Fumbling

[Harris]

Macaria Forsyth ~ Harris

---

Han var så småt begyndt at vænne sig til følelsen af fast klippegrund under fødderne, efter at have tilbragt så lang tid ved formskifternes kro. Det havde krævet flere dages justering for ham at blive vant til at jorden ikke gav efter under hans fødder, og at landingen var hårdere for hvert skridt. Han fik mere ondt i fødderne når han gik rundt i Sethos end han havde gjort ved kroen i skoven. Noget han aldrig ville have lagt mærke til, dengang han havde haft øjne at se med. Utroligt hvor meget ting forandrede sig når man var blevet frarøvet én af sine sanser.
Harris havde ikke rigtig bevæget sig væk fra palæet der tronede højt på én af klipperne over byen. Foruden det faktum at det var hér han som regel ville have nemmest ved at finde Macaria eller Arona, var han stadig ikke helt tryg ved tanken på at skulle bevæge sig rundt i Sethos på egen hånd. Selv med fungerende øjne ville tanken have skræmt ham. Omgivet af dødsengle... om de så var lojale til Macaria og Zean eller ej, brød han sig ikke om tanken. Og nu hørte han snak om varulve i byen. Han var ikke sikker på hvad de lavede der, men han var heller ikke sikker på om han rent faktisk havde lyst til at vide det. Allerhelst ville han bare tage afstand til dem.
Der var aktivitet i palæet den dag. Han kunne høre folk bevæge sig i etagen under ham, da han bevægede sig ned af én af gangene, som han stadig prøvede på at danne sig et indre kort af. Han kunne finde vej fra sit eget værelse og til Aronas, hvor han havde holdt hende med selskab når hun havde trænet i Militærakademiet, og han kunne finde vej til spisesalen og entréen, men palæet var stadig stort. Meget større end kroen han havde lært at kende i skoven. Det kunne være så frustrerende ikke at kunne finde rundt på egen hånd!
Han stoppede op ved trappen der førte til palæets stueetage så han kunne gnide sine bare fødder. Han måtte allerede have brugt i hvert fald en time på at vandre rundt med hånden mod væggen, og fødderne skreg af ømhed. Han havde brug for en pause.

[Macaria Forsyth]

”Nej.”
”Men M'lady...”
”Neeeeeeeeeej.”
”Hold nu kæft, og lyt til-”
”Neeeejhahahahahahej.”
”Hvis vi bare-”
”Okay stop det! Jeg nægter at modtage de skiderikkers penge, og så er jeg faktisk fuldkommen ligeglad med, hvor stor en ordre våben de vil have!” Stemmerne kom nærmere og nærmere, og man kunne tydeligt genkende Macarias melodiske, udtryksfulde stemme, der blev ved med at skære en mere ru og monton stemme af.
”Og hvis jeg går til Deres mand? Måske vil han lade være med at lade sine følelser styre sine handlinger,” hånede den anden person, som tydeligvis var dødsengel i sin mangel på høflighed og formaliteter overfor Macaria, der dog ikke lod sig blive tirret. Hun var vant til dødsengle. De var stoppet op, men var tæt på Harris. Så tæt på han sikkert ville kunne dufte badesaltet Macaria brugte, når hun badede.
”Well, det kan du selvfølgelig godt gøre, men så vil jeg pænt fortælle ham næste gang jeg rider ham, at hvis han vil nå sit klimaks, så træder han ud af den deal. Gæt hvem han så mest vil lytte til. Dig eller mig.”
En lav banden fra dødsenglen fortalte at Macaria havde vundet, hvilket en lille latter fra hende bekræftede, før hun forsatte videre, og lod dødsenglen om at vende surmulende tilbage til byen. Åh hun elskede at diskutere med dødsengle! Dér behøvede man ikke være bange for at fornærme eller gøre noget upassende, for de var akkurat lige så upassende og ligeglade selv, så hvis man kunne klare mosten i at modtage malende trusler, var det nemmere end at argumentere med en idiotisk adel tilbage i Oberion.
”Harris!” Hun fik øje på den unge mand, og at dømme fra lyden af hendes stemme, da hun udbrød hans navn, var hun glad for at se ham. Gulvet knirkede under hendes fødder, som hun gik hen til ham, og ville nå at fortælle ham, hvor tæt hun kom, før kolde men stærke arme lagde sig omkring ham i en tæt omfavnelse. Ansigtet hvilede kort ind mod hans hals med det tykke, krøllet hår kildende mod hans hage, da det hang frit ned over skuldre og ryg. Hun trak sig bort. Hænderne forblev hvilende mod hans arme, så han kunne mærke hende.
”Hvad laver du dog hernede? Du ved godt, du er kommet ned i stueetagen, ikke sandt?” spurgte hun bare for en sikkerhedsskyld, og gnubbede hans stærke overarme med tommelfingrene. Så stor han dog var blevet. Voksen. Et held han ikke kunne se bedrøvelsen, der krøb over hendes ansigt, som hun betragtede ham.

