Post by Arona Forsyth on May 4, 2017 19:20:58 GMT
Zean Forsyth Arona Forsyth
Hun havde en fornemmelse af nogen havde sat sig ved siden af hende. Da hun endelig slog øjnene op, så hun ham. Hendes fars skikkelse. Helt fra en lille pige havde hun altid fundet sikkerhed i at se ham, i at se hans skikkelse. Der var noget i det kolde ydre og hans elegante bevægelser, når han trænede kamp, der gav hende en tryghed om at han kunne og ville beskytte hende. Hun havde forgudet ham som lille og selv om hun var kommet sig over det nu, var der stadig en hvis beundring i hendes indre. Nok var hans dødsengel og hun vidste han aldrig ville elske hende så åbent, som andre forældre. Men hun havde aldrig manglet noget og han var en af de bedste krigere hun kendte til. Han havde lært hende om hendes indre dødsengel. Måske var den dæmoniske side blevet forsømt lidt og hun brugte nødigt sine isflammer, men det gjorde hende intet. Hvis hun kunne, ville hun ønske hun var en hel dødsengel. Ligesom sin far. En del af hans verden, helt og holdent.
Hendes hånd gled ud og han tog den i hendes. Hun kunne mærke hans ru fingre, da han søgte efter hendes puls. De vidste begge to godt hun var så godt som rask nu, nok takket være hans tilsyn og urtekendskab. Alligevel smilte hun bare svagt.
Hun var glad for de ikke var døde. Både hendes far og den kvinde, der nu var hendes mor. Hun havde spurgt sin far om hendes biologiske mor, men der havde ikke været meget at gå efter. En dæmon, en med isflammer der efter sigende skulle have været ret sjældne. Gyldent hår, som hende selv og et iltert temperament. Især det sidste havde hun nemt ved at forestille sig. Hvornår ville hendes far give sig til noget simpelt og kedeligt?
Hans hånd lagde sig varmt mod hendes ene kind og hun kunne mærke hans tommelfinger der bevægede sig over hendes kind. Hun trak vejret dybt og fandt intet problem i at møde de iskolde stålgrå øjne. Hun vidste hun havde de samme øjne. Men havde de det samme udtryk? Hendes ene hånd gled op og lagde sig over hans.
”Jeg har det bedre”
”Det ved jeg”
”Må jeg snart komme udenfor igen?”
Hans smil fortalte hende det hele. Hun havde altid haft lov til at rejse sig og gå ned i byen. Hendes far ville aldrig holde hende tilbage på den måde. Han havde altid opdraget hende til at være stærk og til at udforske verdenen. Begå fejl, men lær af dem. Så længe man bare forblev i live. Hun kunne godt se logikken i hans livsfilosofi. Forbliv i live, uanset hvor lavt man måtte sænke. Så havde man altid en mulighed for at bide igen senere. Og se blot hvordan det var gået for ham! Hun havde hørt historierne.
”Du fortalte mig ikke om Harris...”
”Det faldt mig ikke ind at det havde betydning. Jeg har haft andre ting at tænke på”
Hun gav ham ikke skylden. I starten havde hun været ked af det og vred, men nu? Når hun overvejede det...
Alt det med at finde Macaria igen, komme tilbage, overtage dødsenglene og sørge for de alle var sikre igen. Jah, der havde måske ikke lige været rum til at snakke om det hele.
”Jeg vidste I ikke var døde”
”Jeg har opdraget dig bedre end det”
En anden dag. Samme værelse. Hun stod op nu og havde udførst nogle lette øvelser, for at se hvordan hendes krop havde det. Den var øm, men absolut bedre end den havde været i lang tid. Hendes far stod lænet op af væggen, ved siden af døren med sit blik hvilende på hende. Hun havde skåret grimasser, men han havde krævet hun lavede øvelserne foran ham, så han kunne tjekke om hendes krop virkede som den skulle. Hun vidste hendes far ikke direkte var en læge! Helt ærligt. Til sidst var hun gået med til det for at komme over det. Det var ikke værd at skændes om.
Hun slog med armene og sendte ham et udfordrende blik. Nå?
Han nikkede bare let. Godt! Så hun var altså officielt rask nu.
”Vi bør snakke om fremtiden” forlangte hun. Hvad skulle hun lave? Hun kunne ikke bare leve i skyggen af sine forældre for evigt. Hun havde gjort det som en lille pige, men nu hvor hun var voksen måtte hun skabe sit eget navn. Hun lagde armene over kors.
