Flytteaften!

[Saïx Veterano]

Hendes bekræftelse, og måden hun med en hånd trak hans ansigt tættere på sit eget havde fået Saïx til at mærke hvordan de små nakkehår rejste sig. Endnu mere, da hun fremmede sit forslag om at låse døren. Det havde fået hans øjne til at glide op og betragte hendes ansigt, som for at lede efter et tegn til at han kunne have misforstået hvad hun sagde. Ved cirklerne, han håbede ikke han havde misforstået, men hvis han havde, og endte med at ødelægge noget mellem dem på grund af det…
Hendes læber der strejfede hans var nok til at få ham til at sænke skuldrene igen. Et smil krøb sågar over hans læber igen, til trods for hendes eget pludselige anfald af tvivl. I det mindste havde hendes ord overbevist ham om præcist hvad de snakkede om. Som for at berolige hende lagde han en hånd mod hendes kind, og lod igen sin pande hvile mod hendes. Han fandt hendes blik, og sendte hende et ømt smil.
”Vi låser døren i nat.” Ordene havde været så stille, ikke mere end en dæmpet hvisken, men meningen bag det kunne ikke siges mere højlydt. Saïx var sikker på at han mærkede hjertet hamre i brystet på sig igen. Det føltes præcis som dengang… Den sidste gang han og Isabel havde delt seng sammen i deres gamle liv. Blandingen af uro og spænding, længsel og bekymring.
Hans læber fandt hendes igen i et blidt kys, der lod hans læber massere hendes. Øjnene gled i igen, inden han langsomt begyndte at bakke bagover mod deres eget værelse. Hans arm om hende ville tvinge hende til at følge efter ham. Så snart de var tilbage i deres værelse, kunne han lukke døren i bag dem, og låsen gik i med et klik. Først da lod han sine læber slippe hendes, men holdt hende stadig tæt ind til sig. Lyset på værelset var sparsomt, kun et enkelt stearinlys brændte, og de tykke gardiner holdt månelyset ude. Det fik skyggerne til at danse lange mod væggen bag dem. Et forsigtigt smil gled over Saïx’ læber, da hans hænder igen fandt hvile mod hendes hofte, og hans fingre langsomt begyndte at glide kærtegnende over stoffet der dækkede hende. Så pokkers forsigtig var han, som var han bange for at den mindste forhastede handling ville skræmme Isabel væk fra ham. Han havde ikke travlt, men han kunne mærke hvordan hans egen længsel trak i ham.
”… Skal jeg… lukke øjnene igen?” spurgte han dæmpet. Det havde været hvad der havde givet Isabel modet til at kysse ham den første gang. Og da de havde fundet hinanden igen. Måske ville det også gøre hende rolig denne gang. Også selvom at han selv følte sig langt fra rolig.

[Isabel Veterano]

Rødmen steg op i kinderne, da Saïx bekræftede hende i at døren skulle låses. Hun var lige ved at bede en stille bøn til Inei, før hun huskede, at Inei ikke længere så hende som én af hendes. I stedet holdte hun bønnen tilbage. Lod den falme ud i ingenting. Den eneste gud, der fulgte hende, var én hun vendte ryggen.
Derfor lagde hun armene om Saïx igen. Hvis hun manglede en følgesvend, måtte hun vende sig mod den, hvis fodspor gik ved siden af hendes. Gud eller ikke gud. Et smil bredte sig i kysset. Hun åbnede sit arret hjerte op for vampyren, og lod sig falde ind i det ømme kys de delte.
Langsomt og smågrinende fulgte hun efter ham. Det var svært at navigere rundt med lukket øjne, tæt sammenstående, og inde i et kys, uden at falde over fødderne.

