But it was...

[Caleb Veterano]

Hjemvandt lagde Caleb en arm rundt om Morias skulder, da hun satte sig ved sin af ham. Tæt så han kunne mærke, hvor kold hun var. I et forsøg på at hjælpe hende til at få varmen, kørte han energisk sin hånd op og ned af hendes overarm, for at skabe friktion.
”Jamen så lader jeg være. Det var også bare en tanke, for at prøve noget nyt,” lo han, og lænede sig frem uden at tage armen væk fra Moria, så han kunne nå sin kop. Leret var varmt. Man måtte passe på ikke at brænde fingrene, når man tog om det.
”Nu ser Isabel jo helt anderledes ud, og jeg har nærmest haft det samme udseende hele mit liv. Næsten!” Det sidste ord skyndte han sig at tilføje, inden at Moria ville begynde at påpege de åbenlyse forandringer som klappen for øjet, de små skægstubber, og de mange ar på hans krop i form af skader, runer og pentagrammer. ”Men vi kan ikke have, du bliver bange for mig, eller at Inei pludselig ser sig sur på mig, fordi jeg gror skæg. Så er det jo både mig og Isabel, der er i problemer.”
Han jokede med hende, for at få hende til at smile igen. Efter alle kunstens regler. Aldrig havde han joket med Isabels nye krop før, eller hvad det havde betydet religiøst set, men det gjorde han altså nu. Hvad man ikke gjorde, for de folk man elskede… og det hjalp faktisk en smule på hans egen spændinger ved sin søsters udseende.
Med pegefingeren på hendes skulder, pegede han mod hendes ansigt.
”Måske skulle jeg ønske dig med skæg! Sådan et rigtigt fuldskæg, der strittet til alle sider. Så er du nødt til at stå sammen med mig, og barbere det af. Det ville da være hyggeligt, ville det ikke?” spøgte han bredt smilende. Øjet strålede af latter ved tanken om Moria med fuldskæg.

[Moria Veterano]

Der var en lille trækning. Antydningen af et lille smil. At snakke om udseende og ændringer af det fik hende til at tænke tilbage i tiden. Havde hun set anderledes ud? Selvfølgelig var tingene anderledes da hun var barn, men hun havde næsten haft halv-langt til langt hår siden...Altid. I varierende frisurer godt nok.
Hun samlede sine hænder om det varme krus, men uden at røre leret direkte. I stedet nød hun varmen, som kom fra leret og varmede hendes hænder lidt. Hun trak fødderne op under sig igen.
Hun kunne godt forstå lysten til fornyelse og hun ville ikke stoppe ham.
Ved hans forslag om at hun skulle have skæg, gled hendes hænder dog lynhurtigt op til hendes hage og mund i forfærdelse. Nei! Hvordan kunne han dog foreslå det? Det ville være forfærdeligt! Så forkert, så grimt! Hun drejede hovedet og så op på ham med store øjne. Hvis han ønskede det, kunne hun ikke tillade sig at sige nei. Men bare tanken om at nogen kunne finde på at bruge deres ønsker på den måde...
Hun lagde sine hænder mod hans brystkasse, selv om det betød hun måtte vride sig i kroppen for at nå.
"Lov mig du aldrig gør det!" hvislede hun næsten panisk. Hun vidste godt han drillede og hendes ord bar lige så vel et let toneleje, der fortalte at hun havde forstået ham, som en alvorlig undertone. Det måtte han aldrig gøre.
"En af mine tanter, som barn, havde overskæg. Det var forfærdeligt!" Hun rystede lidt på hovedet. Stakkels kvinde! At hun skulle dø lige inden de flyttede til Portus. Altid på flugt, kunne kun leve i samme by eller land i få årtier ad gangen. Mon hendes familie var flyttet videre? Mon hendes mor og lillesøster var kommet sig over at hun ikke var der?
"Caleb...Tror du nogensinde jeg kan se min familie igen? Uden det bringer dem i fare?" spurgte hun forsigtigt, da hun var gledet tilbage ned og sidde. Hendes hænder hvilede igen om det varme krus med the og hun afprøvede forsigtigt om hun kunne holde på det. Nej, ikke endnu. Hun måtte endnu vente til det var kølet.

[Caleb Veterano]

Højt lo Caleb af sin hustrus forfærdelse, over at han overhovedet kunne tænke tanken om brugen af et ønske, til at give hende fuldskæg. Beroligende holdte han begge hænder i vejret.
”Okay, okay! Jeg lover det! Jeg lover, ikke at give dig skæg,” udbrød han stadigvæk leende. Det var lang tid siden han havde gjort det. Føltes rart. Specielt når det var i selskab med Moria. Hvor var han dog taknemmelig for hendes helbred, var blevet bedre. Det gav ham håb.
Han nåede lige at give hendes ene hånd mod hans brystkasse et klem, inden hun trak dem til sig igen. Hun havde sikkert kunne mærke, hvordan hans hjerte havde hamret af fornemmelsen af hendes berøring. I flere dage nu, havde der ikke været noget kommunikation mellem dem, så han frydede sig over nuet.
Smilet falmede dog en smule, da Moria spurgte ind til sin familie. For at være ærlig havde han fuldkommen glemt dem. De måtte være urolige for deres datter, samt have så mange spørgsmål, og hele tiden bekymre sig om, hvordan hun havde det. En snert af dårlig samvittighed, fik ham til at gnide sin nakke.
”Well… jeg ved det ikke, Moria. Der er jo gået et stykke tid nu, men vi ved ikke, hvad Pandemoniums modsvar har været, på vores angreb på LaPiera’s lejre. Du… kunne eventuelt starte med at prøve skrive et brev til dem? Uden du fortæller hvor du befinder dig, men bare for at høre, hvordan det går med dem, og lade dem høre du har det godt,” forslag han tøvende, og krøb sin arm rundt om hendes skuldre igen. ”Vi kan spørge Saïx, om han vil tage ind til byen med det, så det kan blive sendt afsted?”

