Post by Deleted on Nov 5, 2016 11:50:05 GMT
Pladsen midt i Istus var som altid det store samlingspunkt for de handlende i byen. Mænd, kvinder og børn vandrede mellem boderne som sælgerne havde haft åbent lige siden solopgang. Den typiske portusianske filosofi som fortalte at sollyset ikke måtte gå til spilde. Lugten af friskbagt brød, lyden af musik, latter og de forskellige handlende som forhandlede prisen med sælgerne, vågent overvåget af de udpladserede vagter som kun brød ind hvis diskussionerne blev for ophedet og noget måtte gøres for at undgå et åbent slagsmål. Ikke noget som skete ofte, siden grænserne blev åbnet og varerne fra Vavilon og Pandemonium igen kunne fylde boderne.
Intet af det var noget Oliver sansede på sin vej gennem folkemængden. Ikke lydene eller lugtene, ej heller følelsen af hans ømme fødder som jamrede sig for hvert skridt over de hårde brosten. Fødderne var bare, for skoene havde han efterladt, ligesom næsten alt andet han ejede og havde. End ikke tøjet han havde på, var hans eget. Havde han stjålet det fra et tilfældigt stativ på vejen til Istus? Fundet det? Blev han givet det af en barmhjertig sjæl som forbarmede sig på ham? Han anede det ikke. De sidste par dage var et sort hul i hans minde. Han huskede ikke meget af hvad der var sket siden den sidste fuldmåne to dage tidligere.
Målrettede skridt bragte ham til bassinet på midten af pladsen. Det var ikke første gang han havde været ved bassinet, og set op på gudindens ansigt af sten højt over ham. Istus havde altid været præget af Ineis ansigt, og Oliver havde altid syntes om at se op på det. Han synes altid at kunne se statuen smile af ham. Nu så han intet smil, og de grå øjne virkede kolde og fulde af foragt.
Med en følelse af skam sank han sammen på knæene ved kanten af bassinet og dynkede hænderne under det kolde vand. Først forsigtigt, men med gradvist mere ihærdighed og desperation, skrubbede han sine hænder, før han tog dem op igen. Granskede dem med blikket, før han førte dem under vandet og gentog det. Hans underlæbe skælvede, mens han desperat prøvede at få vasket sig ren. Men det var lige meget hvor meget eller hvor hårdt han skrubbede: deres blod var stadig på hans hænder. Under hans negle, i folderne ved hans knoer, skjult i linjerne i hans håndflader. Øjnene brændte da han sænkede hænderne ned i vandet for femte gang, indtil han med ét stoppede op, og stirrede ned på sit eget spejlbillede. En skælvende hånd løftede sig til hans ansigt og bevægede sig over hans kind, før han så ned på sine fingre. En tynd blodig stribe fra blodpletterne på hans kind havde smittet af i hans hud.
Med et desperat udbrud samlede Oliver noget vand mellem hænderne og tømte det ud over ansigtet og skrubbede sine kinder med den samme ihærdighed som han havde med sine hænder. I sin hast fangede Oliver sig i at se op på Ineis ansigt igen, og en klump samlede sig i halsen på ham.
"Jeg mente det ikke..." hviskede han fortvivlet.
Intet af det var noget Oliver sansede på sin vej gennem folkemængden. Ikke lydene eller lugtene, ej heller følelsen af hans ømme fødder som jamrede sig for hvert skridt over de hårde brosten. Fødderne var bare, for skoene havde han efterladt, ligesom næsten alt andet han ejede og havde. End ikke tøjet han havde på, var hans eget. Havde han stjålet det fra et tilfældigt stativ på vejen til Istus? Fundet det? Blev han givet det af en barmhjertig sjæl som forbarmede sig på ham? Han anede det ikke. De sidste par dage var et sort hul i hans minde. Han huskede ikke meget af hvad der var sket siden den sidste fuldmåne to dage tidligere.
Målrettede skridt bragte ham til bassinet på midten af pladsen. Det var ikke første gang han havde været ved bassinet, og set op på gudindens ansigt af sten højt over ham. Istus havde altid været præget af Ineis ansigt, og Oliver havde altid syntes om at se op på det. Han synes altid at kunne se statuen smile af ham. Nu så han intet smil, og de grå øjne virkede kolde og fulde af foragt.
Med en følelse af skam sank han sammen på knæene ved kanten af bassinet og dynkede hænderne under det kolde vand. Først forsigtigt, men med gradvist mere ihærdighed og desperation, skrubbede han sine hænder, før han tog dem op igen. Granskede dem med blikket, før han førte dem under vandet og gentog det. Hans underlæbe skælvede, mens han desperat prøvede at få vasket sig ren. Men det var lige meget hvor meget eller hvor hårdt han skrubbede: deres blod var stadig på hans hænder. Under hans negle, i folderne ved hans knoer, skjult i linjerne i hans håndflader. Øjnene brændte da han sænkede hænderne ned i vandet for femte gang, indtil han med ét stoppede op, og stirrede ned på sit eget spejlbillede. En skælvende hånd løftede sig til hans ansigt og bevægede sig over hans kind, før han så ned på sine fingre. En tynd blodig stribe fra blodpletterne på hans kind havde smittet af i hans hud.
Med et desperat udbrud samlede Oliver noget vand mellem hænderne og tømte det ud over ansigtet og skrubbede sine kinder med den samme ihærdighed som han havde med sine hænder. I sin hast fangede Oliver sig i at se op på Ineis ansigt igen, og en klump samlede sig i halsen på ham.
"Jeg mente det ikke..." hviskede han fortvivlet.