Post by Caleb Veterano on Jan 30, 2017 10:54:53 GMT
Moria Veterano - Zean Forsyth - Caleb Veterano
Med skulderen åbnede Caleb døren op ind til ham og Morias soveværelse. Mørket omfavnede ham, så han ikke engang kunne se en hånd for sig, hvilket han dog hurtigt fixede med et knips fra fingrene. Alle stearinlysene i værelset tændtes med en spruttende hvisken.
Værelset var det største i gården. Et stort skab han selv havde lavet og Moria malet, stod op af den ene væg mellem to vinduer. Ved det ene vindue hang slebet glas i forskellige farver, som lavede flot lysshow i værelset, når solen skinnede ind på dem. Et lille vægspejl hang over et bord, Moria brugte til at have alle sine kvindeting på som creme, duftevand, smykker, sæber og hvad man nu ellers kunne have.
En stor rejsekiste indeholdte alle Calebs personlige ejendele. Kort, saddeltasker med urter, gamle våben, gamle rustninger, en hjelm han havde hugget fra en soldat i Vavilon, og en æske med talisman og amuletter. Den gamle eftersøgningsplakat af ham og Isabel fra Vavilon, hang på væggen over hans natbord, hvor han også havde en krukke stående med forskellige fjer, han havde samlet på sine rejser.
Med tøvende skridt nærmede han sig sengen, hvor han kunne se Morias skikkelse ligge pakket ind i en dyne med ryggen til ham. Han kunne ikke se om hun sov, eller blot lå og stirrede. Åndedrættet holdte han i halsen, indtil han forsigtigt satte sig på sengekanten bag hende. Bange for at enhver pludselig bevægelse eller lyd, ville få hende til at skrige eller græde. Bange for at hvis hun opdagede, han var her... ville hun råbe, han skulle lade hende være. At det hele var hans skyld.
Han sank en klump.
”Moria?” kaldte han stille, og rakte en hånd frem mod hende. Et øjeblik lod han den hænge i luften, før han lod den falde ned på hendes skulder. Tommelfingeren strøg hende blidt over den fine hud. ”Er du vågen? Der er snart aftensmad, og du har brug for at spise noget. Jeg kan sagtens komme op med noget til dig, men... jeg tror det vil være bedst, hvis du kommer ud af sengen.”
Han betragtede hendes baghoved, som var alt han kunne se af hende. Det tykke, sorte hår, der bølgede over puden og madrasen i en flod af blæk. Så mange gange havde han begravet sit ansigt i det. Duftet til det. Ladet fingrene løbe gennem det. Kysset det.
Mon han nogensinde ville føle sig værdig, til at gøre det igen?
”...Moria?” hviskede han, da hun ikke reagerede.
Med skulderen åbnede Caleb døren op ind til ham og Morias soveværelse. Mørket omfavnede ham, så han ikke engang kunne se en hånd for sig, hvilket han dog hurtigt fixede med et knips fra fingrene. Alle stearinlysene i værelset tændtes med en spruttende hvisken.
Værelset var det største i gården. Et stort skab han selv havde lavet og Moria malet, stod op af den ene væg mellem to vinduer. Ved det ene vindue hang slebet glas i forskellige farver, som lavede flot lysshow i værelset, når solen skinnede ind på dem. Et lille vægspejl hang over et bord, Moria brugte til at have alle sine kvindeting på som creme, duftevand, smykker, sæber og hvad man nu ellers kunne have.
En stor rejsekiste indeholdte alle Calebs personlige ejendele. Kort, saddeltasker med urter, gamle våben, gamle rustninger, en hjelm han havde hugget fra en soldat i Vavilon, og en æske med talisman og amuletter. Den gamle eftersøgningsplakat af ham og Isabel fra Vavilon, hang på væggen over hans natbord, hvor han også havde en krukke stående med forskellige fjer, han havde samlet på sine rejser.
Med tøvende skridt nærmede han sig sengen, hvor han kunne se Morias skikkelse ligge pakket ind i en dyne med ryggen til ham. Han kunne ikke se om hun sov, eller blot lå og stirrede. Åndedrættet holdte han i halsen, indtil han forsigtigt satte sig på sengekanten bag hende. Bange for at enhver pludselig bevægelse eller lyd, ville få hende til at skrige eller græde. Bange for at hvis hun opdagede, han var her... ville hun råbe, han skulle lade hende være. At det hele var hans skyld.
Han sank en klump.
”Moria?” kaldte han stille, og rakte en hånd frem mod hende. Et øjeblik lod han den hænge i luften, før han lod den falde ned på hendes skulder. Tommelfingeren strøg hende blidt over den fine hud. ”Er du vågen? Der er snart aftensmad, og du har brug for at spise noget. Jeg kan sagtens komme op med noget til dig, men... jeg tror det vil være bedst, hvis du kommer ud af sengen.”
Han betragtede hendes baghoved, som var alt han kunne se af hende. Det tykke, sorte hår, der bølgede over puden og madrasen i en flod af blæk. Så mange gange havde han begravet sit ansigt i det. Duftet til det. Ladet fingrene løbe gennem det. Kysset det.
Mon han nogensinde ville føle sig værdig, til at gøre det igen?
”...Moria?” hviskede han, da hun ikke reagerede.