Post by Arona Forsyth on Jun 29, 2017 15:40:57 GMT
Der var gået 5 år. Sethos var ved at være færdig, byen lignede og fungerede nu som en almindelig by. Nogle gange kunne Arona sidde ved et af vinduerne, fra det akademi der strakte sig op over byen, og beundre det. Hun havde været fascineret af det arbejde hendes mor og far havde udført. Fulgt med, selv om hun aldrig direkte havde fået en opgave selv. Hun havde lært nogle småting, når hun havde dristet sig til spørgsmål hos enten mor eller far. Alt det arbejde der lå bag ved. Alle de praktiske ting, som hendes far sørgede for. Alt det administrative og skriftlige, som hendes mor stod for. De komplimenterede hinanden på en yderst mærkværdig men praktisk måde og også det beundrede hun. Det var jo først nu, nu hvor hun selv var voksen, at hun rigtig kunne se hvorfor de var så dygtige med næsten lige meget hvad de foretog sig.
Harris var i byen også. Hendes far havde mere eller mindre ignoreret at han var tilbage, men dog tilbudt ham en plads som healer i byen. Også selv om han ikke kunne magi, men kun havde alle sine urter. Og hende selv? Hun havde indskrevet sig på militærakademiet. Der var ingen forskel på folk her og hun modtog den samme, hårde træning som alle andre. De tidlige morgentimer i krigshistorie, strategier, taktikker. Eftermiddagstimerne i fysisk træning med våben, med nærkamp eller øvelse i at bruge de få krigsmaskiner man havde kunne få til Sethos. Men lige nu? Lige nu havde de været på en overlevelsestur. En hård tur i bjergene. Som dødsengel havde hun altid fløjet sig omkring, men denne gang var det en øvelse uden vinger. Hun havde måtte traske de samme kilometer mellem bjergene, da de hårde og grove stier. Næsten ingen beplantning og kolde nætter.
Hun havde smidt sig udmattet i sengen. En sovesal med nogle af de andre kvinder på akademiet. Hun havde end ikke orket at fjerne sit beskidte tøj, en af akademiet uniformer. De sorte bukser, den sorte trøje og de solide støvler. Hendes sværd lå på gulvet ved siden af sengen, hendes skjold stod op af fodenden. Det gyldne hår var bundet i en grov fletning og flere totter var revet løs. Lige nu lå nogle af de lette lokker hen over hendes ansigt, en af dem blev pustet frem og tilbage af hendes regelmæssige åndedræt. Hun var faldet i en dyb søvn.
Næste dag ville hun nok tage ned i byen og bruge nogle timer sammen med Harris. Lokke ham til at massere hendes ømme skuldre eller ben. Hun var dog snart færdig med sin uddannelse. Man kunne mere eller mindre bruge så lidt eller lang tid på akademiet man havde lyst til, men der var rang, alt efter hvor længe man havde været der. Man fik et smukkere stykke papir med bemærkninger om ens optræning, hvis man havde været der i flere år, i forhold til dem der kun blev et år. Timerne ændrede sig også. Arona havde brugt næsten 4 år her, efter hendes forældre så småt havde fået genopbygget stedet og lokket nye elever til. Snart ville hun være god nok. Snart ville hun have nok viden, nok træning.
Snart ville hun arbejde på at få det tilbage, som hendes forældre havde mistet og som altid havde været en del af hendes arv.
Vavilon.