[Harris]

Macarias velkendte stemme nåede ham længe før hun kunne være tæt nok på ham til at kunne se ham. Det nåede at trække et lille smil over hans læber, sådan at høre hende håndtere dødsenglen som tydeligt hånede hende for hvad de måtte anse som en svaghed. Det var umuligt for ham ikke at overhøre samtalen, så højlydt som de talte, og det fortalte ham at Macaria ikke kunne have opdaget ham endnu – specielt da hun ytrede kommentaren som fik dødsenglen til bandende at gå sin vej. Han kunne mærke hvordan varmen steg ham til hovedet, sekundet før Macaria udbrød hans navn, og han kunne høre hende bevæge sig mod ham. Han rettede sig en smule op lige i tide til at hun kunne lægge armene om ham i en omfavnelse han ikke tøvede med at gengælde. Han var blevet højere end hende med årene. Hun føltes faktisk helt lille i armene på ham!
”Jeg prøver stadig på at orientere mig. Jeg kan jo ikke bero mig på at du eller Arona kan guide mig rundt hele tiden, og dødsenglene er lige så hjælpsomme som en låst dør.” Han trak en smule på smilebåndet, mens han blot stod der med hendes hænder på sine arme. Han kunne måske ikke se bedrøvelsen i hendes ansigt, men han mistænkte at den var der. Hun havde det med at stå og se på ham, når de var sammen. Det måtte gå hende på at se ham i hans forfatning. ”Er jeg i stueetagen? Årh, godt, det var det jeg håbede på! Jeg tog en drejning ned af gangen ved siden af køkkenet og blev en smule desorienteret i et lille stykke tid. Jeg var nødt til at finde tilbage til mit eget værelse før jeg kunne finde ud af hvor jeg var igen, så… det var mit eget lille eventyr.” Han trak en smule på skuldrene. Draget om hans mund formede et lille, skævt smil der nok ville afsløre at han stadig var et stykke fra at kunne finde rundt i palæet selv – for slet ikke at tale om resten af Sethos. ”Det lyder som om forhandlingerne går… godt?” Ordlyden var spørgende, som om han ikke selv var helt sikker på om det rent faktisk gik godt eller ej. Det lød som om Macaria og dødsenglene havde to vidt forskellige planer, men det lød også som om Macaria havde sine egne… måder at få sin vilje. Han rømmede sig en smule. ”Hvem er det som vil have våben fra os? Pandemonium?”

[Macaria Forsyth]

Den genkendelige, smitsomme latter lød fra Macaria ved hans ord, og hun gav hans arme et sidste klem, før hun endelig slap ham. Hænderne fandt hinanden bag ryggen i stedet. Svært ved at stå stille, gav hun sig til at vippe frem og tilbage på fødderne, mens hun overvejede vippede hovedet fra side til side ved hans spørgsmål om forhandlingerne.
”Weeeeeeell... de går da. Og nej, det er ikke Pandemonium – de kan lave deres egne våben. Nej, det er bare en hertuge her i Vavilon, der pludseligt huskede dødsenglene, lavede de bedste våben her i landet, og nu vil handle med os, men jeg kan huske ham fra da jeg var dronning. Han er en idiotiske, snobbet, kvindehadende kujon, der sikkert kun har klaret sig igennem hele det her helvede landet har været igennem ved at træde på andre. Så fuck nej, om jeg vil give ham nogle som helst våben!” slog hun fast med snerten af vrede i stemmen. Den forsvandt dog hurtigt, da hun rømmede sig, for i stedet at gribe fat i Harris igen, og føre ham med sig.
”Jeg havde faktisk håbet, at tale med dig på et tidspunkt alene,” indrømmede hun dæmpet, og endte med at ligge armen omkring taljen på ham, så de gik tæt sammen side om side, hvilket kun gjorde det endnu mere tydeligt, at han var vokset hende langt over hovedet. Ikke at det stoppede hende fra at stryge ham gennem håret, kysse ham på kinden, og fjolle rundt med ham som var han stadigvæk et barn. Hun savnede de tider...
”Jeg kan ikke give dig dit syn tilbage, men jeg kan...mhhh... forbedre det hele en smule, hvis du er interesseret,” startede hun tøvende med øjnene vendt ned mod deres fødder, som de forsatte målløs videre gennem palæet. ”Kan du huske vi snakkede om at gøre dig til vampyr, når du blev voksen? Jeg ville ikke gøre det, mens du var et barn. Men nu... Altså... Du er voksen nok til at kunne tage et fornuftigt valg, og vide hvad du går ind til, hvis du tager imod gaven. Derudover er din alder acceptabel. Jeg ved ikke hvor meget vampyrismen kan gøre for dit syn, men jeg ved alle dine sanser vil skærpes tidobbelt, så du ved hvor alting er, samt aldrig behøves være nervøs for at komme til skade igen.”
Man kunne høre det var noget, hun havde overvejet nøje og tænkt meget over. Faktisk lige siden hun havde set hvad Era havde gjort ved ham, men hun havde ventet, til hun var sikker på om det ville være en god ide, og hun havde lyst til at tage hans liv fra ham for det. Tingene havde dog ændret sig. Hun kunne ikke omvende ham i frygt for afhængigheden kom tilbage, men der var en anden som kunne...
Hun vendte ansigtet mod ham, da hun stoppede op midt på gangen. De vendte sig med fronten mod hinanden.
”Harris, hvis du vil kan jeg bede Sam om at gøre dig til vampyr. Jeg er sikker på han vil gøre det, hvis jeg beder ham om det.” Begge hænder lagde sig på hver side af hans ansigt, og tommelfingrene strøg blidt over hans kindben lige under de tomme øjenhuler, der var som et stik et hjertet hver eneste gang hun kiggede på dem. Sam kunne gøre det hele bedre. Han kunne fikse hendes fejltagelse... ”Det er dit valg, min egen.”

