Post by Nathaniel Oathhorn on Jul 27, 2017 22:50:12 GMT
Hvordan var de kommet til det her? Engang så tætte venner stod nu og råbte af hinanden som var de, de værste fjender. Nathaniel lyttede og nikkede et par enkelte gange for at vise han fulgte med. "Jeg er sikker på at Kongen vil sætte pris på dine råd Macaria" Sagde Nathaniel og nikkede anerkendende til hende. For alt i verden ville Nathaniel ønske at de ikke behøvede at råbe af hinanden og mødes som fjender.
Slippe for at betale skat? Hvis de skulle have en plads i rådet skulle de også betale til kronen, lige som alle andre. Hvis man ville bestemme måtte man ofre noget. Theo kunne måske lige accepterer at Macaria var i rådet og ikke Zean, men længere gik den nok ikke.
"Macaria vær nu ikke urimelig! Du ved lige så godt som mig at det du beder om at nærmest umulig" Sagde Nathaniel bedende. Han stillede glasset med vin, som efterhånden var tomt, på bordet foran ham og kørte en hånd igennem hans halv lange krøllede hår. "Macaria, du kan ikke forvente at kronen skal beskatte de andre racer mere fordi I nægter at betale jeres skatter..." Nathaniels hånd kørte ud og masserede hans tindinger før han fortsatte. "Jeg er sikker på at kongen er parat til at møde alle andre krav end det, men du må give mig noget at arbejde med her Macaria" Sukkede Nathaniel og fyldte sit glas med vin igen.
Han tog en lille tår før han lagde sit blik på Macaria igen.
"Tro på mig eller lad vær... Men jeg prøver virkelig at finde den bedste løsning for os begge Macaria, jeg er stadig den samme Nathaniel som du mødte for alle de år siden.." Nathaniel vidste ikke rigtig hvorfor han sagde det, havde vel bare et behov for at prøve at komme ind til den Macaria han havde kendt i alle disse år. Inden alle truslerne og alt mistilliden..
Slippe for at betale skat? Hvis de skulle have en plads i rådet skulle de også betale til kronen, lige som alle andre. Hvis man ville bestemme måtte man ofre noget. Theo kunne måske lige accepterer at Macaria var i rådet og ikke Zean, men længere gik den nok ikke.
"Macaria vær nu ikke urimelig! Du ved lige så godt som mig at det du beder om at nærmest umulig" Sagde Nathaniel bedende. Han stillede glasset med vin, som efterhånden var tomt, på bordet foran ham og kørte en hånd igennem hans halv lange krøllede hår. "Macaria, du kan ikke forvente at kronen skal beskatte de andre racer mere fordi I nægter at betale jeres skatter..." Nathaniels hånd kørte ud og masserede hans tindinger før han fortsatte. "Jeg er sikker på at kongen er parat til at møde alle andre krav end det, men du må give mig noget at arbejde med her Macaria" Sukkede Nathaniel og fyldte sit glas med vin igen.
Han tog en lille tår før han lagde sit blik på Macaria igen.
"Tro på mig eller lad vær... Men jeg prøver virkelig at finde den bedste løsning for os begge Macaria, jeg er stadig den samme Nathaniel som du mødte for alle de år siden.." Nathaniel vidste ikke rigtig hvorfor han sagde det, havde vel bare et behov for at prøve at komme ind til den Macaria han havde kendt i alle disse år. Inden alle truslerne og alt mistilliden..