Post by Aron Zipora on Feb 20, 2017 19:30:16 GMT
Lace ~ Aron Zipora
Vognen trillede langsomt af sted gennem den mørke skov mellem Agares og Medea. De to heste prustede tungt ud mens de trak den tunge last op af en bakke langs den markerede sti, og Aron smældede en gang med tøjlerne for at få dem til at lægge flere kræfter i, før tyngdekraften ville trække vognen ned igen. De måtte over en rod som stak op af jorden, og hestene vrinskede utilfreds efter Arons smæld, men i det mindste havde han ikke findet pisken frem for rigtig at få dem til at lægge sig i selen!
Det havde allerede været en lang dag for ham, og solen var næsten lige forsvundet et sted bag horisonten. I det mindste var det hvad hans indre ur fortalte ham, eftersom de tykke røgskyer over Pandemonium sjældent tillod solens stråler at trænge igennem og lyse landet op. At skoven overhovedet kunne holde sig i live var et under i sig selv! Endelig lykkedes det hestene at trække vognen over roden, og de kunne kommer over toppen af bakken, så Aron kunne ånde ud. Det sidste han ønskede var at vognen skulle vælte og al hans last skulle samles op og læsses på igen. For en sikkerheds skyld vendte han sig om og så sig over skulderen på vognen og dens last. Alle Damians ejendele fra hans gamle hjem i Medea skulle bringes tilbage til slottet i Agares, nu når landet var ved at blive genopbygget efter borgerkrigen. Det var måske ikke den mest krævende opgave, men Aron havde taget imod den med kyshånd, da Eriz havde tilbudt ham muligheden. Hun havde holdt ham i kort snor lige siden han havde dummet sig i Portus. Konstant havde hun holdt ham i nærheden af sig på slottet, og selv om at han selv havde været den der i sin tid havde tilbudt altid at befinde sig på slottet hvor hun kunne vide med sikkerhed hvor han var... Han havde brug for at komme ud og strække benene!
"Sikr at alt stadig er spændt ordentlig fast." befalede han den ene af de to vagter, som havde eskorteret ham gennem skoven. De to mænd var tavse som statuer, og Aron havde undervejs glemt at de overhovedet havde været der. De havde ingen heste, og gik i stedet på egne ben, utrættelige og tavse. Arons eneste forsøg på at fylde tavsheden med snak var hurtigt blevet skudt i sænk, da begge så ud til at ignorere ham fuldstændig. Men de var i det mindste kapable. Begge havde løftet alle de tunge møbler, alt tøjet, bøgerne - alt i Damians gamle værelse var blevet læsset op i vognen uden så meget som ét anstrengt støn. Vagterne adlød hans ordre, og gav ham en opadvendt tommel for at fortælle ham at det hele stadig var som det skulle være.
Det havde allerede været en lang dag for ham, og solen var næsten lige forsvundet et sted bag horisonten. I det mindste var det hvad hans indre ur fortalte ham, eftersom de tykke røgskyer over Pandemonium sjældent tillod solens stråler at trænge igennem og lyse landet op. At skoven overhovedet kunne holde sig i live var et under i sig selv! Endelig lykkedes det hestene at trække vognen over roden, og de kunne kommer over toppen af bakken, så Aron kunne ånde ud. Det sidste han ønskede var at vognen skulle vælte og al hans last skulle samles op og læsses på igen. For en sikkerheds skyld vendte han sig om og så sig over skulderen på vognen og dens last. Alle Damians ejendele fra hans gamle hjem i Medea skulle bringes tilbage til slottet i Agares, nu når landet var ved at blive genopbygget efter borgerkrigen. Det var måske ikke den mest krævende opgave, men Aron havde taget imod den med kyshånd, da Eriz havde tilbudt ham muligheden. Hun havde holdt ham i kort snor lige siden han havde dummet sig i Portus. Konstant havde hun holdt ham i nærheden af sig på slottet, og selv om at han selv havde været den der i sin tid havde tilbudt altid at befinde sig på slottet hvor hun kunne vide med sikkerhed hvor han var... Han havde brug for at komme ud og strække benene!
"Sikr at alt stadig er spændt ordentlig fast." befalede han den ene af de to vagter, som havde eskorteret ham gennem skoven. De to mænd var tavse som statuer, og Aron havde undervejs glemt at de overhovedet havde været der. De havde ingen heste, og gik i stedet på egne ben, utrættelige og tavse. Arons eneste forsøg på at fylde tavsheden med snak var hurtigt blevet skudt i sænk, da begge så ud til at ignorere ham fuldstændig. Men de var i det mindste kapable. Begge havde løftet alle de tunge møbler, alt tøjet, bøgerne - alt i Damians gamle værelse var blevet læsset op i vognen uden så meget som ét anstrengt støn. Vagterne adlød hans ordre, og gav ham en opadvendt tommel for at fortælle ham at det hele stadig var som det skulle være.