[Moria Veterano]

Hun var tæt på at græde igen, var det ikke fordi hun allerede var udmattet og snart ikke havde flere tårer at give af. I stedet nappede hun i huden på indersiden af sin underlæbe. Hun savnede dem! Åh, hvorfor tænkte hun også på det lige nu? Langsomt gled hun ned i en mere ligegyldig tilstand. Gav efter for udmattelsen og trak sig ind i sin skal igen. Bare lige...Ikke mere lige nu...Hun var overvældet. Det lykkedes hende at tage theen op til munden, puste lidt og smage på den. Den smagte vist meget godt, selv om hun havde glemt alt om den smag et øjeblik efter. I stedet havde hun stillet den fra sig og lænet sig ind mod Cal igen. Hun hvilede hovedet mod hans ene skulder og lukkede øjnene. Åh, hun var så træt!
"Ja, et brev..." medgav hun. Det var en god ide, selv om det ikke kunne forklare det hele. Hun kunne bede dem sende brevet til byen, der var tættest på dem...Og håbe der ikke var flere uheldige personer der dukkede op af det. Hun krøb sammen.
"...Så træt..."
Det var overvældende og kom af næsten ingenting.
"Kan vi ikke tage det theen med i seng?" foreslog halvt mumlende.

[Caleb Veterano]

Ømt kyssede Caleb sin hustru på siden af hovedet, før han hvilede sit eget ind mod hendes. Øjnene lukkede sig afslappet. Tavst sad han med hende, mens hans stærke, arret fingre nussede hendes skulder. Han lyttede til hendes tunge åndedræt. Mærkede hendes krop lænet ind mod hans, og han holdte den tæt.
Da hun spurgte om de ikke kunne tage teen med i seng, smilte han svagt for sig selv, inden han nikkede.
”Jeg skal nok tage krusene. Bare smut op med dig. Jeg er lige bag dig,” tilbød han, og puffede let til hende med sin hofte.

De rejste sig fra bænken. Caleb tog begge kopper med sig til deres værelse. Han stillede dem på deres ene natbord, før han trak sit sværdbælte af – efter lidt tøven hang han det over stolpen på sin side af sengen, så han hurtigt kunne få fat på det. Daggerten blev placeret under hans pude, som altid. Varulven var spærret inde, men han tog ingen chancer. Et liv som dusørjæger havde lært ham for meget.
Den arret, muskuløse overkrop afslørede sig selv, da han trak sin trøje af, og smed den fra sig på en stol. Ømmende gned han sin ene skulder med den modsatte hånd, så man kunne se musklerne rulle under huden ved bevægelsen. Bukserne red lavt på hans spidse hofter, som afslørede selv de havde et par runer skraveret ind på sig. Overvejende betragtede han den lukket dør. Hovedet vippede fra side til side, før han til sidst greb et kridt i skrivebordsskuffen, og begyndte ud fra den ytre hukommelse, at tegne et pentagram med store bevægelser over den ru træoverflade. Bare for en sikkerhedsskyld.
Selv ikke Isabel eller hendes drake ville kunne træde ind i rummet nu. Kun folk med neutral eller lys energi.
”Så kan vi sove trygt,” afgjorde han, og trådte et par skridt tilbage, for at vurdere sit værk. Kridtet på hånden tørrede han af i sine bukser. ”Ingen vil kunne komme ind til os i nat.”
Han sendte Moria et forsikrende smil, før han gik hen til sengen. Støvler og bukser blev sparket af, så han kun havde hvide, løse underbukser på. Med små, veltilfredse lyde satte han sig til rette med en pude i ryggen, og den varme dyne hevet op omkring sine ben. Afventende holdte han den ene arm strakt ud til siden, som tegn til Moria skulle sætte sig op af ham, puttet ind i hans favn.

[Moria Veterano]

Hun var lettet. Hun rejste sig op og gik til deres værelse, hvor hun var hurtigt til at smutte over til sengen og ind under sin dyne. Hun gøs svagt, stadig lidt kold, men forvisset om at dynen snart ville give hende mere varme. Især når Cal også krøb ind i sengen. Han kunne være en hel pejs af varme!
Hun satte sig op i sengen, men hev dynen helt op over sig, så kun hendes hoved rigtig stak frem. Hun beholdte kjolen på, da den faktisk var en af dem hun sov i. Hun havde været upassende klædt på til at modtage gæster, men det var kun noget hun var svagt bevidst om. Det var ikke lige der hendes bekymringer lå. Ikke på nuværende tidspunkt.
Hun studerede Cal, som han kom ind i værelset og smed sit tøj, sikrede at intet ondt kunne nå dem. Hun sukkede svagt og et trækning gled over den ene side af hendes mund, som var hun på grænsen til at finde et nyt smil frem. Samtidig var hun bare så træt...
Da Cal sad i sengen, puttede hun sig ind til ham. Hendes hånd lagde sig oven på hans brystkasse og hendes hoved hvilede ind mod hans armhule og skulder. Dynen var trukket hen over hende og selv om hun havde foreslået at de tog theen med sig, vidste hun godt at hun ikke kom til at drikke mere af den. I stedet, efterhånden som hun fik varmen og følte sig helt og aldeles tryg i favnen på sin mand, faldt hun langsomt i søvn. Hvis Cal prøvede at starte en samtale, ville hun kun svare svagt i starten, før hun blev helt stille.

//Out