Post by Macaria Forsyth on May 15, 2017 12:53:00 GMT
Folk vendte sig måbende efter den lille gruppe, der kom marcherende gennem Oberion med kurs direkte mod slottet. Nogle pegede, andre mumlede hektisk til hinanden, og et par stykker tog et tøvende skridt frem, som ville de tage kontakt til den kvindelige, lave skikkelse i fronten af gruppen. En kvinde de alle kendte, men havde troet var væk for altid. Macaria Forsyth.
Beslutsomt kom hun kom gående ned af hovedvejen med et følge af fire dødsengle bag sig, der alle fungerede som hendes vagter, uden at tage sig af de chokeret blikke hun fik med på vejen. Hun lignede sig selv. Kjolen hun bar var lilla og simpel med en åben udskæring, så skuldrene var efterladt nøgne. Ærmerne var smøget op til hendes albuer, og ingen smykker prydede hende. Det tykke, røde hår var sat op i en løs knold, hvor et par krøllet lokker strittede løst ud hist og her.
Alt der havde ændret sig ved den gamle dronning af Vavilon, var at de midnatsblå øjne havde forvandlet sig til en blodrød farve, og et brandmærke efter en lænke var opstået omkring halsen.
Aftensolen var på vej ned, og gjorde skyggerne hun begik sig i længere og længere, indtil alt lyset til sidst forsvandt. Ikke fordi Oberion nogensinde var henlagt i mørke. Lys fra kroer, bodeller, huse og gadelanterne holdte mørket væk i farverige nuancer, selvom det ikke var så voldsomt, som det havde været, da Vavilon var på sin storhedstid – da hun var dronning. Fattigdom, hungersnød og anarki efter hendes fald, havde krøblet landet. Beviserne var alle steder.
På lette fødder besteg hun den brede trappe op til slottet, hvor selv de chokeret vagter, glemte at standse hende, fordi deres kæber havde travlt med at ramme jorden. Med et nik hilste hun på dem, før hun forsatte op mod den store dobbeltport, der engang havde været hendes hoveddør. Èn af vagterne tabte helt sit spyd af bare overraskelse ved synet af hende. Alle havde troet hun var død. Rigtig død! Ingen havde set hende siden hun var draget afsted med hele sin hær til Sethos, for at slå modstandsbevægelsen ned, og ikke var vendt tilbage. Faktisk var ingen vendt tilbage. Hvert fald ingen, der var taget med Macaria.
Men nu stod hun her pludselig! Lige så levende som en vampyr nu kan være, og havde ikke forandret sig i alle de år.
”Deres Majestæt!” udbrød en vagt fejlagtigt, og fik et smil til at vokse sig frem på vampyrens blege læber.
”Naaaaah, det er vidst ved at være lang tid siden, jeg mistede den titel,” kommenterede hun henkastet, og samlede hænderne bag ryggen. ”Jeg tror Theo forventer mig?”
”...The...Theo?”
”Theodore! Du ved... idioten, der sidder på min trone?”
”....oh.” Et øjeblik faldt tavsheden akavet over vagterne, der ikke helt vidste, hvad de skulle stille op med deres tidligere dronning stående afventende på dørtrinet med en gruppe af dødsengle bag sig. Til sidst var der én, som rømmede sig.
”Jeg... finder lige nogen.”
Tålmodigt vandrede Macaria rundt, snakkede lidt med dødsenglene, strakte sig, og spurgte vagterne ind til deres liv, før hun endelig blev hentet af en overtjener, der kunne føre hende i slottet. Alle dødsenglene måtte modvilligt aflevere deres våben, før de kunne følge med hende indenfor. Hjemvandt traskede hun afsted, og brugte gåturen til at kigge sig omkring i slottet, hun engang havde kaldt sit hjem. Faktisk havde hun selv bygget det i sin tid. Forbandet frækt af Davenport bare sådan, at have bosat sig i det! Hun sagde dog ingenting. Denne her gang var hun gæsten, og hun måtte opføre sig ordentligt – selvom hun ikke kunne holde sig fra at fløjte en lavmælt melodi, der havde været i hendes hoved hele turen.
Endelig blev hun vist ind i sit gamle mødelokale, hvor hun plejede, at samle sig med de forskellige fyrster og hertuger, når der skulle tages beslutninger på landets vegne. Dødsenglene blev bedt om at vente nedenfor gangen, hvor de kunne lege stirrekonkurrence med nogle royale vagter. Selv blev hun efterladt inde i mødelokalet. Døren lukkede sig efter overtjeneren.
Med et suk slappede hun mere af i skuldrene, men tog ikke plads ved det ovalebord. Sandt at sige kunne Theodore sagtens have sat en fælde op for hende, og hun stolede ikke det mindste på ham, efter han havde undladt at møde op til Slaget i Sethos, for bagefter at tage hendes trone.
Hun lukkede øjnene og lagde hovedet helt tilbage. Ved Euphonias tits, hvor hun dog håbede, det her ville gå gnidningsfrit.