[Harris]

Det havde aldrig gjort Harris noget, hvordan Macaria kunne gå tæt op af ham med hånden mod hans ryg, eller hvordan hun havde kysset hans kinder. Da han var barn, måske, men tingene forandrede sig når man blev ældre. Og savnet gennem hendes fangenskab i Pandemonium gjorde at han kun satte så meget mere pris på hendes nærvær end han nogensinde gjorde som ung.
”Det burde ikke være så svært. Det er kun dig og Arona jeg rigtig tilbringer tid med her.” svarede han hende med nok et drag på smilebåndet, mens han fulgtes med hende ned af gangen. Deres skridt gav et svagt ekko ned af korridoren, men nok til at fortælle ham at der ikke var andre end dem der.
Smilet falmede en smule fra hans læber, da hun begyndte at udbrodere hvad hun tydeligvis havde tænkt på i lang tid. Faktisk var det længe siden Harris sidst havde tænkt på deres gamle snakke om engang at gøre ham til en vampyr. De havde leget med tanken, at gøre ham udødelig når han blev voksen. Et evigt liv med vampyrernes evner havde virket så fristende dengang, hvor han bare havde en menneskelig livstid at se frem til… men nu? Der var så meget som havde forandret sig siden dengang.
”Jeg… ved det faktisk ikke.” indrømmede han til sidst, da Macaria gav ham muligheden for at svare på hendes forslag. Hans nakke bøjede sig en smule, så han ville have set ned i jorden hvis han kunne. ”At gøre mig til vampyr vil ikke give mig mine øjne tilbage, vel? Jeg vil stadig ikke kunne se. Jeg vil måske bevæge mig hurtigere og høre bedre… jeg vil måske endda kunne slå en mur ned hvis jeg ikke kan finde ud af hvor døren er, men jeg vil stadig bare være en blind vampyr.” Han brød sig ikke om at tale så grumt om Macarias tilbud. Han vidste at hun bare prøvede at hjælpe ham, men der var noget ved udsigten til et udødeligt liv i mørke som… skræmte ham. ”Jeg ved det ikke, Macaria… Da jeg var ung troede jeg at jeg ville blive som… som dig, hvis jeg blev bidt. Jeg kunne være en vampyr og leve evigt. Du og Arona ville ikke behøve se mig blive gammel og grå, og jeg ville ikke behøve at sige farvel til jer. Det vil jeg stadig ikke, men…” Han gav et hjælpeløst suk fra sig. Hvad ville han? Selv med øjne ville valget ikke have været lige så nemt som det havde været da han var et barn. Han var ikke længere naiv. Han vidste at valget kom med konsekvenser. ”Jeg må tænke over det… Jeg kan prøve at give dig et svar mens Sam stadig er her.” afgjorde han endelig, taknemmelig for at Macaria lod ham tage beslutningen selv.

