kærligt skubbede Isabel en krøllet hårlok om bag Macarias øre, så hun bedre kunne se hendes unge ansigt. Aldrig havde hun set hende sådan her før… og hun anede ikke, hvad hun skulle sige eller stille op, selvom hjertet var ved at gå i spåner over det. Hun vidste jo, at Macaria ikke havde haft det godt i lang tid – ja faktisk lige siden hun kom tilbage fra Pandemonium. Hun havde smilet, grinet og lavet sjov som hun plejede, men det var tydeligt, at Pandemonium stadigvæk hjemsøgte i form af mareridts og minder, der nogle gange fik hende til at stirre tavst frem for sig i flere minutter. Men… et sted havde hun bare troet, Zean ville tage sig af hende. Hvor dum kunne man have lov til at være! Selvfølgelig ikke!
”Tal til mig,” bad hun stilfærdigt, og strøg en hånd ned over sin venindes ryg. ”Please?”
”…Han er på vej over til hende.” Stemmen var lavmælt og monoton. Helt uden alt det liv, den plejede at indeholde. ”Sidste gang… kom han ikke tilbage - hvert fald ikke rigtigt. Han kan ikke holde sig væk fra hende, og hvem er jeg, at begrænse ham, når han alligevel ikke vil kunne forstå det? At jeg… at jeg elsker ham. At jeg vil være sikker på, han er ved min side. At jeg kan stole på ham. Vide at det er ham og mig…” Hun tog en dyb, unødvendig indånding gennem munden, før hun langsomt lukkede den ud igen, mens øjnene tomt så ud i natten, hvor man kunne se lysende fra Sethos nede ved foden af bjerget.
”Jeg mistede Aron. Jeg mistede Nathaniel. Marcellus. Mit kongerige. Min søn. En del af mig selv. Jeg mistede så meget… og jeg kan ikke lade være med at føle… jeg mister ham også – hvis jeg da nogensinde havde ham. Kan man miste noget, man aldrig rigtigt har haft?” Stjernerne spejlede sig i de store, røde øjne, da de endelig vendte sig mod hybriden, hvis ansigt var henlagt i en medlidenhedsfuld mine.
”… Jeg er ked af det, Maca…” hvislede hun, og trak den lave vampyr ind til sig, så hun kunne lægge armene helt om hende i en tæt omfavnelse. ”Undskyld, jeg ikke så noget før hvor meget du har kæmpet. Alt det du har været igennem…”
”…nogle gange tænker jeg på at ende det hele. Bare… lad det hele forsvinde. Smerten, frygten, håbløsheden, vreden. Ingen har alligevel brug for mig.”
”Macaria, nej! Nej, du tager fejl!” Chokeret trak Isabel sig nok tilbage, til at kunne kigge ned på hende. ”Jeg har brug for dig! Jeg-”
”Du har din bror… og du har Saïx.”
”Ja, men du var dér, da jeg døde! Du var der! Marcellus er væk, og du er alt jeg har tilbage. Hvis du døde... Maca, jeg gav mit liv til dig. Du kan ikke smide det væk på den måde,” slog hun fast, og greb omkring hendes hoved med begge hænder, så de vilde, tykke lokker strittede ud mellem hendes fingre, mens hun holdte hende fast, så hun var tvunget til at kigge på hende. Det var lang tid siden, de havde stået så tæt på hinanden. ”Tag med mig! Arona og Harris kan passe på Sethos, mens du er væk. Tag med mig til Portus, og kom lidt væk fra byen og Zean. Han tager hele tiden væk, så hvorfor skal du blive her, som en anden ungmø, der venter på han kommer tilbage? Du ville have så godt af det.”
Et lille, trist smil trak i vampyrens mundvig.
”Forsøger du nu at redde mig igen, Veterano?”
Isabel gengældte forlegent smilet.
”Altid.”
I et øjeblik blev de stående sådan fordybet i hinandens øjne, indtil Macaria nikkede endeligt, og gjorde sig nænsomt fri af Isabels hænder, der i et par sekunder tøvede med at slippe.
”Jeg pakker mine ting, skriver et brev, og finder Arona, så hun ved, at hun nu styre Sethos, indtil Zean kommer tilbage, samt at hun skal skrive til mig, hvis de får brug for mig. Tak Izzy…” sagde hun, og lod kortvarigt sin hånd hvile kærtegnende på hybridens kind, inden at hun trak sig helt væk, for at få ordnet de sidste par ting. Hybriden sukkede diskret ud, mens hun længselsfuldt så efter vampyren.