Hendes far trak blot på den ene skulder.
”Hvad vil du gerne lave?”
Så simpelt. Så mange muligheder. Ikke flere kedelige timer hvor hun skulle lære at skrive eller regne. Hun boede ikke på et slot længere!
”Jeg vil træne kamp. Jeg vil studerer på militærakademiet, når det åbner igen”
”Jeg forventede ikke andet”
”Jeg vil også rejse. Se de andre lande!”
”Selvfølgelig”
Havde han virkelig ingen modargumenter? Hun studerede ham kritisk. Det passede hende fint! Så længe mor ikke brokkede sig. Men de to var næsten altid enige. Hun beundrede sin mors måde til at leve sammen med hendes far. Det måtte være svært, fordi hendes mor selv var fuld af følelser og liv, mens der skulle meget til for at fremkalde en trækning i ansigtet på hendes far. Hun rettede rygget og satte hænderne i siden.
”Jeg vil dræbe Era”
Endelig en reaktion. Den truttende mund. Godt, så han overvejede det! Hun ville straffe kvinden, efter det hun havde gjort mod Harris. Hendes far havde slået Zachariah ihjel og det passede hende fint. Men Era havde ødelagt hendes hjem og været tæt på at slå Harris ihjel. Betød hendes egen hævn virkelig intet?
”Du må spørge din mor”
Hun måbede. Hendes arme gled ud til siden.
”NEJ! Kom nu! Hvad har du gang i med den bitch?!”
”Vi skal bruge hende. Tro mig, vi har også en personlig hævn at få styr på. Vi vil ramme alle varulvene”
”Inkluder mig i jeres planer!”
Der var intet svar. Hun var ikke et barn længere!
”Far! Jeg er en voksen kvinde. Jeg skal skabe mit eget navn og finde en mening. Hvad? Er mit lod nu at overtage dødsenglene? Jeg er kun halvt en af dem. Jeg skal altid kæmpe dobbelt så meget, for at de accepterer mig! Lad mig nu slå hende ihje-”
”Du skaber ikke dit eget navn ved at spørge din far om tilladelse. Dette er politisk. Hvis du ikke bryder dig om det, så rejs et andet sted hen og skab...Hvad end du ønsker at skabe. For at være ærlig kedede detaljerne mig. Din mor kender alle detaljerne. Lad os om de ting...”
Han kom helt over til hende og placerede sine hænder på hendes skuldre. Ruskede let i hende. Hvorfor følte hun sig stadig som et barn, når hun mødte hans øjne?
”Du søger noget at lave. Hjælp mig med at genopbygge byen. Flere af dødsenglene kender dig fra barnsben og de vil beskytte og modtage dig lige så meget som de ville mig. Du løb altid byen rundt og legede med de andre børn. Lad dig ikke tæmme”
Hun trak vejret dybt. Fint. Det gav mening. Hun brød sig ikke helt om det, men hun var endnu ikke stor nok hverken af navn eller bedrifter til at kunne påstå hun betød noget for nogen endnu. Hun måtte vel vente lidt...Se om der kom nogle muligheder for hende. Men så snart hun så en mulighed!
Men først ville hun have Harris tilbage. Den idiot.
Hun slog ud efter maven på sin far, men han var hurtigere og greb hende i håndledet. Han vred hendes arm rundt og skubbede hende fremefter, så hun var tæt på at miste balancen.
Alt var som det skulle være.
”Du har meget at lære, men du er utålmodig. Det var jeg også i din alder. Rejs rundt i verden og se dem an, før folk kender dig både af udseende og navn. Verden er en helt anden, når den ikke skjuler sig for en. Men først hjælp mig med at genopbygge byen”
”Bare...” Hun sukkede.
”...Lov du ikke gifter mig væk. Nogensinde. Jeg er ikke værktøj”
Hendes far slog let ud med armene.
”Hey. Jeg giftede mig af praktiske årsager!”
”Far...”
Han grinte. Hun tog det som et godt tegn.
”Jeg slår ham ihjel!” råbte hun ud af døren, da han vendte sig og forlod rummet.
Hvis han giftede hende imod hendes vilje, ville hun slå sin ægtemand ihjel. Faktisk brød hun slet ikke om tanken om ægteskab. Måske ville hun aldrig gifte sig! Eller få børn!
