So...About that city...

[Zean Forsyth]

Zean Forsyth - Macaria Forsyth - Illyana Bayard

De havde ikke fået meget tid til dem selv. Zean havde næsten ikke kunne ligge stille og havde hele tiden presset dem fremefter, ivrig efter at komme til Vavilon. Og ikke bare det: Ivrig efter så mange ting! Han havde et mål og han havde allerede spildt nok tid. Han var ligeglad med hvor mange marker af lig de fløj over, hvor mange forladte landsbyer de mødte. Hvor mange af de små grupper soldater, der nu gik under Theodors bavne, de måtte undgå. 
Til sidst havde de nået Oberion. Det var nat og havde været det i nogle timer, nøjagtig så lang tid det havde taget Zean at flyve dem tæt på Oberion. Men at flyve over byen? Det ville være dumt. Godt nok havde han hørt om den fred, der var kommet med dødsenglene nu, men han havde alligevel bedømt det bedre at gå igennem byen. Så han havde landet ude foran byen og et eller andet sted været lykkelig for at komme ud af det seletøj, Macaria havde lavet til dem. Hans skuldre og ryg var ømme efter remmene. Hans rygmuskler var en smule stive, efter han havde fløjet dem hver eneste nat, til de endelig var ankommet. Ubehageligheden blev dog ignoreret. 
Vingerne svandt ind, til de var væk og hans rygsæk kunne hvile frit på hans ryg. Hans tøj - støvlerne, bukserne og den varme trøje i sort - var beskidt af rejsestøv. Men alligevel var der intet skæg og Zean så ret frisk og sund ud, rejserne taget i betragtning. Der var altid tid til at skylle sig i en flod og rage skægget af. Eh...Han havde aldrig brudt sig om at have skæg. Det samlede så hurtigt lus og skidt alligevel. 

Oberion bar også præg af de krige der havde været. Fattige sad i gaderne. Resten af detaljerne ignorerede Zean, for han havde kun fokuseret på at nå slottet. Og de ankom da også dertil ret hurtigt. Som tidligere regenter kendte de nu nok nogle genveje i byen!
Og ved slottet var der de mødte deres første forhindring. 
"Zean Forsyth...Jeg vil tale med kongen!" forlangte Zean. Et krav der kun blev mødt med tvivl og små smil. Langt flertallet troede endnu at Forsyth-parret var døde. Ikke at det ville stoppe Zean, der allerede greb ud efter sit sværd. Om han så skulle slagte hele slottet, skulle han nok få hvad han ville have...
Og dog. Han havde håbet på at forhandle med kongen. 
"Kom nu, idioter. Jeg vil snakke med Kongen. Om dødsenglene. Ellers har I dem på halsen igen, inden I ser jer omkring!" prøvede han og sendte mændene et køligt smil. Til sidst trak en af vagterne på skuldrene og sendte et bud ind på slottet. Zeans blik gled over til Macaria. Der var vel ikke meget mere de kunne gøre nu, end vente og se?

[Macaria Forsyth]

Det var… mærkeligt… at være tilbage i Vavilon og ikke mindst Oberion. Den engang så storslået hovedstad, der havde alt hjertet begærede efter, var blevet til en forfalden ruin. Et symbol på Macarias slækket greb om tronen. Og det havde ramt hende.
Mens hende og Zean gik igennem gaderne i byen, hun engang havde holdt så nært, betragtede hun sit livsværk forkrøblet til ingenting. Luderne var grimme. Danserne haltede. Musikken vemodig. Kroerne tavse. Bygningerne farveløse, og de fleste af butikkerne lukket. Selv folket havde ændret sig de sidste par år. Mange, mange flere hjemløse sad på gaderne, og tiggede efter bare en kobbermønt, eller hjælp til at kunne brødføde deres børn. Øjnene var vagtsomme, kinderne hule, og mundvigene vendt nedad. De lignede mere det pandemoniske folk, end de glade, muntre beboer af Vavilon, som lige meget hvad de gik igennem, altid kunne drukne sorgerne i distraheringer.