[Macaria Forsyth]

”Det... vil ikke give dig dine øjne nej, men du vil se igennem dine sanser. Du vil vide præcist hvor folk er på lyden af deres puls. Aldrig vil du komme til skade igen. Og du vil være langt hurtigere end nogen af dem,” forklarede hun, og var faktisk overrasket over at han sagde nej – måske endda en smule skuffet. Harris havde jo altid været hendes, og måske havde hun bare troet, at han ville gå i hendes fodspor, når han blev ældre. Blidt strøg hun ham over kinderne igen, mens han bad om tid til at overveje det hele, og hun ikke kunne gøre andet end nikke tavst, før hun slap ham med et skridt tilbage, så der igen var afstand imellem dem.
”Hvad du end har brug for,” mumlede hun, og prøvede at skjule skuffelsen i sin stemme. Armene blev lagt om hende selv, som prøvede hun at give sig selv en manglende omfavnelse, men det kunne ikke fjerne kulden, der voksede sig større og større, jo mere fjern alle andre syntes at blive fra hende. Hun savnede Zean. Savnede ham så inderligt. Savnede at bare kunne bruge en hel dag i sengen med ham, hvor hun bare kunne ligge beskyttet og trygt i hans favn, mens de småsnakkede om forskellige ting, der i dybest forstand var fuldkommen ligegyldige.
”Bare... bare husk at kom med dit svar, inden Sam tager videre. Jeg tør ikke tage risikoen ved at omvende dig, og jeg vil heller ikke være en særlig god skaber for dig alt taget i betragtning, men Sam har styr på det hele. Men ja... tænk dig om. At blive bidt af Sam, betyder at du også blive en stor målskive for Eriz,” tilføjede hun, og bakkede nok tilbage, til at hun mærkede væggen mod sin ryg, så hun kunne læne sig baglæns mod den stadigvæk med armene om sig. ”Men Zean skal nok få sat en stopper for hende snart.”
Forhåbentligt...
For at være fair var hun ikke sikker på længere, om han ville kunne give nådesstødet til hende, hvis han fik muligheden, men hun håbede.... Åh hun håbede så inderligt, at hun... at hun betød nok.

[Harris]

Selv om at Macaria prøvede på at skjule det, kunne Harris med lethed høre skuffelsen i hendes stemme. Han fik det helt dårligt af at høre hende sådan, specielt da hun trak sig væk fra ham for atter at skabe en afstand mellem dem. Øjenbrynene rynkede sig opad på en måde der tydeligt afslørede ubehaget ved at have forårsaget hendes reaktion.
”Jeg sagde ikke nej, Macaria… der er bare… mere jeg skal tage i betragtning nu, end jeg skulle dengang.” forsøgte han at uddybe. Han ville ønske tingene havde været lige så nemt som dengang han havde været lille. Hvor alt han behøvede for at muntre hende op når hun virkede ked af det eller stresset bare havde været at lægge armene omkring hendes ben og kramme sig selv indtil hende, indtil hun grinende kunne samle ham op fra gulvet og snurre ham rundt i ring. Han var højere end hende nu, men han var sikker på at hun stadig kunne have gjort det med den samme lethed nu, som hun havde gjort det dengang.
Hans ene hånd søgte op til hans øjne. Fingerspidserne fulgte de gamle syninger der holdt hans øjenlåg permanent lukkede i, så man nemmere kunne forestille sig at han simpelthen bare sov, end at skulle se på de tomme øjenhuler bag dem. Selv om at de indsunkne øjenlåg alligevel afslørede at øjeæblerne ikke længere var der. Han gav et dæmpet suk fra sig. ”Jeg prøvede i så lang tid på at… kunne bruges til et eller andet. Zean stolede på mig til at kunne beskytte Arona, og jeg fejlede. Khala prøvede at træne mig op til at kunne redde hende, og det tog for lang tid. Selv hvis det var lykkedes hende at piske mig i form, ville jeg ikke have overlevet et redningsforsøg. Dødsenglene kunne have skudt en pil i mig så snart jeg satte en fod på deres bjerg uden at jeg kunne have gjort en skid til nytte.” Frustrationen gjorde sig synlig i de sammenbidte ord og de knyttede næver ned langs Harris’ sider. Han havde hadet, hvor lidt han havde været til nytte. Og hvor meget hans manglende syn var til besvær. Hvis hvad Macaria sagde passede… ”Tror du virkelig at det ville forandre sig, hvis jeg blev bidt?” Der var en gnist af desperation i ordene.

