Post by Loup Garou on Sept 2, 2017 0:24:48 GMT
De var endelig blevet stille. De to spædbørn lå og slumrede ved siden af hinanden, pakket ind i et varmt tæppe og placeret i sengen. Pakket ind som de var, kun med hovederne synlige, så de ud som to dråber vand. Lyserøde kinder. Totter af tyndt, sort hår. Deres øjne havde haft et skær af grønt i sig, før de var lukket i for søvnen. Begge to morløse.
Overfor dem sad deres far på sine knæ på det kolde gulv. Skuldrene var sænkede og ryggen krummet. De mørke øjne blanke og matte. Han vovede end ikke at række ud for at røre sine egne børn i frygten for at vække dem, og fylde kammeret med deres skingre skrig. I hans ører var det ikke et barns formløse hyl; det var et kald på moren som aldrig ville svare dem. Som aldrig ville holde dem.
"Mylord?" Stemmen lød så spag og forsigtig, men det gik op for Loup at stemmen havde prøvet at få hans opmærksomhed. Han skævede over mod skikkelsen i døråbningen. Den lille varulveknægt, Sam havde haft med sig til Sethos. Han havde været dén der havde stået med hvalpene i favnen, da Loup havde fundet dem. Hvad hed han? Det kunne være fucking ligemeget.
"Jeg er ikke din lord, dreng. Jeg er din alfa." mumlede han tørt, før han så tilbage på de sovende børn. "Og hold din kæft. Hvis du vækker dem..." Truslen blev aldrig fuldført. Hvad skulle han gøre, hvis de vågnede? Normalt ville han have truet ham med alt fra at flå hovedet af ham til at fodre ham hans egne tarme, men enhver trussel ville lyde hul. De ville ikke blive troet - selv ikke af knægten. "Hvad vil du?"
"Jeg... blev sendt for at sørge for at du fik hvilet dig. Du har brug for søvnen."
"Fuck søvnen." bed Loup tilbage. Et par sekunders tøven gik, før han langsomt lænede sig frem mod sengen, og sine børn. De to tvillinger... Deres duft mindede ham om deres mor. Om latter gennem skoven, om følelsen af fingre gennem hans hår, og smagen af mjød fra bløde læber. Era... Hans hænder strøg forsigtigt over begge børns hoveder. "Fuck søvnen. Fuck det her fucking bjerg. Fuck jer alle sammen. Jeg skulle aldrig have ladt Era tage hertil. Hvis bare hun var blevet i skoven, ville hun stadig have været i live."
"Alfa, det-"
"Ti stille." afbrød Loup knægten, før han ville nå at fuldføre sin protest. Han arbejdede vistnok for Sam. Vampyren havde måske fortalt ham at det her var uundgåeligt. Ingen af dem havde forudset at det havde været tvillinger, og der havde været så meget blod. Men Loup ville ikke høre på undskyldninger. "Forsyth gjorde det her mod os. Og jeg vil ikke udsætte mine børn for deres såkaldte gæstfrihed mere end jeg absolut behøver." Han sled blikket væk fra børnene og så endelig direkte på knægten. Fuck, han var ikke meget mere end en hvalp selv. Måske ikke af alder, men af erfaring. Han lugtede langt væk af en Bidt. "Jeg tager Era og mine børn med mig til skoven ved solopgang. Jeg bliver ikke et minut længere."
"Solopgang?" spurgte knægten usikkert. "Er du sikker? Tror du ikke-"
"Du er fandme dårlig til at adlyde din alfa, dreng." Der var noget ildevarslende i tomheden i Loups blik. Det skræmte i hvert fald drengen, som omgående klappede i. I et par sekunder så Loup hårdt på den unge varulv, før skuldrene sank igen. "Era... er hun... er alle forberedelserne..." Han kunne ikke fuldføre sætningen. Han havde kun fået et flygtigt glimt af healerne som tog sig af Eras krop. De havde vasket blodet af hende og pakket hende ind i et klæde. Synet af hendes ansigt gemt væk under ligklædet ville være et syn som for altid ville være brændt ind i hans nethinde. Drengen turde ikke svare længere, og lod sig nøje med et tavst nik. Loup besvarede det, og vendte atter blikket tilbage til børnene. De var alt som betød noget nu. Intet andet. Ikke hans træning med Sam. Ikke deres planer om at tage til Pandemonium. Intet andet end de to. "Så fuck af med dig." mumlede han stilfærdigt, og ventede i stilheden på lyden af døren som gik i, da knægten adlød og forlod kammeret.
Efterladt alene med sine børn, krøb Loup langsomt op i sengen, så han kunne lægge sig ved siden af de sovende hvalpe. Han lukkede øjnene i, mens en arm forsigtigt lagde sig over bylten de udgjorde. I mørket kunne han forestille sig at deres duft blot var blandingen af hans og Eras. At hun lå på den anden side af børnene, og ligesom ham holdt om dem. Et tungt, hakkende åndedræt brød fri fra hans læber, men ikke én tåre blev fældet. Han havde ikke flere tilbage.