Macaria havde stjålet en kappe, hvis hætte hun kunne slå op over hovedet, så ansigtet lå gemt væk i skygger. Tavst fulgte hun med Zean op til det der engang, havde været deres hjem. Slottet. Kort havde hun haft stoppet op ved statuen af dem på torvet, som mirakuløst nok stadigvæk stod dér – sikkert fordi mange folk, nægtede at få den fjernet. Den var dog fyldt med snavs og skidt. Men nede for foden af den… nede for foden stod rester af stearinlys.
Med armene lagt over kors, ventede hun sammen med Zean, efter at have sendt vagterne afsted efter… well… kongen. Theodor Davenport. Gad vide hvordan han ville reagere ved at se dem igen? Ved at se hende igen? Det var én af grundene til, hun havde gemt ansigtet under hætten. Bare lige til at begynde med. Alle folk troede hun var død, og det var måske meget godt lige nu, indtil de havde fået det hele an.
Kort vekslede hun blikke med Zean.
”Jeg syntes stadigvæk det er en dårlig ide,” hvislede hun ud af mundvigen, så ingen andre kunne høre dem. ”Vi bliver hugget ned på sekundet. Jeg kommer til at vinde det her væddemål.”

[Illyana Bayard]

Læderstøvler skrabbede mod brostenene inde i slotsgården som Illyana Bayard svingede sig af hendes hoppe før hesten egentlig rigtig var standset, hendes hånd viklet i et solidt greb om dens tøjler som hun hev i samtidigt med at hendes fødder fandt fodfæste. Hesten drejede en smule som den standsede, prustende og fugtig af sved. Hun kunne næsten høre dens hjerteslag. Det var bestemt ikke så dejligt som en flyvetur, men Vavilons borger var kommet til at frygte synet af mørke vinger mod deres himmelstrøg og der var ingen grund til at skabe panik i landsbyerne bare fordi hun kunne. Andet end at det ville være underholdende altså. Hendes suk havde en tone af frustration til sig. Hun overgav tøjlerne til en staldknægt, han ville tage sig af at vande og børste hoppen - hun vidste godt hvordan man gjorde, men det var ikke hendes plads at gøre - desuden trængte hun til et bad nu, hun lugtede af hest. Hun skulle lige til at vende sig for at bevæge sig ind af, da en vagt hastede forbi hende, med samme hast som en mand der havde set et spøgelse. Hun rynkede sine bryn. "Holdt!"
Manden standsede, vendte sig mod hende, men trippede på stedet så det var tydeligt at det var mod hans bedre vilje. "Ja, Baronesse Bayard?"
"Hvor skal du hen i den fart?"
"Op til kongen -- Forsyth'erne står udenfor porten!"
"Hvem gør -- hvad?" Hendes skridt var overraskende hurtige og pludselig stod hun foran ham med en næve i hans uniform-skjorte. "Har du drukket?" Kolde, blå øjne betragtede ham og hendes næse krummede sig som hun lugtede til ham.
"N--nej, Deres nåde, jeg ville aldrig--!" Manden var skræmt nok til at begynde at tiltale hende royalt. "De står derude!" insisterede han.
Hun holdt ham et øjeblik, rettede blikket ud til siden mens hun tænkte. Så slap hendes fingre hans uniform. "Kongen sidder til møde med de adelige," hendes fingre glattede de folder hendes næve havde lavet i hans skjorte. "Jeg tager mig af det her. Find vagt generalen, sæt sikkerheden i højeste beredskab, men forstyr kun kongen hvis der rent faktisk kommer noget af det. Forstået?" Han nikkede. Hun klappede ham på kinden. "God dreng." Og med det, vendte hun rundt, så hendes lange, sorte fletning fløj igennem luften som en pisk, og marcherede mod portene. Tvivl snurrede i hendes bryst, hendes mor havde sloges for modstands bevægelsen, men hendes bedstemor altid været på Forsyth'ernes side og hendes tænder kværnede i hendes mund, som hun trådte hen til porten og signalede til vagterne at de måtte åbne den. Det var ikke andet end problemer for hende, hvis det rent faktisk var dem der stod derude.
Porten gled åben. En mand der umistageligt var Zean Forsyth og en kvinde i en kappe med lokker af krøllet hår der faldt udenfor. Hun skulle lige til at slå Euphonias kryds for brystet, men standsede sig selv. Et sekund stirrede hun bare på dem, mens hun ledte sine lektioner igennem efter en protokol at følge for tidligere royale der var opstået fra de døde og vendt tilbage til deres slot. Hun fandt ingen. "Kong Davenport sidder til møde." var de ord der til sidst kom ud af hende. "Hvad vil I?" hvad i underportens vogters navn laver I her!?

