Please have mercy on me

[Salem Imahara]

Shaiin McGivens

Aftenen var gået med en blanding af drinks med Lady Vysoren, danse med Lady De Clare, sladder med de adelige, lidt løst flirten med de af dem han vidste havde.. tendenser, flere drinks og mere dansen, og des mere han drak, des mere fastere blev den flirtende tone. Der var en ældre herre, gråt hår ved tindingerne men stadig ung nok i udseendet til at Salem var interesseret, fra en af de mindre noble familier, der var så klar, at han mistænkte han kun behøvede at smile for at få ham med sig ud i en af de mange forladte lokaler i slottet. Så det gjorde han. Smilet kurvede stadig hans læber, som han slentrede, en smule vanklende ud i gangen ved siden af festhallen. Han nåede dog ikke særligt langt ned af gangen, for gulvet gyngede under hans fødder og han var nødt til at standse, sætte en hånd mod væggen og læne sig mod den. Han blinkede flere gange, men det blev ikke bedre af mørket bag hans øjenlåg. Med et miserabelt støn, lod han sig glide ned af den væg han havde lænet sig op af og satte sig ned på gulvet. Han havde det så varmt - var det altid så varmt i slottet? Hans fingre var klodsede som han åbnede to eller tre af knapperne i hans skjorte og skuldrede sig ud af hans bordeaux røde jakkesæts jakke. Bedre.
Han lagde nakken tilbage mod væggen, hans øjne smalle åbninger, langsomt blinkende. En skygge stillede sig foran fakkellyset i gangene. "Gi' mig et øjeblik, så er jeg klar," mumlede han smilende op mod figuren, hans ord langsomt og udtrykne i den hvislede pandemonske accent.  

[Shaiin McGivens]

Han var ikke selv uden et lille indtag, omend det slet ikke kom i nærheden af nær-besvimelses-drukken som visse andre så ud til at nyde godt af. Selvfølgelig havde den delte flaske med Flint hjulpet ham i den rigtige retning, men han havde alligevel forbrændt noget af det igen, efter hans danse. Han havde danset et par danse med Zia og med hendes velsignelse, også nydt et par danse med andre adelige kvinder. Hans ældste søn, Daron, havde selv været på dansegulvet det meste af aftenen og Shaiin havde holdt øje med hvilke adelige kvinder han havde danset med. Et muligt par senere måske? Han måtte overveje det. Hvis han kunne vælge en, som nød godt af Darons selskab og omvendt, ville det jo være at foretrække. Hans yngste søn, Xander, var gået tidligt hjem med en undskyldning om at have haft det dårligt.
Aftenen havde ikke været uden sine indslag. Nogen der ikke kunne holde deres former og drukket sig bestyrtet. Som de var kommet længere ud på natten, var der flere der småsov i deres stol, mens resten dansede. Enkelte var allerede taget hjem. Shaiin selv havde også haft travlt med at være de rigtige steder. Når han ikke dansede, var han andre skjulte steder på slottet. Lyttede, så, overvågede. Især med nogle af de konflikter der virkede til at have brygget i nærheden af festens højdepunkter.
Han havde været på vej tilbage til selve festen, da han havde opdaget Salem der var sunket sammen op af væggen. En anden mand, der så noget ældre ud, stod ved siden af og virkede selv lidt forvirret over situationen. Shaiin lagde hurtigt to og to sammen. Han trak vejret dybt og hans øjenbryn gled en smule sammen.
Han kunne ikke ignorere Salem, som han sad der og lignede en hvor alkoholen havde indhentet ham og givet bagslag. Men tanken om hvor mange partnere Salem gav sig rundt med...Han nød ikke de forestillinger, der ufortrydeligt dukkede op i hans tanker.
"Det ser ud til jeres lille date er blevet aflyst. Gå tilbage til festen, jeg skal nok sørge for han klare sig" forsikrede han den ventede mand og skubbede ham blidt over mod døren, der ville føre tilbage til festen, med et forsikrende smil. Først da han var sikker på manden havde vendt sig og var begyndt at gå tilbage, satte han sig på hug foran Salem.
Hans hånd gled frem og med et par fingre under Salems hage løftede han mandens ansigt.
"Så lavt du er sunket...Bogstavlig talt. Man skulle tro du kunne styre dig for din søsters skyld, ikke? Kom så...Besvim ikke foran mig nu..."
Han talte lavmælt i en stemme der både var irettesættende og overraskende varm. Hans arm slangede sig ind under Salems ene arm og omkring hans ryg.
"Kom...Hjælp mig...Op og stå. Lad os finde det nærmeste toilet" bad han, som lagde kræfterne i for at få Salem op igen. Han kunne ikke sidde her op af væggen og ligne en fordrukken mand.

