Flytteaften!

[Isabel Veterano]

Saïx Veterano - Isabel Veterano

---

Rejsekisten blev med hårde ryk trukket hen af plankegulvet, hvilket efterlod lange, slæbemærker fra de skarpe hjørne. Isabel tog sig dog ikke af det. Hele hendes vægt blev lagt i hvert ryk. Metalhåndtaget gnavede i hendes hænder. Hvad i alverden, havde hun dog i den kiste?! Måske burde hun have, tjekket indholdet før hun flyttede den, men det kunne være lige meget nu.
Fra bænken i køkkenet betragtede Lili hende, mens hun gnavede på en småkage, Moria havde lavet i løbet af dagen. Hele gården duftede af hjemmebag. Der var intet bedre end frisk bagte småkager og varmt chokolade på en vinteraften som denne, hvor sneen lå tykt udenfor, og natten var mørkere end en kulgrav i Pandemonium. Alligevel havde Caleb og Moria vovet sig ud af den lune gård, for at gå en aftentur – og nyde hinandens selskab i stilhed. Det var svært, at få privatliv, når man boede sammen med 3 andre og 2 drakes.
Isabel vidste, hvordan det var, hvilket også var grunden til, at hun endelig havde bestemt sig for, at flytte sine ting ind til Saïx.

Drakan lå og sov foran kaminen, men åbnede det ene øjne, da hun kom trækkende med den tunge rejsekiste. Dovent prustede den en røgsky ud af næseborene.
”Ja, du behøver ikke hjælpe eller noget! Bliv endelig liggende,” bed hun af ham, og måtte tage en pause, for at få vejret. Værelset var næsten tømt for hendes ting, så hun kunne godt tillade sig et par minutter.
Med en grimasse strakte hun sin ømme ryg, mens hun vandrede over til køkkenbordet, hvor hun snuppede en småkage fra én af krukkerne. En hånd gned lænden.
”Du må ikke spise alle småkagerne!” udbrød Lili fra sin plads ved spisebordet. Isabel lænede sig roligt op af køkkenbordet. Provokerende tog hun en bid af småkagen. Lili spærrede sine øjne op. ”Du må ikke spise alle småkagerne!”
”Lili, det er en enkelt småkage! Du har taget flere end mig,” sukkede hybriden opgivende.
”Jeg har ikke spist flere end dig.”
”Nej, fordi du har givet halvdelen til Droco under bordet.”
Lili havde tydeligvis ikke regnet med, at nogen havde lagt mærke til, hvordan hun diskret, havde smidt småkager ned til sin drake, der lå og lurede under spisebordet ved hendes fødder. Surt rakte hun tunge til Isabel, der gengældte gestussen, inden hun igen tog en bid af kagen.
”Jeg får Drakan, til at spise din tunge en dag…”
”Det kan du ikke!”
”Og hvorfor så ikke det?”
”Fordi jeg bestemmer.”
Isabel hævede forbløffet øjenbrynene, inden at hun med en lille latter, rystede på hovedet. Utroligt hvor arrogant den møgunge kunne være, på trods af deres alle sammens flittige opdragelse af hende.
”Jeg tror, du må tage den påstand op med de andre,” svarede hun, uden at lade sig provokere, selvom det tydeligvis var det Lili prøvede på. Barnet slog sine hænder sammen, så småkagekrummerne blev børstet af.
”Hvor skal jeg sove i nat?” spurgte den lille pige, og Isabel opfangede bekymringen i hendes stemme. Hun drog et tungt suk.
”Inde i din egen seng?” forslog hun, men vidste det ikke ville være et tilfredsgivende svar, hvilket også blev bekræftet, da Lili rystede på hovedet.
”Men du er der ikke! Og Drakan heller ikke!” klagede hun, og lagde bedrøvet sit hoved i sine små hænder. ”Kan jeg ikke sove, inde hos dig og Saïx?”
”Lili, du skal lære at sove for dig selv! Det hedder at være selvstændig.”
”Men jeg må aldrig noget selv!”
”Nu må du sove selv. Tillykke med det.”
Lili skulede til hende, men hun ignorerede det mesterligt. Hvis bare tøsen ville tie stille med det overfor Saïx. Han var langt mere blødsøden overfor den lille pige, end Isabel nogensinde havde været. Faktisk var det på grænsen til, at han slog Caleb. Isabel smilede lidt for sig selv.

[Saïx Veterano]

Vinden hev i hans tøj på vejen fra skuret som udgjorde hans værksted, og til gårdens hovedbygning. I det mindste havde hans vampyrisme gjort ham rimelig modstandsdygtig overfor kulden, så han ikke havde behøvet pakke sig lige så tykt ind som Caleb og Moria havde været det, da de havde forladt gården. Og så havde varmen fra hans værksted været mere end nok til at holde kulden ude, mens lyden af hammer mod glødende stål havde fyldt hans ører.
Varmen havde smittet så meget af på ham at han for øjeblikket faktisk kunne have gået for at være et levende menneske, havde det ikke været for det manglende åndedræt eller hjerteslag. Hans hud var varm hvis man rørte den, og i et kort øjeblik gav han sig muligheden for at tage en håndfuld sne, blot for at betragte hvordan den langsomt begyndte at smelte i hans håndflade. Utroligt hvor lidt der egentlig skulle til for at han i bare et enkelt sekund kunne gå for at være et levende, varmt væsen igen. Han børstede hænderne rene, før han skubbede døren til selve gårdsbygningen op og trådte indenfor.

