Post by Illyana Bayard on Jun 28, 2017 12:30:23 GMT
Plik.. plik... plik.. plik... Vand dryppede fra stenloftet over hendes hoved og ramte metal panden der fungerede som et toilet. Plik.. plik... plik.. plik... Dryppede og dryppede. 1456 dryp siden hun var kommet til bevidstheden igen. Bevidsthed var ondskabsfuldt. Bevidsthed var hungren i hendes mave, der gnavede som et par dårligt passende sko om bløde, uvante fødder. Hendes tunge var tør, klæbede til hendes gane og for hvert åndedræt der hvislede ind og ud af hendes lunger, kunne hun smage sit egen ildelugtende ånde. Hun kunne ikke mærke sulten som andet end den evigt tilstedeværende gnaven længere. Der var ikke det skub, den lyst, til at æde længere. Flere gange i løbet af de fem år, havde hun været ved at falde i og overgive sig til sulten, lade den styre hende, men denne gang ville hun ikke overgive sig. Den sidste trodsige handling hun havde i livet, var at dø i den her kælder. De kunne overlevere hendes udsultede lig til Theodor med alle løfter om at de ikke havde tortureret hende, at de havde givet hende mad, men det ville ikke være sådan det så ud. Et deliriøst smil dansede over hendes tørre læber som mørke, blodskudte midnatsblå øjne stirrede op imod loftet. Hun kunne mærke mørket krybe nærmere, som en begyndende favnelse af varme på trods af hvor kold hun følte sig. Tilbage til Euphonia. Tilbage til hendes mor. Hun skulle have været død under kampen i arenaen. Det havde været en værdigere død, men hun kunne slå sig tilfreds med at dø af trods. Hun havde haft så lidt kontrol over hele hendes liv... nu ville hun have det i sin død. Et blødt åndedræt forlod hendes læber mens hun vristede sin tunge fra sin gane. "Brænd i undergrunden, bitches," ordene brændte i hendes hals, som hun lukkede øjnene og lod mørket tage hende.