[Salem Imahara]

En stemme lød. En velkendt stemme. Hvor var det han havde hørt den før? Havde den hvisket beskidte ting hans øre før? Mhmm, han havde helt klart minder om den stemme i et blødt, rumlende tonefald ved hans øre. Et smil hev i hans læber, så hvide tænder kom til syne og han tvang sine øjne mere åbne, så det hele kom mere i fokus, og netop som han skulle til erklære at den nye skikkelse også var velkommen til festen, begyndte den noble mand at vende sig for at gå, og Salem blev klar over hvem det var, der stod og talte til ham. "Heeeey! Shaaaiiin," lo han fra gulvet mens hans arme spredte sig ud til siderne, åbne op imod manden over ham. "Skal du også være med?" Han så efter den noble mand der var på vej væk. "Åh, festen er vidst aflyst..." Hans bryn knyttede sig sammen. "Sendte du lige mit knald væk?" Hans stemme var meget forurettet, og hans hoved lagde sig på skrå under Shaiins løftende fingre. "Det er ikke mig der er gift.. jeg må godt.." mumlede han og battede skubbende, og kraftløst mod hånden der holdt under hans hage. "Og jeg styre mig allerede alt for meget for min søster, en mand må have sine laster," Han modstod ikke, som Shaiins arm slyngede sig ind under hans ene arm og rundt om hans ryg, og forsøgte at løfte ham op fra gulvet. Han fandt sine ben under sig igen og rejste sig, stadig vaklende, og det meste af hans vægt endte lænet op ad dæmonen ved siden af ham. Leende af de svingende bevægelser, slyngede han sin egen arm om Shaiins nakke med et wooooaw. "Hvad skal vi på toilettet, hm?" der var et konspiratorisk glimt i hans gule øjne. Han lugtede langt væk af sødlig alkohol, hans skjorte var krøllet og der var et let, skinnende lag af sved over hans olivenfarvede hud.

[Shaiin McGivens]

Han tvang øjnene væk fra de lokkede dele af Salems varme hud, der glinsede drillende i lyset. Sidst...Sidst de var sammen alene havde de også været fulde. Måske havde Shaiin været den mest berusede, for Salem havde været bevidst nok til at skubbe ham væk og mene at Zia skulle velsigne det, hvis de skulle have noget sammen. Den aften havde han opgivet alle udsigter til personlig glæde i livet. Selvfølgelig var han tilfreds med at gøre Zia glad og han kunne ikke drømme om at træde på Zias følelser på den måde. Han forstod det fulgt ud. Alligevel var der noget indeni ham der var sur over det, bitter. Noget der bare ønskede at give sig i kast med Salem, uanset hvor eller hvordan. Et personligt og grådigt behov...Nej, lyst. En lyst der ikke var lige så fremtræden med Flint, hvor det hele handlede om noget andet. Salem var det den hede lyst og lagengynmastik Shaiin altid fantaserede sig tilbage til. Flint var det deres lange og skønne samtaler om følelser, historie, filosofi...Og med Zia...Hvad havde han med Zia? Hun var hans hustru og hans bedste veninde. Han vidste hun ville være der for ham, men på en eller anden måde virkede det mere til at være for de praktiske ting. Da Zia nu var hans hustru og tilmed en kvinde, kunne Shaiin ikke få sig selv til at belaste hende med tanker om at Shaiin på sin egen måde havde nogle problemer. Hvad skulle hun også kunne gøre ved dem?
Han måtte komme sig over det. Og håbe Salem snart fandt sig en fast partner, så han også kunne være glad. Ingen kunne være fuldstændig tilfreds med livet, når de fandt en ny partner for hver nat, på samme måde som Salem gjorde det.
Han fik Salem op. Hans muskler spændtes, som han skubbede Salem med sig og mere eller mindre bar ham med sig. Turen gik ned af gangen mod de nærmeste toiletter.
"I denne tilstand skulle det undre mig du overhoved kan få den op. Jeg har gjort dig en tjeneste. En mulighed for ikke at ødelægge alt for dig selv eller din familie ved uheldigvis at afsløre for hele selskabet at du er til mænd" meddelte han lavmælt, selv om der ingen var rundt om dem. Shaiins blik gled rundt. Nope, lige nu var de alene. Han ignorerede den fulde mands små hint. Han var fuld. Han anede ikke hvad han sagde eller gjorde og det var op til Shaiin at være den fornuftige, så tingene ikke ville blive akavede og ubehagelige bagefter. Salem ville bare fortryde...Og Shaiin var ikke sikker på han selv ville være uden en form for skyld.
Aldrig ville han kunne gå ind til Zia og fortælle hende at han stadig havde noget for hendes bror og om det dog var i orden han gav efter for sine lyster...
Han bed hårdt sammen. Med den ene hånd åbnede han døren til toilettet, selv om han måtte hanke op i Salem for han ikke skulle glide ned. Toilettet var storslået, som forventet på et slot. Det hele var i hvidt sten, med en vask. Der hang spejle på den ene side og på den anden var der båse, hvorinde man kunne klare sit. Det hele røg sikkert ned i samme kloak uanset.
Shaiin prøvede at få Salem til at læne sig op af vasken.
"Kom så...Jeg vil plaske lidt vand i hovedet på dig. Og hvis du beslutter dig for at kaste noget af dit indtag op, er dette også det rigtige sted. Hm? Hvis du besvimer nu ødelægger du min aften. Jeg ville være tvunget til at forlade slottet for at sikre du kom hjem i seng, frem for at blive her og danse endnu en dans med din søster" truede han, selv om han aldrig rigtig fik det til at slå igennem hans stemme. Han så sig omkring. Der. Der stod nogle spande med vand, i tilfælde af gæsterne fik brug for det.
"Kan du stå? Hold dig op med vasken..." foreslog han praktisk.