[Zean Forsyth]

Han sendte sin kone et stort smil, helt uanfægtet af den tilstand de havde fundet byen i. Altså. Det var da venligt de havde set stearinlys op, men hvis man tænkte over det, gav det jo ingen mening. Ikke medmindre de sad ved statuen og stegte rottelår over de små flammer, i hvert fald. Nej, han var egentlig ligeglad. Han havde haft langt vigtigere ting at tænke på, trods alt.
Han klappede let sværdet ved sin side. Var der virkelig grund til at sige mere? Han var mester i at sno sig ud af situationer. Om han så skulle gifte sig ud af dem. Hahhaa! Åh. Han var så optimistisk. Nej...Han var ivrig. Håbede et eller andet sted på at dette ville skabe røre i andedammen.
Hans blik faldt på den kvinde, der kom dem i møde. Hans øjenbryn gled en smule sammen.
"Du kan ikke være Theodor. Det er navnet til en mand" bemærkede han, inden han fik stoppet sig selv, før et smil bredte sig på hans læber. Theodor var for optaget til et par genopståede kongelige? Det skete vel selv for den bedste. Men han var lidt skuffet. En lille smule...Men ikke nok. Mere som en gnist, der hurtigt døde ud.
Han slog ud med armene.
"Er det en måde at hilse genopstående berømtheder på?" Han kunne ikke gøre for det. Al den seriøsitet der lå i luften gik ham på.
"Nå men...Egentlig handler det bare om Sethos. Du ved...Den ødelagte by oppe i bjergene, fuld af...Hvad kalder I os nu?" Han så tilbage på sin kone, for at tjekke om hun havde hørt de nyeste kaldenavne til dødsenglene. Så trak han på skuldrene.
"Nå. Det er også lige meget. Skynd dig ind efter Theodor og fortæl ham at jeg vil have det tilbage. Det hele. Sethos. Mine engle. For at være ærlig, er det en langt bedre aftale end I nogensinde kan få med Zachariah" Blot at udtale navnet efterlod en sur smag i Zeans mund. Han ville torturerer manden offentligt, ingen tvivl om det. Noget koldt gnistede i Zeans øjne. Han ville have sit tilbage...Og han ville have det nu.

[Macaria Forsyth]

Zeans brede smil lokkede hurtigt et grin frem hos Macaria, der med en hovedrysten vendte ansigtet væk fra ham. Utroligt han stadigvæk havde den evne efter så mange år.
Endelig blev porten slået op, og hun vendte opmærksomheden mod kvinden, som kom gående mod dem. Ikke Theodore. Faktisk kunne hun slet ikke genkende skikkelsen. En Højre Hånd måske?
”Pfffff… han har altid været en idiot,” kommenterede hun til Zeans egen bemærkning om, det der ikke var Theodore. Hvis det fjols gemte sig for dem, skulle hun nok personligt, rive ham ud af sine kongelige kamre, og forlangte han groede balls nok, til at turde se hende i øjnene! Rotte.
Hun rettede sig op med hagen hævet en smule, da kvinden kom indenfor hørevidde. Wauw… magen til velkomst, og slet ingen panik? Kedeligt. Macaria havde nok regeret lidt anderledes, hvis hendes tidligere dronning – den afdøde eksdronning af Pandemonium - havde stået foran hendes porte. Åbenbart ikke.
Hendes blodrøde øjne skævede over til Zean, der henvendte sig til hende, og hun trak på skuldrene som svar, inden han forsatte, først da han var færdig uddybede hun.
”Sethos er lovmæssigt Zeans. Dødsenglene med. Fairbairn besejrede ikke Zean – faktisk var der ingen, som gjorde det, så han holder stadigvæk det hele. Desuden har vi hørt rygter om Theo, har haft lidt problemer med dødsenglene, hvilket er forståeligt. Det er sværere end det ser ud til, og man skal nærmest gifte sig med én, for at få det lidt under kontrol, hvis du forstår,” forklarede hun, og blinkede kækt med det ene øje, som var det en lille, intim hemmelighed, de nu havde sammen.

