Post by Nathaniel Oathhorn on Aug 25, 2017 8:57:00 GMT
Solen stod højt over Oberion, byen var efterhånden begyndt at blomstre igen, gæster kom til kroerne, kunder kom til smedene, og endnu flere soldat kom til horehusene. Byen var ved at blive det samme igen, tænkte Nathaniel for sig selv, mens han så udover byen fra sin altan. Mødet med Macaria hjemsøgte ham stadig, følte hun virkelig at han havde forrådt hende? Kunne de stole på hendes ord om at de ikke ville lave oprør? Der var vel ikke så meget andet at gøre, end at stole blindt på hvad Macaria sagde.
Nathaniel drak af glasset med vin, og så udover byen, alt virkede så småt her oppe fra, byen lignede en travl myretue mere end nogen sinde. Nathaniel gik ind i til skrivebordet som stod foran hans seng og skrev de sidste ting ned, som han skulle tage op med Theo, for at sikre freden i Oberion såvel som i resten af landet. Der var bare det lille problem, Theo havde undgået ham de sidste par dage, haft 'møder' istedet for at ses med Nathaniel på trods af at han var hans med betroede rådgiver og ældste ven.
Nathaniel gik ud af sit være med pergamentet i hånden. Han var iført en simpel læder rustning med små metal plader nittet fast, rundt om livet hang hans sværd bælte, med både sværd og daggert. På benene var han iført et par sorte læderbukser og på fødderne havde han høje sorte støvler.
På vej mod Kongens kontor blev han stoppet af en af tjenestefolkene.
"My...Mylord" råbte tjeneren mens han prøvede at holde trit med Nathaniels lange skridt. "Kongen sidder i et møde lige nu og kan ikke forstyrres!"
Nathaniel kiggede sig kort over skulderen og rystede blidt på hovedet. "Hvad end dette møde er, er jeg sikker på, at Kongens med betroede rådgiver burde være tilstedet" Sukkede Nathaniel kort, før han drejede rundt om hjørnet og døren til Kongens kontor kom til syne.
"Mylord jeg insisterer..." Mere noget tjeneren ikke at sige før Nathaniel havde fat i døren og skubbede den op.
Inde i rummet stod Theodor og stort set alle de generaler som Theodor og Nathaniel stolede på, alle samlet om et bord med kort over Sethos. Nathaniel stoppede i dør åbningen. Kongen vendte sig idet døren gik op.
"Nathaniel! Godt at du kunne komme, vi er kede af at begynde uden dig!" Kongens sædvanlige charmerende smil kom frem.
"Spar mig Deres Nåde, De har undgået mig det sidste stykke tid, nu kan jeg se hvorfor."
"Jaaaa, der er vel ingen grund til at skjule det længere, katten er ude af sækken, som man siger"
Nathaniel gik tættere på bordet, men alle generalerne bakkede lidt væk. "De mener alvorligt ikke at De er igang med at planlægge et angreb på Sethos, efter den aftale vi har lavet med Macaria?!" Udbrød Nathaniel frustreret.
"Ikke et angreb.." Grinte Theodor med sin glædelige latter, "Et snigmord, med en mulig belejring af byen.. Nathaniel sig ikke at du er godtroende nok til at stole på hvad den vampyr siger!"
"Et snigmord?" Sagde Nathaniel hans undren var tydelig. "Du har vel ikke tænkt dig at snigmyrde dem?"
"Det kan du lige bande på jeg har! Så længe at Macaria og hendes kælling af en datter lever, vil min plads på tronen aldrig være sikker!" Sagde Theo og gik selvsikkert hen mod Nathaniel og stoppede en meter fra ham.
"Det kan du ikke da ikke for alvor mene! Macaria har lige sagt at de ikke er interesseret? Og Arona er kun er barn! Den Theodor jeg kendte kunne aldrig drømme om at gøre sådan noget så uhæderligt!" Nathaniel stemme rungede i rummet og gav ekko i gangene bag ham.
"Pas på nu Nathaniel! Nok jeg er din ven, men jeg er også din konge! Du er min hertuge, og du gør som der bliver sagt! Ellers finder jeg mig en som der gør!" Theodor råbte tilbage.
"Hvis du gennemfører det, er du jo intet bedre end Zean og Macaria! Men hvis det er din vilje må du finde en anden hertuge!" Sagde Nathaniel og vendte sig rundt og begynde at gå mod indgangen.
