A rabbit down the hole

[Shaiin McGivens]

Maddox Bane

---

"Men Sir, det er uhørt...Måske i overmorgen..." 
"Nej. Det skal være i dag. Kan du ikke forstå jeg har travlt?"
"Men jeg har slet ikke mændene! De skal hentes ind...Det har lige været Ineilia, de er hos deres familier..." 
"Jeg er ligeglad om du så skal hente dem hos Inei selv! Jeg har en tidslinje at overholde. Kan du ikke levere, finder jeg nogle andre!" 
De sidste par dage havde været den rene pine. Det hele sad fast! Her havde han en kaptajn, der havde leveret de fineste materialer til hans delikate kunder, men ingen til at transportere det hjem til Pandemonium. Nu stod det hele i en lagerbygning og hver dag var han ovre og tjekke om de led nogen last. Beskidt eller ødelagt tjente ham ingen penge. Handlen var gået i gang igen, han skulle være foran med ordrene! Han havde allerede udtænkt nogle nye design, der forhåbentlig kunne ende som den nye trend i det nye år. Men han skulle undgå krigen. Han ville helst have det hele leveret, inden Eriz kastede sig ud i at afslutte borgerkrigen og alt blev kaos for en stund. Han havde endelig fundet mænd og nu fik han at vide de ikke kunne alligevel! Det endte med han måtte låne fra den kriminelle underverden. Og det var selv om han havde en streng politik om at ikke at blande de to forretninger - intet skulle ødelægge hans lovlige forretning, med hans fabrikker. De var det perfekte skalkeskjul, fik ham til at fremstå som en ærlig forretningsmand. 

Han sukkede irriteret, svang kappen om sig og marcherede ud af lagerbygningen igen. Hans nye sekretær ilede i hælene på ham, med næsen helt nede i nogle dokumenter. 
"Intet er forsvundet siden i går. Alt i er tiptop stand!" meddelte han, næsten som var en sejr i sig selv. Men Shaiin var ikke i humør til at opmuntre sin usikre sekretær lige nu. Der var intet valg,  han måtte tilbage til kroen og overveje det hele igen. Måske var der kommet et nyt skib ind, der manglede arbejde og som kunne sejle det hele tættere på Pandemonium. 
Med en irriteret håndbevægelse sendt han sin sekretær væk. Hans sekretær havde faktisk været dygtig. Han havde fundet nogle gode vogne, der kunne køre det hele over grænsen. Shaiin havde de rigtige dokumenter for det. Han manglede bare nogle vagter, der sikrede det hele ikke blev plyndret af krigstrætte folk! 
Støvlerne trampede hårdt over den hårde jord, før de nåede det hårde og slidte trægulv i kroen. Han havde valgt noget tøj, der på en og samme gang fortalte at han ikke var en mand, der var vildt rig, men samtidig at han heller ikke manglede penge. Det valgte han tit, når han gjorde forretninger. At have penge og være lidt pænere, end den gængse mand, gjorde forhandlingerne nemmere. Ikke at virke for rig, gjorde at folk endnu gad at have kontakt med ham og ikke blot prøvede at tørre hans røv. 
Så hvad havde han valgt? Et par varme støvler. Nogle bukser i en mørkebrun farve og en trøje, der var lidt lysere. Kappen var simpel, men pænt vævet og holdt ham varm, når han gik ud. Der var intet synligt våben, men enhver gjorde klogest i ikke at angribe ham. 
Selvfølgelig...Glædede han sig til at komme hjem igen. Hjem til sit eget hus, til sit eget tøj af langt bedre kvalitet og hjem til hans djinn. Det gjorde ham om noget endnu mere irriteret over forsinkelserne. 

Han fik direkte op til baren og bestilte en stor øl. Det var alligevel noget lyst sprøjt de havde her i landet, fordi alt skulle være rent og fint alle steder. Med kruset i hånden satte han sig ned ved et bord og kastede sig lettere opgivende tilbage i stolen, før han tog en god tår. Betænksomt gled hans blik over mod det nærmeste vindue. På nuværende tidspunkt havde han vænnet sig til kroens varme og evige duft - eller lugt - af mad, tynd øl og salt fra havet. Af de ligedele lurvede typer, som havnearbejdere og nyankomne forretningsfolk. De generede ham ikke. 
Se nu...Hvad havde han af muligheder?

