Hush Child

[Sam]

Saïx Veterano - Caleb Veterano - Moria Veterano - Sam - Macaria Forsyth - @oliver

Foråret var så småt ved at komme til Portus. Man kunne mærke det på det lunere vejr i dagstimerne – natten var stadigvæk bidende kold. Sneen dryppede fra træerne, og fuglene var begyndt at kvidre igen, mens de fløj rundt på den blå himmel.
Ikke at Sam og Oliver så noget af den slags på deres rejse tværs gennem Portus. De rejse udelukkende kun om natten, når solen for længst var gået ned, og fandt ly når daggryet truede med at bryde frem. Jo længere ude på landet de kom, jo sværere blev det, at finde en kro eller lade de kunne overnatte i, så de måtte lægge så meget vej bag dem som muligt hver gang.
Fuldmånen havde været dér, og forladt dem igen. Det havde været en rædsom nat for den stakkels varulv, men Sam havde taget sine forholdsregler. Lænket med tykke metalkæder med sølvstykket i sig, havde Oliver i sin transformation kunne brøle, hyle og vride sig så meget han kunne, uden at slippe løs, mens Sam roligt havde sættet op af en bjælke i en efterladt mølle, og læst en bog.
Olivers træning var sandelig ikke gået på pause på rejsen. Bøger blev oplæst, foredrag holdt, filosofiske samtaler blev udvekslet, og musik fra udødelige kunstnere, blev spillet på Sams violin. I det hele taget kunne man se hele rejsen som noget hyggeligt og hjertevarmt, hvis det ikke var på grund af sorgen, der hele tiden lå gemt i vampyrens øjne. En sorg så knusende at man undrede sig over, hvor han dog fik viljen, til at stå op hver eneste nat, og forsætte sin færd. Men han talte ikke om den. Nævnte ikke dens navn – kun nogle gange, når han lå og sov, sitrede hans øjne, mens han længselsfuldt sukkede navnet på den tabte datter.

De havde i flere timer vandret over bakket græsenge, da de endelig fik øje på lys i det fjerne. Landsbyboerne havde haft ret. Der boede faktisk nogen helt herude! En gård så det ud til med bagsiden vendt mod en stor skov, en hestefold, smedje, gårdsplads, brønd og kampring, af hvad man kunne se fra denne her retning.
Sam slog en hånd ned på sin assistents skulder, og gjorde et nik mod den hyggelige gård med stråtag.
”Jeg tror vi endelig har nået vores mål,” bekendtgjorde han lavmælt. ”Kan du se runen ridset ind i hoveddøren? Den holder uinviteret folk ude. Selv ikke du i din anden form, ville kunne bryde den dør ned.”
Han klappede Olivers skulder, før han igen begyndte at gå afsted ned af bakken. Luften var frisk, og prikkede kinder og næse, men intet damp kunne ses ud fra hans mund. I stedet for de pæne, vante klæder, han havde gået med i Istus, var han iført en rejsekappe med hætte, gode støvler og en taske slynget om på ryggen. Støv og skidt fra vejen dækkede hans tøj. Noget sad i det ravnsorte hår.
Men han bar sig stadigvæk rank og stolt, uden den mindste træthed i sig. Alt der betød noget nu, var at komme i sikkerhed for hans stædige lillesøster. Et fredfyldt sted hvor han kunne sørge i fred.
”Vi må hellere være vagtsomme i det her selskab, min ven. Husk kun at tal hvis du bliver spurgt. Lad være med at se dem i øjnene. Tal høfligt til dem, og lad dig ikke provokeres af deres tunger. Hvis du bliver hidsig, så tænk på vores øvelser. Både åndedrættet og hvor du klargøre dine tanker,” rådede han Oliver, som de nærmede sig gården. ”Det her er Veteranoerne vi har med at gøre, og-”
Han tav, og virrede med hovedet, som en fornemmelse krøb ind på ham. Et pust af noget genkendeligt. Noget der fik hans indre til at krølle sig sammen. Forvirret drejede han ansigtet mod den lille smedje til venstre for sig, men vinduerne var mørke, og han kunne intet se derinde.
”Undskyld mig et øjeblik…” bad han hviskende Oliver, før han drejede om på hælen, og skiftede retning fra gården mod smedjehuset i stedet for. Skridtene blev hurtigere og hurtigere, jo stærkere følelsen blev. I det sidste stykke løb han, så rejsekappen blafrede om benene på ham, indtil han endelig nåede døren derind til. Munden var helt tør. Hvis han havde haft en hjertebanken, havde den hamret afsted i brystet på ham, da han uden tøven flåede døren op.
Mørket omfavnede ham, men hans nattesyn kunne tydeligt se alt derinde, og… og alt i ham stivnede. Som var en spand med koldt vand, pludselig blevet kastet over ham, og havde frosset ham fast i sekundet, til en smuk isstatue.
”…Ma…Macaria?” hviskede han stadigvæk med en hånd på dørhåndtaget. Skikkelsen i den anden ende hævede hovedet fra armene, og rødglødende øjne mødte hans. Hendes chok afspejlede hans.
”…Sam?!”

[Deleted]

Månen havde ikke været mild overfor ham. De sidste par dage lige inden fuldmånen havde han haft nerverne udenpå tøjet. Utålmodig, aggressiv, og sulten – så forbandet sulten! Sam havde heldigvis sørget for at mad aldrig havde været langt væk under rejsen. Og Olivers egne forstærkede sanser, som han så småt var ved at blive vant til, havde også været til hjælp, så han havde ikke gået og sultet på vejen gennem de portusianske skove.
Men fuldmånenatten havde været den værste. Hvor Oliver ikke havde nogen erindringer om hvad der skete under den første forvandling, blev hans minder hærget af korte flashbacks. Lyden af hans rasende brøl, mens han forsøgte at slide sig selv fri fra kæden Sam havde lænket ham i. Synet af Sam selv, der havde været roligheden selv, placeret på tryg afstand fra den unge varulv som i dét øjeblik intet mere ville end at flå struben ud på manden, og synke tænderne-
Han lukkede øjnene i, og trak vejret gennem dybe indåndinger. Talte langsomt gennem ind- og udåndingerne, sådan som Sam havde lært ham. Fokuserede på et godt minde. Alt dét der skulle fylde ham med ro, så han kunne få bugt på eftervirkningerne af fuldmånen.