[Salem Imahara]

Salems vægt hvilede på den arm han havde om Shaiin, støttet af den arm den anden mand havde om han ryg. Han fnøs, så varmt og så hårdt, at en lille røgsky fra hans glødende indre krøllede sig i luften foran ham. "Hele selskabet ved allerede jeg til mænd, McGivens, hell, hele byen ved det, de si'r det bare ikke højt fordi det ville være uhøfligt," Han spyttede det sidste ord af sin tunge, som om det var giftigt. "De maler det på min dør istedet for, store, røde bogstaver," Sage havde forsøgt at vaske dem af, før han havde opdaget dem, men han havde set resterne af malingen. Han rystede på hovedet, som forsøgte han at ryste mindet af sig igen. Med Salem slingrende en smule, kom de ned af gangen, døren til toilettet blev skubbet åben, og hans blanke, sorte lædersko skurrede en smule mod de hvide klinker, som han lod Shaiin læne ham op af en vask som han satte armen imod. Med den og væggen formåede han at holde sig stående.
Han rystede på hovedet. "Jeg kaster ikke op," svarede han fast. Fastere end hans mumlende, slingrende tale ellers havde været. "Og for the record, som du nok kan huske, har jeg ingen problemer med at få noget op at stå, selvom jeg har drukket," brummede han, hans fingre låst om kanten af vasken. Han kunne sagtens, alkohol gjorde ham bare mindre følsom, så det hele varede længere, og oftere end ikke, var han bare faldet i søvn midt i det hele, efterladende en frustreret Shaiin. "Og jeg kan selv." Stødte han ud og skubbede sig ud fra væggen. Hans ben var stadig vaklende under ham, men han kunne sagtens holde sig, så længe han havde en hånd på en fast overflade ved vasken. Vandet blev tændt, en hånd blev stukket under vandet og han løftede en håndfuld op, plaskende noget mod hans glohede ansigt. Selvom vandet var lunkent, føltes det iskoldt, men det vækkede ham en smule. Han gjorde det igen. Til sidst løftede han hovedet igen, støttende begge hænder mod siderne af den guldrammede vask. Der var et spejl over vasken og det var et miserabelt ansigt der stirrede tilbage på ham. Han kvalte et støn. Vandet dryppede fra hans ansigt. Hans mandelformede øjne var rammet af sorte streger, trukket i en lige linje ud fra hans øjenkroge som fik hans øjnes mandelform til at blive endnu mere tydelig, understregede det eksotiske i hans udseende.

[Shaiin McGivens]