[Maddox Bane]

En skikkelse rejste sig fra et bord bag Shaiins, bevægende sig mod baren, mens manden havde blikket vendt mod et vindue. Istedet for at bevæge sig hele vejen til baren, stoppede skikkelsen uventet bag Shaiin og spidsen af en kniv lagde sig mod mandens nakke. "Giv mig dine støvler, så går vi begge levende herfra," brummede en dyb, fordejet stemme - men før tyvenes mester nåede at bevæge sig, lød en dyb, rungende latter og kniven blev fjernet igen, mens skikkelsen bevægede sig om på siden af bordet, så Shaiin rent faktisk kunne se ham. Han var klædt i en enorm, lang brun læderjakke der gik til hans knæhaser, sorte bukser, nogle støvler der havde set bedre dage og en sort, bredskygget hat. "Shaiin McGivens, i egen høje person! Du ved, jeg stak næsten min budbringer en over hovedet, da han påstod at du befandt dig i Portus igen, men tilsyneladende skylder jeg ham en undskyldning, for her er du jo," Maddox Bane smilede fra øre til øre, som han, uden at vente på en invitation til at gøre det, trak stolen ud overfor Shaiin og lod sig dumpe ned i den. "Hvor mange år er det siden vi sidst så hinanden? Halvtreds?" Maddox lagde sine arme langs stolens armlæn, lænede sig tilbage og lagde hans ene ben over det andet, så hans ankel hvilede mod hans andet knæ, så afslappet som sad de hjemme i hans egen dagligstue og havde en hyggelig snak - som var han ikke eftersøgt i hele Portus. "Det var den aften vi havde røvet ham der --" den mørkhårede mand knipsede i luften, mens han prøvede at huske navnet. "Lothir! -- for så meget guld at vi ikke kunne bære det hele ud," Hans smil strakte sig endnu mere over hans mund, mens mindet om den favn af guld de var sluppet afsted med spillede for hans indre øje. "Hvordan går det gamle ven?"

[Shaiin McGivens]

Fingrene trommede på kruset. Måske...Nej. Men så kunne han...Nej. Men der var jo altid...
Den pludselig tilstedeværelse af en kniv og trussel fik ham for et stund til at spænde i sine muskler. Anspændt. Hvem angreb så tydeligt, en sen eftermiddag, i en kro med alle de vidner? Og så for et par støvler...Der var noget der ikke stemte. Men inden han overvejede hvordan han klarede sig ud af den pludselige suppedas, lød der en alt for genkendelige latter. Men det var først da han drejede hovedet og så manden selv, at han troede sine egne ører. Og om ikke genkendelsen også fik et stort smil frem på hans læber! Dagens irritationer faldt en helt del.
"Maddox Bane!" Han lænede sig lidt til den ene side og lod blikket glide over mandens støvler, før han nikkede svagt for sig selv.
"Du har helt ret, du har brug for nye støvler. Men jeg tror min stil er alt for dyr til dig" Drillede han, før han lænede sig tilbage igen. Han lavede jo tøj til adelige folk, folk der gerne betale lidt overpris for kvaliteten. Nåe ja, så en smule til alle andre, men det var ikke dem der var hans målgruppe. Der var intet sjovt i at producere det samme, kedelige tøj i de samme, kedelige farver for at alle kunne få råd til det.
Han slog let ud med den ene arm, før hånden fandt armlænet igen.
"Oh, du ved jo. I følge rygterne er jeg alle mulige steder" Et svagt skuldertræk fortalte at han skam kendte til nogle af rygterne om ham selv, hvis ikke han ligefrem selv havde startet dem. Det var det bedste med rygterne. Ingen vidste hvor de kom fra eller hvor sande de var.
Med albuen på det ene armlæn, mens han sad skævt i sin stol, gjorde at hans fingre kunne glide betænksomt over hans læber et øjeblik, mens han studerede Maddox foran sig.

En dyb latter akkompagnerede Maddoxs egen. Han rystede svagt på hovedet.
"Lothir. Det glemmer jeg aldrig! Det sjove var han opsøgte mig bagefter, men han havde ingen beviser. Det var næsten mere værd at se hans lange næse!" Det var rart at se en gammel ven. De havde haft nogle oplevelser i sin tid, men Maddox havde altid været et velkomment selskab. Dengang tingene var lidt mere simple. Der havde det blot været fabrikker og tyverier, ingen dronninger, djinns eller borgerkrige. Ingen kidnapninger af royale babyer eller andet i den dur.
"Du må være tørstig. Hvad end du ønsker, på min regning" tilføjede han, da han rettede sig lidt op i stolen og gjorde en gestus mod baren.
Til spørgsmålet gled hans hånd en smule irriteret ud i luften, som ville han vise Maddox noget på den anden side af vinduet.
"Bare forretninger. Alt i alt kan jeg ikke klage. Og hvad med dig, ven? Efter 50 år...Er det bare gensynsglæde?"
Hans mørke øjne gled over Maddoxs ansigt, denne gang blev smilet lidt mindre. Ikke fordi gensyns glæden var forsvundet, men fordi han vidste der lå noget bag. 50 år havde de begge haft tid til at besøge hinanden og holde venskabet ved lige. Så der måtte være mere.
"Går dine...Forretninger godt? Du er jo berømt nu. Kom ikke og sig du har brug for hjælp med at forsvinde?" afprøvede han, før han tog en tår af den lyse øl.