Sams erklæring om at de måtte have nået vejs ende fik Oliver til at give et lettet suk fra sig. Hans fødder var ømme efter endnu en lang nats vandring, og skuldrene føltes som om de snart ville falde af under vægten af deres ting. Begge var de gjort stærkere på grund af hvad de var, men behovet for at fortsætte hans undervisning, og at kunne slå lejr når det var nødvendigt, havde alligevel gjort at de havde en del bagage med sig.
”Selvfølgelig, Sam.” svarede han til vampyrens formaninger, og hankede en smule op i sin rygsæk, før han fulgte efter Sam gennem græsset og mod gårdsbygningen. Nysgerrigt gled hans blik over bygningen mens Sam talte, indtil vampyren pludselig blev tavs, og ændrede retning mod gårdens lille tilbygning. ”Sam?” Et øjeblik blev Oliver stående på stedet, usikker på om han skulle følge efter sin læremester, eller lade ham gå alene som han så ud til at have i tankerne. Til sidst bestemte han sig dog for at følge efter vampyren til tilbygningen. Præcis som Sam endte Oliver med at stå udenfor døren, og måtte stille sig en smule på tå for at kunne se over den høje vampyrs skulder og ind i mørket. De rødglødende øjne derinde fik en kriblen til at søge ned af ryggen på ham, og en rynke til at trække i hans overlæbe – en vampyr.
En pludselig tilføjelse i luften fik Oliver til at spidse ørene, og han drejede hovedet lige i tide til at se en bleg hånd række ud mod hans skjortekrave og presse ham op mod væggen ved siden af døren. Rygsækken faldt til jorden og Olivers hænder kastede sig over armen som holdt ham oppe – endnu en vampyr! Og en stærk én, at dømme ud fra musklerne under den stramme hud.
”Hvem er I? Hvordan fandt I det her sted?” forlangte vampyren at vide, men det var ikke Oliver han så på – han så på Sam. Under huden kunne Oliver mærke hvordan dyret knurrede, og fik hans overlæbe til at vrænge sig arrigt. Hans negle gravede i vampyrens arm, men det fik ikke manden til at sætte ham ned.

[Caleb Veterano]

Med et sæt kiggede Caleb op på det lysende pentagram, ridset ind i trævæggen inde i hans soveværelse. Blåt glødede alle linjerne frem og advarede om nogen havde gået over den magiske cirkel, han havde lagt omkring gården, så de altid vidste, når nogen nærmede sig. Kunne det være Zean allerede? Eller måske var Isabel endelig vendt tilbage!
Han gjorde sig hurtig færdig med at smøre creme ud på Morias fine fødder, inden at han rejste sig fra gulvet.
”Jeg går lige ned og tjekker hvem der er kommet,” informerede han sin hustru, mens han gned resten af den kølige, fugtige creme ud i sine hænder. Blidt sendte han hende et smil. ”Bare bliv her. Jeg er straks tilbage.”
Zean havde holdt sit ord omkring Moria. Hun virkede til, at have det lidt bedre, selvom hun stadigvæk var plaget af mareridt, og hendes øjne nogle gange blev fjerne. De virkede så hjemsøgte. Men i det mindste kunne man have en samtale med hende nu. Caleb fandt hende dog langt mere skrøbelig nu, end han nogensinde havde gjort før, og han beskyttede hende mod ethvert pres eller nogen form for stress. Derfor holdte han hende inde på deres soveværelse, hvor han plejede og forkælede hende efter bedste evner.
Han kyssede hende på panden, før han hjalp hende op med benene i sengen igen. Tæppet puttede han godt om fødderne, så hun ikke skulle fryse.
Fra kommoden ved siden af døren tog han sit sværdbælte, han trak rundt om livet, mens han forlod værelset, og gik ned til køkkenet – der var tomt. Hm. Ingen dødsengel eller hybrid. Saïx befandt sig i smedjen – det havde han gjort næsten uafbrudt, efter Isabel var stukket af – måske hvis det var hende, der var kommet tilbage, havde hun opsøgt ham derinde.
Sukkende skyllede han de brugte lerkopper af i baljen med vand, mens han spejdede ud af vinduet, hvor han havde udsigt til smedjen. Intet lys. Men det behøvede de væsner jo heller ikke. Hvis dog bare han kunne se lidt bedre i mørke i stedet for de menneskeøjne, han var udstyret med. Nogle gange var det ret så upraktisk.
Han bestemte sig til sidst for, at gå derud. Hvis det virkelig var Isabel, der var vendt tilbage, ville han gerne tage imod hende. Måske give hende et kram. Eller støtte hende hvis, hun havde brug for det mod Saïx, der nægtede at lade hende gå. På trods af det hele, var hun stadigvæk hans søster.
Med en kop te i den ene hånd og frakken trukket over sig begav han sig hen over gårdspladsen mod smedjen – men jo tættere på han kom, jo langsommere blev hans skridt. Det var ikke Isabels stemme han kunne høre derinde fra. Heller ikke Zeans. Ikke nogen som helst han kendte – kun Saïx. Og han lød truende.
Koppen med dampende te smed han fra sig, før han satte i løb det sidste stykke. Døren stod på vid gab, og lige indenfor stod en flok på tre. Saïx genkendte han tydeligt men de to andre. Den ene høj, slank og rank, den anden mindre og mere spinkel.
”Hvad i alverden forgår der her?!” spurgte han skarpt. Saïx stod med den ene presset mod dørkarmen, hvilket med det samme fortalte Caleb, de her folk var uinviteret. Panden rynkede sig. Hvem pokker var de to personer?! Og hvorfor fanden var Macaria pludselig så stille?!