Isabel og Lili var i gang med en samtale, kunne han høre, da han trådte ind og kunne banke sneen af sine sko. Det nederste af hans bukseben var blevet fugtig af den tykke sne, men med ilden i kaminen ville der næppe gå lang tid før det ville tørre. Drakan løftede hovedet da han trådte indenfor, men så snart den så det bare var ham, lagde han dovent hovedet ned på gulvet igen, og pustede endnu en røgsky ud af næseborene. Siden han og Isabel var begyndt at snige sig ind til hinanden med jævne mellemrum så det langt om længe ud til at bæstet var begyndt at acceptere ham mere. En udvikling Saïx kun håbede ville fortsætte, når Isabel havde flyttet helt ind hos ham.
”Er det her I sidder og gumler I jer?” spurgte han med et træk på smilebåndet mens han gik helt ind i rummet. Med en hånd rodede han lidt i Lilis hår, og høstede en grinende jamren om at han ’ødelagde det’, til trods for at det kun var meget halvhjertet hun prøvede at slå hans hånd væk. Saïx blik flyttede sig til Isabel, som han sendte et varmt smil. Da hun natten forinden havde fortalt ham at hun ville flytte ind hos ham, mens de havde ligget i hinandens favn igen, havde hans smil gået fra øre til øre. Det havde måske ligget i luften mellem dem i det sidste halve år, men alligevel var han så spændt, nu når det rent faktisk skete. Og mens han havde arbejdet i sit værksted havde hun da også brugt det meste af dagen på at flytte sine sager derind. Det eneste som så ud til at mangle var den tunge rejsekiste, som stadig stod på gulvet halvvejs mellem hendes gamle værelse, og det der nu var deres værelse. Han slap Lilis hår for i stedet at stille sig tættere på Isabel, så han kunne snige en hånd om hendes lænd. ”Skal du have hjælp med den der?” spurgte han hende med et nik mod kisten. Ridserne som var blevet efterladt i trægulvet talte sit tydelige sprog om vægten, og han kunne næsten se svedperlerne på hendes pande. Han måtte være dukket op lige efter hun havde besluttet sig for at hvile sig.
"Saaaaaaïx, hun siger jeg ikke må sove inde hos jer!" Hånden som pludselig havde grebet fat om hans fik hans opmærksomhed, og da Saïx så ned på Lili kiggede hun tilbage på ham med de største dådyrøjne, hun kunne præstere. Omgående mærkede Saïx hvordan hans hjerte blødte for hende - den lille trold var en mester i at trykke på de rigtige knapper.
"Du er blevet for stor til at sove sammen med Izzy og mig, Lili." forsøgte han.
"Nej jeg er ej!" protesterede hun med en fremskudt underlæbe. Saïx var nødt til at lade blikket flakke. Han kunne nærmest se skuffelsen i de mørke øjne. Men han var nødt til at være standhaftig overfor pigen, for en gangs skyld. Hans og Isabels privatliv stod på spil.
"Jeg troede du ville være en stor pige, Lili? Store piger sover i deres egen seng. Og du har jo Droco at putte med!" indskød han med et nik mod Lilis egen drake under bordet. Lige lidt så det dog ud til at hjælpe, og den lille prinsesse endte med at se betuttet mellem både Saïx og Isabel, i håbet om at hendes dådyrøjne ville få bare én af dem til at bukke under.

[Isabel Veterano]

I flere år havde Isabel af ren refleks – ligesom sin lillebror – kigget op med et sæt, når de hørte døren gå, men endelig var deres paranoia falmet en smule. Èn ting var nok også, at Isabel vidste, at Drakan ville begynde at hvæse, hvis det havde været en fremmede, men da han blot lagde hovedet ned igen, vidste hun, det blot var Saïx. Ikke at det fik hende, til at slappe mere af.
Hjertet begyndte muntert at springe op i brystet på hende, og et smil voksede sig frem på hendes ansigt, da han trådte ind i køkken/alrummet. I det mindste havde hun, ”lov” til at gøre det nu.
”Vi tager blot et lille hvil.” Hoften skubbede hende væk fra køkkenbordet, og hun gik sin kæreste i møde. Blidt placerede hun et kys på hans lune kind, mens hans arm sneg sig omkring hende. Hun lod en hånd lægge sig mod hans brystkasse. Endelig var hun begyndt, at vænne sig til det manglende hjerteslag. Med to fingre masserede hun sin pande, mens hun med en skæv grimasse, kiggede mod rejsekisten, der nærmest hånende stod afventende midt på vejen.
”Mhhh… Du ved, jeg hader, at blive hjulpet, men… måske burde du, virkelig tage den. Min ryg hader mig allerede, efter træningen med Moria i morges,” svarede hun modvilligt, og sank sin stolthed, som selvstændig kvinde. Samtalen mellem dem, blev afbrudt af Lili, der selvfølgelig snedigt havde gjort det, Isabel akkurat havde forudset.
Håbløst kiggede hun ned på den lille pige ved deres ben. Små hænder havde lukket sig bedende om Saïxs bukseben.
”Hvorfor kan du ikke sove inde hos Cal og Mori?” spurgte hun sukkende. Lili trak frustreret i buksebenet, mens hun vippede op og ned.
”Fordi de ikke dufter som jeeeeeeeeeeer,” svarede hun, mens Isabel skeptisk betragtede hende skabe sig.
”Du mener af aske og bål?”
”Jaaaaer…! Og Onkel Cal, vil ikke have, at Droco sover derinde.”
Øjnene himlede sig op. Den var svær at argumentere imod. Men hun ville så gerne, have akkurat denne nat alene med Saïx! Det ville være første gang i deres fælles værelse, de skulle sove sammen, og… og hun havde regnet med, at det endelig kunne… medføre… at de endelig… gjorde det de ikke… havde gjort endnu. Overvejende slikkede hun sig over læberne, inden hun igen kiggede ned på Lili, der helt fortvivlet stod med panden presset ind mod hendes ben.
”Hvad hvis jeg lover, du kan sove inde hos os i morgen?” forslog hun forhandlende. ”…og at jeg træner magi med dig?”
”Lover du det?” Lili tittede forsigtigt frem med en stemme, der var så bedende, at hjertet kunne bløde. Isabel nikkede, og pigens kønne ansigt, strålede op i et yndigt smil.
”Okay! Men så skal du altså også lære mig, at snakke med skyggerne!”
”Right…”
”Yaaay! Tak søde Izzy!” Pigen kyssede både Saïxs og Isabels ben, inden at hun dansede afsted ud af køkkenet. Droco vraltede klodset efter hende, mens Isabel kiggede efter dem forbi Saïx.
”Ved Inei… Vi skal have en lås i døren.”