Mymy en surmulende draconianer han var i selskab med. På det punkt kunne han se ligheden mellem de to søskende. Det var svært ikke at smile lidt af det, selv om Salem så ud til at have det ret uudholdeligt. De to søskende havde udgjort nogle af hans bedste og eneste venskaber gennem tiden, så det var svært at bære en modvilje mod nogle af dem. Måske var det kun Maddox der havde kendt ham lige så længe...
Måske var han alt i alt ret heldig. Tingene var som de var og det var vel om at få det bedste ud af det. Uanset hvor stædige de to søskende så kunne være.
Salem var smuk. Automatisk hvilede hans blik mod Salems ansigt, som vandet dryppede af det og manden stirrede på sig selv i spejlet. Han havde forelsket sig i det eksotiske. Varmen, der udstrålede fra hans hud, foruden hudens medfødte glød. De gyldne øjne, indrammet af en fantastisk mandelform. Det bedste var når Salem grinte og øjnene blev endnu smallere.
I et øjeblik forsvandt Shaiin i de lykkelige minder fra en helt anden tid. Han havde været glad og tilfreds sammen med Salem. Endnu en gang kunne han kun forbande sig selv for at lade det gå i stykker. Måske havde de begge noget af skylden...Men Shaiin kunne i det mindste have gjort nok for at undgå sin del af den. Men det havde han ikke gjort.
"Jeg kan få dem til at stoppe" tilbød han afslappet og lænede sig op af en væg ved siden af vaskene, med armene over kors. Hans rolige blik hvilede på Salem hele tiden.
Selvfølgelig kunne Shaiin ikke personligt møde op. Og han havde hørt rapporter om det. Han ønskede ikke nogen skulle være efter Salem på den måde...Og han kunne sagtens få nogle af de mindre tyveknægte i byen til at sikre det ikke skete igen eller til at udføre små hævnagter mod de skyldige. Shaiin, byens lille helt. Eller antihelt.
"Nogen gange...Hvis ikke det var for Zia i hvert fald...Eller din smedje...Nogen gange forstår jeg ikke du bare accepterer det og lever med det, frem for at opsøge andre steder, hvor du kunne leve med det i fred" bemærkede han så, velvidende han måske slet ikke burde kommentere på det. Men var det så sært han ønskede det bedste for en tidligere elsker og tilmed broderen til hans hustru?

[Salem Imahara]

Gule øjne så op på ham, stadig forover bøjet henover vasken men nu med ansigtet vendt mod ham. Han rystede på hovedet. "Åh nejnejnej, du skal ikke stjæle min sjov fra mig igen, når jeg får fingrene i hvem end den små pikkede, skabshomo er, vil gaderne lugte af hans brændte kød i flere uger," der var en truende tone i hans brummende stemme, så mørk og bitter som dyr, gammel whiskey. "Jeg kan passe på mig selv." Stadig vaklende en smule på fødderne rettede han sig op i sin fulde højde, hans fødder stadig en smule usikre under ham, og hans blik var stadig fæstet på Shaiin. Det gjorde ondt at se på ham. Hvorfor skulle han også være så forbandet pæn?! Hvis han bare kunne finde en måde at se på ham, hvor han ikke kunne se de mørke øjne som andet end mørke, hvis han kunne se på mund og blot se en mund.
En mund der nu formede ord - først var det svært at være opmærksomme på dem, mesmeriserende bevægelse af hans læber - og så blinkede Salem det væk igen og rystede igen på hovedet, så hårdt at han næsten mistede balancen, men han fandt den igen. "Hvorfor jeg ikke bare tager væk?" gentog han langsomt. Han pausede. "Fordi jeg er stolt af hvem jeg er." Han rettede sig op, hævede sin hage, som udfordrede han Shaiin eller verden til at sige ham imod. "Det her land får ikke lov til at drive mig ud for hvem jeg er. Aldrig."

[Shaiin McGivens]

Igen? Måske hentydede han til den aldrende mand han havde sendt væk for et øjeblik siden. Hvis Salem virkelig så gerne ville i bukserne på ham, var han sikkert stadig en del af festen og Salem kunne jo bare opsøge ham igen. Shaiin ville ikke stoppe ham.
Noget raslede bag en af dørene til et af toiletterne, for en mand nervøst stak hovedet ud. Med en undskyldende mumlende gik han hurtigt over til vasken, skyllede sine hænder og ilede ud af lokalet, noget rød i hovedet. Oh well...Salem havde selv sagt hele byen vidste det. Så det betød nok intet.
Selvfølgelig kunne Salem passe på sig selv, det tvivlede Shaiin slet ikke på. Men han ville nok sætte nogen til at jage plagerne væk alligevel. De ville næppe forsvinde helt, men måske kunne han sørge for det blev minimeret lidt.
Åh, det ville være så nemt at gå over og prøve at flirte med ham. Men han kunne ikke. Måtte ikke. Han bekæmpede sin naturlige tendens til at flirte med alle inden for hans rækkevidde og blev selv stædigt stående hvor han var, så der var en sund afstand mellem hamselv og Salem.
"Din loyalitet for et land, der er ligeglad med dig, er prisværdig" bemærkede han bare neutralt. Det var ikke løgn. Som om Salems seksualitet ikke var nok, så var hans familie stadig kendt for at have været forræddere. Derudover var Salem bare en ud af mange i byen. Principelt var byen - og landet - ligeglad med hvem der boede der eller hvorfor. Men folk havde jo et tilhørsforhold og en lyst til at blive et sted, som de mente var deres hjem. Shaiin kunne jo også bare flytte. Uden tvivl han ville have nemmere med visse ting, hvis han selv boede i Vavilon. Hvorfor blev han i Pandemonium?
Fordi det var her han havde oparbejdet det hele. Hans forretninger var her i byen, alle hans fabrikker. Han kunne ikke flytte det hele til Vavilon og kunne ikke efterlade det hele i hænderne på andre. Hvad skulle han så ellers selv lave?
Måske stod han bare og var dobbeltmoralsk lige nu.
"Har du det bedre? Nogen hang til at sidde på gulvet eller besvime?" spurgte han i stedet og vendte tilbage til hvorfor de overhoved stod her på toilettet.
"Hvis du er hurtig kan du nok samle dit knald op igen. Jeg skulle nødig berøve dig noget" Han rettede sig endelig op fra væggen. Hans ene hånd gled over den nærmeste vask, fulgte den glatte og kolde overflade. Hans selvkontrol led i nærheden af Salem. Det var nemmere over for Flint, selv om hans mund til tider også sagde ting han egentlig ikke havde haft planer om at sige højt. Men i nærheden af Salem indeholdt hans ord lige så vel en gammel bitterhed over tingene mellem dem, som de var varme og indbydende.