[Maddox Bane]

Maddox stak den dolk han lige havde holdt mod Shaiins nakke i træbordet mellem den, så den sat fæstet fast i træet og smilede. "Jeg ved det, jeg forsøgte at stjæle nogen fra det her unge par der krydsede igennem Amphia fornyligt," umærkeligt gled hans hånd ned i hans jakkelomme, hvor der hvilede en perfekt, marmor farvet englefjer som han gled sin pegefinger langs, inden han trak sin hånd op igen. "Men det viste sig sgu at være Cal Veterano - og han ville ikke af med dem." grinede han, så det klang igennem hele kroen. Han havde altid haft en varm, højlydt latter der kom helt fra hans mave, og selv nu, efter alt der var sket, var den stadig den samme, når han sad i selskabet af gamle venner som Shaiin.
"Det var da også derfor jeg næsten stak knægten én, sidst jeg havde hørt, var du hjemme i Pandemonium," Han havde selvfølgelig også hørt rygter om forskellige steder i Vavilon, hvor Shaiin eftersignende skulle befinde sig, men Maddox kendte Shaiins systemer. Alle de rygter var røgslør, så han vidste normalt når de var rigtige eller blot en røgfigur af mesteren der bevægede sig uset mellem landene.


Manden tog sig leende til panden. "Det er da løgn, forsøgte han at komme til dig for at få sine penge tilbage?!" Han gav et næsten imponeret fløjt fra sig. "Jeg vidste den mand kunne have sin intelligens på et meget lille sted, men at han alligevel var så dum," Maddox fnøs leende og rystede på hovedet. Af alle de stupide ting at gøre - og så uden beviser. "Og nu skal du passe på min ven, du kender min smag," advarede hybriden smilende, inden han vendte sig halvt i stolen, op mod baren. "Barkeep! Bring os en flaske af Lothir's fineste!" Manden de have røvet, havde været en vinfarmer, kendt for at producere den fineste, dyreste portusianske vin og det virkede passende, næsten poetisk at drikke den nu. Maddox vendte sig tilbage mod hans gamle ven, et smil dansende i hans øjne, som så gled let over i en grimasse. "Jeg har haft travlt," viftede han spørgsmålet af, siden de havde set hinanden sidst, havde han været gift - endda forsøgt at slå sig ned. Men det havde været slut længe nu. Et glimt af smerte dukkede op i mandens lyse, brune øjne, men forsvandt hurtigt igen. "Nah, jeg har ingen intentioner om at forsvinde lige foreløbigt. Jeg har mange planer der skal udføres først." Det smil der krydsede hans læber nu syntes næsten rovdyragtigt, alt for mange tænder. "Og jeg har et mål med at dukke op, men lad os lige hygge os lidt først, hm? Det er så kedeligt at snakke planer fuldstændigt ædru." Som for at understrege hans pointe, dukkede bartenderen op med en flaske af de dyre dråber Maddox havde bestilt, og stillede den på bordet med to vinglas.

[Shaiin McGivens]

Ungt par...Og Veterano? Oh ja. Der var noget med han var blevet gift med en fin, ung hustru. Altså før de begge var forsvundet. Han vidste Veterano havde en betydning for hans dronning og han havde haft en mand til at undersøge kvindens familie for en stund. Umiddelbart en almindelig, kedelig familie, der troede de havde flere penge end de havde. Men det virkede ikke til de kendte noget til Veteranoerne, tværtimod havde de siddet dag ud og dag ind og begrædt deres datters forsvunden. For ikke at nævne det havde været starten til at finde Flint.
Oh well.
"Uhm, Cal? Her i Amphia? For nylig?" spurgte han uskyldigt. Hvorfor ville en forsvunden mand pludselig dukke op igen? Flere mysterier, han måske skulle undersøge, inden han rejste hjem.
Hans skæve smil voksede lidt. Han vidste, at Maddox kendte til hans røgslør. Det glædede ham at han kunne snyde selv en gammel ven.
"Oh...Du ved hvordan det er"