[Illyana Bayard]

"Dine observations evner er lige så gode som dit rygte siger," Hendes tone var tør. Selvfølgelig var hun ikke Theodor. Hendes blik gled over hendes skulder mod de resterende vagter ved porten, for at se om nogen af dem skulle have fået lyst til at løbe afsted for at slå alarm. Ingen af dem havde rykket sig, men deres ansigter var så hvide som lagner. Hun kunne smage deres frygt og for engangs skyld smagte det bittert fremfor sødt. Hun var nødt til at holde disse folk fra Theodor, ihvertfald til hendes eget bryllup var officielt. Så kunne det rende hende hvad der skete med Vavilon, Sethos, Zachariah og alle dødsenglene. Hun tvang sin egen irritation ned, selvom hun ikke helt kunne holde en muskel over hendes læbe fra at sitre i hvad der truede med at blive til en snerren, på trods af det lette smil der krøb over hendes mund. "Så hvad? Du vil have Sethos, og du vil have Theodor til at give dig byen? Eller acceptere at du tager den?" Hun havde stadig svært ved at gennemskue deres plan og det frustrerede hende - men det var lige efter opskriften på Forsyth'ernes rygte, ingen plan, hovedet under armen og sprede så meget kaos så muligt. Det var en del af hvad der gjorde dem så uforudsigelige som de havde rygte for at være. Hendes blå øjne skiftede fra Zean til Macaria, da mens hun forklarede og en rynke opstod imellem den kvindelig dødsengles bryn. "Nej. Jeg var der. Sethos er ikke lovmæssigt Zeans længere, der blev givet en offentlig udfordring ud. Zean var død så vidt alle vidste. Det betyder ikke at han stadig har ret til den, at han nu er i live igen. Han har ret til en kamp. Det er det. Byen blev vundet på retfærdigvis," Eller. Hun havde udfordret Zachariah, han havde ladet hende sloges med de andre dødsengle, for så til sidst selv at kaste sin handske - og så havde hun pænt rullet om på ryggen. En sur smag lagde sig over hendes tunge. Den tidligere dronnings indforståede, kække blink fløj over hovedet på den sort hårede kvinde og resulterede i et udtryksløst ansigt, fordi hun simpelthen ikke vidste hvad hun skulle stille op med det.
Hun vendte blikket tilbage mod Zean. "Hør, jeg er sikker på du er en meget mere kompetent leder end Zachariah, Euphonia vide at jeg havde mine tvivl om at sætte ham der, men hvis I vil have dødsenglene er I nødt til at tage dem. Med magt. Så kan I komme og forhandle med Theodor bagefter, fra en position af at have noget at forhandle med." Hun kunne høre en af vagterne begynde at shuffle sine fødder og skød et irrettesættende blik over sin skulder og manden rettede sig øjeblikkeligt op og stod stille. "Jeg kan tage med jer. Måske kan I finde ud af noget med Zachariah. Forhandle. Han havde alligevel ikke lyst til at være leder."