[Macaria Forsyth]

”Harris...” Macaria sukkede hans navn, mens hun gned sin pande med to fingre. Det var svært at forklare folk, hvad vampyrisme kunne hjælpe med, når man samtidig ikke ville presse dem for hårdt. Hvordan skulle hun formulere sig? Det endte med hun rakte frem, tog hans hånd, og trak ham hen til sig, så de begge to kunne lade sig glide ned af væggen, indtil de sad på gulvet side om side med ryggen hvilende ind mod den kolde stenvæg. Hun tog hans varme hånd i sine kolde.
”Jeg har... aldrig fortrudt at blive omvendt. Før i tiden var jeg ligesom dig – et menneske – men Sam bed mig, og alting i mit liv forandrede sig. Noget blev sværere, noget blev så meget bedre. Det er som om et slør bliver hevet op, og du ser hele verden i et langt klare lys på en måde, du aldrig havde kunne forestille dig. Dine sanser opfanger alt omkring dig. Du føler dig magtfuld og uovervindelig. Lige pludselig er alle dine problemer fjernet, og du kan fuldkommen selv bestemme, hvad du skal bruge evigheden på, for... hvem skulle kunne stoppe dig?” fortalte hun lavmælt, mens hun studerede hans hånd, der havde fået hård hud efter at svinge rundt med et sværd i så mange år. Hun fulgte en linje over hans håndryg med en finger. ”Som jeg sagde... du vil ikke få dine øjne tilbage, men du vil stadigvæk se – bare på en anden måde. Bare vid der også er negative ting ved at tage imod gaven. Du skal drikke blod, ikke mere sollys, sølv vil være som gift, mange vil være bange for dig, du vil ændre dig en smule, og Eriz vil gå efter dig, hvis hun finder ud af Sam har skabt dig.”
Blodrøde øjne rettede sig op til den voksnes dreng ansigt. Hvis en udefrakommende så dem lige nu, ville man tro de var et par, sådan som de sad tæt op af hinanden med dæmpet stemmer, men Macaria så kun den lille, frygtsomme dreng, hun havde reddet ud af flammerne. Stanken af brændt hår. Hvor hårdt hun havde knuget hans rystende krop ind mod sig, mens hun havde løbet gennem den brændende landsby. De store, blodsprængte øjne, der havde mødt hendes, da hun forsigtigt havde trukket ham lidt ud fra sig.
”Jeg ville aldrig tvinge dig til noget, min egen... Det er dit valg, og kun dit,” hviskede hun, og strøg ham over kinden med bagsiden af sin hånd.

[Harris]

Han lod hende trække ham tættere ind til sig, og sank ned på gulvet ved siden af hende. Hendes kølige fingre i hans hånd ville måske for mange have været en ubehagelig følelse fordi den føltes som en død hånd, men for Harris havde følelsen altid været betryggende. Det havde været de samme fingre som havde aet ham gennem håret når han var vågnet efter et mareridt om flammer og røg. De samme hænder som havde holdt om ham når tingene havde været svære, eller bare… fordi. Der var så mange grunde til at Macaria altid ville være en kilde til tryghed for ham. Selv nu, hvor han var omringet af mørke døgnet rundt.
”Aldrig nogensinde? Du har aldrig savnet følelsen af sol mod huden, eller et hjerte som banker i dit eget bryst?” Han hævede sin frie hånd til sit eget bryst, som for at mærke efter. Hjertet bankede stadig under hans fingre. Alle de små ting han tog for givet; hjerteslag, åndedræt, at kunne spise og drikke hvad der passede ham – det måtte han opgive, hvis han lod sig bide… Men i det store billede var det måske en lille pris at betale, for hvad han ville få ud af det. Macaria havde jo ret. Hun kunne høre det hvis nogen var i nærheden, selv hvis de listede i det skjulte. Hun havde været stærk nok til at kaste sig ud i kampen med varulve! Den selv samme varulv hun havde angrebet havde trods alt selv stukket hans egne øjne ud… Hvordan ville den kamp have været gået, hvis han havde haft en vampyrs styrke? Hans øjne ville have været intakte. Arona ville aldrig være blevet taget til fange. Skammen og skylden rev stadig i ham hver eneste dag. Selv om at Arona fysisk set virkede uskadt, var han ikke i tvivl om at hendes tid som dødsenglenes fange havde gjort noget ved hende. Og han bebrejdede sig selv for hver eneste dag hun tilbragte i fangenskab.
Det føltes som en evighed hvor Harris blot sad i tavshed og overvejede argumenterne for og imod. Til sidst gav han et dæmpet suk fra sig, og lænede ansigtet en smule ind mod Macarias hånd. ”Måske skal jeg tale med Sam… mens han stadig er i Sethos. Og hey! Hvis han bliver min skaber ville det jo gøre os til en slags… søskende? På en måde?” Han drejede ansigtet mod hende og formede et lille, skævt smil. Det var en mærkelig tanke. Macaria havde altid været som en mor for ham. Men måtte de ikke også se nogenlunde jævnaldrende ud? Hun ville aldrig se ældre ud, og hvis hun så ud sådan som han huskede hende, var det ikke meget galt.