[Moria Veterano]

Hendes brune øjne havde beroliget fulgte Calebs bevægelser, som han havde smurt hendes fødder ind. Det var rart, det var beroligende og tillod hende bare at sidde, uden at tænke på noget som helst og slappe af. Mareridtene var der stadig. Stemmerne og skrigende, lugten af blod og død. Men efterhånden var de blevet lidt mildere. Det var stadig hendes hænder der var badet i blod, men nu var hun så småt mere opmærksom på hvorfor. For Caleb. Hun ville gøre alt for sin mand, så loyal hun var. Kunne ingen...Se det...? At han...Ville være død? Men når den tanke kom, tvivlede hun også selv på det. En bekvem undskyld! Her sad hun, faktisk en morder og forvist fra Ineis lysene hal.
Skylden havde gjort at hun stadig havde svært ved at ytre ord. Hun var dog begyndt at komme med lyde og enkelte ord, lidt som et barn der lærte at tale igen. Hun kunne nikke eller ryste på hovedet. Hun var mere engageret i sine omgivelser. Men hun turde ikke møde de andre...Hun turde ikke møde deres hadefulde øjne. For alle måtte hade hende nu. Hvorfor prøvede Caleb så meget? Han burde forlade hende. Skubbe hende ud i skoven, alene, til sin egen skæbne.
Men hun havde ikke viljen til selv at gøre noget ved det. Ikke endnu.

Da Caleb var gået, skubbede hun tæppet væk. Hun kunne mærke den kølige luft mod salven, som gav en kølende fornemmelse. Hendes ene finger gled ned over en af sener på toppen af hendes fod. Hun bøjede sine tæer og fulgte linjerne som var hun dybt forundret over at hendes fødder så sådan ud.
Langsomt gik det op for hende at Caleb havde taget sit sværd. Hendes blik gled op til pentagrammet. I langsomme bevægelser gled hendes fødder ned på gulvet og hun rejste sig op. Den simple kjole i lyseblåt hvilede om hendes skikkelse og mindede halvt om en kjole og halvt om en natkjole. Den sad løst og afslørede ikke mange af hendes naturlige former. Godt det samme, for nogle af dem var svunget lidt ind, som hun endnu ikke spiste særlig meget. Som havde hun glemt det var koldt udenfor, forlod hun værelset. Gik i sin mands fodspor. Ind i køkkenet. Selv om hun så mod vinduet, så hun egentlig ikke hvad der var derude, hvis noget. Det mørkebrune, krøllede hår hvilede ned over hendes ryg og skuldre. Hendes hud var bleg og hun mindede lidt om et omvandrende spøgelse, da hun tog i døren. Uden at tænke på den også skulle lukkes igen, trådte hun ud på den grussede gårdsplads. Stenene stak i hendes fødder og luften var endnu kold.
I et øjeblik gled hendes blik op mod den mørke himmel. Selv om det var mørkt, fornemmede hun instinktivt at det var forår. Et af de bedste tidspunkter på året.
Pludselig vendte hun sig om og gik over til smedjen. Som kunne hun instinktivt fornemme der foregik noget.
Hvis de gjorde Caleb noget...Det var for hans skyld. Måske var Isabel tilbage. Hun havde slet ikke set hende og måske var hun gået sin vej, i had over Moria. Hun måtte forklare det hele.
Men som hun fulgte ind efter sin mand...Blev hun stående i døråbningen og kiggede ind i den efterhånden overfyldte smedje. Ind i mørket. Der var alt for mange folk her...Alt for mange vampyrer...Hendes hjerte begyndte at banke hurtigere og hele hendes krop begyndte at ryste, som en koldsved brød frem. Hendes mund gled åben, som prøvede hun at sige noget. Det var ren instinkt der fortalte hende hvor mange der var, for hendes øjne var rettet lige frem, som var hun i virkeligheden blind. Og dog...Langsomt gled de igennem rummet, som generede mørket hende ikke og hun kunne se direkte på deres uventede gæster.

[Sam]