Hånden gled igennem det mørkebrune hår. Lothir havde altid været til grin, men manden havde nok sans til at have en god forretning og derfor nok guld til at stjæle. Han kunne ikke undslå sig at ryste svagt på hovedet, da Maddox bestilte en flaske vin fra netop dén fyr! Dog tøvede han ikke med at skubbe den tynde øl ud til kanten, så der var plads til vinglas og flaske.
"Hm, travlt. Så lad os følge lidt op på tiden der er gået. Da jeg så dig sidst, var du på vej til at slå dig ned som en lydig borger. Eller i hvert fald med en kvinde. Hvordan gik det?" spurgte han. Han kendte intet til historien og fandt det passende at spørge. Shaiin, på den anden side, havde aldrig haft en fast kærlighed eller ægtemål. Han havde haft en del kvinder og - på det sidste - også mål. Men interessen faldt altid efter noget tid. Hans tanker vandrede naturligt til Erizs lille djinn. Hmm. Han ville ikke forvente for meget. De var forskellige og så længe Flint var bundet til Eriz, kunne han ikke fortælle djinnen alt. For nu var det sjovt og behageligt, men han havde ingen ide om hvor det kunne føre hen.
Vinglassene blev fordelt og Shaiin tog flasken fra bartenderen. Hans blik gled over etiketten et øjeblik, før han hældte lidt op til Maddox. Og når han sagde lidt, så sagde han lidt.
"Vil Herren smage på sagerne og godkende flasken?" foreslog han. Åh, Maddox havde virkelig vækket det drillende udyr der gemte sig i Shaiins indre, et drillende udyr der skinnede i hans øjne.

[Maddox Bane]

"Lige udenfor Amphia," svarede Maddox der smilede afslappet af hans gamle chefs uskyldige tonefald. Når Shaiin var oprigtigt interesseret i noget, kunne man, hvis man kendte ham, ofte se det på at han slet ikke virkede interesseret. "Skovbrynet der strækker sig mod grænsen. Efter deres linje i luften da vi skød dem ned, kom de fra kystlinjen," Der lå flere fine palæer langs kystlinjen, væk fra havnen, det mest kendte Winters palæet, som det havde været planen at forsøge at røve engang for længe siden. Men ting var kommet i vejen.
Den mørk hårede mand trak en smule ned i hans hat, så brimmen næsten skjulte hans øjne, da Shaiin spurgte til hvordan det var gået med hans process til at blive en lydig borger. Han trak på skuldrene og gjorde en gestus ned af sig selv, den godt brugte brune læderjakke, under den en mørk skjorte og de sorte bukser, der jord under hans negle og tre dages skægvækst langs hans kinder, kæbe og hage. "Som du kan se virkede det ikke for mig at være lydig borger," Han strøg hans højre hånd over hans kæbe, på bagsiden af hans hånd var en økse brændemærket ind i huden. Efter et øjeblik viftede han let i luften, som for at signalere at det var alt han ville sige om dét.
"Det ville behage Herren, ja," kluklo Maddox da den anden mand rakte ham en miniature opskækning af den fine vin, som han tog imod og lod en endnu mindre mundfuld af glide ind over hans læber. "Hm." Kommenterede han, mens han svingede væsken rundt i vinglasset. "Meget kan man sige om Lothir, men vin kan han satme lave," Maddox satte glasset fra sig og skubbede det smilende over til Shaiin igen for at få en forhåbentligt større udskænkning denne gang. "Hvordan går det dig? Jeg høre at du har slået pjalterne sammen med Pandemoniums smukkeste kvinde?" Hybriden skubbede sin hat en anelse op af panden, så Shaiin kunne se hans drillende løftede øjnebryn, som syntes at understrege at han mente at mere end pjalterne var slået sammen der.