[Macaria Forsyth]

Macaria rystede på hovedet af hans spørgsmål, inden hun lod ham stille i tavshed, for at gennemgå det hele i sit hoved uden hun blandede sig. Nej… Aldrig nogensinde havde hun savnet at været menneske. Ikke engang dengang Aron tvang blod i hende, savnede hun en dødelig krop, eller ønskede at blive menneske igen. Mennesker blev syge, gamle, og var skrøbelige. De var langsomme. De ting som Harris beskrev var ofringer, hun ikke længere savnede.
Hun smilte af hans svar, og lænede sig frem, for at placere et kys på hans pande, før hun igen lod sig læne tilbage med ryggen mod væggen, mens hænderne lagde sig i skødet. Straks begyndte fingrene at pille ved hinanden. En lille latter lød fra hende.
”Blodsøskende, ja. Eller… Sam fortrækker bare at kalde os en familie. Han er ret glad for den slags,” fortalte hun med et skævt smil ved tanken på de dage, hvor alt hun skulle var at danse rundt i måneskinnet til hans violin sammen med sine andre søskende. Rundt og rundt og rundt. Så ung hun havde været dengang. ”Han vil sikkert have vi begge to træner dig op, bare så han kan lege familie en gang til, men jeg vil lære dig at kæmpe som en vampyr, okay?” Hun drejede ansigtet mod ham i samme bevægelse som en hånd lagde sig på hans knæ. Smilet var forsvundet fra hendes ansigt. ”Jeg vil træne din hurtighed, dine sanser, dit dræberinstinkt, indtil du kan slås lige så godt som Veteranoer – nej bedre. Om jeg så skal få Isabel til at hjælpe til. Jeg vil lære dig op, så du aldrig nogensinde igen vil komme til skade, og ingen igen vil kunne såre dig.” Stemmen var gået fra munter, til at blive mere og mere alvorlig, indtil den næsten selv lød som bladet på et nyslebet sværd. Skarp, spids og klart. Fingrene om hans knæ låste sig mere fast.

[Harris]

Harris gav et lille spjæt fra sig da Macarias hånd faldt på hans knæ, så pludselig som bevægelsen havde været. Men reaktionen falmede hurtigt, da alvoret i hendes tonefald fangede ham, og han lyttede til hvert et ord hun sagde. Jo mere hun sagde, jo mere fristede det at sige ja til at lade sig bide. Det ville jo give ham alt, han gerne ville have. Evnen til ikke bare at beskytte sig selv, men også andre. Han ville måske endda kunne gøre det hele godt igen, efter at have svigtet Arona da de blev angrebet.
”Det ville være rart ikke at skulle famle rundt konstant… Specielt her i Sethos. Det er ikke alle dødsenglene der er lige hjælpsomme for en blind mand. Nogle gange kunne jeg godt tro på at nogen af dem bevidst stiller sig i vejen mens de holder vejret så jeg ikke skal opdage at jeg går ind i dem.” Han trak prøvende på smilebåndet, men smilet nåede ikke rigtig op til et rigtigt smil. Hidtil havde der ikke været nogen af dødsenglene der som sådan havde gjort ham noget. De tog sig bare ikke af hans manglende syn, og virkede tilfredse med at lade ham sejle sin egen sø. Bare tanken på hvor meget nemmere det ville blive at navigere sig rundt, og kunne bedømme hvor folk var ud fra lyden af deres hjerteslag var dog nok til at få hans humør løftet en smule. Dog ikke nok til at han kunne ignorere bidet i Macarias ord, eller de låste fingre omkring hans knæ. Han vidste hvor alvorlig en beslutning det var. Det var ikke én han kunne fortryde senere, og det drejede sig om hans liv – dødeligt eller udødeligt, med alt der fulgte med. ”Jeg vil gerne sove på det… så kan jeg give dig eller Sam besked i morgen… alt efter hvem jeg støder ind i først. Håber bare han har tid til det, hvis han bruger så meget af sin tid med Zean og alfa-varulven som jeg hører.” Smilet falmede så snart han omtalte den ene alfaulv. Den anden sad stadig nede i kælderen. Den samme som havde gjort ham blind. Et par gange havde han vurderet at tage turen ned i den fugtige og kolde krypt, men hver gang havde han talt sig selv fra det. Hvad skulle han få ud af det? Intet andet end spydige bemærkninger, var han sikker på, og dem kunne han undvære. Måske ville han bare se om kvinden havde den mindste smule dårlig samvittighed over hvad hun havde gjort mod ham, men det var en tanke han stødte fra sig hver gang. Hun havde efterladt ham for at dø. Hvis ikke Khala havde fundet ham…
”Hvad vil der ske med formskifterne?” spurgte han tøvende, og løftede ansigtet op, så han ville have set direkte på hende hvis han kunne. ”Khala virkede sikker på at dødsenglene ville angribe dem. Hvis ikke dem, så varulvene, og dem har I jo lige sluttet fred med, ikke?”