[Saïx Veterano]

Saïx var fristet til at lugte til sig selv ved Lilis kommentar omkring hans og Isabels duft, men noget fortalte ham at det ikke var nødvendigt. Hvor han lugtede af sod og røg på grund af sit arbejde i værkstedet, var det en lugt som Isabel havde fra naturens side. Eller… så naturlig som man nu kunne sige at hendes krop nu var.
Han rystede tanken af sig, og lagde i stedet armen en smule tættere om Isabel, da hun lykkedes i at få Lili til at danse afsted ud af køkkenet, og efterlod de to alene igen. Isabels kommentar høstede et lille grin fra ham.
”Hun vil bare få Droco til at slå døren ned, hvis hun vil det nok.” indskød han, halvt i spøg, halvt i alvor. Han ville slet ikke blive overrasket hvis Lili rent faktisk kunne finde på det. Både Droco og Dracan var ved at blive godt store, og med nok tyngde kunne de sikkert slå en dør af sine hængsler. Det noterede han sig selv: lås og hængsler måtte forstærkes!

Med et træk på smilebåndet drejede han ansigtet mere mod Isabel. Så tæt som de stod op af hinanden fik det hans næsetip til at strejfe hendes kind da han drejede hovedet, og det fik kun hans smil til at vokse sig en smule bredere. Det sidste halve år havde været fantastisk. Den lettelse det havde været, ikke længere at skulle gå med forsigtige skridt omkring hende, at han åbent kunne lægge en hånd på hendes når de sad ved bordet, eller stjæle et kys til sig når han fandt muligheden, var intet mindre end vidunderlig! Selv Calebs stramme mine hver gang han så dem sammen havde kun fået Saïx til at smile bredere, og kun lægge armene endnu tydeligere om Isabel. Et eller andet sted burde han takke magikeren for at have givet ham det sidste puf der skulle til, for at have konfronteret Isabel, men noget fortalte ham at Caleb langt fra ville takkes.
Ikke at de ikke stadig gik med forsigtige skridt. Til trods for at de mange gange havde sneget sig ind til hinanden for at tilbringe natten sammen, havde de aldrig gjort mere end at ligge i hinandens favn og snakke om løst og fast, indtil de endelig faldt i søvn. Men det var på ingen måde fordi Saïx ikke havde tænkt tanken: mange gange havde hans fingre vandret farligt tæt på den nøgne hud omkring hendes lår eller omkring hendes mave, og det ville være løgn hvis han sagde at han ikke nød de reaktioner Isabel kom med fra hans berøringer. Og så tæt som de var nødt til at ligge op af hinanden i hans seng, var han ikke i tvivl om at hun måtte have mærket hvordan han selv reagerede på det hele.
”Skal vi få den ind?” spurgte han dæmpet, før han plantede et kys mod hendes kind. Han skubbede sig selv væk fra køkkenbordet og trak hende med sig tilbage til hendes rejsekiste, som han hankede godt op i, før han med et indædt støn løftede den op fra gulvet. Selv med hans vampyrisme måtte han anstrenge sig lidt – hvad i alverden havde hun i den? ”Du ved godt vi ikke bygger vores eget hus, ikke? Du kunne have ladt alle stenene blive.” fortalte han hende med et drillende glimt i øjet over skulderen, før han bar kisten med sig ind på hans – deres – værelse.
Mange af Isabels ting havde allerede fundet en ny plads inde på værelset. Ikke at Saïx havde haft mange ting at fylde rummet op med fra før af, men med Isabels ting var det begyndt at få en ny karakter. Det føltes på en måde varmere at træde ind i rummet.
Med et støn satte Saïx kisten fra sig i hjørnet af rummet, før han satte hænderne i ryggen og strakte sig ud. ”For pokker, intet under din ryg jamrer sig! Hvad har du i den?”

