But it was...

[Moria Veterano]

Caleb Veterano

Moria var blevet båret fra smedjen og deres mærkværdige gæster og ind i huset igen. Så snart de havde nået døren, havde Moria gjort tegn til at hun ville ned. Da hun endelig stod selv, havde hun åbnet døren og vist vejen ind. 
Det havde udmattet hende. Sam...Sams tiltrækningskraft havde været virkelig overvældende og da han havde talt til hende, havde hun været tæt på at bryde sammen i lettelse. Hun havde været klar til at tro ham, tro på hvert et ord. Ham, der intet kendte til historien, havde allerede erklæret hende uden skyld! Men nu. Nu, væk fra ham igen, greb den samme håbløshed hende. Sandheden var en anden og hun vidste at så snart Sam kendte sandheden, ville han også hade hende. Sådan var det bare. 
Hendes ene hånd gled ind mod væggen. Åh, hun var så udmattet! Hendes spinkle krop rystede svagt og fik den tynde kjole til at danse om hendes krop, som havde den liv selv. Hendes lys ude i smedjen var nok forsvundet nu, sammen med hende. Men hvem behøvede det også nu? De var alle...
Alle...
Hun tog sig til halsen. Det var smertefuldt at forlade det ligegyldige tomhed, som havde præget hende siden...Siden...
Og nu vidste hun ikke helt om hun havde lyst. skulle hun synke tilbage i det samme? Det var så tillokkende. Undgå al skyld, al had, al vrede, al vold og blod. Al det hun var bange for. Men når hun drejede hovedet og så mod sin mand...
Selv om hun ønskede at bo som før. Dengang de alle var glade og nær sorgløse. Med Lili, med fred. Men sådan var tingene ikke længere og nu gav hun sin mand så meget besvær. Han kæmpede for hende. Skyldte hun ham ikke i det mindste det? Jo. 
Med stille tåre, der gled ned over hendes kinder og et hjerte, der hamrede smertefuldt, opbyggede hun den smule styrke hun havde og gik ud i køkkenet. Det føltes som om hun havde stået i gangen og tænkt for sig selv i timevis, skønt der kun var gået et øjeblik. 
Hun begyndte at finde krus frem. Da hun stadig var lidt ved siden af sig selv, begyndte hun også at finde krus frem til deres gæster, som om de faktisk ville komme ind og sludre. 

[Caleb Veterano]

Villigt satte Caleb forsigtigt sin kone ned igen, da de nåede døren, så hun selv kunne gå og stå. Hans hånd strøg over hendes ryg, da han passerede hende, for at komme ind i køkkenet. Flammerne i pejsen var næsten gået ud, men det krævede ikke andet end et blik, så buldrede de op igen på hans tavse kommando. Magien i ham var blevet så meget stærkere, efter han havde healet Macaria, og åbnet op til den uslukkelige energi fra Moria.
Han forsatte gennem køkkenet, og hen til Lilis værelse, som Zean havde sovet i, inden at han var taget afsted. Gad vide hvad han ville tænke, når han kom tilbage, og opdagede der var håb for hans kone? Hvis denne Sam altså kunne stille noget op. Men hey… hvis han kunne træne en varulv i kontrol, kunne han vel også klare en vampyr – og han havde jo åbenbart gjort det før.
Med en hovedrysten lagde han en hånd på den ru værelsesdør. Lavmælt begyndte han at messe. Èn for én begyndte indridset sætninger på et gammelt sprog, at brænde sig frem i træet, som stod nogen med en rødgløende jernstang, og skrev dem ned. Koncentreret lukkede Caleb sin fremstrakte hånd, så kun to fingre forblev strakte, mens han tog et par skridt tilbage fra døren. Nøjagtigt tegnede han et pentagram i luften med de to fingre. Som et spejlbillede lyste det frem på døren, indtil at han endte besværgelsen ved at presse fingrene mod sin brystkasse, og lukkede øjnene.
”….erhraka zi choré,” afsluttede han med et suk. Runerne og pentagrammet forsvandt ind i døren igen. Det burde gøre det. Selv hvis køteren skiftede form ville døren holde den indespærret.
Selvtilfreds gik han tilbage til køkkenet, hvor Moria var begyndt, at finde kopper frem – også til deres gæster. Et lille smil dukkede frem på hans læber ved synet af hende.
”Jeg er ked af at sige det, men vampyrer drikker ikke te,” kommenterede han, og trak sin jakke af sig. Han smed den over den nærmeste stolryg, han passerede på vej mod Moria, som han stillede sig bagved. Armene gled omkring livet på hende, og han plantede et kys på hendes skulder. Hun skælvede stadigvæk, men om det var på grund af frygt eller kulde, vidste han ikke.
”…er du okay?” Blidt trykkede han hende mere ind til sig, så han kunne mærke hendes ryg mod sin brystkasse. Hagen lod han hvile på hendes skulder. ”Du ved godt, intet ondt vil ske dig, så længe jeg er her, ikke?”