[Macaria Forsyth]

Macaria smålo af Harris’ kommentar om dødsenglene, men havde intet at sige til deres forsvar. Det var sådan dødsengle var, hvilket både var deres charme og et frustrerende aspekt, hun ikke helt vidste hvad fyldte mest, men havde lært at leve med.
”Snak med Sam om det. Han ved mere end jeg, og har skabt mange gennem tiden,” bekræftede hun med en nikken, og klappede hans knæ, før hun trak hånden til sig igen med blikket rettet ud mod vinduet overfor, hvor hun akkurat lige kunne skimte stjernerne på himlen. De var så klare heroppe i bjergene. Hun overvejede lidt det, hun havde sagt til Harris, men fandt ikke nogle tvivl i sine tanker om at træne ham op, til at kunne klare sig selv. Sam var en elsker – ikke en fighter, og han havde et meget civiliseret syn på vampyrer, hvilket hun respekterede ham for, men hvis Harris blev vampyr, ville hun gøre alt, for at han skulle finde rovdyret i sig selv. Gad vide hvor meget han ville ændre sig? Ville hun miste den søde, lille dreng til et arrogant væsen, der kunne måle sig med dødsenglene, indtil hun til sidst ville miste ham på samme måde, som hun havde mistet Aron?
Nej. Ikke Harris. Aldrig Harris. Han ville aldrig nogensinde gøre hende ondt, eller forlade hende på den måde.
Hun blev bragt tilbage fra sine tanker af knægtens spørgsmål, og hun pustede tungt ud ved det.
”Formskifterne… De har altid haft et problem med os andre, og jeg har respekt for de ikke vil finde sig i tingene længere, men… Zean ønsker ikke krig – hvert fald ikke lige nu. Altså… okay, han ønsker krig, men ved det er ufornuftigt at føre det mod nogen som helst lige nu. Han snakkede om at skabe en alliance med formskifterne på samme måde som varulvene, men jeg ved ikke, om han har gjort mere ved det – eller kan for den sags skyld. De virkede ret opsatte på at forblive fjender, sidst han snakkede med dem,” fortalte hun, uden selv at have gjort mere for at forstå situationen. Englene var Zeans. Hun hjalp bare til. ”Hvis de angriber varulvene eller varulvene angriber dem, regner jeg med vi blander os udenom – med mindre Zean siger noget andet selvfølgelig – men vores fredstraktat er ikke en alliance, blot et løfte om fred mellem hinanden. Så hvad der end sker mellem de to racer, håber jeg vi blander os udenom.”
Tankerne blev vendt lidt i hovedet, før hun igen drejede ansigtet mod Harris, betragtede hans ansigt, før hun tøvende åbnede munden.
”...blev du forelsket i formskifteren? Hende, der hjalp dig?” Ved Euphonia, han var jo gammel nok til den slags! Selvom hun ikke kunne forestille sig ham… gøre den slags… tænke… åh ved sølvet! Så kunne de to være de havde haft et form for forhold eller noget.

[Harris]