[Isabel Veterano]

Med sin frie hånd strøg Isabel sit hår tilbage. Selvom hun rent praktiske, ikke behøvede at holde håret kort længere, var det sådan hun beholdte det. Første gang helvedesøjnene havde åbnet sig i tanken, havde sølvhåret været langt og fint som en mælkevej. Nu var det kort og stift, som havde hun puttet saltvand i det.
”Well… Jeg kan stadigvæk sætte Droco på plads – jeg frygter dog den dag, hun bliver så gammel, at selv ikke jeg kan styre hverken hende eller ham,” kommenterede hun med en snert af bekymring i sin stemme. Ingen af dem snakkede særlig meget om det til dagligt, men Isabel vidste, de alle tænkte det: Lilis forældre var nogle af de mest magtfulde magikyndige i verden – hvad ville hun vokse op til?
”Caleb kæmper, for at modvirke hendes warlock kræfter. Forhåbentligt vil det lykkes for ham, at gøre hende til en magiker en dag,” tilføjede hun stilfærdigt, inden hun endelig flyttede blikket fra det sted Lili var forsvundet hen. I stedet kiggede hun på Saïx. Smilet på hans læber, smittede af på hende, og det voksede sig blot endnu bredere, da han kyssede hende på kinden.

Værelset de nu delte, var blevet fyldt med Isabels ting. Igennem årerne havde hun fået samlet en del. Træskåret figurer i vindueskarmen. En gammel eftersøgningsplakat af hende og Caleb, fra da de var eftersøgt i Vavilon. Den sorte frakke smidt over en stol. Sværdet stående op af sengen. En af hylderne var fyldt med forskelligt værktøj, brugt til at bekæmpe overnaturlige væsner. Sammenrullet kort over de forskellige lande og steder, fyldte på skrivebordet. Tegninger fra Lili var blevet hængt op på væggen af daggerter. Sodaftryk plettede allerede plankegulvet, efter at Drakan havde vadet rundt herinde, men det var noget, som Saïx måtte væne sig til. Trods alt var både Isabel og hendes drake fra Pandemonium. I det mindste var vampyren vant til lugten af røg og sod.
Isabel trak på skuldrene.
”Lad os se efter.” Hun bøjede sig ned, og skubbede låget op, så rejsekistens indhold blev afsløret. Ikke noget at sige til, selv Saïx havde haft problemer.
Kisten var fyldt med våben, bøger, tegninger af pentagrammer, lange passager med oldskrift, stykker fra rustninger, en snoet træstub og en ødelagt lanterne. Isabel rynkede på næsen, mens hun satte hænderne i siden, og rettede sig op.
”Hm… måske skulle jeg have sorteret mine ting, inden at jeg flyttede dem. Det her er Calebs!” Hun trak en krøllet stak pergamenter op, der var skrevet op og ned af, samt et par sirligt udformet tegninger af ritualopstillinger, runer, etc. Flygtigt bladrede hun siderne igennem, inden hun smed dem ned i kisten igen. En duft af urter steg op fra bunden. Poser med tørret urter og blomster lå sikkert et eller andet sted dernede. ”Jeg må få ham herind på et tidspunkt, så han kan bestemme, hvad han vil beholde og ej. Pas på med at stik hånden for langt derned. Der er sikkert noget imod vampyrer gemt i rodet.” Hun havde lige nået, at gribe ham om håndleddet.

[Saïx Veterano]

Saïx havde stået bøjet overfor kisten mens Isabel åbnede den, og havde næsten givet et lille grin fra sig ved synet af dens indhold. Gemt mellem det der helt sikkert stadig var brugbart og praktisk, så han ting som mest af alt lignede affald. I hvert fald roden og den ødelagte lanterne!
”Great, først bliver jeg anklaget for at stjæle hans søster, og nu stjæler jeg også hans ting?” Et drilsk smil blev sendt i Isabels retning, og havde lige været ved at skulle stikke hånden ned i kisten for at se om der var noget spændende længere nede, da Isabels hånd greb fat i hans håndled. Selvfølgelig, det burde han have tænkt på. Der lå helt sikkert noget sølv et sted dernede, og det kunne lige ligne ham at han stak hånden direkte ind i det uden at tænke sig om. ”Okay, så starter vi i toppen.” svarede han med et fåret træk på smilebåndet, og greb fat i en af de øverste bøger i kisten. Han genkendte den. Det slidte omslag og de smuldrende sider som truede med at falde fra hinanden hvis man ikke bladrede forsigtigt nok – Saïx var nødt til at tage fat i hver enkelt side med fingerspidserne for at bladre i den – og de mange runer som prydede hver enkelt side. Det fik smilet om hans læber til at vokse. Det havde været én af de bøger de to Veteranoer havde taget med til hans smedje for at vise det runedesign de ville have graveret ind i deres våben. Han kunne stadig genkende flere af dem, ud fra forklaringen han havde fået af de to dengang: dér var runen som skulle hæmme et mørkevæsens healende kræfter; dér var runen skulle få såret til at føles som om det stod i flammer. Han var ikke sikker på om han ville finde ud af hvilke runer som var specifikt møntet på at blive brugt mod vampyrer – mod ham. Han rystede tanken af sig, og lagde nænsomt bogen tilbage i kisten.