[Moria Veterano]

Hvert krus kom i en langsom bevægelse ned på bordet og stillet på en sirlig række. Præcis hvordan hun formåede at stille dem så fint kunne være et mysterium, for hendes øjne lå mod vinduet foran hende. Og dog var mysteriet ikke særlig stort, hvis man så hvordan hendes fingre gled over krusene og rettede dem alle ind.
Da hun mærkede Cal bag sig fik hun et lille chok. Hun hev lidt luft ind og klemte sine læber sammen. Ved hans ord gled hendes blik ned til alle krusene. Selv hvis vampyrerne drak the, var der et krus for mange...Selv hvis vam...Vampyr...ene...
Hun opgav at stille dem på plads igen. Lige nu beroligede det hende at der stod så mange på bordet og hun kunne tage sig til noget der var en smule hverdagsagtig. Fredelig hverdagsagtig. Hendes hænder fulgte hendes mands arme og hun lænede sig ind mod ham, til hendes hoved hvilede mod kanten af hans skulder.
Hun kunne stadig ikke tale om det og ville sådan ønske han ville snakke om noget andet.
"Undskyld, Caleb..." Hendes stemme var stadig svag. Den smule styrke hun havde følt for et øjeblik siden var allerede ved at dø igen. Smeltede i armene på hendes mand.
"...Så meget besvær jeg giver dig. Til...Til tider..." Hendes stemme døde ud og det virkede som om hun var godt tilfreds med ikke at sige resten. Enten som om hun havde sagt det og alligevel ikke forventede svar eller blot som om der ikke var mere at sige.
Hendes ene hånd gled ud og over det ene krus igen.
"Kan vi ikke lade dem stå sådan lidt?" Foreslog hun skrøbeligt.
"Det er rart. Rart at føle her er andre...At der endnu er noget...Tilbage..."
Det var som om alle ordene gav mening for hende, men at hun var bange for rigtig at sige dem højt. Hendes tårer var tørret ind og hun måtte snart bruge sin hånd til at gnide de sidste ud af sine øjne. Hun trak vejret dybt.

[Caleb Veterano]

”Du skal ikke sige undskyld. Jeg hjælper dig glædeligt, og vi gør akkurat tingene, som du vil have dem,” svarede magikeren beroligende, og nuldrede hendes ene øre med sin næse, før han forsigtigt slap hende igen. ”Hvad for noget te skal vi lave?”
Han gik over til kaminhylden, hvor de havde krukker stående på række med forskelligt urtete i sig. Varmen fra flammerne var behageligt. De oplyste hans skikkelse nedefra, mens han tog forskellige krukker ned, åbnede dem, snuste ned i dem, og stillede dem så op igen. Selvom Moria havde det dårligt, var han som sådan glad for, at kunne hjælpe hende. Det fik ham til føle, han gjorde noget godt for hende. At han faktisk kunne finde ud af, at give hende noget. Andet end bare slid, smerte, frygt og hjemve.
Han vendte sig halvt om mod hende med en krukke rakt frem.
”Hvad med den her? Prøv at kom og lugt. Jeg tror det er den vi lavede sidste efterår,” forslog han i et forsøg på, at huske hende på gode minder. Zean havde sagt, det var en god ide. ”Kan du huske det? Vi gik rundt og ledte efter gode urter, som vi tørrede her i køkkenet. Lili og dig lavede duftposer ud af nogle af dem, som vi kunne hænge op inde hos hende, mens Saïx bagte det der gode brød, vi spiste om aften med honning til. Kan du huske det?” Kærligt smilte han til hende, og rystede lokkende med krukken, for at få hende til, at komme hen og dufte ned i den.