[Shaiin McGivens]

Mod grænsen...Mod grænsen? Var Veterano her? Nej. Der var noget der ikke hængte sammen. Hans øjenbryn gled en anelse sammen, før han næsten lige så hurtigt besluttede sig for at overveje det senere. Måske ville han selv sende en føler ud, før han kontaktede sin dronning. Desuden kunne det være dage siden.
I stedet gled hans blik observerende hen over Maddox, da emnet faldt på hans liv. Der var noget manden skjulte, noget man måske ville kunne se i hans øjne, hvis ikke det netop var fordi manden prøvede at skjule dem. Det var altså ikke gået godt.
Han lod den lettere stemning overtage, som han drillende skænkede op til Maddox og ventede hans godkendelse. Med et smil hældte han op i begge glas og stillede flasken fra sig. Kun for at gribe sit eget glas.
Hans blik gled ned i den mørke væske, mens han svang den lidt rundt. Oh, virkelig nu? Men på den anden side var det ikke en hemmelighed. Mange i Pandemonium måtte kende til det og derfor også mange andre igen. Hans blik gled op på Maddox, før han hævede sit glas. Det gode ved at få stillet spørgsmål, var at man selv bestemte hvornår man svarede dem.
"Først en skål. Til gamle venskaber og sære gamle mænd"
Efter skålen ville han selv smage på vinen. Og hvilken udsøgt fornøjelse! I hvert fald langt bedre end den øl han havde drukket for kun et øjeblik siden.

"Jeg er jo adel" bemærkede han, selv om han tvivlede på den del var gået i glemmebogen. Glasset fandt sit vej tilbage til bordet og Shaiin så op igen med et svagt skuldertræk.
"Det land jeg bor i er præget af borgerkrig og de to kongelige hidkalder alle adelige til deres fødder for støtte. Jeg kunne kun holde mig neutral så længe. Det gode er, hvis man ser bort for mulighederne ved at jeg hver dag kan miste mit hoved, er at mine forretninger nu er beskyttet. Dronningen har selv oplevet hvor nyttig de kan være..." Hans smil voksede.
"...Hvis blot dronningen gav mig den slags opmærksomhed. Jeg er sikker på hun er erfaren på det område. Men du må ikke sige, at jeg har sagt det" han blinkede drillende. Han var en mand der bar det personlige liv tæt på sig. Nok var Maddox en gammel ven, men de havde heller ikke set hinanden i alt for lang tid. Derfor følte han endnu ikke for at benævne ting som en hvis lille djinn. Visse kort måtte man være stille omkring, dronningen ville vist gerne holde det hemmeligt også.
"Hvad nyt i Portus?" spurgte han retur og lænede sig afslappet tilbage i stolen.
"Handlen er gået i gang igen. Det må også sætte skub i...Hvad end du foretager dig for tiden" bemærkede han roligt.

[Maddox Bane]

"Skål!" Maddox løftede sit glas til en skål, da hans gamle chef og ven bød ham og deres glas klinkede let mod hinanden, inden den halvlang hårede mand kastede halvdelen af sit glas tilbage - én gang rendesrotte, altid rendestensrotte. Han ville have drukket den direkte ud af flasken, hvis ikke det var fordi han skulle dele den med en anden og det gjorde glas praktiske.
Et bukset øjenbryn løftede sig en anelse, mens Shaiin fortalte om hans forretninger. Hans gamle ven lød ikke meget entusiastisk om at deltage i krigen, men Maddox ville nok have gjort det samme, havde han stået i hans situation. Ikke at han nogensinde ville det. "Det ville være en synd og skam at miste dit hoved, det er trodsalt din fineste kvalitet," kommenterede manden mens hans ene mundvig løftede sig i et skævt grin. "Efter hvad jeg har hørt er 'erfaren' vidst en underdrivelse," der var ingen dømmen i hans tone, sådan som man ellers hørte når mænd omtalte kvinder der tog flere partnere til deres seng. Snare en tone som antydede at han var imponeret.
Den mørke røde væske bevægede sig mellem hans fingre som han vippede glasset let i hans håndflade. "Portus går som det altid gør. Hyklerisk racisme. Tilbedelse og skam." Han talte som var der noget surt på hans tunge. "Handel har gjort det nemmere at være landevejs røver dog jo - vi undgår selvfølgelig stadig de karavaner der bære dit tegn - men indtjeningen er god." Han løftede sit glas til smilende læber igen. "Og så var der jo et angreb på det portusianske militær akademi for nylig."

[Shaiin McGivens]