Hun greb et træningssværd og satte kursen udenfor.
Hun havde en fornemmelse af nogen havde sat sig ved siden af hende. Da hun endelig slog øjnene op, så hun ham. Hendes fars skikkelse. Helt fra en lille pige havde hun altid fundet sikkerhed i at se ham, i at se hans skikkelse. Der var noget i det kolde ydre og hans elegante bevægelser, når han trænede kamp, der gav hende en tryghed om at han kunne og ville beskytte hende. Hun havde forgudet ham som lille og selv om hun var kommet sig over det nu, var der stadig en hvis beundring i hendes indre. Nok var hans dødsengel og hun vidste han aldrig ville elske hende så åbent, som andre forældre. Men hun havde aldrig manglet noget og han var en af de bedste krigere hun kendte til. Han havde lært hende om hendes indre dødsengel. Måske var den dæmoniske side blevet forsømt lidt og hun brugte nødigt sine isflammer, men det gjorde hende intet. Hvis hun kunne, ville hun ønske hun var en hel dødsengel. Ligesom sin far. En del af hans verden, helt og holdent.
Hendes hånd gled ud og han tog den i hendes. Hun kunne mærke hans ru fingre, da han søgte efter hendes puls. De vidste begge to godt hun var så godt som rask nu, nok takket være hans tilsyn og urtekendskab. Alligevel smilte hun bare svagt.
Hun var glad for de ikke var døde. Både hendes far og den kvinde, der nu var hendes mor. Hun havde spurgt sin far om hendes biologiske mor, men der havde ikke været meget at gå efter. En dæmon, en med isflammer der efter sigende skulle have været ret sjældne. Gyldent hår, som hende selv og et iltert temperament. Især det sidste havde hun nemt ved at forestille sig. Hvornår ville hendes far give sig til noget simpelt og kedeligt?
Hans hånd lagde sig varmt mod hendes ene kind og hun kunne mærke hans tommelfinger der bevægede sig over hendes kind. Hun trak vejret dybt og fandt intet problem i at møde de iskolde stålgrå øjne. Hun vidste hun havde de samme øjne. Men havde de det samme udtryk? Hendes ene hånd gled op og lagde sig over hans.
”Jeg har det bedre”
”Det ved jeg”
”Må jeg snart komme udenfor igen?”
Hans smil fortalte hende det hele. Hun havde altid haft lov til at rejse sig og gå ned i byen. Hendes far ville aldrig holde hende tilbage på den måde. Han havde altid opdraget hende til at være stærk og til at udforske verdenen. Begå fejl, men lær af dem. Så længe man bare forblev i live. Hun kunne godt se logikken i hans livsfilosofi. Forbliv i live, uanset hvor lavt man måtte sænke. Så havde man altid en mulighed for at bide igen senere. Og se blot hvordan det var gået for ham! Hun havde hørt historierne.
”Du fortalte mig ikke om Harris...”
”Det faldt mig ikke ind at det havde betydning. Jeg har haft andre ting at tænke på”
Hun gav ham ikke skylden. I starten havde hun været ked af det og vred, men nu? Når hun overvejede det...
Alt det med at finde Macaria igen, komme tilbage, overtage dødsenglene og sørge for de alle var sikre igen. Jah, der havde måske ikke lige været rum til at snakke om det hele.
”Jeg vidste I ikke var døde”
”Jeg har opdraget dig bedre end det”
En anden dag. Samme værelse. Hun stod op nu og havde udførst nogle lette øvelser, for at se hvordan hendes krop havde det. Den var øm, men absolut bedre end den havde været i lang tid. Hendes far stod lænet op af væggen, ved siden af døren med sit blik hvilende på hende. Hun havde skåret grimasser, men han havde krævet hun lavede øvelserne foran ham, så han kunne tjekke om hendes krop virkede som den skulle. Hun vidste hendes far ikke direkte var en læge! Helt ærligt. Til sidst var hun gået med til det for at komme over det. Det var ikke værd at skændes om.
Hun slog med armene og sendte ham et udfordrende blik. Nå?
Han nikkede bare let. Godt! Så hun var altså officielt rask nu.
”Vi bør snakke om fremtiden” forlangte hun. Hvad skulle hun lave? Hun kunne ikke bare leve i skyggen af sine forældre for evigt. Hun havde gjort det som en lille pige, men nu hvor hun var voksen måtte hun skabe sit eget navn. Hun lagde armene over kors.