[Moria Veterano]

Da han fjernede sig, vendte hun sig svagt om mod ham for at se efter ham. Hendes hænder, der nu ikke havde hans arme at være ved, gled ned på kanten af køkkenbordet. Hun så på ham, som han studerede krukkerne. Hendes første tanke var en rensende the. En the, Inei ville finde behag i. Hun måtte for alt i verden søge tilgivelse hos Inei! Hvordan...Hvordan skulle hun klare sig igennem hele livet og i døden, hvis Inei ikke ville tage imod hende? Måske havde Caleb og Isabel fundet muligheden for at jagte mørkets væsner i Ineis navn, men det var ikke hende. Og da slet ikke en vampyr, en af Ineis egne skabninger. Modsat hende selv...Modsat hende selv. Hun måtte kæmpe så meget mere for det end alle andre.
Men hun kunne ikke få sig selv til at sige det højt. Ikke lige nu, i hvert fald. Og hun var usikker på om de havde en the af den slags. Hun ville ikke skade Caleb, der så ud til at kæmpe for at være i godt humør. For hans skyld ville hun slå sig tilfreds med hvilken som helst the, også dem de havde fået de sidste par uger. Også selv om nogle af dem havde gjort hende søvnig.

Hendes blik gled over hendes mand, så ned på krukken. Hun huskede det...Men tanken om at de aldrig kunne gøre det igen...Tanken om at Saïx og Isabel aldrig ville tilgive hende...Hun knugede sig hænderne hårdt om hinanden.
"Åh, Lili...Hun må være så stor nu. Vi må hente hende tilbage en dag" Hun var ikke selv håbefuld. Ville disse problemer nogensinde gå væk? Hvis de ikke gjorde, ville Lili sikkert have det bedst der hvor hun var. Men hun savnede pigen. Hun havde fundet så stor behag i at gå ture og lege med pigen!
Tøvende trådte hun over til ham. Efter et sidste blik på Caleb, for at sikre sig alt var okay, snuste hun til indholdet. Åh, det var mere end hun kunne klare!
Hun trak hovedet væk for at undgå at græde ned i den tørre the.
"Åh, Caleb...Hvad hvis det aldrig bliver sådan igen? Hvad hvis jeg har ødelagt det hele?" Hun havde brug for det. Brug for at vide hvad han tænkte, hvad han mente.
"Jeg mente det ikke. Men hun var oven på dig! Og nu...Saïx...Og Isabel er væk...Og Lili er væk...Bliver tingene nogensinde sig selv igen?" Hun knugede sine hænder ind mod sit bryst. Hendes store, brune øjne hvilede på ham, tæt på at svømme over af nye tårer. De var røde i kanten af begyndende udmattelse og de tårer hun allerede havde grædt.

[Caleb Veterano]

Skyndsomt satte Caleb krukken fra sig på kaminhylden, så han trøstende kunne lægge armene om Moria igen.
”Hey, hey, hey, rooolig nu. Selvfølgelig bliver alt godt igen,” svarede han, og kyssede hendes pande, før han trak hende lidt ud fra sig, så han kunne søge hendes blik. Hænderne strøg hende beroligende over overarmene. Han måtte bøje ryggen og nakken lidt, for at fange hendes øjenkontakt, men da han fik den, smilte han opmuntrende til hende.
”Du gjorde det hele i selvforsvar. Jeg ville have gjort det samme, hvis det var dig, hun havde fået fat i. Det var meget modigt det du gjorde. Husk på, det heller ikke er derfor, hun har det dårligt længere, for vi healede hendes skade sammen, og der er næsten slet ikke noget at se længere. Derfor hun har det dårligt nu, er på grund af det der skete med hende i Pandemonium,” forklarede han, og lagde en hånd på hendes ene kind. Nænsomt skubbede han en tåre væk med tommelfingeren. ”Intet af det her er din skyld, Moria. Alt du gjorde, var at beskytte mig, og det er der intet dårligt i, vel? Vel? Kom her…”
Han lagde sine stærke arme omkring hende igen, så han kunne give hende en varm omfavnelse. Nakken blev lagt lidt tilbage, så han kunne hvile sin hage ovenpå hendes hoved, mens han kørte en hånd op og ned af hendes ryg.
”Macarias skaber er her nu til at gøre hende rask. Isabel kommer nok snart tilbage, når hun er klar til det, og så finder hende og Saïx ud af det. Når Macaria igen bliver sig selv, tager hun væk med Zean, og så kan vi hente Lili, ikke? Så bliver alt ligesom før.” Hånden ved hendes ryg vandrede op under det sorte hår, og lagde sig i stedet om hendes varme nakke. Fingrene nussede de følsomme nakkehår. ”Intet af det her er din skyld… og…” Tøvende fugtede han læberne, inden at et suk gik igennem ham. ”…og jeg elsker dig.”