[Salem Imahara]

Salem vendte langsomt hovedet mod den raslende lyd, men så snart en mand stak hovedet ud, mumlede noget undskyldende og frantisk begyndte at vaske sine hænder for at komme væk derfra, bredte sig der et bredt smil over hans læber og hans hænder shufflede sig ned i hans lommer. Hans vægt hvilede tilbage mod hans hæle og han svingede stadig en smule i luften som han vinkede efter manden, der forlod badeværelset. Så vendte gule øjne med den slangeagtige sorte pupil tilbage til Shaiin. "Ikke rigtigt. Visere mænd ville jagte deres lykke et andet sted. Kun adelige er født så stædige, at de bliver siddende selvom der er ild i deres hus." Hans ord var stadig langsomme, udtrykne og hvislende og den måde han svajede let, hans øjne blinkede langsomt og ofte, sagde at han stadig var lige så fuld som før. Han anstrengte sig direkte for holde sammen på sig selv. Og der var noget i hans ord, en måde han lagde trykket, der syntes at antyde at han ikke kun talte om sine bolig forhold. "Nej. Jeg har det fint." Åh han havde stadig en alt overskyggende lyst til at ligge sig. Den her gang skulle det bare være et blødere sted, og med nogen der slet ikke lignede Shaiin på nogen fason. Han var måske okay med at byen vidste han foretrak mænd i sin seng, men der var ingen af dem der skulle høre ham komme til at stønne hans søsters ægtemands navn under akten. Han kunne aldrig finde på at trække hende ned med sig.
Som Shaiin rettede sig op ad væggen, strakte Salems smil sig bredere. "Tro mig, jeg behøver ikke være hurtig med ham." Brummede han, rullende sine brede skuldre som han lagde sine arme over kors. Skjortens hvide stof lagde sig nært til hans svulmende arme. "Jeg skal bare kalde." Hans fødder bevægede sig, svajende, frem mod døren, som også var i retningen af Shaiin. "Hils Zia og sig godnat fra mig, gider du?"

[Shaiin McGivens]