Hendes far trak blot på den ene skulder.
”Hvad vil du gerne lave?”
Så simpelt. Så mange muligheder. Ikke flere kedelige timer hvor hun skulle lære at skrive eller regne. Hun boede ikke på et slot længere!
”Jeg vil træne kamp. Jeg vil studerer på militærakademiet, når det åbner igen”
”Jeg forventede ikke andet”
”Jeg vil også rejse. Se de andre lande!”
”Selvfølgelig”
Havde han virkelig ingen modargumenter? Hun studerede ham kritisk. Det passede hende fint! Så længe mor ikke brokkede sig. Men de to var næsten altid enige. Hun beundrede sin mors måde til at leve sammen med hendes far. Det måtte være svært, fordi hendes mor selv var fuld af følelser og liv, mens der skulle meget til for at fremkalde en trækning i ansigtet på hendes far. Hun rettede rygget og satte hænderne i siden.
”Jeg vil dræbe Era”
Endelig en reaktion. Den truttende mund. Godt, så han overvejede det! Hun ville straffe kvinden, efter det hun havde gjort mod Harris. Hendes far havde slået Zachariah ihjel og det passede hende fint. Men Era havde ødelagt hendes hjem og været tæt på at slå Harris ihjel. Betød hendes egen hævn virkelig intet?
”Du må spørge din mor”
Hun måbede. Hendes arme gled ud til siden.
”NEJ! Kom nu! Hvad har du gang i med den bitch?!”
”Vi skal bruge hende. Tro mig, vi har også en personlig hævn at få styr på. Vi vil ramme alle varulvene”
”Inkluder mig i jeres planer!”
Der var intet svar. Hun var ikke et barn længere!
”Far! Jeg er en voksen kvinde. Jeg skal skabe mit eget navn og finde en mening. Hvad? Er mit lod nu at overtage dødsenglene? Jeg er kun halvt en af dem. Jeg skal altid kæmpe dobbelt så meget, for at de accepterer mig! Lad mig nu slå hende ihje-”
”Du skaber ikke dit eget navn ved at spørge din far om tilladelse. Dette er politisk. Hvis du ikke bryder dig om det, så rejs et andet sted hen og skab...Hvad end du ønsker at skabe. For at være ærlig kedede detaljerne mig. Din mor kender alle detaljerne. Lad os om de ting...”
Han kom helt over til hende og placerede sine hænder på hendes skuldre. Ruskede let i hende. Hvorfor følte hun sig stadig som et barn, når hun mødte hans øjne?
”Du søger noget at lave. Hjælp mig med at genopbygge byen. Flere af dødsenglene kender dig fra barnsben og de vil beskytte og modtage dig lige så meget som de ville mig. Du løb altid byen rundt og legede med de andre børn. Lad dig ikke tæmme”
Hun trak vejret dybt. Fint. Det gav mening. Hun brød sig ikke helt om det, men hun var endnu ikke stor nok hverken af navn eller bedrifter til at kunne påstå hun betød noget for nogen endnu. Hun måtte vel vente lidt...Se om der kom nogle muligheder for hende. Men så snart hun så en mulighed!
Men først ville hun have Harris tilbage. Den idiot.
Hun slog ud efter maven på sin far, men han var hurtigere og greb hende i håndledet. Han vred hendes arm rundt og skubbede hende fremefter, så hun var tæt på at miste balancen.
Alt var som det skulle være.
”Du har meget at lære, men du er utålmodig. Det var jeg også i din alder. Rejs rundt i verden og se dem an, før folk kender dig både af udseende og navn. Verden er en helt anden, når den ikke skjuler sig for en. Men først hjælp mig med at genopbygge byen”
”Bare...” Hun sukkede.
”...Lov du ikke gifter mig væk. Nogensinde. Jeg er ikke værktøj”
Hendes far slog let ud med armene.
”Hey. Jeg giftede mig af praktiske årsager!”
”Far...”
Han grinte. Hun tog det som et godt tegn.
”Jeg slår ham ihjel!” råbte hun ud af døren, da han vendte sig og forlod rummet.
Hvis han giftede hende imod hendes vilje, ville hun slå sin ægtemand ihjel. Faktisk brød hun slet ikke om tanken om ægteskab. Måske ville hun aldrig gifte sig! Eller få børn!
Hun greb et træningssværd og satte kursen udenfor.