Et let smil hvilede hele tiden på ham. En gang adelsdreng, altid adelsdreng - og det havde altid været forskellen på dem. Hvor Maddox tog det halve glas, tog Shaiin et nip. Opdraget med at vin var til for smagen og ikke for at lette tørsten.
Han lod hånden glide igennem det korte mørkebrune hår med et skævt smil, som behøvede Maddox slet ikke fortælle ham hvilke aktiver han havde. Hans hår var lidt længere midt på hovedet end i siderne. Han syntes selv det fik ham til at se sund og frisk ud. En ungkarl, trods folk blot skulle vide hvor længe han faktisk havde været her.
Han slog hænder op i luften, som han ikke ville citeres for at snakke om sin dronning.
"Hey, det blander jeg mig ikke i. Men hun er uden tvivl en kvinde der gør hvad som helst for at nå sine mål" bemærkede han roligt.
"Mine karavaner er forsinket i denne månevending. Det er umuligt at finde duelige folk!" Hans ene hånd gled gennem luften i en frustreret gestik.
"Men jeg sætter pris på det. Det forklare også hvorfor folk spørger mig hvad min hemmelighed er - hvorfor mine karavaner altid klarer frisag!" Ja, det havde været en smule mystisk, men han havde affejet det som en heldig tilfældighed. Der fandtes jo stadig andre, små bander der kunne finde på at angribe, så det var ikke fordi han altid klarede sig uden at miste noget.
"Militærakademiet? Men dog. Hvad var de efter?" Det skulle ikke undre ham, hvis Maddox havde været med i det på den ene eller anden måde. Manden virkede som en der bryggede på noget. Hvorfor ellers blive boende i et land, hvis princippet man ikke brød sig om?

[Maddox Bane]

Maddox tømte det sidste i hans glas og rutsjede glasset hen over bordpladen til Shaiin for en genopfyldning, smilende løftende et øjenbryn af Shaiins glas der stadig havde ihvertfald halvdelen af væsken tilbage. "Er du kommet ud af træning, McGivens? Hvor længe siden er det, siden du sidst har drukket med dine mænd?" drillede han godmodigt. Det var et fint trick at gøre under forhandlinger - mange, små slurke gav illusionen om at man drak lige så meget som sin modpart, og mens man selv forblev mere eller mindre ædru, lod man målet drikke sig selv i en mere modtagelig tilstand, uden at man skulle røre en finger for det. Maddox ville endda gå så langt som at påstå det var derfor at adelen var begyndt at gøre det - men der var selvfølgelig også bedre mulighed for rent faktisk at smage vinen når man drak sådan.
"Forhør dig oppe ved hybrid børnehjemme, der er altid unge knægte der mangler arbejde deroppe," foreslog Bane med et let skuldertræk. Det var derfra han fik de fleste af sine rekrutter - de var utrænede, men det kunne man hurtigt gøre noget ved, og for det meste villige til at gøre hvad som helst for at slippe ud af børnehjemmet og eventuelt få et måltid rent faktisk mad. "Hvis du kan finde nogle få gode, erfarne vagter kan de tage sig af træningen af dem undervejs med din fragt."
Hans smil voksede en smule og han blinkede let med det ene øje til manden på den anden side af bordet. "Det var så lidt." Men det var egentlig mere fornuft end en tjeneste. Maddox vidste hvad Shaiin kunne finde på at gøre ved folk der sjal fra ham, hvis det de stjal kostede ham nok indtægter. Og det var ikke kønt.
"Eftersignende skulle de ikke have været ude efter andet end at destruere det," foden hvis ankel hvilede mod hans knæ vippede let i luften. "Det lykkedes dem vidst at springe stedets eget krudtlager i luften og forudsagde skader for nogle tusind guldstykker." Hans smil forblev på hans læber. "Hvad værre er, at gruppen vidst har planlagt at slå til igen."

[Shaiin McGivens]

Han greb flasken og hældte op til Maddox igen. Ikke at hans plan var at drikke manden fuld, til det skulle der lidt mere end et par glas vin til.
"Uhm. Mine mænd tror jeg drikker mere end dem, faktisk" bemærkede han sigende og stillede flasken tilbage, kun for at gribe sit glas, hæve det som i en form for skål og tog en tår mere.
"Men jeg kan se du har holdt dit ved lige"
Hybrid børnehjemmet? Det havde han ikke rigtig overvejet. Det var som regel ikke børn han gik efter, når han ønskede sine ting beskyttet. Men det var rigtigt - det var nemt at få fat i børn. Børn på et børnehjem, mere bestemt, ofte gerne mod en lille donation til selv samme hjem. Og så hybrider? Portus ville vel kun være lykkelig for at komme af med dem. Men Shaiin gad ikke at passe små børn. Det var nok at han var blevet tæt til Flint, også selv om Flint i virkeligheden var den ældste af de to.
Men det kunne jo altid give ham et rygte blandt andre adelige. Sådan en flink mand, at redde de børn! Og sandt at sige kunne de oplæres. Det kunne være han skulle overveje det. Hans blik gled over til Maddox.
"Jeg skal overveje det"
Manden var selv hybrid og han havde givet udtryk for at hade Portus' syn på dem. Han havde uden tvivl kontakt til børnehjemmet og viste helt sikkert mere om denne gruppe. Shaiin havde en fornemmelse af de hele tiden kom tættere og tættere på det, som Maddox gerne ville. Nu måtte han jo vente og se hvor historien bar hen. Men militærakademiet...
Hans fingre gled betænksomt over hans hage et øjeblik. Det skabte opmærksomhed. Et slag mod dem, der netop kunne slå tilbage. Hvis der var noget at slå tilbage. Mindre krudt. Der ville gå lidt tid, før de fik hentet nok ind fra resten af landet eller fra de andre lande. Det skabte et vindue af muligheder. Spørgsmålet var blot til hvad?
"Hvad er deres mål så denne gang?"