[Moria Veterano]

Hun krammede ham og følte en lille ro sænke sig over hende ved hans ord. Det var rare tanker. At tro på tingene kunne blive gode igen. Alligevel hviskede en lille stemme i hendes ører. Fortalte hende at hendes angreb absolut ikke gjorde Macaria mere rask og at folk - uanset om skaden var væk nu - ville huske hende for det. Tingene var ikke så simple. Desuden var det mere Cal end hende der havde reddet hende. Hun bed sig på indersiden af sin underlæbe, mens hun bare lukkede øjnene lidt og søgte tilflugt i Cals arme. Hun trak vejret dybt et par gange.
Uanset hvad var det rart at høre. Og det ville være rart at tro på. Det opmuntrede hende en smule. Og måske, når Macaria blev frisk igen, ville de andre også begynde at tilgive hende. Hun måtte vel bare...Holde ud?
Hun trak vejret dybt ind og holdt det lidt ved hans sidste ord. De fik hende næsten til at græde igen, omend af helt andre årsager. Hun klemte hårdere om ham i sit kram, selv om han næppe ville kunne mærke stor forskel.
"Jeg elsker også dig" Forsikrede hun. Så længe hun var sammen med Cal skulle det nok gå...Ikke?
Til sidst slap hun ham endelig og lod hånden glide op mod krukken. Fingrene gled ned over dens glatte overflade før hun sendte Cal et svagt smil.
"Lad os tage den" svarede hun endelig.

[Caleb Veterano]

Et smil! ET SMIL! Caleb var lige ved at falde på knæ for at lovprise Inei ved synet! Det var som årets første solstråle mellem tykke skyer i Pandemonium! Som den første blomst op af sneen! Den første trille fra en fugl om foråret! Gudinden forevigt være velsignet.
Han smilte over hele hovedet, som han kyssede hendes salte kind, før han tog krukken ned fra kaminhylden igen. Aldrig havde han følt sig så lettet før, hvilket fik hans skridt til at være mere fjedrende, som han gik hen, for at hælde urteteen op i en tekande. Duften fyldte hans næsebor op, og fik ligeledes de dejlige minder, til at vokse sig frem på hans nethinde.
Åh han savnede også Lili. Hun måtte være så urolig for dem, efter at have ventet så længe. Forhåbentligt kunne han snart hente hende.
”Skal jeg lave te til hver kop?” spurgte han Moria med en spøgefuld undertone, mens han satte kedlen over ilden i kaminen, så vandet kunne blive sat i kog. ”Jeg vil gerne, hvis det er hvad, du vil, men jeg kan altså ikke drikke så meget te, uden at jeg skal ud og tisse hver halve time, når vi er gået i seng.”
Han sendte hende et skævt smil, mens han rettede sig op igen, og skubbede krogen med kedlen ind over flammerne. For første gang i lang tid havde han lyst til at være tæt på hende. Rigtig tæt på hende. Kysse hende til hendes kinder blev røde. Kærtegne hendes hud til hendes krop blev varm. Røre hende så hun ikke tænkte på andet end det.
Men han vidste ikke, om hun var klar til det. Om hun overhovedet ville bryde sig om det på nuværende tidspunkt. Dårlig nok turde han jo at forsøge, og havde ikke gjort det siden Adelaide var dukket op midt i det hele.

[Moria Veterano]