Verden var holdt op med at dreje rundt. Tiden var frosset fast. Alle lyde omkring ham blev reduceret til en utydelig mumlen, mens han som forstenet stirrede på kvinden, han havde troet var tabt for altid. Hendes skønhed forvandlet til aske. Livet i øjnene slukket for evigt. Smilet stivnet i smerte.
Men her var hun. Årerne havde ikke ændret hende det mindste. Ingen linjer, ingen rynker, men… så mange nye sår og ar. Synet ville have fået ham til at græde, hvis han havde kunne. Først nu opdagede han, hun var lænket. En sølvkæde ætsede sig ind i hendes hud, og holdte hende fanget i denne beskidte smedje, som var hun intet andet end en vild hund med rabies.
Ude i stand til at producere et eneste ord, trådte han frem, for at komme hen til sit skaberværk, men stoppede brat op, som han opdagede de ikke var alene. Oliver blev skubbet hårdt mod væggen af en fremmede. En vampyr. Sam kunne med det samme fastsætte hans race i manglen på puls. Han nåede dog kun at åbne munden, før endnu én person var kommet frem. Og så endnu én.
Det så ud til, han havde undervurderet Veteranoernes paranoia. For det var da, hvad den ene af dem var. Ansigtet havde hængt på plakater ved hvert et gadehjørne i hele Portus. Caleb Veterano. Den enøjet. Kvinden bag ham, der så brat var blevet forvandlet til en statue, måtte være hans hustru, så vidt han vidste.
…men hvad lavede de med Macaria? Og hvorfor var hun lænket?
Noget mørkt dukkede op i hans isblå øjne. Hagen sænkede sig ned mod brystet.
”Hvis jeg var jer, ville jeg blive stående, akkurat hvor I er, og ikke gå et skridt nærmere,” advarede han med sin bløde stemme. Der lå en truende undertone i hans ord. Hans blik rettede sig mod vampyren, der holdte Oliver fast. ”Og du burde virkelig slippe min assistent, inden han skifter form, og du for alvor vil have svært ved at holde ham fast. Folk skulle nødigt komme til skade.”
”Saïx, du slipper ham ikke!” Veteranos stemme var lige så smældende, som en hestepisk. ”Han er en varulv. Du lader ham ikke gå! Hold ham fast.”
En smule irriteret vendte Sam sig mod magikeren, der var trådt beskyttende ind foran kvinden. Han havde trukket sit sværd, og holdte det advarende frem i den ene arm. Sikke en fjendtlighed den mand dog havde. Var dog ikke noget at sige til, hvis bare det halve af de rygter, han havde hørt om dem var sande. ”Jeg spørger igen. Hvad… forgår… der… her?!”
Langsomt pegede Sam mod Macaria. Hun havde trukket sig helt op af væggen, som et forskræmt dyr. Uafbrudt rystede hun på sit hoved, så de tykke lokker dansede om hendes ansigt. Hvad havde de dog gjort ved hende?
”Jeg tager hende med mig. Hun er min. Ingen vil komme til skade, hvis i træder ti skridt tilbage, og lader mig føre hende bort herfra. Jeg vil ikke stille nogle spørgsmål, som hvad I har gjort ved hende, eller hvorfor I holder hende fanget. Jeg vil ikke bringe hævn med mig, selvom I har gjort hende ondt, og jeg mere end noget andet, vil straffe jer for det,” forklarede han pædagogisk, mens hans øjne vandrede imellem vampyren og Veterano. Hvor var den sidste henne? Der var to. En bror og en søster. Uadskillelige. Den ene trak vejret ind, den anden trak vejret ud. Gemte hun sig mon et sted? Han rankede sig.
”Bare lad mig tage hende.”
”Nej… nej. Nej, nej, nej, nej… please. Jeg vil ikke.” Macarias hviskende stemme fulgte hans ord. ”Jeg vil ikke. Nej, nej, nej, nej, nej. Tag det ikke fra mig. Nej.”
Tøvende slap Sam truslen med blikket, og drejede påtvunget hovedet mod sit barn. Hvad var det dog hun sagde?

[Saïx Veterano]

”Selvfølgelig slipper jeg ham ikke!” bed Saïx over skulderen mod Caleb. Hans humør havde taget et styrtdyk lige siden Isabel havde forladt gården for flere dage siden. Han havde isoleret sig selv inde i smedjen og druknet lyden af Macarias råben og skrigen med hans egne hammerslag mod stål. Kun når han og Macaria havde fået blod, havde han rigtig set noget til Cal. Han spiste dog sjældent, og sov endnu sjældnere. Det havde haft en indflydelse på hans handlinger.
Drengen – varulven – i hans greb blottede tænderne i en arrig snerren, og Saïx besvarede den ved at banke ham hårdt op mod dørkarmen, uden at han tog blikket fra vampyren. Truede han dem? Hans øjne kneb sig en smule sammen, før han skævede i retning af Macaria inde i mørket. Synet forvirrede ham. Hun virkede bange for manden. Lige meget hvad han, Cal eller Zean havde forsøgt at sige til hende, havde hun bare grinet af dem eller råbt endnu højere. Intet havde haft en effekt på hende! Men den her mand havde knapt gjort noget, og nu lignede hun en forskræmt harekilling. ”Du tager ingen, nogen steder hen.” svarede han manden, som han igen vendte sin opmærksomhed mod. ”Og vi har ikke gjort noget ved hende. Vi reddede hende og holder hende her for at beskytte hende og andre. Hvis du tager hende-”
”Sam…!” Drengen i hans greb så ud til at prøve at trække vejret gennem dybe drag, som for at lægge bånd på sig selv. Men Saïx skænkede ham kun et kort blik, før det så ud til at gå op for ham, hvad drengen havde sagt. Blikket faldt tilbage på vampyren.
”Sam? Er du Sam?” Han skævede et par gange mellem manden og Macaria. Der kunne selvfølgelig være et utal af mænd med det navn, og sikkert mere end én vampyr, men hvor mange af dem kunne få Macaria til at prøve at gemme sig væk på den måde? ”Er du hendes skaber?”

[Caleb Veterano]

Sværdet lå så hjemvandt i hans hånd. Uden besvær holdte han det strakt frem mod vampyren, så musklerne i hans arm spændtes. Hele tiden sørgede han for, at stå lige foran Moria. Hans anden arm var trukket bagud med en hånd liggende mod hendes mave – klar til at skubbe hende væk, eller gribe fat i hende, hvis det skulle blive nødvendigt. Allerede nu kunne han mærke tiltrækningskraften begynde at hive i ham. Et otte-takket pentagram placeret lige over hans bryst, begyndte at gløde rødligt.
”Hvad i alverden mener du med, at hun er din?” snerrede han med et forvirret blik, og ønskede nu inderligt, at enten Isabel eller Zean var her. Nej. Ham og Saïx kunne sagtens klare det selv. Bare de holdte monstrene væk fra Moria.
Vampyren ignorerede ham, for i stedet at vende sin opmærksomhed mod Macaria, der havde trukket sig helt tilbage i mørket. Han kunne end ikke se hende. Hvad i alverden forgik her?! Et spørgsmål han havde stillet mindst to gange nu, uden at få svar. Hvorfor reagerede hun sådan på denne…fremmede?
Og så fik han svaret serveret for sig.
Sam.
Overrasket fløj øjenbrynene i vejret, mens sværdet sænkede sig et par tommer. Saïx virkede lige så forundret, som han gjorde, og krævede at få det bekræftet. Kunne det virkelig passe, de for en gangs skyld havde heldet med dem? Lovpriset være gudinden.
Han tog et skridt frem mod ham, hvilket dog krævede, han lod sværdet falde fuldkommen, men han slap ikke sit tag i Moria, hvis ene hånd, han havde grebet.
”Svar os!” bad han indtrængende. Vampyren fugtede sine læber. Hans øjne flakkede mellem sit skaberværk og dem, inden at han til sidst nikkede langsomt med et lille suk.
”Ja. Ja, jeg er hendes skaber. Hun er min. Og nu…” Han gjorde en opgivende håndbevægelse mod Saïx og varulvene. ”…hvis De vil være så venlig, at slippe min assistent, inden at hans temperament løber af med ham? Hans træning er ikke færdig endnu, og jeg mente det, da jeg sagde, jeg ikke kan garantere for folks sikkerheds, hvis ikke du lader ham få vejret. Oliver…” Manden lagde en hånd på sin assistents skulder, og kiggede insisterende på ham. ”Husk dine øvelser. Mærk jorden under dig, og luften omkring dig. Du har kontrollen – ikke dyret. Dig.”
Forvirret vekslede Caleb blikke med Saïx, og måtte trække på skuldrene. Han anede virkelig ikke, hvad han skulle tænke om alt det der. Macarias skaber stående akkurat her, hvor de havde brug for ham. Og så var han endda i gang med at, lære en varulv omkring kontrol. Verden stod da ikke længere!
Hans arm gled omkring Moria, som han trak beroligende ind til sig, mens han strøg hende op og ned af overarmen. Han…anede ikke, hvad han skulle stille op i den her verden af nye regler.