[Maddox Bane]

Den afslappede hybrid tog imod glasset med vin og drak igen, denne gang tømte han ikke glasset, men lod halvdelen forblive tilbage i glasset, mens Shaiin overvejede mulighederne i hans foreslag om børnehjemmene. Hybrid børnehjemme var en skamplet i Portus, det betød at der stadig var fuldblods væsner der fik producerede børn enten med hybriderne eller med hinanden - og ikke indenfor deres egen race - så børnene var de aller nederste i den sociale hakkeorden. Og hvis Rådet fik deres vilje, ville størstedelen af dem ende i slaveri. "Du er en god mand, McGivens," kommenterede han, smilende. Hans gamle chef så eftertænksom ud, efter han havde fået at vide at militærets krudtlager var sat ud - nok igang med at regne ud hvordan han kunne bruge det til sine egne formål - inden han spurgte ind til hvad målet så var denne gang og det fik smilet på Maddox læber til at strække sig bredere. Ambrose var en genial strateg, han havde altid næsen i en krigsfilosofi bog så det skulle han næsten være. "Lad os bare sige det kommer til at gøre ondt. Jeg ville undgå Istus de kommende uger, hvis jeg var dig." Han kunne ikke give hans gamle chef for meget, hvor meget han end holdt af manden, ville hans planer blive betydeligt mere besværlige, hvis nogen fandt ud af præcis hvor og hvordan det næste angreb ville folde sig ud.

[Shaiin McGivens]

Åh ja, sådan en god mand. Men han vidste hvad Maddox mente, selv om han ikke selv bar urealistiske forestillinger om sig selv. Vinen i glasset blev snorret rundt. Netop det af han fumlede med et eller andet, med sine hænder, var om noget en indikator på at han tænkte. Lagde planer. Lagde to og to sammen. Og netop det at glasset pludselig stod stille og Shaiin trak sin hånd til sig, en indikator på at han havde nået så langt som han ønskede i sine tanker. Han rettede sig lidt op i stolen, hvilede sine albuer på armlænene og foldede sine hænder foran sig.
Der var da også krig alle steder. I Agares, snart i hvert fald. Måske i Istus, snart. Hvad ville målet være? At ramme militærakademiet var som at spille med sine muskler. Folk i Istus gik sikkert spændt og afventede, om de selv samme muskler ville ramme dem eller havde et andet mål. Rådsmedlemmerne? Deres tempel? Måske ligefrem slottet selv? Et kup? Eller bare en opstand? En opstand for hvad?
Han havde en teori. Han måtte placere nogle mænd i Istus. Dygtige folk, der kunne undgå hvis det trak op til storm. Selvfølgelig havde han ikke selv tænkt sig at blande sig! Det var nok der forskellen lå. Shaiin kæmpede som sådan ikke for noget og slet ikke voldeligt. Han stjal og gav anonymt hjælp hist og her. Hvad angik Pandemonium havde det været et spørgsmål om overlevelse.
Hans øjenbryn gled lidt op i panden, før han bare smilte lidt.
"Aha"
Vinen fandt vej til hans mund igen. Denne gang en langt større tår. Åh, han var nysgerrig. Nysgerrig over hvad hans gammel ven lavede og ville opnå. Hvad han helt præcis ønskede at ændre. Men også modvillig til at vise sin støtte, til noget han ikke vidste hvad var. Støtte blev aldrig bare støtte, blot fordi man var venner. Det kunne være politisk selvmord. Eller økonomisk.
Endnu en stor tår, til glasset var tomt. Han vægtede det lidt i hånden og følte sig overraskende rebelsk. Som dette gensyn med ungdommen. Så meget røre alle steder...Portus var nok, overraskende, det land han kendte mindst til. Måske fordi det havde været så lukket, inden handlen blev genoprettet.
"De vil allerede være i alarmberedskab. At angribe deres krudt...De vil forvente mere" Men alt dette vidste Maddox uden tvivl. Forhåbentlig var hans ven ikke på vej ind i en krig, som han ikke kunne vinde. Men hvis nogen kunne det, ville det sikkert være Maddox.
Han morede sig over tanken, at Portus havde været det mest fredfyldte land blandt alle de tre lande. Og nu ville freden måske være forbi, som de to andre lande selv fandt fred igen. Portus havde nægtet at hjælpe noget sted - så vidt han var orientereret - og hvem skulle så give igen? Det var i sandheden spændende.
"Jeg vil i sandheden se frem til nyhederne derom" bemærkede han så og fyldte op i sit glas igen. Han havde bemærket at hans sekretær var på vej over mod kroen. Han havde set ham ud af et vindue. Forhåbentlig ikke med flere dårlige nyheder. Han tog en ny, stor tår. Faktisk burde han nok drikke lidt mere, hvis han ønskede at håndtere flere svære forretninger lige nu.
"Man savner alligevel at stå op foran og slå til. En gang i mellem" 
Lavmælt og med et fjernt blik. Tingene havde ikke altid været sådan her for ham. 

