Post by Macaria Forsyth on Feb 25, 2017 14:27:14 GMT
”Èn gang til. Kom nu. Jeg ved du kan gøre det bedre, end det her.” Tålmodigt begyndte Sam igen at stille skakbrikkerne tilbage på deres startpladser, mens Macaria ugideligt lagde nakken tilbage.
”Igeeeen?!” jamrede hun. ”Helt ærligt vi har allerede spillet et spil!”
De sad for en gangs skyld ude af smedjen. Solen var lige gået ned, men strakte stadigvæk lilla og pinke streger hen over himlen. Forårsvinden fik græsset til at bevæge sig omkring dem, som et mørkegrønt, bølgende hav uden ende. Fugle slog triller, mens de strøg over himlen i en munter leg af tagfat. Macaria misundte dem. Hvem der dog bare kunne tumle frit afsted, uden at skulle være lænket fast, og tvunget til at deltage i hjernedræbende øvelser.
I det mindste var det kun hendes fødder, som var lænket fast til hinanden. Nøgne lå de samlet ved hendes side, mens hun støttende med en hånd i jorden, sad og nød duften af udenfor. En omvendt trækasse stod mellem hende og Sam. Et spil skak lavet ud af jern og træ var placeret ovenpå.
”Hvornår må jeg få blod? Jeg har ikke fået noget i næsten et døgn nu! Var det ikke noget med, jeg ikke måtte tørstes eller skal jeg virkelig stadigvæk straffes for, jeg bed køteren i øret i forgårs?” spurgte hun opgivende, og satte sig lidt bedre til rette, selvom lænkerne klirrede hver eneste gang, hun rørte på sig. ”Han var selv uden om det! Den måde han stinker af våd hund på, vækker altså noget i mig!”
”Vi har snakket om det her før, Macaria. Vil du virkelig tage den diskussion igen? For resten er det ikke en straf. Lige så snart du har vundet et spil, så får du et helt krus med blod,” svarede Sam neutralt.
”… ja, et helt krus med ulækkert dyreblod.”
Han sendte hende et lille smil, før han rettede sig op igen.
”Det er dét eller ingenting. Du har som altid et valg, min egen. Akkurat ligesom nu. Gør dit træk,” bad han med en inviterende gestus mod det opstillet skakbræt, så hun endnu engang kunne starte spillet. Det gjorde hun hele tiden. Altid. Hvert spil.
Roligt mødte han hendes formørket blik. Afslappet sad han i skrædderstilling iført habitbukser, og en vinrød skjorte, der sad perfekt og ordentligt på hans slanke overkrop. Selvom han tilbragte næsten alt sin tid i smedjen sammen med hende, duftede han stadigvæk mirakuløst af urter. Macaria lugtede dog heller ikke længere af sod og aske, efter Sam fik hende vasket kort tid efter sin ankomst for en måneds tid siden. I starten havde det været en kamp. Hele tiden havde hun prøvet at flygte, mens han havde skrubbet gammelt blod, skidt og andet af hende med en hård børste. Bagefter havde han undersøgt hende nøje, smurt hende ind i creme, puttet et varmt tæppe omkring hende, og holdt hende fast i en stram omfavnelse, der ikke lod hende gå, indtil hun var faldet i søvn.
Med tiden havde hun dog ladet sig blive vasket uden det største drama. Specielt fordi hun faktisk igen var begyndt at nyde følelsen af renhed. Den dominerende røde farver, over hendes øjne var også ved at falme for den mørkeblå iris. Dag for dag. Og nat efter nat mærkede hun magten sive ud af sig. En lille smule, der viste sig i form af hendes tiltrækningskraft svandt lidt ind, så Caleb rent faktisk kunne være i rum med hende, uden at miste kontrollen fuldkommen, selvom han dog stadigvæk bevægede sig hen imod hende – som et stykke metal tiltrukket af en magnet. Hun morede sig kosteligt over det. Specielt fordi hun kunne se, hvor meget han prøvede at kæmpe imod samtidig med kroppen reagerede forræderisk.
Opgivende brød hun øjenkontakten med sin skaber, og kiggede i stedet analyserende over brættet, før hun gjorde sit træk. Hurtigt besvarede Sam det.
”Brug dit hoved,” advarede han, da hun utålmodigt flyttede endnu brik. ”Bare giv dig tid til at tænke dig om. Husk… du får intet blod, før du har besejret mig. Brug de vejrtrækningsøvelser jeg har lært dig.”
”Forbandet vejrtrækningsøvelser…” hvislede hun surt, men tvang dog alligevel sig selv til at tage en dyb indånding gennem næsen, før hun igen tog sin tur. Hun kløede sig på halsen. Mærket efter sølvlænkerne var blevet permanent. Rødligt snoede det sig rundt om hendes hals som et brandmærke, der for evigt ville minde hende om de pinsler, hun havde måtte stå igennem i Pandemonium. Nu blev hun kun lænket fast om natten, og det var altid omkring enten anklen, håndleddet eller livet, så sølvet ikke ville skade hende et fast sted.