[Moria Veterano]

Hendes hænder lagde sig mod Calebs ene skulder, som hun automatisk søgte hans tryghed. Hendes blik gled rundt i mørket. Hun kunne intet se! Hun kunne intet se! Der var vampyrer alle steder! Over det hele!
Ved en indskydelse at Caleb heller intet kunne se, samlede hendes fingre som hendes mund. Det lignede hun kyssede dem...Og Da hun åndede ud skinnede hendes øjne og tatovering en anelse hvidligt, da en bold af lys gled ud i lokalet. Den vimsede omkring, som havde den sit eget liv, før den fløj op mod loftet og gav dem, der ikke var vampyrer eller med overnaturlige sanser, muligheden for at se hvad der skete.
Magien var beroligende. Så lys og så tilstedeværende. Så dybt i hende...I hele hendes væsen...Så stærk. Og dog var det sidste hun ønskede, at bruge det til at skade nogle.
Det var første gang hun så Macaria efter den skæbnesvanger dag. Helt naturligt fyldte hendes øjne med tårer, som skyldfølelsen overvældede hende. Hun burde ikke være her. Hun kunne intet tilføje, hun var blot i vejen. Hendes blik forlod den stakkels skikkelse. Det gled over til Saïx, som hun modigt prøvede at sende et lille smil. Han hadede hende da ikke...Gjorde han? Åh! Hvorfor tænkte hun over det nu? De havde gæster. Og måske farlige gæster. Varulven. Og så tilbage til den sidste vampyr, denne Sam.
Hun fandt hans tiltrækningskraft langt større end Saïxs normalt var. Faktisk havde hun vænnet sig til Saïx, selv om hun i starten havde misforstået det som værende en del af hans berigende personlighed. Det havde taget et par forklaringer, før hun havde forstået det ikke var naturligt. Ikke som sådan.
Da de skiftede stilling, klemte hun sig ind til Caleb. Hun burde ikke være her...Men hvert minut uden Caleb var lige så pinefuld. Hvad hvis der skete ham noget og det igen var hendes skyld?
"Vi mååå...." ordene var så svage, at de helt gled ud og blev til ingenting. Hun sank prøvende. Skælvede svagt.
"...Min skyld..." Hendes øjne var tæt på at flyde over. Der. Oven i det hele, burde ingen få skylden for det der var hendes skyld. Hun havde dolket Macaria. Hvis Sam skulle komme tilbage og true nogen, var det hende.
Hun vidste slet ikke hvad hun skulle sige, angående om Macaria kunne få det bedre. Hun havde intet at sige. Saïx ville ikke bare overgive hende...Det var hans skaber. Hvis Zean var her...Hvad ville han så have gjort? Ud over, som det første, at være sprunget mod den fremmede i et misforstået forsøg på at holde ham væk fra sin kone?
Men hvis Macaria kunne få det bedre. Var det så ikke det værd?
Men hun havde ikke ordene til at sige det højt. Og når det kom til alt, kendte de heller ikke de fremmede. Efter årene på gården, med sin mand, var hun begyndt at få en svag mistænksomhed mod fremmede. Fremmede kom altid med skade...De havde levet fint i fred, til folk begyndte at dukke op.

[Sam]