”Well… det var det. Alle dine ting er kommet herind.” Hans blik faldt på hende igen, og nok en gang krøllede hans læber sig i et varmt smil. Det var officielt – de boede sammen. Godt nok havde de tilbragte de sidste… fem år under samme tag, men det her var anderledes. De ville sove i samme seng. Han måtte kort vurdere hvad det ville betyde for hans døgnrytme. Han kunne ikke rigtig hvile sig gennem dagen og være vågen om natten, mens Isabel gjorde det modsatte. Han havde en fornemmelse af at de nok ville finde ud af en løsning.
”Du fortryder det ikke endnu? Det er ikke for sent. Du kan stadig nå at tage tilbage til din store seng.” Endnu et drilsk smil, mens han sneg sine arme omkring hendes hofte og trak hende tættere ind til sig.

[Isabel Veterano]

Hvis nogle havde fortalt Isabel Veterano for bare 6 år siden, at hun ville flytte ind sammen med Saïx, og sove i en fælles seng, havde hun kaldt dem løgnere. I det hele taget var det svært for hende, at tilpasse sig den ide, at hun nu boede på en gård sammen med sin familie – ja, det så hun dem alle som – og var med til at opvokse et barn. Når man hele sit liv, havde tænkt på det som en utopi, var det underligt, når man pludseligt stod i den.
Hun smilede skævt til Saïx, da han trak hende ind til sig, så hun måtte lægge armene omkring hans hals.
”Saïx, mit gamle værelse er 10 skridt væk herfra. Jeg tror aldrig det bliver forsent,” kommenterede hun skeptisk, og overvejede hvor mange gange, Caleb mon ville prøve, at lokke hende til at flytte tilbage igen. Jo hurtigere de indrettede det som Lilis værelse, jo bedre. ”Men nej… jeg fortryder ikke. Det er her, jeg gerne vil være.” Smilet blev en anelse bredere. Forsigtigt og blidt kyssede hun ham på munden. Det kildede hele vejen ned i maven, og hun kunne ikke lade være med at trykke sin krop længselsfuldt ind mod hans. Fingrende strøg igennem hans nakkehår.
Først efter en del minutter afsluttede hun kysset, og trak sig lidt væk fra ham. Kysset havde været så intenst, at det havde efterladt hendes kinder blussende. Smilet havde da også, taget en mere forlegen karakter.
”Måske burde vi gå ud i køkkenet. Trods alt skal det ligne vi babysitter, og har styr på Lili,” forslog hun, selvom det var det sidste, hun havde lyst til. Helst ville hun bare blive her bag lukket dør sammen med Saïx.

[Saïx Veterano]

I det øjeblik var der intet Saïx havde mere lyst til end at lukke døren, og virkelig være alene med Isabel igen. Hendes bekræftelse på at det var dér hun ville være, og følelsen af hendes varme læber mod sine, havde lokket et lykkeligt suk frem fra hans læber, som blidt masserede hendes i kysset. Med hendes fingre i sine nakkehår, lod han hende trykke sig tættere ind til ham.
Selv om det var et halvt år siden de havde genoptaget deres forhold, kunne Saïx stadig finde sig selv fuldstændig opslugt i Isabel, når de havde tiden alene sammen. Og specielt når de kyssede, og han blev så opmærksom på alt i hendes krop. Hvordan hendes hjerte hamrede hurtigere, følelsen af hendes varme åndedræt mod hans læber, lyden og følelsen af hendes blod der pumpede hurtigere ud i hendes krop…

Det var derfor med en blanding af ærgrelse og lettelse, at han lod hende bryde kysset. Saïx havde allerede fået blod ganske nyligt, men der var stadig den evige fristelse i at høre Isabels blod pumpe så tæt på sig. Han kunne næsten mærke den pulsere under sine fingre, når han rørte hende. Aldrig ville han tillade sig selv at give efter for sine vampyriske instinkter, og han tvang sig selv til at bevare en vis følelse af kontrol. Men det var altid en smule sværere, når de stod som de gjorde.
”Mmh… Man kan se frem til hun en dag bliver stor nok til ikke at behøve en babysitter.” mumlede han med et træk på smilebåndet. Hans blik gled lidt over Isabels ansigt. Den varme blussen hendes kinder havde fået, fik hende kun til at se endnu smukkere ud. Specielt med det smil hun havde fået om sine læber. Det var som at se hende varme op, efter at have været vant til at se en hårdere facade i løbet af de år de havde tilbragt sammen. ”Eller i hvert fald til Caleb og Moria kommer hjem igen.” tilføjede han, og lod sit smil vokse sig en tand bredere. Han lod dog betydningen af ordene hænge løst i luften, mens han sammen med Isabel gik tilbage til køkkenet – lige i tide til at se Lili med hånden begravet i småkagekrukken, med Droco pænt afventende nede på gulvet. Lige så snart Lili så de to træde ind i rummet igen var hun dog hurtig med at trække hånden til sig og springe ned fra stolen hun havde støttet op mod køkkenbordet, inden hun trak i et af de mest troskyldige smil hun overhovedet kunne forme – og det sagde ikke så lidt.