Mirakuløst nåede de dog værelset uden problemer. Hjertet slog et slag over, da låsen faldt i.
Hun fugtede sine læber, mens hun åbnede øjnene. Saïxs ansigt var henlagt i tunge skygger, som for hende afslørede mere end lyset. Et par gange blinkede hun med de flammende øjne. Hænderne gled tøvende ind mellem dem, så hun kunne mærke den stærke, faste brystkasse foran sig. Åndedrættet sad fast i halsen. Munden føltes tør. Fingrene vandrede ned over hans flade mave, så det nærmest kun var det løse stof på hans trøje, hun egentlig rørte ved.
Selve følelsen af hans kærtegnende berøringer omkring hofterne, fik hendes hjerte til at hamre hektisk i halsen på hende. Noget hun var pinligt bevidst om, at han kunne høre.
Mon han havde været sammen med andre siden hende? Hun svedte.

Et stramt smil og en hovedrysten var det eneste svar, hun kunne magte til Saïxs spørgsmål. Hvis han lukkede øjnene, ville det bare være endnu mere pinligt! Som var hun en lille, skræmt tøs.
Det var blot… kroppen. Hans krop. Hun havde aldrig været sammen med en… vampyr før. Og hun var… uren nu.
Med en kraftanstrengelse sank hun en klump, men det var ikke på grund af mundvand. Resolut greb hun om kanten af sin trøje, inden at hun hastigt, før hun ombestemte sig, rev den over hovedet. Indenunder bar hun ingenting, ud over det stof, der støttede hendes velformet barm. Det havde ikke været nødvendigt, da hun var menneske, men den nye krop var mere… formfuld.
Den gamle krop havde været robust og muskuløs med tykke knogler og dækket med pentagrammer, ar og runer ligesom Calebs. Den nye havde også ar, men knap så mange. Hun var slank og atletisk med tydelige markeringer fra muskler og næsten intet fedt.

Afventende stod hun foran ham kun iført bukser, og det støttende stof. Brystkassen hævede og sænkede sig i tunge bevægelser, mens hendes skygge på væggen twistede sig ind til et leende, deformet væsen. Hun bredte armene lidt ud fra sig i en opgivende gestus.

[Saïx Veterano]

Han måtte næsten give et lettet smil fra sig, da hun med sin hovedrysten fortalte ham at han ikke skulle lukke øjnene. I nuværende øjeblik var der intet han havde mindre lyst til, end at skærme sit blik for hende. Han ville se hende. Dengang i patienthytten havde hun ikke ladt ham se hende rigtigt i mørket, men nu…
Knapt nåede han at tænke tanken til ende, før hendes hænder havde forladt hans mave, og hendes trøje blev løftet op over hendes hoved og lagt til side. Hans blik gled uvilkårligt over den slanke mave, den klare kurve ved hendes barm, arrene og mærkerne der dækkede hendes hud… Det var første gang Saïx rigtig så hendes nye krop sådan. At dømme efter den opgivende gestus hun gjorde, var hun ikke sikker på hvordan hun skulle have det med hele situationen. Han havde lyst til at sige sin ærlige mening: at hun ikke havde noget at være bekymret for. At selv om at hun var i en ny krop, var hun stadig det smukkeste væsen han havde set.
Men intet ord forlod hans læber. I stedet fandt han hendes blik igen, før han selv trak op i sin egen trøje, og smed den til side. Hans egen overkrop blev blotlagt for hende. Den markerede muskulatur under den stramme, blege hud, kun præget af det vavilonske brændemærke i hans brystkasse og de andre, mindre ar han havde fået før Macaria havde bidt ham. Da han havde været menneske ville hans hænder og arme være præget af brændemærker og sodpletter over huden, men huden var nu stram og glat.
Hans blik forblev på Isabels ansigt, mens han langsomt begav sig tættere på hende, indtil han kunne mærke hendes bryst møde hans brystkasse. Følelsen fik hans nakkehår til at rejse sig, men det var langt fra af ubehag. Hans hænder hævede sig langsomt for at lægge sig mod hendes kinder, og han formede et ømt smil, før han trykkede sine læber mod hendes.
Kysset var hverken flygtigt eller forsigtigt. Det var dybt, længselsfuldt og passioneret. Alle de kys han i årenes løb havde haft lyst til at give hende i ét. Den ene hånd lagde sig om hendes nakke.