Post by Rebekah Lillium on Sept 22, 2016 11:57:03 GMT
"Lim"
Hun havde lagt i sin seng længe. Den lullende søvn, havde ikke haft et godt tag i hende, og til trods for at nattetimerne endnu var mange, så kunne hun ikke falde hen i søvnens tag. Langsomt endte hun med at sætte sig op og se sig omkring. To dybe perler, gemt i mørket, der bar på imødekommenhed og blidhed ud over det sædvanlige, stirrede frem i mørket, kort gled det væk fra hendes klansmedlemmer og så søgte det videre. Forsigtigt trak hun det lette tæppe til side, og søgte lidt væk fra de sovende skikkelser. De forførende skygger dansede omkring hende. Der kom ikke en lyd, eller forstrakte sig nogen bevægelser omkring hende. Stilheden herskede stadig over nattens indsvøbende tæppe. En dråbe faldt ned, og hun observerede hvordan himlen var mørkere end normalt - også mørkere end en nattehimmel normalt ville være. Stjernerne var denne nat ikke så tydelige. Et tegn på, at der senere nok ville komme en kaskade af regn som ville brede sig over naturen og gøre den rig med frugtbar jord. Naivt trådte hun videre, hun havde vel gudernes velsignelse og fornuft til, at se sig omkring. Trods mørket havde sit tag, så bar hun også et begær efter at udforske natten. Ingen andre var oppe, så det ville ikke være usædvanligt. Et lille gisp formede sig, da hun bemærkede en bevægelse.
"Du burde ikke være oppe i nattens mørke." Den venlige tone var imødekommende, men dog beskyttende. Hendes bror. Et smil dansede over hendes læber.
"Jeg kunne ikke sove," startede hun og lod blikket glide ned. Underlaget var fugtigt, og aftenduggen lå stadig over det. Hun aflagde næsten utydelige aftryk mod det golde underlag.
"Gå ikke for langt væk." Lim nikkede, hun vidste at hun skulle blive i nærheden. Han var til at stole på, og han vidste, at han kunne regne med hende. Derfor trådte hun også noget roligt videre. Et lille stykke udenfor klanens område, mens hun lod fingrene berøre de lettere fugtige overflade af blade og buske. Snart kunne hun mellem trækronernes toppe mærke en dråbe falde ned. Den ramte hende let på næsetippen, så hun kort rynkede den, inden hun løftede hånden og lod en finger fange dråben på den.
En ubekendt skygge snoede sig pludseligt omkring hende. Rundt om hende. Dansede, slikkede, hviskede. Snart dukkede en hare op og den lille spænding faldt til jorden. Hun sank ned på hug, og lod den lyse kjole berøre underlaget, mens hun rakte en hånd frem. Snart nærmede den lille hare hende og lod sine følehorn strejfe hendes håndflade ganske blidt, mens hun messe nogle lavmælte ord.
"Du burde ikke være oppe i nattens mørke." Den venlige tone var imødekommende, men dog beskyttende. Hendes bror. Et smil dansede over hendes læber.
"Jeg kunne ikke sove," startede hun og lod blikket glide ned. Underlaget var fugtigt, og aftenduggen lå stadig over det. Hun aflagde næsten utydelige aftryk mod det golde underlag.
"Gå ikke for langt væk." Lim nikkede, hun vidste at hun skulle blive i nærheden. Han var til at stole på, og han vidste, at han kunne regne med hende. Derfor trådte hun også noget roligt videre. Et lille stykke udenfor klanens område, mens hun lod fingrene berøre de lettere fugtige overflade af blade og buske. Snart kunne hun mellem trækronernes toppe mærke en dråbe falde ned. Den ramte hende let på næsetippen, så hun kort rynkede den, inden hun løftede hånden og lod en finger fange dråben på den.
En ubekendt skygge snoede sig pludseligt omkring hende. Rundt om hende. Dansede, slikkede, hviskede. Snart dukkede en hare op og den lille spænding faldt til jorden. Hun sank ned på hug, og lod den lyse kjole berøre underlaget, mens hun rakte en hånd frem. Snart nærmede den lille hare hende og lod sine følehorn strejfe hendes håndflade ganske blidt, mens hun messe nogle lavmælte ord.