Salem havde det ikke fantastisk. Shaiin kunne se det på den måde han stod, den måde han gik og simpelt blot af erfaring. Salem skulle ikke indtage meget mere, før han sikkert ville besvime af det. Nået grænsen, kunne man måske sige. Hvad skulle han gøre? Han vidste Zia ikke blive sur, hvis han sikrede Salem havde det godt. Men han havde jo heller ikke rigtig nogen ret til at holde manden fra at have sex med hvem end Salem nu havde lyst til.
Han havde egentlig planlagt at lade Salem gå. Han så ud til faktisk at kunne gå og når han snakkede virkede han forholdsvis bevidst og klar. Alligevel, som Salem kom tættere på, gled hans arm automatisk ud, som om han prøvede at stoppe Salem fra at gå.
Han vidste faktisk ikke engang selv hvorfor han havde gjort det. Eller jo, som hans hjerte slog hårdere et øjeblik, havde han en klar fornemmelse af hvorfor, men han havde ingen planer om at indrømme det over for sig selv. I et øjeblik havde han ikke kunne abstrahere fra tanken om at han var alene med Salem, fra Salems ansigt, fra huden der på sin egen måde skreg efter opmærksomhed mellem de opknappede stykker stof. Shaiin så selv en anelse overrasket ud over sin egen bevægelse.
For at redde hvad der uden tvivl ville blive en akavet situation bevægede han sig ind foran Salem og med lette bevægelser greb han knapperne og begyndte at knappe dem med samme hurtighed og vane, som havde han knappet milliarder af knapper før. Hvad der uden tvivl også var sandt. Hvis ikke sine egne, så dem i noget af alt det tøj han havde fået lavet igennem tiden.
Han ville gerne kommentere på hvorfor. For at Salem ikke skulle blive syg, men den undskyld var dum, for en draconianerne blev mindre syg end resten. Deres varme blod brændte bakterierne væk. At han skulle se præsentabel ud...Taget i betragtning at han var fuld OG ville gen-score den gamle mand fra før, virkede det irrelevant. Ingen ville klantre Salem for det. Hvis de endelig var efter ham, var det netop på grund af seksualitet og ikke hans tøj.
Så han sagde intet. Lod bare som om det var ganske normalt at han knappede de her knapper.
"Du skal altid bare kalde..."
Det var ikke til at sige hvad meningen med ordene var, da Shaiin sendte Salem et kvalt, skævt smil der på ingen måde nåede hans øjne.
"...Men du kan gøre bedre end mænd med grå hår"
Han klappede Salem på brystet, der hvor han lige havde knappet knapperne. Han havde lyst til at spørge om mere, men det hele sad fast i struben på ham. Han var ikke skabt til komplicerede, personlige situationer. Han kunne aldrig tage sig sammen til at gøre noget ved dem. Til at sige noget, til at gøre noget. Han anede ikke hvorfor...Men det var hans personlige forbandelse. Sandelig ville der ikke være hjælp at hente.
Han flyttede sig, omend det fremstod en smule tøvende.
"Hvis du får det dårligere...Så find mig, okay?"

[Salem Imahara]

En arm bumpede imod hans brystkasse og Salem standsede. Et spørgende udtryk lagde sig over hans ansigt og hans mandelformede øjne blev smalle som han så på Shaiin, men manden så lige så overrasket ud som han selv gjorde, over sin egen bevægelse. Han skulle til at åbne munden for at forsikre den anden mand igen om at han havde det fint og sagtens kunne passe på sig selv, da dæmonen flyttede sig ind foran ham. Fingerspidser strejfede hans hede hud som øvede hænder begyndte at knappe de åbnede knapper i hans skjorte, der havde været åben helt til under hans brystkasse. Salem stirrede på ham, mens han gjorde det, som var det helt almindeligt. Som var det morgnen efter en af deres nætter sammen for længe siden og Salem lige havde trukket sin skjorte på for at gå, før solen gryede og sønnerne ville stå op.
Hans åndedræt blev langsommere og samtidigt hårdere, og så tæt på, fulgte Shaiins duft med hvert eneste åndedræt, noget sødt fra en eller anden vin han havde drukket, noget tungt og salt som syntes at sætte sig fast i hans næse, og som Shaiin talte, stirrede gule øjne på ham mens den sorte lige linje der var hans pupil, syntes at trække sig sammen.
Klap på brystet, dæmonen flyttede sig tøvende og ord flød fra hans læber, men Salem hørte dem ikke. Mens Shaiin stadig var midt i bevægelsen væk, greb en fast hånd om hans håndled og samtidigt flyttede den bredskuldrede draconian sig fremad, kropsligt tvingende dæmonen tilbage til hans ryg ramlede ind i den lukkede badeværelses dør - og uden et ord, dyppede hans hoved sig blot en anelse, og hans mund ramte Shaiins mens hans anden hånd ramte døren, ved siden af hans hoved. Kysset var så hårdt, at han kunne mærke dæmonens tænder bag hævelsen af hans læber og en ynkelig lyd kom fra hans hals, næsten bedende, som hans krop ramlede imod Shaiins, trykkende ham mod døren.

