Post by Zean Forsyth on Feb 14, 2017 11:16:57 GMT
Turen fra Portus til Vavilon havde været længere og mere besværlig end han ville stå ved. Da han havde været frisk nok til at stå på egne ben, var han rejst fra Veterano-gården. Han havde vigtige ting at tage sig til, han kunne ikke bare ligge stille på en sofa hele dagen!
Dagene på gården var ellers gået forholdsvis hurtigt. Hvis ikke han sad på god afstand og lod øjnene hvile på hans hustru, så gik han i naturen rundt om gården eller til den nærmeste landsby. I starten havde han stadig været svag og var blevet hurtigt træt. Heldigvis havde byen haft nogle tørrede urter at sælge. Både til ham selv og til Moria. Hvor få penge han end havde...
Nej, han måtte starte helt forfra. I hvert fald for nu, så længe han ikke havde Macaria at støtte sig op af eller kunne være sikker på om hun nogensinde blev sig selv igen. Gumlende på et par løsrevne blade fra sine teer, havde han lokket Moria med ud på gåture og sørget for at hun fik noget afkølet urtethe ned. Han havde også proppet hver eneste blad af citronmelisse og andre beroligende urter, han kunne finde, ind i hendes pude og dyne. Ligeglad med om Caleb ville brokke sig over lugten.
Og havde det så virket? Kvinden havde fået mere liv i kinderne. Hun havde tabt sig, men heldigvis ikke så meget som han først havde frygtet. Hun havde aldrig været en stor kvinde. Når de gik en tur - stærkt overvåget af Caleb og hans mistro - gled hendes øjne nogen gange over på en vildfaren fugl eller hare. Det var gode tegn. Hun sov også mere roligt nu. Så efter at have forklaret Caleb hvordan han skulle passe sin kone og blive ved med at tale til hende, var han rejst. Der var ikke mere han kunne gøre lige nu, end håbe Caleb vedblev at gøre de samme ting som han selv havde gjort. Tiden ville nok få hende til at snakke igen.
Men han var ikke helt kommet sig over sit voldsomme blodtab endnu, da han var rejst fra gården. Jo, han var blevet stærkere og havde mere energi. Men da han var fløjet de første par timer, blev han nød til at holde pause. Ofte kunne han slet ikke flyve videre før næste dag. Men selv om rejsen tog et par dage længere end beregnet, var han endelig i Vavilon. Og ikke bare i Vavilon, men tæt på Havanos, hvor han havde efterladt de to børn. Hvad kunne han forvente? Hvad ville han finde?
Da han endelig fandt de sodne efterladenskaber...
Han landede, efter at have cirklet rundt om stedet et par gange. Det virkede ikke til nogen var i nærheden, så han dømte det trygt nok til at lande. Han skuttede sig lidt, som han landede i den efterhånden tøende sne. Iklædt nogle støvler, bukser og to trøjer holdt han sig nogenlunde varm. Tasken blev sat på jorden, da han trådte nærmere på resterne af hytten for at undersøge den. Hans ører og næse var røde af den kolde luft.
Han trak vejret dybt og knyttede sine hænder lidt for at stimulere blodomløbet i dem. Han trådte op på askebunken og så sig omkring. Okay nu....
Det vigtigste var at bedømme hvor længe siden dette var sket. Han gik lidt rundt, skubbede lidt til sodne stykker træ eller genstande. Alt var koldt. Sneen havde dalet over det og gjort det til en underlig form for gråligt gris af vådt sne og aske. Det var ikke fløjet væk og naturen var ikke begyndt at tage over, så det havde ikke været et år siden. Måske ikke engang et halvt år siden. Godt.
Han undersøgte rundt om den nedbrændte hytte. Urtehaven var dækket af sne, men de planter, der ikke visnede ned om vinteren, stod grønne og sunde. Urtehaven virkede passet.
Han besluttede sig for det højst var et halvt år siden, måske tidligere. Da han gik rundt i området fandt han også mange fælder og alarmsystemet. Et par døde dyr, der var fanget i fælderne, som aldrig var blevet tjekket siden det skete. Frosten havde nogenlunde beholdt dem, selv om de alle var begyndt at gå i forrådnelse. Forskellige forrådnelsesstadier, alt efter hvornår de var blevet fanget. En månevending eller to, måske?
Der var sket noget, det var tydeligt. Der havde boet nogen frem til nu her. Men var det Arona og Harris? Han spiste et hurtigt måltid, mens han overvejede det. Hans blik gled over til bjergene, der skjulte resterne af Sethos. Mon det var blevet bygget op endnu? Han måtte få sig et overblik over landets tilstand. På turen hertil havde han hørt mere om at de havde fået en kong Theodor.
Hvis ikke det var Arona og Harris der var blevet opdaget, skulle det være andre der gemte sig og var blevet fundet. Hvad var sandsynligheden? Eller måske var det hele en ulykke. Men så ville nogen være herude, prøve at redde hvad de kunne eller ligefrem overveje genopbygning, ikke?
Så mange spørgsmål. Hvor var Arona? Og Harris? Var de sammen eller døde? Der var ingen grave i nærheden. Eller døde personer, for den sags skyld. Han vaskede sine hænder i sneen, svang tasken over skulderen og vendte sig i den retning, som Havanos lå i.
Måske vidste nogen...Noget. Men han havde også brug for mere mad og et sted at sove. Han havde ingen urter på sig.
Et lille smil gled over ham, da han trak vejret dybt og så op i himlen, der blev lyst op af den lave vintersol. Dette var forfriskende. Intet kongerige. Ingen penge, intet. Det var som da han var ung. Han måtte tjene lidt penge, nok til at overleve og han måtte opsnuse hvad der var sket og finde ud af hvad der var sket med Arona.
Han følte sig splittet. Arona...Eller Harris?
Forhåbentlig var de stadig sammen. Så skulle han ikke vælge. En ting var sikkert: Han ville ikke give op. Og måske ville han også tage et smut forbi Sethos og se hvordan det gik der. Han kunne allerede forestille sig folks overraskende ansigter...
For rygterne gik på der endnu engang boede nogen.