[Isabel Veterano]

Med sin hånd i Saïxs, havde Isabel fulgt efter ham ud af værelset og tilbage i køkkenet. Hun gispede foraget over synet af Lili med fingrene i krukken, og slap med det samme Saïxs hånd.
”Lili Zeno! Hvad i alverden tror du, at du har gang i?!” skændte hun, og greb ud efter den lille pige, der med et lille grin, dukkede under hendes arm, og løb afsted.
”Izzy, fang mig!” bad hun legende, og var med kurs på vej over til et hjørne af skyggerne.
”Åh, du kan tro nej! Vi leger ikke den leg igen! Lili! Du vover ikke-” Mere nåede hybriden ikke at true, før warlocken var forsvundet med en hvislen ind i skyggernes mørke, som nærmest havde sprunget ud efter hende. ”Det var dog utroligt! Jeg skulle aldrig have trænet med hende!”
Isabel skråede over gulvet, for selv at lade skyggerne sluge hende.

Saïx stod alene i køkkenet. Med jævne mellemrum kunne han høre løbende fodtrin fra henholdsvis Isabel og Lili rundt omkring på gården. Lilis latter blandede sig med Isabels smælden, indtil deres lyde igen brat stoppede, når de transporterede sig igennem skyggerne.
Først efter et par minutter trådte Isabel ud af et skyggefuldt hjørne med Lili hængende under armen. Mørket slap dem modvilligt.
”- i alverden lære du, at jeg altid vil vinde?! Jeg er skyggernes mester, og lige meget hvad du tror, kommer du aldrig til, at kunne gemme dig for mig i dem,” spurgte hybriden irritabelt, men noget ved hendes ansigt afslørede, at hun faktisk havde syntes, det var sjovt, at lege rundt med Lili i skyggerne. Pigen var trods alt den eneste, som hun kunne gøre den slags med.
”Men jeg er blevet bedre, Izzy! Det er jeg altså!” udbrød Lili stolt, og viftede med sine små ben, inden at Isabel satte hende på en stol ved køkkenbordet.
”Right. Men jeg er stadigvæk den bedste. Bliv – siddende – dér!”
”Saïx! Så du mig?! Så du mig, Saïx?! Jeg kunne lige…whops! Og så kunne jeg… whooops! Lige dér og dér!” Pigen var helt energisk, og lavede store fagter med sine arme, for at beskrive hvordan det havde været. Isabel satte vand over til te. Med armene over kors lænede hun sig sidelæns op af kaminen.
”Jaaaaer… Selv Droco ville have kunne fange dig,” kommenterede hun uimponeret, hvilket fik Lili til at trutte surt med sin mund.
”Nejhaj! Jeg er dygtig! Ikke, Saïx?” Hendes store, bedende øjne vendte sig mod Saïx, mens at hun rakte ud efter ham. Møgtøs. Akkurat ligesom sin mor.

[Saïx Veterano]

Selv hvis Saïx havde haft nogen planer om at forsøge at stoppe Lili fra at lade sig opsluge i skyggerne, ville han ikke have nået det før det var for sent. Han gjorde derfor det eneste han kunne gøre, mens Isabel fulgte efter den lille rod; læne sig op af den nærmeste væg med armene lagt over kors.
Mellem deres hop gennem skyggerne kunne han åbent ud høre hvordan de to bevægede sig rundt gennem huset. Det ene øjeblik dukkede de op næsten lige ved siden af ham, og det næste kunne han høre dem forsvinde igen, for at dukke op ude i gangen bag ham. Han kunne ikke gøre andet end at smøre sig med tålmodighed, indtil den uundgåelige afslutning på legen tog sted. Det var først da Isabel endelig dukkede op med Lili trygt placeret under armen at han tillod sig selv at trække i et lille skjult smil. Isabel prøvede måske at skjule det, men Saïx havde efterhånden lært at læse hendes ansigt meget godt. Hvis man så bort fra de irritable ord, og fokuserede på glimtet i de glødende øjne, kunne man se hvordan hun faktisk havde haft det med den ufrivillige leg.
”Jeg kunne ikke undgå at se dig, sådan som du fløjtede rundt. Man skulle tro Droco havde lært dig at flyve, så hurtigt som du kunne bevæge dig.” Rosen så ud til at falde i god jord hos pigebarnet, hvis øjne straks begyndte at funkle glædestrålende. Saïx kunne ikke lade være. Når Lili så på ham med sine store øjne og søgte hans ros, var det så svært at nægte hende det. ”Men Izzy har nu stadig ret. Du er dygtig, men du må øve dig noget mere – når Izzy træner dig!” skyndte han sig at tilføje, da han næsten kunne se hvordan den lille prinsesse gjorde mine til at springe ned fra stolen for at ’træne’ noget mere, mens Isabel så ud til at være optaget med at sætte vand over. Kommentaren havde straks fået Lili til at sætte sig ned i stolen igen, denne gang med underlæben skudt utilfreds frem, og brynene rynket i en sur mine. Det havde givet Saïx det efterhånden velkendte stik af dårlig samvittighed man næsten altid fik, når man nægtede Lili noget hun ville have. I det mindste var han ikke den eneste på gården med det problem: Caleb havde haft de samme vanskeligheder med at sige nej til hende, når først hun fandt dådyrblikket frem.
Han gøs ved tanken på hvor meget sværere det ville blive når tøsen voksede op.