”Igeeeen?!” jamrede hun. ”Helt ærligt vi har allerede spillet et spil!”
De sad for en gangs skyld ude af smedjen. Solen var lige gået ned, men strakte stadigvæk lilla og pinke streger hen over himlen. Forårsvinden fik græsset til at bevæge sig omkring dem, som et mørkegrønt, bølgende hav uden ende. Fugle slog triller, mens de strøg over himlen i en munter leg af tagfat. Macaria misundte dem. Hvem der dog bare kunne tumle frit afsted, uden at skulle være lænket fast, og tvunget til at deltage i hjernedræbende øvelser.
I det mindste var det kun hendes fødder, som var lænket fast til hinanden. Nøgne lå de samlet ved hendes side, mens hun støttende med en hånd i jorden, sad og nød duften af udenfor. En omvendt trækasse stod mellem hende og Sam. Et spil skak lavet ud af jern og træ var placeret ovenpå.
”Hvornår må jeg få blod? Jeg har ikke fået noget i næsten et døgn nu! Var det ikke noget med, jeg ikke måtte tørstes eller skal jeg virkelig stadigvæk straffes for, jeg bed køteren i øret i forgårs?” spurgte hun opgivende, og satte sig lidt bedre til rette, selvom lænkerne klirrede hver eneste gang, hun rørte på sig. ”Han var selv uden om det! Den måde han stinker af våd hund på, vækker altså noget i mig!”
”Vi har snakket om det her før, Macaria. Vil du virkelig tage den diskussion igen? For resten er det ikke en straf. Lige så snart du har vundet et spil, så får du et helt krus med blod,” svarede Sam neutralt.
”… ja, et helt krus med ulækkert dyreblod.”
Han sendte hende et lille smil, før han rettede sig op igen.
”Det er dét eller ingenting. Du har som altid et valg, min egen. Akkurat ligesom nu. Gør dit træk,” bad han med en inviterende gestus mod det opstillet skakbræt, så hun endnu engang kunne starte spillet. Det gjorde hun hele tiden. Altid. Hvert spil.
Roligt mødte han hendes formørket blik. Afslappet sad han i skrædderstilling iført habitbukser, og en vinrød skjorte, der sad perfekt og ordentligt på hans slanke overkrop. Selvom han tilbragte næsten alt sin tid i smedjen sammen med hende, duftede han stadigvæk mirakuløst af urter. Macaria lugtede dog heller ikke længere af sod og aske, efter Sam fik hende vasket kort tid efter sin ankomst for en måneds tid siden. I starten havde det været en kamp. Hele tiden havde hun prøvet at flygte, mens han havde skrubbet gammelt blod, skidt og andet af hende med en hård børste. Bagefter havde han undersøgt hende nøje, smurt hende ind i creme, puttet et varmt tæppe omkring hende, og holdt hende fast i en stram omfavnelse, der ikke lod hende gå, indtil hun var faldet i søvn.
Med tiden havde hun dog ladet sig blive vasket uden det største drama. Specielt fordi hun faktisk igen var begyndt at nyde følelsen af renhed. Den dominerende røde farver, over hendes øjne var også ved at falme for den mørkeblå iris. Dag for dag. Og nat efter nat mærkede hun magten sive ud af sig. En lille smule, der viste sig i form af hendes tiltrækningskraft svandt lidt ind, så Caleb rent faktisk kunne være i rum med hende, uden at miste kontrollen fuldkommen, selvom han dog stadigvæk bevægede sig hen imod hende – som et stykke metal tiltrukket af en magnet. Hun morede sig kosteligt over det. Specielt fordi hun kunne se, hvor meget han prøvede at kæmpe imod samtidig med kroppen reagerede forræderisk.
Opgivende brød hun øjenkontakten med sin skaber, og kiggede i stedet analyserende over brættet, før hun gjorde sit træk. Hurtigt besvarede Sam det.
”Brug dit hoved,” advarede han, da hun utålmodigt flyttede endnu brik. ”Bare giv dig tid til at tænke dig om. Husk… du får intet blod, før du har besejret mig. Brug de vejrtrækningsøvelser jeg har lært dig.”
”Forbandet vejrtrækningsøvelser…” hvislede hun surt, men tvang dog alligevel sig selv til at tage en dyb indånding gennem næsen, før hun igen tog sin tur. Hun kløede sig på halsen. Mærket efter sølvlænkerne var blevet permanent. Rødligt snoede det sig rundt om hendes hals som et brandmærke, der for evigt ville minde hende om de pinsler, hun havde måtte stå igennem i Pandemonium. Nu blev hun kun lænket fast om natten, og det var altid omkring enten anklen, håndleddet eller livet, så sølvet ikke ville skade hende et fast sted.