Blikket flakkede over mod kvinden, der stod gemt bag Veterano. I det blege lys så hendes ansigt næsten helt hvidt ud. Hjemsøgt. Hendes mumlen og udseende gav ham lyst til at omfavne hende. Hvad var der dog sket med hende? Hele verden tyngede hendes spinkle skuldre, tungere end nogen byrde burde være for blot en person.
”Jeg er sikker på, det her ikke er din skyld,” kunne han ikke lade være med, at sige til den stakkels kvinde, og sendte hende et lille smil.
Beroligende klappede han Oliver på skuldrene, før han vendte sig om mod Macaria. Nu ville han gerne til bunds i, hvad der var i vejen med hende. Hvad der var sket. Langsomt tog han nogle skridt frem mod hende. For hvert skridt trak hun sig frygtsomt tilbage, så han til sidst opgav, at komme tættere på hende, men i stedet gik ned på hug et par meter fra hende.
”Macaria… Se på mig,” bad han hende blidt, som talte han til et skræmt barn gemt væk under sin seng. ”Se på mig.”
Glødende øjne rettede sig modvilligt mod ham over skulderen. Hun sad helt krummet sammen med ryggen vendt en smule mod ham, og hænderne knugede ind til brystet. Undersøgende kiggede han ned over hende. Hun så sund ud, så hun fik blod nok. At dømme ud fra magikerens puls, var hendes tiltrækningskræft stærk. Sølvet gjorde skade på hende. Fysisk var der intet i vejen med hende.
Forsigtigt rakte han en hånd frem ud mod hende, men hun veg bort. Gemte sit ansigt ind mod væggen igen. Hvorfor var hun bange for ham? Hvad i alverden kunne få hans stærke, frygtløse skaberværk, til at skælve på den måde?
”Hvorfor er du bange for mig, mit barn?” spurgte han stilfærdigt. ”Du kan fortælle mig det.”
Hendes skuldre trak sig mere op, så det blev sværere at se hendes ansigt.
”…please ikke tag det fra mig. Du må… du må ikke tage det fra mig,” lød det hviskende fra hende, så han måtte spidse øre, for overhovedet at høre det. Han kunne slet ikke genkende hende længere.
”Tage hvad fra dig?” spurgte han, men hun krøllede sig bare mere sammen ind mod væggen, og gav ham intet svar. Han var dog ved, at få en mistanke om, hvad der var sket med hans så perfekte skaberværk. Og den mistanke gav ham lyst til at kaste op. Hun føltes forkert. Så vild. Så… dyrisk.
Læberne skubbede sig rundt om tænderne, og pressede sammen, da han kiggede sig over skulderen mod flokken af tilskuer.
”…Hvor meget blod har hun fået?” spurgte han hæst.

[Saïx Veterano]

Langsomt satte Saïx varulven ned på jorden, og knægten rev sig omgående løs fra grebet om skjorten, og trak sig væk fra ham. Saïx skævede flygtigt mod knægten, mens han trak sig en smule væk fra gruppen. Varulven så lige så ukomfortabel ud med så mange fremmede omkring sig, som Saïx selv følte sig med de to fremmede, men han prøvede på ikke at give varulven nogen grund til at skifte form. Det sidste de havde brug for nu, var en rasende varulv midt i gården.
Morias forsøg på at smile til ham så Saïx slet ikke ud til at lægge mærke til. Han havde end ikke vendt sig mod hende eller Caleb siden de var dukket op, og havde blot holdt sin opmærksomhed på de to nye gæster. Et sted var det måske det bedste at han ikke så på Moria lige nu. Ikke at han som sådan hadede hende længere, for at have stukket dolken i ryggen på Macaria, men i hans nuværende lune ville han næppe bidrage til at hun ville få det bedre.
Han fulgte med vampyren – Sam – ind i smedjen, men holdt sig i dørkarmen så han kunne følge med på hvad han lavede. Smedjen var altid varm. Selv længe efter at gløderne i ildstedet var gået ud, blev varmen altid holdt derinde, og i den her tid hvor gløderne så at sige næsten altid blev holdt i live, var der varmt som en sauna når Saïx først arbejdede.
”Alt for meget.” sukkede Saïx dæmpet som svar på Sams spørgsmål. ”Hun blev holdt fanget hos den pandemonske dronning, og blev fodret med blod indtil hun blev… sådan.” uddybede han med en håbløs gestus mod den forskræmte vampyr. Det skar ham i hjertet at se sin Skaber sådan. Hvordan måtte det være for Sam at se sin skabelse i den tilstand? ”Vi har prøvet at tale hende til fornuft. Vi giver hende kun det blod hun behøver for at holde sig rask, lige meget hvor meget hun råber og skriger efter mere… Men vi kan ikke nå frem til hende. Vi har prøvet alt. Hendes mand, hendes børn, hendes tidligere liv, alt det som hun lærte mig da hun skabte mig… Intet vi siger har en effekt på hende. Hun griner bare af os.” Det var ikke det eneste, Macaria gjorde. Men Saïx havde ikke lyst til at gentage nogen af de forfærdelige ting hun havde sagt, når han havde været alene med hende i smedjen lige siden Isabel forlod gården. Alle de tanker hun plantede i hovedet på ham. ”Hun siger det her sådan her, vampyrer burde være. Det er det, hun ikke vil have du tager fra hende.”

[Caleb Veterano]

Trøstende tyssede Caleb stillede på Moria, da hun begyndte at tage skylden på sig, mens han trak hende mere ind til sig. Sværdet blev stukket tilbage i bæltet, så han kunne vende sig helt om mod hende, og lægge begge arme omkring hende. Så skrøbelig hun føltes i hans favn. Kold og sårbar som glas. Han lagde beskyttende en hånd bag hendes hoved, og strøg hende langsomt over det glatte hår.
”Det har vi snakket om, Moria. Du gjorde det i selvforsvar, og alting er fint. Macaria har det fint. Vi reddede hende,” mumlede han mod hendes pande, som han kyssede et par gange. Han brød sig ikke om, at vampyren havde smilet til hende. De skulle bare lade hende være! Alle sammen. Hun var alt for god og renhjertet til dem.
Skævende så han hvordan Sam og Saïx nærmede sig Macaria. Utroligt at hun sådan bakkede tilbage fra Sam. Forhåbentligt kunne han fixe hende, så de kunne blive af med alle de forbandet mørkvæsner, der blev ved med at vrimle til, som var det her en form for kro! Ved Inei…! Og hvor pokker var Isabel henne midt i alt det her?!
”Jeg tager Moria tilbage ind i seng. Klare du det hele?” spurgte Caleb henvendt til Saïxs nakke. ”Hvis de overnatter, skal hunden låses inde i Lilis værelse – jeg aktivere runerne på døren, så den ikke kan slippe ud. Mørket tage mig, før jeg lader sådan én gå frit omkring i mit hjem. Vampyren kan sove her. Lås døren efter dig, når du går ind. Vi må håbe Isabel er tilbage i morgen, ellers får vi problemer med at brødføde så mange igler.”
Han bøjede lidt ned i knæene, så han kunne skubbe en arm under Morias knæ, før han løftede hende op, samtidig med han rettede sig op igen. Med et støn hankede han op i hende.
”Kom så engel. Så får vi dig i seng igen, og laver noget te, du kan få inden sengetid.” Han placerede et kys på hendes kind, inden han vendte ryggen til de andre, og forlod smedjen med sin hustru i armene.