Som for at bringe et smil på hendes læber igen skubbede Saïx sig væk fra væggen og over til hende, for atter at rode i hendes hår med hånden. Lili forsøgte at holde den utilfredse mine, men det varede kun nogle sekunder før hun brød ud i et grin, og forsøgte at daske hans hånd væk.
”Saaaaaïx, mit hår!” jamrede hun grinende. ”Nu var det så fint!”
”Det er det da stadig, jeg glatter det bare ud!” påstod han med et drilsk smil på læberne. ”Måske skal jeg bede Droco om at slikke lidt i det, så det bliver rigtig glat?”
”Neeeeeeeeej!” hylede hun og øgede indsatsen, indtil hun også brugte benene til at holde vampyren på afstand. ”Ikke mit hår, Saïx! Stop!” Latteren standsede, idet en usynlig kraft så ud til at skyde ud fra Lilis hænder, og puffede Saïx bagover så han stødte ryggen mod bordet så Droco utilfredst måtte kravle frem fra sit skjulested under det. Lili på sin side så ikke ud til at tænke på hverken sit hår eller Saïx for øjeblikket: i stedet så hun på sine hænder, før hun så på Isabel. ”Så du det, Izzy? Gjorde du?” spurgte hun ivrigt. Prøvende skød hun hænderne frem foran sig, men ingenting skete. Det standsede hende dog ikke fra at prøve igen og igen.

[Isabel Veterano]

Med et tålmodigt smil havde Isabel betragtet Saïx drille Lili, inden hun havde vendt ryggen til, og fundet lerkrus frem. Et til dem alle tre. Engang havde hende og Caleb haft nogle smukke, smukke lerkrus i forskellige farver, som de havde købt i Vavilon, men Caleb måtte have haft efterladt dem tilbage i Portus. En skam. De havde været så pæne.

Lyden af bordet, der rykkede sig, da nogen blev skubbet ind i det, fik Isabel til at dreje rundt på hælen. Det tog hende ikke lang tid, at regne ud, hvad der var sket, selvom - at skubbe en person på den måde, krævede stærk magi og en del træning.
”Saïx!” Hun skyndte sig hen til ham. Forsigtigt samlede hun hans ansigt i sine hænder, så hun kunne undersøge, om han var kommet til skade. Gammel vane. Vampyrer kom ikke bare sådan til skade. Tommelfingeren strøg ømt over hans kind, inden at hun vendte sig rasende mod Lili. Skyggerne voksede sig større i hjørnerne. De pulserede som en form for organisme, der trak vejret synkront med Isabel.
”Hvad har jeg sagt?!!” tordnede hybriden, hvilket med det samme fik smilet på barnets læber til at falme. Alt iver forlod hendes ansigt. ”INGEN MAGI! Forstår du ikke, hvor farligt det er?!!”
”Men Cal…” forsøgte hun pibende, men Isabel afbrød hende skarpt.
”Caleb er neutral magi! Han er naturens kraft! Men dig… du er en warlock! Din magi er sort! Ligesom min! Den kan kun destruere, torturere og dræbe, forstår du det?! Det er alt vi kan!!”
Store tårer var ved at samle sig i øjnene på barnet. Underlæben dirrede i et stolt forsøg på at holde gråd tilbage, mens de to mørkvæsner kiggede på hinanden. Noget af vreden forlod Isabel ved synet. Et suk forlod hende, og fik kroppen til at synke sammen.
”Lili…”
”...jeg kan godt andet end at være ond!” udbrød hun ynkeligt. Tårerne trillede ned af kinderne på hende nu. Isabel skyndte sig at tage hende op på armen. Trøstende holdte hun hende ind til sig.
”Selvfølgelig kan du det. Okay, rolig nu, du skal ikke græde. Jeg blev bare bange. Du må virkelig til at passe på, hvad du gør, for ellers kan du såre de andre,” forklarede hun mere roligt, og vuggede pigen op og ned. Vandet kogte i kedlen. Hun gjorde et kast med hovedet mod den, for at at få Saïx til at ordne det, mens hun trøstede pigebarnet.
”Er du okay?” spurgte hun ham over skulderen på ungen.

[Saïx Veterano]

Havde Saïx været noget andet end det han var, ville kraften i Lilis magi måske have fået ham ned for tælling. Eller i hvert fald ramme ham noget hårdere end det, det havde gjort. Som det var endte han alligevel med at ligge halvvejs ind over bordet, og måtte ømme sig da han lykkedes i at komme op og stå igen. Han nåede kun at sende Lili et kort blik, før Isabel var ved ham med hænderne lagt på hans ansigt. Hendes fingre bevægede sig så skånsomt over hans hud, at han fangede sig i at forme et svagt smil. De gamle vaner måtte virkelig sidde lige under overfladen på hende, når hun stadig troede at der ikke skulle mere til end dette, for at han skulle blive skadet. Smilet falmede dog, da han sansede hvordan skyggerne i rummets kroge vred sig, og blikket faldt alvorligt på hende.
”Izzy-” Længere nåede han ikke, før Isabel allerede havde vendt sin vrede mod pigebarnet, som omgående så ud som om hun var blevet stukket en syngende lussing. Alene synet af Lili der forsøgte at holde tårerne tilbage, indtil de til sidst endte med at trille ubarmhjertigt ned af kinderne på hende, var nok til at give Saïx lyst til at træde forbi Isabel for selv at tage hende op i sine arme. Men at dømme efter måden Lili langsomt slyngede armene om Isabels hals, var det måske bedst at det havde været hende, der havde gjort netop dét.
”Der skal mere til end et lille uheld for at rive i mig.” svarede han Izzy med et forsigtigt smil, inden han gik forbi de to, for at tage kedlen fra flammen, og tog sig af den the, Izzy havde været ved at forberede til dem.

