Post by Sam on Nov 27, 2016 14:28:18 GMT
Tilkaldt af klokken over døren dukkede en mørk, lydløs skikkelse frem fra en bueåbning ind til et andet rum. En af de svævende lys ramte hans ansigt fra siden af, så man ordentligt kunne se ham. Høje kindben markerede et stolt, pænt ansigt med fine træk. Huden var hvid som marmor, med blålige blodårer strækkende over kæben og panden. Håret var kulsort, og strøget tilbage for at holde det væk fra det adelige ansigt henlagt i venlige folder.
Isblå, dragende øjne, som ikke blinkede, fandt hurtigt frem til kunderne i butikken.
”Lord Winters! Sikke en fornøjelse at se Dem igen,” hilste manden høfligt med en fløjlsblød stemme, der var tyk af en pandemonisk accent, som fik ham til at rulle på ordene. Han smilte mildt til både Oliver og Lili. ”Og du har gæster med! Små gæster ser det ud til!”
Eian gengældte det venlige smil, mens han skubbede Oliver lidt frem for sig.
”Jeg har taget en ny kunde med til dig, Sam. Oliver her er blevet offer for en varulv, og jeg ville virkelig sætte pris på det, hvis du kunne hjælpe os,” bad han, og hankede mere op i Lili, som med hovedet på skrå indgående betragtede Sam.
”Åh nej, hvor forfærdeligt!” Sam virkede oprigtigt forfærdet, da han gik udenom sin disk, for at komme hen til sine kunder. Han var en høj, slank mand, der problemløst bevægede sig elegant rundt om tingene, nærmest som var han bange for at ødelægge noget. Afslørende viste han sine hænder til Oliver. Også her kunne blodåre skimtes gennem huden. ”Er det okay, hvis jeg lige røre ved dig, Oliver? Du må undskylde, jeg har kolde hænder.”
Forsigtigt rørte han ved Olivers ansigt. Først trak han lidt ned i huden under øjnene. Skubbede overlæben op. Mærkede på kæben, kinderne og tindingen. Til sidst sluttede han af med at tage hans hænder i sine egne, og drejede dem rundt, så han kunne observere dem fra begge sider.
”Hmmm… ja, du er jo blevet smittet, men det vidste du jo godt. Jeg går ud fra, du forvandlede dig sidste fuldmåne, ikke sandt? Din krop viser hvert fald tegn på, den har været gennemgået et hårdt trauma,” bekendtgjorde den unge mand med rynket pande, inden at han hævede sine klare, alvorlige øjne op til Olivers. ”Desuden lugter du af hund, og jeg kan høre på din stegende hjerterytme, at dyret i dig reagere på hvad jeg er…”
Isblå, dragende øjne, som ikke blinkede, fandt hurtigt frem til kunderne i butikken.
”Lord Winters! Sikke en fornøjelse at se Dem igen,” hilste manden høfligt med en fløjlsblød stemme, der var tyk af en pandemonisk accent, som fik ham til at rulle på ordene. Han smilte mildt til både Oliver og Lili. ”Og du har gæster med! Små gæster ser det ud til!”
Eian gengældte det venlige smil, mens han skubbede Oliver lidt frem for sig.
”Jeg har taget en ny kunde med til dig, Sam. Oliver her er blevet offer for en varulv, og jeg ville virkelig sætte pris på det, hvis du kunne hjælpe os,” bad han, og hankede mere op i Lili, som med hovedet på skrå indgående betragtede Sam.
”Åh nej, hvor forfærdeligt!” Sam virkede oprigtigt forfærdet, da han gik udenom sin disk, for at komme hen til sine kunder. Han var en høj, slank mand, der problemløst bevægede sig elegant rundt om tingene, nærmest som var han bange for at ødelægge noget. Afslørende viste han sine hænder til Oliver. Også her kunne blodåre skimtes gennem huden. ”Er det okay, hvis jeg lige røre ved dig, Oliver? Du må undskylde, jeg har kolde hænder.”
Forsigtigt rørte han ved Olivers ansigt. Først trak han lidt ned i huden under øjnene. Skubbede overlæben op. Mærkede på kæben, kinderne og tindingen. Til sidst sluttede han af med at tage hans hænder i sine egne, og drejede dem rundt, så han kunne observere dem fra begge sider.
”Hmmm… ja, du er jo blevet smittet, men det vidste du jo godt. Jeg går ud fra, du forvandlede dig sidste fuldmåne, ikke sandt? Din krop viser hvert fald tegn på, den har været gennemgået et hårdt trauma,” bekendtgjorde den unge mand med rynket pande, inden at han hævede sine klare, alvorlige øjne op til Olivers. ”Desuden lugter du af hund, og jeg kan høre på din stegende hjerterytme, at dyret i dig reagere på hvad jeg er…”