[Maddox Bane]

Maddox betragtede tankerne myldre igennem hans gamle vens hoved, som han sad med sit glas imellem fingrene og vippede det let fra side til side i hans håndflade. Der var en del af ham der overvejede at lukke Shaiin ind i hans planer, se om hans gamle ven og chef ville med ind hvad han havde tænkt sig, men tyvemesteren var notorisk kendt for at holde sig i udkanten af konflikter, hvor han kunne tjene på dem fra skyggerne. Og han kunne ikke engang finde det i sig til at bebrejde ham for det. Hvor lidt han end ville indrømme det, havde han nok gjort det samme hvis han havde været født af rent blod. "Mhm," brummede han medgivende. "De har allerede oppet deres vagtberedskab, så vidt jeg har forstået," svarede han. Ikke at det ville hjælpe dem meget mod en gruppe væsner der alle sammen havde været på den forkerte side af lovens arm så længe som hans mænd, de kendte alle små gemmesteder, alle smutveje, vidste hvor deres allierede var og hvis de kunne få fat i vagtskemaerne sådan som han havde planlagt, ville det gå dem endnu lettere. Et smil hev i kanterne af hans mund. "Du kan altid stjæle et lommeur her og der, hvis lysten kommer over dig," Maddox bragte sit glas op til hans mund igen. Han tøvede et øjeblik. "... Jeg kunne også finde en plads til dig i mine planer." Han skubbede sine læber en smule sammen. Han tvivlede ikke på at Shaiin kunne hjælpe ham, men det var et gamble - han som stolede på en tyvs loyalitet, fandt sig oftere uden egendele ved solnedgang, end noget som helst andet.

[Shaiin McGivens]

Takket være han havde tilbragt tid rundt om Eriz, havde han en god fornemmelse af tingenes tilstand i Pandemonium. Det manglede også bare, da det var det land han boede i og havde de fleste af sine forretninger, værende lovlige og ulovlige. På det sidste havde han også fået en bredere fornemmelse for tingenes tilstand i Portus og Vavilon, en lille bid af informationer, der gav ham lyst til at udvide nettet. Vide mere. Vide det hele. Det ville være farligt, for den der vidste for meget ville blive jagtet eller ønsket. Der ville komme tider, hvor han ikke kunne tage den farlige dans på grænsen mellem den ene og den anden side. Alligevel havde han lyst. Måske var det Flints ord. Selv om drengen nok havde ment han skulle træde frem blandt de andre adelige og kræve sin ret og ikke udvide sit informationsnetværk. Men hvad kunne han gøre? Adelige fester var slet ikke nær så interessante, som folks skjulte hemmeligheder.
"Portus er nok det eneste land der endnu har hele sin hær i behold. De holdte sig ude af problemerne med Pandemonium og Vavilon. De ville være friske og klar til en udfordring" Men en indefra? Han vidste ikke nok om landet, men efter det første angreb måtte de forvente yderligere. Hans blik gled fra vinduet og over til Maddox. Han skulle snart hjem. Hjem til sin familie, til krigen og Flint. Men mon ikke der var tid til at undersøge tingene her i landet lidt?
"Hvilken plads snakker vi om? Du ved jeg ikke kan ikke råbe mit navn fra det højeste punkt" bemærkede han roligt, men afslog ikke muligheden. Om noget var hans nysgerrighed vækket.