At se hvordan han strålede lettede hele stemningen i køkkenet. Da han tog krukken og begyndte at sætte the over, gik hun over og satte sig ved bordet. Hun trak fødderne op, så de balancerede på stolen og så hendes knæ var trukket helt op til hendes brystkasse. Hun trak kjolen ud over sine ben. Hendes fødder var iskolde og hendes ben var ikke meget bedre, så i et forsøg på at varme hele kroppen var gået i gang og hun gøs svagt, som hendes krop kæmpede for at sprede varmen til benene hurtigere end kulden kunne invadere hendes overkrop. Hun slyngede armene om benene og holdt øje med hvad Caleb lavede.
Hun ville gerne smile igennem, men så nemt kom det ikke og hun endte bare med at ryste på hovedet.
"Nej...Nej...Det er for fjollet" medgav hun.
"Vi er...vi er vel ikke flere end...End os to. Der skal have" Hendes blik gled over til krusene. Hvor dumt! Åh hvor var hun fjollet.
At gå i seng med Caleb var dog det sidste i hendes tanker. Selv hvis emnet blev bragt op, ville hun sige nej på sin egen stille måde. Sex havde aldrig været så specielt, som alle gjorde det til og nu...Lige nu havde hun bare ingen lyst. Ingen lyst og ingen overskud til at overgive sig til sin mand på den måde. Men hun var taknemmelig for hans tålmodighed med hende. Hvor mange mænd ville respektere det? Mon...hvis hun var blevet gift med den mand, som hendes far havde fundet...Hun ville sikkert leve mere stille. Men hvor ofte ville han ikke skælde hende ud og måske ligefrem tvinge hende?
Men det var et helt andet liv. Og selv om hendes liv her på gården var hårdere end hun havde ventet, så følte hun sig hjemme.
Hun tog en tot hår i sine hænder og sad og hørte det rundt og rundt mellem sine fingre. Det var først nu hun begyndte at få energi og overskud til at tænke lidt mere på gårdens andre beboere.
"Hvorfor rejste Isabel?"
Hun havde været nærværende nok til at bedømme hun manglede. Det smertede hende lidt...Hun vidste hun havde skuffet og Isabel sikkert hadede hende. Men et eller andet sted havde hun også håbet på Isabel ville forstå...Det havde jo handlet om hendes bror og de havde haft det så godt med hinanden før...

[Caleb Veterano]

Caleb trak på skulderne af hendes spørgsmål om hvor mange, der skulle have te. Teoretisk set var det vel kun varulven, der drak te, nu hvor Isabel ikke var her, og han fandt ikke ligefrem nogen lyst til, at skulle til at servere for den køter.
Han satte sig hen overfor Moria, og lænede sig frem over bordet, støttende på sine underarme. Fingrene foldede sig ind i hinanden. Tommelfingeren øverst bankede let ned på den anden.
”Isabel og Saïx blev uvenner for nogle dage siden. Kan du huske modstandsbevægelsen, der var i Vavilon? Den første af dem? Mhhhh den opstod lige da Forsyth, havde overtaget Vavilon, så vidt jeg husker, men den blev slået ned igen. Isabel og jeg var en del af den modstandsbevægelse – Saïx ligeså. Dengang var han selvfølgelig menneske, og Isabel var i sin gamle krop,” fortalte han, uden at kunne huske, om han havde fortalt den historie før til hende. Han foldede hænderne ud, så håndfladerne var vendt opad i en forklarende gestus. ”Isabel døde og alt det der, og jeg forlod bevægelsen. Desværre fik Macaria fat i Saïx. Hun gjorde ham til vampyr, hvorefter hun sultede ham, og slap ham ud på resterne af modstandsbevægelsen. Han slog dem alle ihjel. Jeg har vidst det i mange år nu, men Isabel har ikke vidst noget om det, fordi hun var fanget i Pandemonium, som du jo ved. Jeg tror Saïx endelig besluttede sig for, der ikke skulle være hemmeligheder imellem dem, og fortalte hende det.”
Han skar en grimasse, og lænede sig tilbage på bænken, indtil hans ryg hvilede mod væggen. Håndfladerne hvilede mod bordkanten, som fingrene trommede stille imod. Måske burde han have været ude og søge efter hende, men han havde haft travlt med at se til Moria og Macaria. Han kunne jo ikke bare, have forladt det hele. Alligevel var der et stik af dårlig samvittighed. Engang ville han have stormet ud efter hende, for at lade hende vide, at hun ikke var alene. At hun kunne finde støtte og trøst i ham. Men… han måtte nok indse, de var gledet fra hinanden. Han sugede indersiden af sine kinder ind mellem tænderne, og drejede hovedet ud til siden mod et af vinduerne. Var det hans skyld de var gledet så langt væk fra hinanden? Burde han have… gjort andet? Måske havde han de sidste par måneder forsømt hende…
”… hun skal nok komme tilbage på et tidspunkt, når hun er klar,” tilføjede han dæmpet, mest for at berolige sig selv.