[Zean Forsyth]

Kvinden reagerede ikke meget. Zeans øjne gled hen over hende et øjeblik. Der var...Noget ved det hele. Hans læber truttede en anelse, da han så observerende på kvinden og prøvede at beslutte sig for hvad det hele betød og hvad han skulle gøre. Afslaget gjorde ham lidt sur...Men tydeligvis så Theodor ned på dødsenglene. Men ingen skulle fortælle Zean hvad han skulle gøre eller at han ikke var i position til at forhandle. Faktisk ville han tage hende op på det ord. Hans blik gled afslappet over til Macaria og hans ene hånd gled frem og lagde sig mod hendes skulder et øjeblik. Et lille klem. Zean var ikke kærligt anlagt, så han regnede med at Macaria ville regne ud han havde en plan.
En plan for at blive...forhandlings-værdig. En plan for at Theodor ikke bare kunne ignorerer ham. Dem. Ah! Han havde jo også sin kone nu. Han rømmede sig svagt, som hans hånd hurtigt havde forladt Macarias ene skulder igen.
"Ja, god ide! Tag med os! Lad os tage af sted med det samme. Men først...Har du et navn?"
Der havde ingen introduktioner været. Kvinden vidste hvem de var, men Zean kendte ikke umiddelbart hende. Adelig? Hendes positur fortalte ham så meget, hvis ikke hendes fine ord. Og derfor brugbar.
"Tag med. Jeg vil udfordre Zachariah, som det altid har været skik. Du kan tage med som Theodors øjne og ører" slangede han sig, omend det mest af alt lød som om han var et ivrigt barn, der ventede på mor og far tog med i teateret. Hans smil voksede. Han viftede let med den ene hånd.
"Eller hvad du nu vil kaldes" bemærkede han. Ja. Ja, det hele var en god ide! Kvinden ville ikke stå her og tale med dem, hvis hun ikke betød noget. Macaria ville sikkert også se det gode i planen. Den var fantastisk!
"Du skulle vel ikke være dødsengel? Vinger går så meget hurtigere end hest" bemærkede han så.

[Macaria Forsyth]

Macaria hævede et overrasket øjenbryn af kvindens svar. Seriøst? Var det virkelig så nemt? Hun havde troet, de skulle igennem en lang forhandlingsaftale med Theo, for overhovedet at få lov til, at undslippe Oberion med livet i behold. Huh… Jamen så var alt jo fint. Zean ville vinde den kamp i løbet af kort tid.
Hun blev distraheret af Zeans hånd på sin skulder, og drejede hovedet for at kigge på ham. Et smil blev vekslet mellem dem, mens hun nikkede svagt til ham. De vidste begge, hvad næste skridt skulle være.
Tasken på hendes ryg blev slynget ned på jorden, så hun kunne begynde, at rode rundt i den efter seletøjet, der holdte hende tæt til Zean under flyveturen, uden de skulle bruge kræfter på, at holde fast i hinanden. Så ud til næste stop blev deres andet hjem. Sethos.
”Vi har ingen intentioner om at forhandle med Fairbairn,” bekendtgjorde hun køligt. ”Om han så træder frivilligt ned eller ej. Zean slår ham ihjel. Den mand har vores datter, og ved hvor varulve-bitchen gemmer sig.” Seletøjet blev rakt op til Zean, så han kunne tage det på sig igen. Hun vidste han allerede var øm, men der var ingen tid at spilde, og de havde lige sparret en masse besværgeligheder.
Hætten blev strøget tilbage, så det tykke, vilde hår eksploderede frem. Månen lyste hendes ansigt op, og efterlod derved enhver tvivl om, hvem hun var. Hun havde ikke ændret sig det mindste i løbet af de sidste par år – pånær brandmærket omkring hendes hals fra sølvkæden.
Med øvet fingre gav hun sig til, at flette sit hår, så godt hun nu kunne med de oprørske krøller. Zean blev frustreret, hvis han skulle have det i ansigtet, når de fløj.
”Jeg ved, hvem hun er. Eller… jeg kan huske hendes bedstemor. Hun var én af dem, der hjalp os, da vi indtog Vavilon i sin tid,” fortalte hun, og gjorde et nik mod dødsenglen – for det var en dødsengel. Når man var havde været omkring én i så lang tid, lærte man at genkende andre. Manglen på ansigtsudtryk, den tomme stirren, den neutrale toneføring. ”Du er Bayard, ikke sandt? Du ligner resten af familien. En blanding af loyale allieret og forræderiske fjolser. Jeg gætter på du er det sidste, eftersom du befinder dig her.”
Hun pegede mod slottet. I hendes øjne var alle de overlevende adelige forrædere. Deres liv betød, de ikke havde været med i slaget om Sethos, og derved gået imod en royal ordre. Håber de kunne lide, hvordan tingene var nu, for alt det her var deres skyld.

