Post by Aron Zipora on Aug 26, 2017 1:19:51 GMT
Maximilian ~ Aron Zipora
Markedspladsen i hjertet af Agares yrede af liv, som standarden var efter leverancerne af de portusianske afgrøder var kommet til lands. Alle kæmpede for at komme først til vognene med korn, byg og hvede. Alt det, som ikke kunne dyrkes her i Pandemonske hårde og ufrugtbare jord, men som enhver behøvede for noget så simpelt som at bage brød. Varerne blev udvekslet i bytte for guld og sølv, eller i sjældne tilfælde de smukke ædelstene som var blevet gravet frem i én af minerne i Jackaal af en heldig arbejder.
Aron var ikke interesseret i noget af det.
Den pandemonske Højre Hånd befandt sig ved én af de mindre bode, gemt lidt væk i udkanten af markedspladsen. Den gamle kone bag boden havde næsten ingen af sine egne tænder tilbage i munden, men det hindrede hende ikke fra at tale sine egne varer op i skyerne. Aron samlede et bundt urter op fra disken for at studere den nærmere.
"Eupatorium perfoliatum..." kunne han konkludere efter et sekunds granskning. "Men det er allerede tørret. De giftige egenskaber er allerede så godt som tilintetgjort i den her tilstand."
"Jeg kan fortælle dig hvor du kan finde dem friske?" tilbød konen med sit tandløse smil, som fik Aron til at skære en grimasse.
"Det har jeg ikke tiden til. Jeg tog til markedet netop for at spare min dyrebare tid, ikke for at betale for vejvisninger!" Konen sank en smule sammen og foldede hænderne beklagende i sit skød.
"Naturligvis, mylord, det var ikke min mening... Jeg har andre planter De måske vil være interesseret i." forsøgte hun, mens hun begyndte at lægge et lille udvalg frem på disken. Et bundt valurt fangede Arons blik, og han tog det i nøje øjesyn. Det var en urt som havde mange helbredelige anvendelser, så længe den ikke blev indtaget. Virkningen ville i så fald være farlig for de indre organer. Han trak en smule på smilebåndet, og gravede en mønt frem fra lommen for at lægge den i den grådige kones hænder.
"Endelig kan du bruges til noget." konstaterede han mens han gennede urten væk i én af inderlommerne i sin kappe. "Giv mig også det bundt eupatorium perfoliatum. Det her bundt er måske tørret ud, men jeg kan bruge det til at dyrke egne friske." mumlede han, mens han tog urterne til sig. Konen sagde ikke et ord i protest, men nikkede blot tavst.
Aron var ikke interesseret i noget af det.
Den pandemonske Højre Hånd befandt sig ved én af de mindre bode, gemt lidt væk i udkanten af markedspladsen. Den gamle kone bag boden havde næsten ingen af sine egne tænder tilbage i munden, men det hindrede hende ikke fra at tale sine egne varer op i skyerne. Aron samlede et bundt urter op fra disken for at studere den nærmere.
"Eupatorium perfoliatum..." kunne han konkludere efter et sekunds granskning. "Men det er allerede tørret. De giftige egenskaber er allerede så godt som tilintetgjort i den her tilstand."
"Jeg kan fortælle dig hvor du kan finde dem friske?" tilbød konen med sit tandløse smil, som fik Aron til at skære en grimasse.
"Det har jeg ikke tiden til. Jeg tog til markedet netop for at spare min dyrebare tid, ikke for at betale for vejvisninger!" Konen sank en smule sammen og foldede hænderne beklagende i sit skød.
"Naturligvis, mylord, det var ikke min mening... Jeg har andre planter De måske vil være interesseret i." forsøgte hun, mens hun begyndte at lægge et lille udvalg frem på disken. Et bundt valurt fangede Arons blik, og han tog det i nøje øjesyn. Det var en urt som havde mange helbredelige anvendelser, så længe den ikke blev indtaget. Virkningen ville i så fald være farlig for de indre organer. Han trak en smule på smilebåndet, og gravede en mønt frem fra lommen for at lægge den i den grådige kones hænder.
"Endelig kan du bruges til noget." konstaterede han mens han gennede urten væk i én af inderlommerne i sin kappe. "Giv mig også det bundt eupatorium perfoliatum. Det her bundt er måske tørret ud, men jeg kan bruge det til at dyrke egne friske." mumlede han, mens han tog urterne til sig. Konen sagde ikke et ord i protest, men nikkede blot tavst.