[Moria Veterano]

Hun studerede ham, som han satte sig for at forklare. Hun havde faktisk lidt frygtet Isabel var gået sin vej på grund af hende...Var det så slemt, at hun et eller andet sted fandt det som en lettelse at det ikke var derfor? Men det ændrede ikke på at det var forfærdeligt. Hende og Saïx...De var så søde sammen. De passede sammen, havde tydelige følelser for hinanden. Hvor måtte det være svært for Saïx. Så presset. Både med hans skaber og nu også Isabel. Og det måtte heller ikke være meget nemmere for Isabel!
Hendes blik gled over til Cal igen. Hun skammede sig lidt. Her var hun, fanget i sit eget mareridt og holdt ham fra at samle deres lille familie igen. Hun var slet ikke i tvivl om han nok gerne ville ud og finde Isabel. Men ville han overhoved rejse, især nu, med deres nye gæster?
Alligevel gled hendes ben fri og fødderne fandt gulvet igen. Hun strakte sig ind over bordet og placerede forsigtig en hånd på en af hans.
"Du burde gå ud og finde hende" påpegede hun. Det var vigtigere andre havde det godt. Så følte hun ikke at hun...Tog det hele for sig selv.
"Jeg har det bedre og vores gæster virker fredelige nok. Saïx og Sam burde kunne kontrollere Macaria og jeg lover ikke at nærme mig hende...Så du burde gå ud og finde hende. Der er flere her der savner hende" hun klemte hans hånd forsigtigt. Hun ønskede ikke han rejste...Men han skulle rejse, hvis det var det han ville. Og Isabel havde nok også brug for ham.
"Hun har måske brug for at snakke det igennem med nogen eller...Slå løs på nogen...Der kender til det hele og som ikke er Saïx. Bearbejde det lidt, før..." Hun gjorde en let gestus mod vinduet, som ville hun pege ud mod Saïx. Før hun mødte Saïx igen. Uanset om de alle hadede Moria, foretrak hun alle var her og i det mindste havde det godt med hinanden. Dette her...Det andet...Var for...Forvirrende og gjorde det hele anspændt. Nu hvor hun vidste det, vidste hvorfor, gjorde ikke det hele bedre.

[Caleb Veterano]

En kold hånd lagde sig ovenpå hans, og han rettede blikket mod Moria. Et taknemmeligt smil bredte sig på hans ansigt, og han lagde sin anden hånd ovenpå hendes, for at give den et forsikrende klem.
”Jeg venter til solen står op, før jeg tager afsted. Så er det kun Saïx, du skal slås rundt med,” sagde han, inden at han samlede hendes hånd mellem sine, og førte den op til munden, så han kunne placere et par kys på den. ”Hvis hun er taget for langt væk, kommer jeg tilbage, men hvis jeg er heldig, har hun holdt sig i området. Jeg har nogen ideer om, hvordan jeg skal finde hende.”
Med varulven spærret inde på Lilis værelse til han kom tilbage, Macaria og Sam fanget i smedjen, til solen gik ned igen, ville Moria være mest sikker, når det blev morgen. Han kunne også lettere bevæge sig rundt i sollys, end når alting var mørkt og nat. Forhåbentligt havde Isabel slået sig ned et sted ikke for langt væk. Uheldigvis kunne hun med sin magi teleportere sig langt væk, så længe der var skygger til stede. Hans bedste chance ville faktisk være, at gå kaldende rundt, og håbe hun ville se ham.
”Tror du godt, du kan være alene nogle timer?” spurgte han, bare for at være sikker, og slap hendes hånd med sin ene, så han i stedet kunne ligge den på hendes underarm. ”Ellers er jeg sikker på, Saïx ikke vil have noget imod, hvis du vækker ham.”

[Moria Veterano]

Hun skar en svag grimasse. Hun havde en fornemmelse af Saïx ikke nødvendigvis ville elske hun kom og bankede på hans dør. Faktisk skræmte det hende næsten til døde, at hun skulle gå rundt alene en hel dag. Pludselig virkede gården stor. Hendes blik gled rundt i køkkenet et øjeblik, før det gled over til vandet over ilden. Til sidst så hun tilbage på Cal.
"Det er fint. Jeg sover nok det meste af tiden. Eller måske...Vil jeg faktisk være nyttig og gøre lidt rent" påpegede hun forsikrende. Hvis hun havde energien til det, kunne hun gøre lidt rent, ja! Det ville nok gøre alle godt. På en eller anden måde. Det ville i hvert fald holde hende fra at tænke over alle de ting...Som hun helst ikke ville tænke på.
"Som du siger er Saïx her. Tag bare af sted" Hun nikkede svagt til ham, men der kom ikke flere smil. I stedet trak hun sine hænder til sig og samlede dem omkring sine ben igen.
"Er theen ikke snart klar?" foreslog hun så.