Harris sad tavs mens Macaria talte, alt imens han overvejede hvad hun sagde. Det var rigtigt nok at formskifterne havde været på kanten af både dødsenglene og varulvene. Det havde Khala gjort klart og tydeligt, men det havde altid lydt mere som om de var trætte af tilstanden de to grupper efterlod Vavilon i, når de hærgede som det lystede dem. I hvert fald indtil Macaria og Zean havde taget dødsenglene tilbage og nu hvor de havde deres aftale med varulvene kunne det endda være at de også ville falde til ro.
Ethvert svar han havde tænkt sig at give til Macaria blev kvalt i den overraskede lyd der blev fanget i hans strube ved hendes spørgsmål angående ham og Khala. Øjenbrynene var fløjet op i panden på ham, og i et par lange sekunder holdt han ansigtet vendt mod hende så han ville have stirret på hende, hvis han havde haft øjnene at gøre det med.
”Forelsket? I Khala?” Han vidste faktisk ikke engang hvordan han skulle reagere på spørgsmålet. Måske fordi når han tænkte over det, var han et eller andet sted ikke sikker på hvad svaret var. Han havde aldrig rigtig vurderet det. ”Vi… havde aldrig noget kørende med hinanden mens jeg var hos dem, hvis det er dét, du mener. Khala var allerede forlovet med en eller anden adelig, Howlter, da hun fandt mig, så… Nej nej nej. Hun var min ven. ER. Hun er min ven.” I det mindste håbede han på det. Han havde ikke hørt så meget som ét ord fra formskifterne siden han var taget til Sethos, og han havde ikke selv haft muligheden for at tage tilbage for at besøge dem. Men han vidste at Khala måtte være skuffet over hvordan han var rejst fra dem. Hans ansigt sænkede sig en smule. De havde efterhånden tilbragt mange timer sammen dér i kroen. Om det så var når de trænede og hun svingede med pisken, eller når hun sad ved siden af ham under måltiderne eller i værelset de delte når de sov. Det var allerede blevet mærkeligt at have et værelse for sig selv her i Sethos igen efter at være blevet vant til lyden af et åndedræt i nærheden. Han rystede igen på hovedet, inden han hævede det som for at vise Macaria at han ’så’ på hende. ”Jeg håber bare formskifterne skifter mening om en fredsalliance. Jeg blev venner med mange af dem mens jeg var der, og… jeg vil ikke have der sker dem noget.”

[Macaria Forsyth]

Macaria betragtede Harris med et øjenbryn hævet over hans forfjamsket svar, men hun kommenterede ikke på det, og priste sig et sted lykkelig for, han i det mindste ikke var kommet til det punkt endnu. Blidt strøg hun ham over kinden med bagsiden af sine fingre.
”I know honey, I know...” sukkede hun medfølende, men kunne ikke love noget, andet end hun ville prøve at snakke med Zean om det, men... hvis formskifterne gik i krig mod dem, var de nødt til at slå tilbage, og det ville blive blodigt. Forsyth var ved at blive et navn forbundet med krig, og hun ville hellere selv svinge sværdet mod Harris' veninde, end lade hende gøre familien ondt. Det her var hendes hjem nu – og det ville hun dræbe for ikke at miste.
”Vil du med ned i byen sammen med mig?” spurgte hun knægten, for ligeså at få ham til at tænke på andet end de dystre fremtidsudsigter. ”Jeg regner med at tage forbi akademiet, og hilse på Arona, samt hente en ny bog en handelsmand havde lovet at skaffe til mig.” Ordene lokkede til følgeskab og hygge, mens hun kom på benene igen, hvorefter hun børstede sin kjoleskørt på plads. De stærke nuancer af lilla, gav hendes øjne et violet strejf, og det samme med de vilde krøller, der her til aften var blevet sat op i en løs knold, hun måtte samle igen med spændet bidt sammen mellem tænderne, inden de kunne komme afsted.
”Bare tag mig i armen, så føre jeg dig.” Han kunne høre hendes smil i ordene.

[Harris]

Harris kunne fornemme i Macarias sukkende svar, at der ikke var mere hun kunne gøre ved emnet. Hun kunne ikke engang love ham hverken det ene eller det andet. Engang ville han måske have bebrejdet hende for det, men han havde svært ved det nu. Han vidste ikke noget om hvordan man var leder, og kunne slet ikke forestille sig hvor meget man måtte tage hensyn til. Khala havde altid virket presset fra de adelige omkring sig som forventede alt muligt fra hende. Og hun var kun raceleder! Hvordan måtte det have været for Macaria dengang hun havde været dronning?
Han håbede bare ikke at dagen ville komme, hvor han ville blive tvunget til at vælge mellem sin familie og sine venner.
Macarias forslag fik ham heldigvis på andre tanker, og han kunne mærke hvordan vægten som var begyndt at lægge sig over hans skuldre blev løftet. Da han mærkede Macaria rejse sig ved siden af ham, fulgte han trop og skubbede sig selv op på stående fod.
”Det vil jeg meget gerne! Jeg havde alligevel tænkt mig at prøve at finde Arona, men det er sikkert noget jeg ville bruge hele dagen på uden hjælp. Det går sikkert hurtigere med din hjælp.” Han gengældte smilet, mens han fumlende rakte ud i luften i hendes retning, indtil hans hånd faldt på hendes arm, så han kunne støtte sig mod hende. Det gav ham også en smule mere sikkerhed i sine skridt, da de forlod gangen og gik mod palæets entré.

//out