Post by Arona Forsyth on Feb 14, 2017 11:52:34 GMT
Arona trak vejret dybt. Først en gang, så en gang til. Hun var ikke bange for mørket. Hell, hun var ikke engang bange for at blive tortureret! Så hvorfor skete det ikke? Hun var overbevist om at Zach ville dræbe hende en eller anden dag. Så hvorfor trække tiden ud? Han virkede overbevist om at hendes far og mor begge var døde. Nu var Harris formentlig også død. Havde hun da slet ingen tilbage?! Hvorfor...Hvad havde hun gjort, så alle hendes skulle dræbes? Hun bed hårdt sammen og sked på vejrtrækningen. Smagen af blod var til stede, efter hun selv havde forsøgt at bide sin tunge over. Nu kunne hun bide sammen om et stykke hårdt træ, der sad sikret i hendes mund med en lædersnor rundt om hendes hoved. Hendes hænder og ben var lænket fast. Sikkert så hun hverken kunne gøre skade på hverken dem eller sig selv. Hun ville hellere dø! Hellere dø end vente på døden og give efter for Zachs små lege.
Alle de folk der var døde for hendes skyld...Det stak. Men lige nu var det tanken om, billeder af Harris og hans ødelagte øjne, der stak mest. Hun havde svigtet ham. Hun havde lovet at beskytte ham og havde ikke været i stand til det. Uanset hvor meget man trænede i kamp hjemmefra, var det anderledes når man selv blev smidt i kamp. Når man skulle flygte fra et brændende hjem.
Så hun ville aldrig få tronen tilbage. Hun havde ingen familie og ingen venner tilbage. Der var intet tilbage. Men selv om hun var uden håb eller muligheder, nægtede hun at give efter, hvergang Zach viste sig. Det var som om selve synet af hans ansigt gjort hende vred og kamplysten. Noget han tydeligvis havde opdaget.
Hendes krop var øm. Zach havde fundet det sjovt at arrangere små kampe i en arena. Hende mod vilde dyr eller hende mod flere modstandere, så hun altid var garanteret tæsk. Hun havde lidt under dybe sår og brækkede knogler på den tid hun havde været her. Hun kunne stadig mærke det over hele sin krop. Her hang hun, næsten ikke i andet end laser og med det beskidte, viltre hår der hang i store totter. Hun måtte tisse og skide hvor hun stod og fik kun mad og vand, når de gav hende det.
Hun vidste dog hvor hun var. Hun havde brugt for mange timer i Sethos som barn, til ikke at genkende sin fars celler under hans mansion. En kommentar der ikke huede Zach, der så ud til at blive vred, hver gang hun mindede ham om at han boede i en andens mands hus og legede konge af en anden mands by.
Havde hun ikke prøvet alt? Hvad ventede Zach på?
Nogle gange kunne hun ikke andet end græde. Og dog lod hun være, for det ville forhøje risikoen for hun dehydrerede. Det gav sådan en hovedpine!
Pludselig gik døren op og hun glippede i det pludselig lys fra en fakkel. To vagter trådte ind, de samme hun havde set flere gange, sammen med Zach. Han studerede hende lidt og hun gengældte hans blik uden tøven.
"Er min vilde hunkat ved at være så desperat?" Han kom over til hende. Trak hendes ansigt op, så han kunne se ned på hende, som hun hang op af væggen. Han rynkede svagt på næsen af stanken herinde. Nogle gange kom de med spande af koldt vand og hældte det over hende og cellen. Som om det ville hjælpe på noget.
"Du må jo ikke skade dig selv. Jeg er slet ikke færdig med dig. Du skulle helst leve mange år endnu. Jeg ved det er forvirrende..."
Hun vred sig, da han talte blidt til hende, som var hun et barn der intet forstod. Uden mulighed for at tale, sendte hun ham et vredt blik fuld af foragt.
"Såså. Tingene skal nok blive klare med tiden. Når du indser hvad der bedst. Hvad kæmper du for? Alle er døde - " En ting han altid mindede hende om.
"- så det eneste du kan kæmpe for, er dit eget liv. Men som sagt skal du ikke dø...Så måske er det eneste du kæmper for, at nå mig? Vil du gerne slå mig ihjel? Åh, det ved jeg du vil" Zach grinte let. Så fjernede han endelig træstykket. Hendes tunge var øm og hun brugte et øjeblik på at få savlet tilbage i sin tørre mund med den sårede tunge.
"Der, var det bedre?"
"Euphonias bryster...." hvislede hun. Zach rystede bare svagt på hovedet.
"Hør nu her, tøs. Det er nemmere hvis vi arbejder sammen. Du er min forsikring. Hvor Theodor glemmer at han har lovet dødsenglene frihed og får den ide at låse os alle inde her...Vil jeg bruge dig imod ham. Det kan endda være du får muligheden for at få din trone tilbage! Selvfølgelig, ikke uden jeg også står der. Forstår du det? Og jeg så skal tvangsgifte os..." Hans fingre gled over hendes læber, hvor der sad størknet blod.
"Kæmp. Jeg kan give dig mad, en varm seng, et bad og tøj. Du kan kæmpe i arenaen, du kan gå rundt i byen under et andet navn. Folk har glemt dig, de ved ikke hvordan du ser ud. Du kan være min lille kælling. Træn, bliv stærk. Og en dag kan du måske vinde over mig eller ligefrem Theodor. Er det ikke bedre?"
Arona så stumt på ham. Var det...Var det hans plan? At hun skulle...Sprede ben for ham? Nej! Gifte sig med ham? Ville han selv have tronen? Nej. Nej....Nej, hun var hans forsikring og han havde brug for hende i live. Hendes første reaktion var nej. Hun ville hellere dø.
Men når hun tænkte over det...