"Det er politik, her kan man ikke have dine fantasi tanker om verden, hvor alle er ærefulde og mener hvad de siger! Hvis du ikke har maven til at gennemfører din konges ordrer så gå!" Råbte Theodor og fulgte Efter Nathaniel hen til døren. "Fine leave! You honourable fool!" Råbte Theo, men Nathaniel var for langt til han kun kunne høre ekkoet af sin kongen. Hvor ville han nu tage hen? Hvad ville Nathaniel nu gøre? en ting var sikkert han, skulle være fra den rotterede der var Oberion.
Nathaniel drak af glasset med vin, og så udover byen, alt virkede så småt her oppe fra, byen lignede en travl myretue mere end nogen sinde. Nathaniel gik ind i til skrivebordet som stod foran hans seng og skrev de sidste ting ned, som han skulle tage op med Theo, for at sikre freden i Oberion såvel som i resten af landet. Der var bare det lille problem, Theo havde undgået ham de sidste par dage, haft 'møder' istedet for at ses med Nathaniel på trods af at han var hans med betroede rådgiver og ældste ven.
Nathaniel gik ud af sit være med pergamentet i hånden. Han var iført en simpel læder rustning med små metal plader nittet fast, rundt om livet hang hans sværd bælte, med både sværd og daggert. På benene var han iført et par sorte læderbukser og på fødderne havde han høje sorte støvler.
På vej mod Kongens kontor blev han stoppet af en af tjenestefolkene.
"My...Mylord" råbte tjeneren mens han prøvede at holde trit med Nathaniels lange skridt. "Kongen sidder i et møde lige nu og kan ikke forstyrres!"
Nathaniel kiggede sig kort over skulderen og rystede blidt på hovedet. "Hvad end dette møde er, er jeg sikker på, at Kongens med betroede rådgiver burde være tilstedet" Sukkede Nathaniel kort, før han drejede rundt om hjørnet og døren til Kongens kontor kom til syne.
"Mylord jeg insisterer..." Mere noget tjeneren ikke at sige før Nathaniel havde fat i døren og skubbede den op.
Inde i rummet stod Theodor og stort set alle de generaler som Theodor og Nathaniel stolede på, alle samlet om et bord med kort over Sethos. Nathaniel stoppede i dør åbningen. Kongen vendte sig idet døren gik op.
"Nathaniel! Godt at du kunne komme, vi er kede af at begynde uden dig!" Kongens sædvanlige charmerende smil kom frem.
"Spar mig Deres Nåde, De har undgået mig det sidste stykke tid, nu kan jeg se hvorfor."
"Jaaaa, der er vel ingen grund til at skjule det længere, katten er ude af sækken, som man siger"
Nathaniel gik tættere på bordet, men alle generalerne bakkede lidt væk. "De mener alvorligt ikke at De er igang med at planlægge et angreb på Sethos, efter den aftale vi har lavet med Macaria?!" Udbrød Nathaniel frustreret.
"Ikke et angreb.." Grinte Theodor med sin glædelige latter, "Et snigmord, med en mulig belejring af byen.. Nathaniel sig ikke at du er godtroende nok til at stole på hvad den vampyr siger!"
"Et snigmord?" Sagde Nathaniel hans undren var tydelig. "Du har vel ikke tænkt dig at snigmyrde dem?"
"Det kan du lige bande på jeg har! Så længe at Macaria og hendes kælling af en datter lever, vil min plads på tronen aldrig være sikker!" Sagde Theo og gik selvsikkert hen mod Nathaniel og stoppede en meter fra ham.
"Det kan du ikke da ikke for alvor mene! Macaria har lige sagt at de ikke er interesseret? Og Arona er kun er barn! Den Theodor jeg kendte kunne aldrig drømme om at gøre sådan noget så uhæderligt!" Nathaniel stemme rungede i rummet og gav ekko i gangene bag ham.
"Pas på nu Nathaniel! Nok jeg er din ven, men jeg er også din konge! Du er min hertuge, og du gør som der bliver sagt! Ellers finder jeg mig en som der gør!" Theodor råbte tilbage.
"Hvis du gennemfører det, er du jo intet bedre end Zean og Macaria! Men hvis det er din vilje må du finde en anden hertuge!" Sagde Nathaniel og vendte sig rundt og begynde at gå mod indgangen.
"Det er politik, her kan man ikke have dine fantasi tanker om verden, hvor alle er ærefulde og mener hvad de siger! Hvis du ikke har maven til at gennemfører din konges ordrer så gå!" Råbte Theodor og fulgte Efter Nathaniel hen til døren. "Fine leave! You honourable fool!" Råbte Theo, men Nathaniel var for langt til han kun kunne høre ekkoet af sin kongen. Hvor ville han nu tage hen? Hvad ville Nathaniel nu gøre? en ting var sikkert han, skulle være fra den rotterede der var Oberion.