[Shaiin McGivens]

Han havde været fornuftig. Han havde trukket sig tilbage og han havde forsigtig med ikke direkte at ligge op til noget...Havde han ikke?
Den pludselige bevægelse overraskede ham. Overraskelsen tvang ham baglæns, til han var fanget mellem døren og den varme krop foran ham, der nu pressede sig ind mod ham. Hans hjerte stoppede med at slå, da han mærkede læberne mod sine egne. At sige det var et behageligt kys ville være at overdrive. I et øjeblik var han som lammet og der gik et stykke tid før hans hjerne begyndte at fungere igen. Imens var han fanget i en situation han nød alt for meget til at det kunne være godt.
De rationelle tanker kom hurtigt og ødelagde den ellers glædelige overraskelse. Hans ene hånd lagde sig automatisk mod Salems brystkasse, mens den anden pressede sig mod døren bag ham til støtte. Åh, den lyd...Den krop...Selv det grove kys. Som han stod her, var der intet han hellere ville.
"Sal..."
Han drejede hovedet en anelse og brugte en korte pause til at trække vejret dybt ind. Han havde glemt at trække vejret.
"...Hvad med...Du er fuld...Og Zia vil..."
Han var træt af altid at være den voksne og fornuftige. Hans tanker var der. Samvittigheden gnavede ham, men lysten efter Sal var alligevel større.
Han var den mest ædru og havde derfor ansvaret. Bagefter ville de fortryde. Måske ville Sal ligefrem hade ham for det. For ikke at stoppe det, eller fordi han ville være sur på sig selv for at lade det ske...
Og hvis Zia opdagede det. Hvis nogen opdagede det. Den katastrofe der lå lige om hjørnet...
Alligevel pressede han snart sine læber mod Salems igen. Han havde ikke lyst til at høre Salems svar, på en måde både håbende og bange for at have snakket Salem til fornuft med de få usammenhængende ord. Han kunne smage alkoholen på Salems læber. Hvis nogen ville på toilettet, ville de i dette øjeblik ikke kunne vride døren åben.
I et øjeblik gav han efter og grådigt flyttede hånden sig fra døren bag ham og gled rundt om den varme og lettere svedige nakke på Sal, mens han pressede sine læber lige så hårdt mod hans læber.

[Salem Imahara]

Det var så velkendt og alligevel så nyt på en måde, der var lidt den samme som da Salem aller første gang, som en ung mand, havde kysset hans tutor ude bag staldene - som hans hjerte havde slået så hårdt og hurtigt den gang, lige så hårdt og hurtigt gjorde det nu. Frygt for afvisning, frygt for accept, lyst og desperation i en malstrøm af følelser der tvang ham nærmere og hans hånd fladede sig ud mod træet i døren mens dæmonen stod, lammet eller passiv, stille under ham. Og så forlod munden hans og Salems lod sit hoved falde forover, så det hang, bøjet imellem dem, desperate åndedræt den eneste lyd fra ham mens Shaiin talte. Hans hoved svømmede. Han ville ønske Shaiin ville tie stille. Ikke sige hans søsters navn. Ikke nu. Han rystede på hovedet ganske let, som ville det få ordene til at gå væk.
Og så fandt Shaiins læber hans igen. Et åndedræt blev fanget i hans hals og hans hånd flyttede sig fra døren ved siden af Shaiins hoved, og lagde sig langs mandens kæbelinje, mens hans anden hånd slap Shaiins håndled og istedet kom op til hans talje, strygende langs den, greb om det øverste af hans hofte med fingre der syntes så varme at de næsten kunne brænde sig igennem stoffet. Åndedrættet forlod ham igennem et blødt pust fra hans næse og han skilte sine læber, søgte ind forbi Shaiins, og smagte ham for første gang siden den dag manden havde friet til hans søster. Den dag havde han smagt af røget, bitter alkohol, og denne gang var det sød, drueagtig smag fra vinen der mødte ham, og han søgte smagen, som forsøgte han at stjæle den fra hans læber. Hånden ved hans kæbe slap og begge varme hænder vandrede, greb, strøg og trak i ham, strøg overalt hvor han kunne nå, langs hans brystkasse, langs hans læn, langs hans mave og hofter som kunne han ikke bestemme sig for hvor han ville røre.

[Shaiin McGivens]

