Post by Blake De Clare on May 15, 2017 19:54:26 GMT
Markedet var som en bikube, fuld af liv og summen fra utallige stemmer der talte i munden på hinanden. Til alle sidder var forretninger linet op, side om side. De fleste af de personer der optog plads her på markedet var folk med lidt tungere pengepunge end den typiske arbejder, og opad. Mange tjenestefolk gjorde dagens køb her, så de kunne forberede deres herres dag i deres fine huse.
Trods Blake ingen tjener var, og der først senere på dagen ville strømme rigfolk til, befandt hun sig iblandt det blandede folk. Hun var iklædt en mørk kjole der skar henover brystet på hende, sad stramt og figursyet til hendes smalle krop, for derefter at sprede sig ud i et hav omkring hende. Over kjolen bar hun en kåbe og den store hætte slået op. Om halsen hang en smuk halskæde, bestående af tynde guldkæder der samledes om en ædelsten. Hendes arme og hænder var efterladt nøgne for smykker og beklædning. Et par skridt bag den høje men spinkle unge kvinde fulgte en ældre kvinde diskret med. Og endnu et par meter længere tilbage forsøgte en vagt at blende ind med mængden, mens han skævede i hendes retning. Sikkert nervøs overfor hvad konsekvensen ville være, når hendes fader fandt ud af at hans datter havde trodset ordre om at blive indendøre.
Blake stoppede op ved en forretning fyldt med sorte kæder med diverse sten i. Hun lod kortvarigt blikket glide henover de glimtrene genstande før hun fortsatte frem mod næste butik. Hun stoppede endnu en gang op, interessen for denne foretning var større. Hun vidste at hun næppe kunne tillade sig at kigge for alvor på sagerne, men alligevel rakte hun hånden frem og lod fingrene glide nænsomt, næsten kærligt, over skæftet på en lille daggert. Den var ikke specielt lang, men længere end hvad man ville tillade en kvinde at gå med - hvis man overhovedet ville tillade hende at gå med våben. Skæftet bestod af helt fine sølvtråde, flettet med et materiale hun ikke genkendte. I lang tid stod hun og beundrede det lille mesterværk, der lå i et stykke silke i farver der næsten med garanti ikke stammede fra Pandemonium.
Trods Blake ingen tjener var, og der først senere på dagen ville strømme rigfolk til, befandt hun sig iblandt det blandede folk. Hun var iklædt en mørk kjole der skar henover brystet på hende, sad stramt og figursyet til hendes smalle krop, for derefter at sprede sig ud i et hav omkring hende. Over kjolen bar hun en kåbe og den store hætte slået op. Om halsen hang en smuk halskæde, bestående af tynde guldkæder der samledes om en ædelsten. Hendes arme og hænder var efterladt nøgne for smykker og beklædning. Et par skridt bag den høje men spinkle unge kvinde fulgte en ældre kvinde diskret med. Og endnu et par meter længere tilbage forsøgte en vagt at blende ind med mængden, mens han skævede i hendes retning. Sikkert nervøs overfor hvad konsekvensen ville være, når hendes fader fandt ud af at hans datter havde trodset ordre om at blive indendøre.
Blake stoppede op ved en forretning fyldt med sorte kæder med diverse sten i. Hun lod kortvarigt blikket glide henover de glimtrene genstande før hun fortsatte frem mod næste butik. Hun stoppede endnu en gang op, interessen for denne foretning var større. Hun vidste at hun næppe kunne tillade sig at kigge for alvor på sagerne, men alligevel rakte hun hånden frem og lod fingrene glide nænsomt, næsten kærligt, over skæftet på en lille daggert. Den var ikke specielt lang, men længere end hvad man ville tillade en kvinde at gå med - hvis man overhovedet ville tillade hende at gå med våben. Skæftet bestod af helt fine sølvtråde, flettet med et materiale hun ikke genkendte. I lang tid stod hun og beundrede det lille mesterværk, der lå i et stykke silke i farver der næsten med garanti ikke stammede fra Pandemonium.