[Caleb Veterano]

”Det kan den hvert fald blive.” Caleb rejste sig fra bordet, og gik hen til kaminen, så han kunne skimte til vandet. Det kogte ikke helt endnu, men med et knips fra fingrene, skubbede han det resten af vejen. Bobler begyndte at sprænge vandoverfladen. Med et stof til at beskytte hænderne mod det gloende jern, tog han kedlen af ilden, og bar den besværet hen til køkkenbordet. Forsigtigt hældte det varme vand ned i tekanden, så duften af urterne virkelig fik styrke, til at brede sig ud i køkkenet, og minde dem alle om efterår.
”Syntes du jeg skulle til at gro skæg?” spurgte han henkast over skulderen, mens han stillede den store kedel fra sig. Prøvende kørte han en hånd ned over sin glatte hage. Som en rigtig portusianer havde han altid holdt håret kort, og ansigtet nybarberet. Enten bare fordi det var hygiejnisk eller fordi det var mest praktisk. Men som årene var gået, og han var blevet ældre, havde han overvejet det mere og mere.
”Min far havde et stort, rødt busket et, kan jeg huske. Isabel hadede at kysse ham, fordi det kradsede, men min mor kaldte det mandligt, og trak ham drillende i det,” fortalte han med et lille smil, mens han satte to kopper og kanden på bordet ved Moria, så hun selv kunne hælde op. Èn af grundene til han nævnte det, var selvfølgelig også for at få hende til at smile igen. Det var nærmest blevet en afhængighed for ham. Hvert smil fik hjertet til at springe lystigt afsted, mens det dalede helt ned til maven, når hun ikke gjorde.
Han levede for de små spring…

[Moria Veterano]

Spurgte...Spurgte han hende om sit udseende? Om...Modetips? Oh. Det vidste hun slet ikke. Hun vred sine hænder lidt, før hun prøvede at give det en seriøs tanke. Hendes blik gled igen hen over ham, hans ansigt. Som mange af hendes beslutninger, overvejede hun hvordan Inei mon ville tage det. Inei var ofte den skæg-løse type. Det havde vel noget med renhed at gøre, at man gjorde en handling for hendes skyld og til hverdag. At hun altid kunne se folks ansigter som de var og ikke gemt bag et stort skæg. Da hun var mindre havde mænd, med store skæg, altid skræmt hende. Netop fordi man ikke kunne se om de smilte eller snerrede, hvad de skjulte eller ville. De var som monstre, der skjulte deres sultne munde!
Men det var længe siden nu, sådan var det ikke længere. Hun vidste jo godt at sådan var tingene ikke.
Da krusene og thekanden kom på bordet, rejste hun sig op for at hælde op til dem. Kanden var næsten for tung til hendes kolde, rystende krop og hun måtte sætte den ned igen og tage bedre fat. Der var dog ingen tvivl om at hun ikke ønskede hjælp, men at gøre det selv, også selv om det var sådan en almindelig småting.
Til sidst kunne hun stille thekanden fra sig. Hun havde kun spildt lidt og hun gik selv over for at finde en klud hun kunne tørre af med. Duften var skøn og lun!
Til sidst kunne hun endelig sætte sig igen, ved siden af Caleb. Hun ville trække sit krus over til sig og læne sig ind mod Caleb.
"Nej" Svarede hun så og lod en kold hånd glide over hans ene kind. Hendes tommelfinger gled hen over hans hage. Næsten uanset hvor tæt han barberede sig kunne hun næsten altid mærke noget.
"Nei, du er fin som du er" Hendes blik hævede sig lidt og hun trak hurtigt hånden til sig, inden han fik anledning til at misforstå hele situationen.
"Som lille skræmte det mig. Når mænd havde fuldskæg. Og det er jo heller ikke det Inei foretrækker" forklarede hun sig undskyldende.
"Men hvis du virkelig vil, kan jeg ikke stoppe dig! Og det må også være lunt om vinteren?" Hun skævede op mod ham.