[Saïx Veterano]

Først nu kunne Saïx se tilbage mod Caleb og Moria, da Caleb gjorde sig klar til at tage hende med sig indenfor. Ved Inei, hun så herrens ud. Saïx kunne ikke undgå at mærke et stik af medfølelse, ikke uden et hint af skam over at han måske selv havde været med til at gøre hende så medtaget. Han havde ikke selv ligefrem været mest optaget af at sikre sig at hun var okay, efter hvad der var sket. De første par dage efter angrebet havde han aktivt undgået hende, netop fordi han ikke kunne glemme synet af hende med dolken i Macarias ryg. Han nikkede.
”Jeg klarer det her. Bare få hende i hende.” svarede han mod magikerens ryg da han og Moria forsvandt, og han blev efterladt alene med Macaria og deres nye gæster. Hvor ville han ønske Isabel var her. Et håbefuldt blik blev sendt mod skoven, men der var stadig intet tegn til de glødende øjne mellem træerne. Kun det uigennemtrængelige mørke.
”Jeg er ikke en hund…” vrissede knægten, hvor han stod for sig selv med armene lagt over kors. Saïx kunne høre knægtens bankende hjerte som en stortromme nu, hvor han var den eneste i nærheden med ét. Sams assistent… hvorfor i alverden ville en vampyr tage en varulv som assistent? Og så én som ikke kunne kontrollere sig selv endnu?
”Og jeg er ikke en igle,” svarede Saïx skarpt tilbage. ”men vi er, hvad vi er. Med alt der hører med.” tilføjede han med en bitter grimasse, før han igen rettede sin opmærksomhed mod Sam. ”Du hørte hvad Caleb sagde. Du kan få lov at sove herude sammen med hende, men vi kan ikke lade dig tage hende med herfra. Ikke i hendes nuværende tilstand.” Igen faldt blikket på Macarias sammentrukne skikkelse, og han drog et langtrukket suk. ”Er der noget, du kan gøre for at hjælpe hende?”

[Sam]

De klare, tankefulde øjne hvilede efter de to Veteranoer, som de forlod selskabet. Den ømhed magikeren udviste for sin hustru var beundringsværdigt. Hvis han kunne, ville han også hjælpe hende. Så meget betændelse i sindet skulle ingen have – specielt ikke en så ung og fin kvinde som hende.
Men først kom Macaria.
”Jeg takker for jeres gæstfrihed. Der er intet, jeg hellere vil, end at blive her hos hende,” takkede han smilende vampyren ved sin side. Han havde bidt mærke i, hvad han havde sagt: …alt det som hun lærte mig, da hun skabte mig. Denne vampyr var åbenbart Macarias skaberværk. En stolthed sprudlede op i ham, og han vendte igen blikket mod sit barn. Hvor fantastisk hun dog var. Helt uden hjælp havde hun skabt sin egen vampyr, der tydeligvis var blevet godt oplært i både disciplin og kontrol. Han kunne ikke være mere tilfreds.
”At minde hende om sentimentale ting, vil ikke hjælpe hende. Blodet har fået magten over hende, og det er alt hun tænker på. Vi må genopbygge hendes kontrol. Selvfølgelig bliver det sværere nu end tidligere, hvor hun var en ny vampyr, men mon ikke det kan lade sig gøre,” fortalte han med et skævt smil, og klappede opmuntrende Saïxs skulder, idet han rejste sig op igen. ”Det kommer til at tage tid og en uendelighed af tålmodighed. Specielt fordi hun er så stædig. Men et sted derinde ved hun, det her er skidt, og vil gerne have kontrollen tilbage, ikke sandt min egen?”
”Sølvet tage dig!” hvæsede Macaria stadigvæk gemt væk ind mod væggen, men Sam tog det ikke så tungt. Hun kunne ikke gøre for det.
”Så…Saïx. Fortæl mig hvor mange af jer Macaria egentlig har skabt? Er du hendes eneste skabning, eller er der flere af jer? Jeg kunne mægtigt godt tænke mig, at møde jer alle, hvis jeg må have den ære,” spurgte han venligt barnet af sit barn. De lange fingre foldede sig tålmodigt ind i hinanden foran sig, mens han med hovedet let på skrå, betragtede den nye vampyr. ”Og fortæl mig endelig også om din træning, samt hvordan du blev udvalgt til denne gave, hvis du ikke har noget imod det. Jeg er så nysgerrig efter at høre, hvad min elskede Macaria så i dig, som fik hende til at omvende dig. Åh! Oliver…” Han vendte kort sin opmærksomhed mod den unge dreng. ”…hvis du fryser, så gå endelig indenfor. Jeg vil ikke opholde dig her unødvendigt.”