[Illyana Bayard]

Hun brød sig ikke om den lille udveksling der skete mellem mand og hustru, hans hånd på hendes skulder, det delte blik, mest fordi hun ikke forstod det. De syntes at sige ting med deres øjne, men på et sprog hun ikke forstod. Hele interaktionen var ikke andet end frustrerende. "Illyana. Og godt så. Lad os komme afsted." Hun ville helst ind i bad først, men des længere hun lod dem stå her, des mere risikerede hun at Theodor nåede at blande sig og manden var stadig et wildcard i hendes bog. Hun var ikke sikker han ville kunne se det smarte i at lade Zean tage dødsenglene. Han ville øjeblikkeligt vende næsen mod varulvene, forhåbentlig, og så var de frie for to problemer. Hun trak ganske let på skuldrene af Macarias ord om hvordan de ikke ville forhandle med Zachariah. Det var et fedt for hende.
Hendes blik hang et øjeblik ved vampyrens hals, som kvinden begyndte at flette en fletning af sin enorme manke af nøddebrunt hår, hvor der var et brændemærke. Det måtte have gjort ondt.
"Hm?" Dødsenglen havde spurgt hende om noget. Hun åbnede munden for at svare, men Macaria kom hende i forkøbet. "Baronesse Bayard. Barnebarn af Avoniya Bayard, ja." Indrømmede hun udtryksløst. Hendes ansigt var en blank overflade, uden en eneste krusning på sig. Hun lagde ikke an til at ville forsvare sig mod vampyrens ord om forræderi, hun så umærket ud af dem. Hus Bayard havde holdt ud så længe de kunne for at undgå at indgå en alliance med kongen, men loyalitet ville ikke holde hendes hus i live eller give dem brød at spise.
Mørke vinger pressede sig vej ud igennem de slitter der var langs ryggen i hendes sorte riddefrakke. "Giv kongen besked på at jeg er draget med Forsyth parret til Sethos for at overse en overgang i lederskab," måske. Zachariah var måske skadet i benet og en inkompetent leder, men hun havde smagt lidt af hans styrke under deres slåskamp. Uden flere ord, sprang hun på vingerne og skød op i natten med hårde, hurtige slag der løftede hende hurtigere og hurtigere som en pil over himlen.

[Zean Forsyth]

Macaria tilføjede alle detaljerne. Eh. Så meget at sige. Og af hvilken grund? Denne...Illyana...Behøvede ikke vide det hele. Nåe ja, normalt ville han dele sine planer med Macaria, så hun kun ændre i dem og gøre dem mere skudsikre, men lige nu kunne han ikke så godt komme ind på detaljerne, uden at Illyana ville vide det. Heldigvis havde en dødsengel ikke brug for meget overtalelse.
Han kendte godt familien. Euphonia ville vide der var mange adelige, hvis navne bare gled sammen i en stor grød, men dødsenglene! Dem havde han styr på. Deres navne gjorde han noget for at huske. I dette tilfælde, en adelig familie der ikke ønskede at være en del af dem i Sethos. Det var fint, faktisk, han havde aldrig krævet ALLE skulle indordne sig. Det ville sikkert også bare være kedeligt på den måde.
Han skar en ny grimasse, da seletøjet blev fundet frem. Han mindede jo mere og mere om en hest...
Men han iførte sig det og lod Macaria spænde sig fast. Han hjalp hende, nu hvor han også havde mere erfaring i brug af seletøjet. Han vidste præcis hvor stramt det skulle være, for at være mest behageligt.
Han havde ikke mere at tilføje, da det virkede til kvinderne havde udvekslet alle de ord der var brug for. I stedet spredte han sine vinger og med Macaria tæt op af sig endnu en gang, gik han i luften og satte kursen mod Sethos. Hans hjerte hamrede stærk, ikke af anstrengelse ved bevægelsen, men af spænding.

//Out - Jeg laver en ny tråd i Sethos, når Zach og Eras tråd er færdig.