Overfor dem sad deres far på sine knæ på det kolde gulv. Skuldrene var sænkede og ryggen krummet. De mørke øjne blanke og matte. Han vovede end ikke at række ud for at røre sine egne børn i frygten for at vække dem, og fylde kammeret med deres skingre skrig. I hans ører var det ikke et barns formløse hyl; det var et kald på moren som aldrig ville svare dem. Som aldrig ville holde dem.
"Mylord?" Stemmen lød så spag og forsigtig, men det gik op for Loup at stemmen havde prøvet at få hans opmærksomhed. Han skævede over mod skikkelsen i døråbningen. Den lille varulveknægt, Sam havde haft med sig til Sethos. Han havde været dén der havde stået med hvalpene i favnen, da Loup havde fundet dem. Hvad hed han? Det kunne være fucking ligemeget.
"Jeg er ikke din lord, dreng. Jeg er din alfa." mumlede han tørt, før han så tilbage på de sovende børn. "Og hold din kæft. Hvis du vækker dem..." Truslen blev aldrig fuldført. Hvad skulle han gøre, hvis de vågnede? Normalt ville han have truet ham med alt fra at flå hovedet af ham til at fodre ham hans egne tarme, men enhver trussel ville lyde hul. De ville ikke blive troet - selv ikke af knægten. "Hvad vil du?"
"Jeg... blev sendt for at sørge for at du fik hvilet dig. Du har brug for søvnen."
"Fuck søvnen." bed Loup tilbage. Et par sekunders tøven gik, før han langsomt lænede sig frem mod sengen, og sine børn. De to tvillinger... Deres duft mindede ham om deres mor. Om latter gennem skoven, om følelsen af fingre gennem hans hår, og smagen af mjød fra bløde læber. Era... Hans hænder strøg forsigtigt over begge børns hoveder. "Fuck søvnen. Fuck det her fucking bjerg. Fuck jer alle sammen. Jeg skulle aldrig have ladt Era tage hertil. Hvis bare hun var blevet i skoven, ville hun stadig have været i live."
"Alfa, det-"
"Ti stille." afbrød Loup knægten, før han ville nå at fuldføre sin protest. Han arbejdede vistnok for Sam. Vampyren havde måske fortalt ham at det her var uundgåeligt. Ingen af dem havde forudset at det havde været tvillinger, og der havde været så meget blod. Men Loup ville ikke høre på undskyldninger. "Forsyth gjorde det her mod os. Og jeg vil ikke udsætte mine børn for deres såkaldte gæstfrihed mere end jeg absolut behøver." Han sled blikket væk fra børnene og så endelig direkte på knægten. Fuck, han var ikke meget mere end en hvalp selv. Måske ikke af alder, men af erfaring. Han lugtede langt væk af en Bidt. "Jeg tager Era og mine børn med mig til skoven ved solopgang. Jeg bliver ikke et minut længere."
"Solopgang?" spurgte knægten usikkert. "Er du sikker? Tror du ikke-"
"Du er fandme dårlig til at adlyde din alfa, dreng." Der var noget ildevarslende i tomheden i Loups blik. Det skræmte i hvert fald drengen, som omgående klappede i. I et par sekunder så Loup hårdt på den unge varulv, før skuldrene sank igen. "Era... er hun... er alle forberedelserne..." Han kunne ikke fuldføre sætningen. Han havde kun fået et flygtigt glimt af healerne som tog sig af Eras krop. De havde vasket blodet af hende og pakket hende ind i et klæde. Synet af hendes ansigt gemt væk under ligklædet ville være et syn som for altid ville være brændt ind i hans nethinde. Drengen turde ikke svare længere, og lod sig nøje med et tavst nik. Loup besvarede det, og vendte atter blikket tilbage til børnene. De var alt som betød noget nu. Intet andet. Ikke hans træning med Sam. Ikke deres planer om at tage til Pandemonium. Intet andet end de to. "Så fuck af med dig." mumlede han stilfærdigt, og ventede i stilheden på lyden af døren som gik i, da knægten adlød og forlod kammeret.
Efterladt alene med sine børn, krøb Loup langsomt op i sengen, så han kunne lægge sig ved siden af de sovende hvalpe. Han lukkede øjnene i, mens en arm forsigtigt lagde sig over bylten de udgjorde. I mørket kunne han forestille sig at deres duft blot var blandingen af hans og Eras. At hun lå på den anden side af børnene, og ligesom ham holdt om dem. Et tungt, hakkende åndedræt brød fri fra hans læber, men ikke én tåre blev fældet. Han havde ikke flere tilbage.