[Saïx Veterano]

Sams opmuntrende smil kunne Saïx dårligt gengælde. Det var svært at holde optimismen oppe, når så meget så ud til at gå galt i løbet af kort tid. Macarias tilstand, Morias tilstand… Isabels flugt fra ham. Han forholdt sig tavs og betragtede Sam og Macaria, mens han et sted bag sig fornemmede hvordan varulvedrengen bevægede sig tilbage mod gårdsbygningen. Forhåbentligvis ville han ikke give Caleb og Moria problemer derinde.
Først da Sam spurgte ind til ham, så det ud til at Saïx vågnede. Han blinkede et par gange over alle de spørgsmål han pludselig blev stillet, og som han måtte gennemgå i sit hoved et par gange før han følte sig i stand til at kunne svare på nogen af dem. Søvnmanglen havde hæmmet ham på dét punkt, men hvordan kunne han sove, når han ikke vidste om Isabel kunne dukke op mens han sov, bare for at forsvinde igen før han opdagede det?
”Jeg er den eneste hun har skabt.” svarede han endelig. ”Og den første. Ingen af os var sikre på om jeg overhovedet ville overleve det, da hun skabte mig, men… vi var vel heldige. Så du har allerede mødt alle Macarias skabelser.” Hvad hun så i ham? Saïx vejede mulighederne for og imod, om han skulle give Sam den fulde historie. Det havde jo ikke været fordi hun havde set noget andet i ham, end en måde at ramme Marcellus. Men han kunne ikke finde på en løgn som ville virke overbevisende. Og der var et eller andet i Sams intelligente blik der fortalte ham at han ville gennemskue enhver løgn han forsøgte at flette sammen. ”Der var ikke noget specielt hun så i mig, da hun omvendte mig. Vi havde begge to én, som vi ville straffe for at have taget noget fra os, og jeg kunne ikke gøre noget da jeg stadig var et menneske. Som vampyr kunne hun sende mig afsted for at vi begge kunne få vores hævn.” Han skævede mod Macarias skikkelse igen. ”Sådan startede det i hvert fald. Hun er min Skaber… jeg holder af hende. Jeg kan lide at tro at hun holder… holdt af mig. Hun sørgede for at jeg fik det blod jeg behøvede, og fortalte mig hvor farligt det kan være at lade blodet få kontrollen over mig… Hun lod mig se hvad der sker med mig, når jeg lader blodet styre mig. Hvilket monster jeg bliver.” tilføjede han dæmpet. Ordene efterlod en bitter, skamfuld smag på tungen, og han så igen Isabels hadefulde øjne flashe foran sig. Han forsøgte at vende opmærksomheden bort fra sig selv og tilbage til Macaria. ”Vi tror hun er blevet fodret med friskt blod gennem flere år i Pandemonium. Hun har tilbragt i hvert fald fem år i fangenskab derovre, og bliver ved med at kalde efter en Aron for at give hende blod. Det skulle vist være en gammel hofalkymist hun sendte væk fra Vavilon i sin tid.” kunne han fortælle. Måske kunne Sam bruge informationerne til et eller andet.

[Sam]

”Fascinerende. Men du tager fejl i form af, hun ikke så noget specielt i dig. Hun gjorde dig en tjeneste, gav dig en speciel, sjælden gave. Den ville hun kun have givet dig, hvis hun syntes du fortjente den – lige meget hvad hun ellers har vist for dig,” afslørede han, inden han igen kiggede over på Macaria, der havde vovet at vende sig lidt rundt, så hun blot sad med siden hvilende ind mod væggen. Hun sad der stadigvæk trykket sammen med armene rundt op sine optrukket ben, og hagen hvilende mod knæene. Øjnene var rettet surt mod dem.
”Jeg oplærte ham forkert! Jeg gjorde ham ingen tjeneste ved at tage hans frihed fra ham, men han nægter at lytte til mig nu, den utaknemmelige idiot!” hvæsede hun, så Sam ikke kunne lade være med at smile.
”Så, så, min kære. Du trænede ham, akkurat som du skulle. Der er ingen grund til hverken at være sur på ham eller dig selv over det,” beroligende han, men hun fnøs bare af hans ord. Det kriblede sådan i ham, efter at holde om hende. Dufte hendes friske lugt igen, og begrave ansigtet i de tykke lokker. Se hende le ubekymret, mens hun danser rundt til hans violinmusik. Hvor havde han dog savnet hende. Lettelsen over at hun stadigvæk var i live, fik hans ben til at blive helt bløde.
”Hm… Jeg tror det er bedst, hvis vi starter med at give hende enten dyreblod, eller fortyndet blod, så hun kan blive vant til ikke at få så meget, samtidig med det ikke dræner hende. Imens må vi vække op i de gamle værdigsæt og principper. Skulle ikke være for svært, når de allerede er etableret i hende fra sidste gang. Og nu har hun jo en masse venner, der vil hjælpe hende, hvilket bare er endnu bedre! En masse folk, som elsker og holder af hende,” konstaterede han tilfreds, og smilte endnu engang til Saïx. ”Imens kan jeg lære dig noget mere at kende. Ikke fordi jeg tror, jeg kan lære dig andet, end Macaria allerede har vist dig – det er en fornøjelse at se, du er så velfungerende, at du endda kan bo sammen med Veteranoerne. Det må betyde de stoler på dig.”
”Ha! Ja, det er hvert fald ændret nu! Ikke sandt, Saïx?” Macarias spydige spørgsmål, fik Sam til at hæve et øjenbryn spørgende. Et smil var dukket frem på hendes ansigt, og hun havde drejet hovedet mere mod dem. ”Alt det krævede af ham, at få deres tillid, var at hviske søde ting i øret på Isabel, indtil hun blev så våd, at hun frivilligt spredte benene for ham. Stakkels, stakkels Isabel. Imens hun lå vridende og svedende under Marcellus, dræbte du aaaaaaaaaaaaaaalle hendes små venner – og det bedste var du tog hende bagefter. Med deres blod på dine hænder, tog du hende igen og igen og-”
”Macaria!” Sams stemme piskede imod hende, så hun med et gisp fór sammen. Han havde lagt en fast hånd på Saïxs skulder. Strengt pegede han på sit skaberværk. ”Dit sprog! Sådan taler man ikke til folk, og specielt ikke éns barn, er det forstået?! Han er dit ansvar, og du skal hjælpe ham samt støtte ham igennem sit uendelige liv, du skænkede ham. Så længe jeg er i nærheden, husker du dine manerer!”
Macaria klemte sig klynkende ind mod væggen, men Sam lod det ikke formilde sig. Han vendte Saïx rundt.
”Kom. Lad os gå udenfor. Når hun ikke kan opføre sig civiliseret overfor andre, må hun være alene.”