Han kunne nemt fordybe sig i det. Selv om han havde kendt hver en centimeter af Salem...Efter så lang tids afstand mellem dem...Det var som at komme tilbage til noget velkendt, noget trygt. Og på samme måde var det stadig nyt, et eventyr, spændende. Åh, den varme fornemmelse! Selv når han kyssede Zia var det Sal han mærkede...
Zia ville aldrig helt forlade hans tanker. Det ødelagde spontaniteten. Det gnavede i hans indre. Der var en grund til at han hele tiden var så succesfuld. Han var den af alle der kunne holde tilbage, der kunne placere begivenhederne så de passede ham bedst. Eller, så vidt muligt...
Han havde været så stædig. Følt sig så afvist. Hadet ideen om at skulle spørge om lov til at gøre som han ville. Men det betød ikke det samme mere. Så tæt...Så tæt på og velvidende at Salem ikke ejede viljen til at trække sig grundet alkoholen...Det ville være nemt. Og han elskede hvert sekund af det. Smagen. Fornemmelsen af Salems tunge der nåede ind og gled rundt om hans egen.
Og ikke mindst hænderne. Åh, han ville gøre alt for at smide tøjet, for at mærke de varme og stærke hænder mod sin krop igen. Ru, efter arbejdet med smedjen hele dagen, men til gengæld så varme, smidige og stærke at Shaiin aldrig ville blive trætte af dem.
Han ville have mere end det. Og han ville ikke have noget ødelagde det. Dette var en smagsprøve. Han havde været så tålmodig...
Han brød kysset. Trak vejret dybt, for både hans hjerte og vejrtrækning drillede ham, helt ude af takt med hvad hans krop egentlig havde brug for. Det gjorde ham en smule svimmel.
Han hadede allerede sig selv for dette. Men hvis...Hvis det kunne give noget langt bedre senere...
Han greb Sals ansigt med begge hænder og søgte mandens øjne. I et øjeblik kunne han slet ikke tale, overvundet af gemte følelser og lyster. Til sidst tvang han sig til at synke og vædede sine læbe.
"Hør på mig" bad han.
"Du er fuld og du vil fortryde det. Jeg vil fortryde det. Ikke af egen skyld, men af dårlig samvittighed over for din søster..."
Han kiggede dybt i Sals øjne. Ledte efter om manden forstod ham eller var for fuld til at reagere.
"Jeg har lyst til dig. Det har jeg altid haft. Lad mig snakke med hende om det, okay? Denne gang vil jeg gøre det. Lad os hengive os til hinanden uden at ødelægge noget samtidig. Uden dårlig samvittighed, ikke?" bad han. Han bad om forståelse. Hvis Sal nægtede...Afviste ham...Eller hvis Sal igen gik efter et dybt kys...Han kunne allerede mærke sin krop reagere på det. Uden tvivl at forlod han rummet lige nu, ville det allerede være mere end tydeligt hvilket humør han var i, hvis folk så efter. Modsat Sal havde han været næsten så godt som seksuelt afholdende og det kunne mærkes i en form af ubehageligt pres.
Sal kunne forstå, ikke? Han ville vente, ville han ikke?

[Salem Imahara]

Modsat Shaiin var Salem en åben nerve nu, hvert et atom i hans krop gjort af impulser, som han fulgte frit, der var intet koordineret i hvordan han greb efter Shaiin, der var kun lyst og genopdragelse. Tøjet var ivejen, men han kunne stadig mærke kurven mellem Shaiins hofte og hans mave, stadig stryge fingrene over det flade maveskin over skjorten, stadig gribe om kurven af hans røv og bedst af alt, stadig mærke presset af hans krop, presset mod fronten af hans bukser, der både soothede flammerne af lyst en smule og pustede til dem samtidigt. Hans puls dunkede i hans hals, så hårdt at han selv kunne mærke den og han hev efter vejret i kysset.
Indtil Shaiin brød det igen, denne gang ikke uden en klagende lyd fra Salems mund. Hvorfor blev han ved med at trække sig?! Han skulle blive her! Pupillerne i Salems øjne var næsten borte, som Shaiin søgte hans blik og som han vædede sine læber, gik blikket øjeblikkeligt til hans mund, kun Shaiins hænder på hans kæbe afholdt ham fra at tage hans mund igen. Hårde åndedræt pustede fra hans næse, som Shaiin talte og trængte igennem skyen af alkohol der havde lagt sig om Salems evne til at tænke klart.
Han rystede på hovedet, som Shaiin talte. "Fortyder ikke," svarede han men det var en tam og svagelig protest. Følelserne af lyst og desperation faldt, erstattet hurtig af skuffelse og overvældende skyldfølelse. Han sank tørt, så hans hals klikkede. Han trak sig tilbage, væk fra Shaiin og gyldne øjne søgte over ham. Søgte efter seriøsitet, både håbefuld og bange for at finde det. Han kunne slet ikke rumme tanken om hvad Zia ville sige til det lige nu, hans hoved var for omtåget og rester af lysten var der stadig, så insisterende som presset i hans underliv. "Okay." Lød det til sidst, lavmælt og tvivlende. "Men gå nu." Han syntes slet ikke engang at kunne forme hele sætninger. "Jeg kan ikke... du er nødt til at gå nu," han lagde armene over kors, men det virkede mere som om han forsøgte at kramme sig selv, eller holde sine arme tilbage end nogen form for skeptisk, som han sank længere tilbage i badeværelset. Hans læber summede stadig af kyssene, hævede og summende.