*...Hold dig i live, uanset hvad det koster. Der kommer altid en ny mulighed...*
Hendes fars ord, om han var levende eller død, fyldte hende. Han var jo et eksempel på en mand der altid overlevede og derfor troede hun ikke på han endnu var i live. Og måske...Måske var Harris ikke død...Et dumt håb. Men det var der. Og måske kunne hun en dag vinde over ham....
"Tænk over det og giv mig dit svar" Zach klappede hende let på skulderen, før han tvang træstykket tilbage. Snart var hun alene i det komplette mørke igen.
Alle de folk der var døde for hendes skyld...Det stak. Men lige nu var det tanken om, billeder af Harris og hans ødelagte øjne, der stak mest. Hun havde svigtet ham. Hun havde lovet at beskytte ham og havde ikke været i stand til det. Uanset hvor meget man trænede i kamp hjemmefra, var det anderledes når man selv blev smidt i kamp. Når man skulle flygte fra et brændende hjem.
Så hun ville aldrig få tronen tilbage. Hun havde ingen familie og ingen venner tilbage. Der var intet tilbage. Men selv om hun var uden håb eller muligheder, nægtede hun at give efter, hvergang Zach viste sig. Det var som om selve synet af hans ansigt gjort hende vred og kamplysten. Noget han tydeligvis havde opdaget.
Hendes krop var øm. Zach havde fundet det sjovt at arrangere små kampe i en arena. Hende mod vilde dyr eller hende mod flere modstandere, så hun altid var garanteret tæsk. Hun havde lidt under dybe sår og brækkede knogler på den tid hun havde været her. Hun kunne stadig mærke det over hele sin krop. Her hang hun, næsten ikke i andet end laser og med det beskidte, viltre hår der hang i store totter. Hun måtte tisse og skide hvor hun stod og fik kun mad og vand, når de gav hende det.
Hun vidste dog hvor hun var. Hun havde brugt for mange timer i Sethos som barn, til ikke at genkende sin fars celler under hans mansion. En kommentar der ikke huede Zach, der så ud til at blive vred, hver gang hun mindede ham om at han boede i en andens mands hus og legede konge af en anden mands by.
Havde hun ikke prøvet alt? Hvad ventede Zach på?
Nogle gange kunne hun ikke andet end græde. Og dog lod hun være, for det ville forhøje risikoen for hun dehydrerede. Det gav sådan en hovedpine!
Pludselig gik døren op og hun glippede i det pludselig lys fra en fakkel. To vagter trådte ind, de samme hun havde set flere gange, sammen med Zach. Han studerede hende lidt og hun gengældte hans blik uden tøven.
"Er min vilde hunkat ved at være så desperat?" Han kom over til hende. Trak hendes ansigt op, så han kunne se ned på hende, som hun hang op af væggen. Han rynkede svagt på næsen af stanken herinde. Nogle gange kom de med spande af koldt vand og hældte det over hende og cellen. Som om det ville hjælpe på noget.
"Du må jo ikke skade dig selv. Jeg er slet ikke færdig med dig. Du skulle helst leve mange år endnu. Jeg ved det er forvirrende..."
Hun vred sig, da han talte blidt til hende, som var hun et barn der intet forstod. Uden mulighed for at tale, sendte hun ham et vredt blik fuld af foragt.
"Såså. Tingene skal nok blive klare med tiden. Når du indser hvad der bedst. Hvad kæmper du for? Alle er døde - " En ting han altid mindede hende om.
"- så det eneste du kan kæmpe for, er dit eget liv. Men som sagt skal du ikke dø...Så måske er det eneste du kæmper for, at nå mig? Vil du gerne slå mig ihjel? Åh, det ved jeg du vil" Zach grinte let. Så fjernede han endelig træstykket. Hendes tunge var øm og hun brugte et øjeblik på at få savlet tilbage i sin tørre mund med den sårede tunge.
"Der, var det bedre?"
"Euphonias bryster...." hvislede hun. Zach rystede bare svagt på hovedet.
"Hør nu her, tøs. Det er nemmere hvis vi arbejder sammen. Du er min forsikring. Hvor Theodor glemmer at han har lovet dødsenglene frihed og får den ide at låse os alle inde her...Vil jeg bruge dig imod ham. Det kan endda være du får muligheden for at få din trone tilbage! Selvfølgelig, ikke uden jeg også står der. Forstår du det? Og jeg så skal tvangsgifte os..." Hans fingre gled over hendes læber, hvor der sad størknet blod.
"Kæmp. Jeg kan give dig mad, en varm seng, et bad og tøj. Du kan kæmpe i arenaen, du kan gå rundt i byen under et andet navn. Folk har glemt dig, de ved ikke hvordan du ser ud. Du kan være min lille kælling. Træn, bliv stærk. Og en dag kan du måske vinde over mig eller ligefrem Theodor. Er det ikke bedre?"
Arona så stumt på ham. Var det...Var det hans plan? At hun skulle...Sprede ben for ham? Nej! Gifte sig med ham? Ville han selv have tronen? Nej. Nej....Nej, hun var hans forsikring og han havde brug for hende i live. Hendes første reaktion var nej. Hun ville hellere dø.
Men når hun tænkte over det...
*...Hold dig i live, uanset hvad det koster. Der kommer altid en ny mulighed...*
Hendes fars ord, om han var levende eller død, fyldte hende. Han var jo et eksempel på en mand der altid overlevede og derfor troede hun ikke på han endnu var i live. Og måske...Måske var Harris ikke død...Et dumt håb. Men det var der. Og måske kunne hun en dag vinde over ham....
"Tænk over det og giv mig dit svar" Zach klappede hende let på skulderen, før han tvang træstykket tilbage. Snart var hun alene i det komplette mørke igen.