Isabel og Lilis the var en ganske normal urtethe, én som Saïx måske engang ville have nydt i deres selskab. Men til sit eget krus måtte han finde en flaske frem fra et af de øverste skabe – trygt placeret udenfor Lilis rækkevidde – og trak korkproppen af den. Duften fra dens indhold trak omgående i hans sanser. Selv om det kun var dyreblod, og selv om at det ikke ligefrem kom direkte fra åren, var det nok til at Saïx’ greb om flasken strammede sig, og pupillerne antog en rødlig glød bag de kortvarigt lukkede øjenlåg. Theen som Isabel forberedte for ham, og i årevis havde ladt ham drikke, var nok til at stille hans sult, men det var aldrig lige så mættende som rent, friskt blod. Sidste gang han havde smagt dét, havde været da Moria havde ladt ham drikke fra hende da Raine havde angrebet gården – et faktum han stadig var overbevist om at Caleb ikke havde tilgivet ham for.
Det lykkedes ham at hælde den korrekte mængde blod op i sit eget krus, før han forsvarligt satte korken i, og gemte flasken væk. Med roen genfundet vendte han sig mod de to igen, og rakte dem deres bægere, før han tog sit eget i hånden. Trøstende lagde han sin frie hånd i nakken på Lili og sendte hende et beroligende smil. ”Jeg ved godt du ikke mente det, Lili. Bare pas bedre på. Jeg tåler meget, men du er stærkere end du tror.” Tonefaldet indikerede at det var ment som ros, men alvoret var stadig at spore lige under overfladen. Hvis hun havde brugt den magi overfor Moria, som stadig var langt mere skrøbelig end han selv var, ville det have været meget mere alvorligt. ”Drik din the, og så kan det være du må hoppe i seng. Du har jo brug for al din energi når Isabel træner magi med dig i morgen, ikke?” mindede han hende på. Et lille smil krøb over Lilis læber, inden hun hævede sit bæger til læberne, og forsigtigt drak af den varme drik.

[Isabel Veterano]

Hjertet bankede stadigvæk hårdt i brystet på Isabel, mens hun trøstende vuggede Lili op og ned. Blikket hvilede forsat på Saïx, da han gik hen for at lave teen færdig. På trods af hans forsikringer besatte frygten hende stadigvæk. Vampyrer kunne være trygge i deres egen udødelighed, men hun vidste bedre. Hvor mange gange havde hun ikke bevist dem det modsatte?

Hun tvang sig selv til, at slappe af. Stadigvæk med Lili hængende på sig, satte hun sig på bænken ved spisebordet. Beroligende klappede hun pigen på ryggen. Den genkendelig utilpashed begyndte at melde sig, og hun ønskede inderligt, at pigebarnet ville slippe hende igen. Genkendelige, mørke energier i Lili flettede sig sammen med hendes. Som to flammer, der nærmer sig hinanden, og bliver til én. Hun modstod trangen til at snappe efter vejret.
En lettelse strømmede igennem hende, da Saïx serverede teen for dem, og integrerede med Lili. Det gav hende nemlig undskyldningen for, at hælde Lili over på hans skød i stedet. Friheden for barnet udløste et suk.
Med begge hænder tog hun om den varme kop, mens hun lænede sig frem over bordet, så underarmene kunne hvile på pladen. Drakan kom vraltende ind i køkkenet. Drakes var altså langt mere elegante i luften, end de var på jorden, hvor de klodset bevægede sig afsted på deres to bagben og vinger. Den halvstore drake prustede røg ud af næseborerne, før den lagde sig ved siden af sin bror ved ildstedet. To sæt orange øjne hvilede observerende på de tre væsner ved spisebordet.
Isabel sendte sin familiar et kærligt smil, der blev gengældt med en doven blinken.
”Vi skal vidst alle sammen tidligt i seng,” kommenterede hun, inden at hun vendte sin opmærksomhed mod vampyren ved hendes side. Smilet blev en anelse bredere. Hun lagde en hånd på hans underarm. Sommerfugle flaksede i maven på hende.

[Saïx Veterano]

Lili gav kun en mumlende protest fra sig, da hun blev ført fra Isabel og over til Saïx’ favn. Vampyren var mere end nok i stand til at holde pigebarnet oppe med én arm alene, mens han holdt sit blodbæger i den frie hånd. Men præcis som Isabel holdt blikket på ham, var Saïx opmærksom på hende.
Han kunne høre hvordan hendes hjerte stadig hamrede efter Lilis brug af magi, men han kunne fornemme hvordan det langsomt faldt til ro… kun for igen at mærke hvordan det steg i takt, da hun stillede sig tættere på ham, og lagde sin hånd på hans arm. Det fik ham til at vende blikket fuldt mod hende, og møde hendes blik. Der var noget i hendes blik, som fik det til at give et let sug i maven på ham, så han selv måtte trække en smule på smilebåndet. For Lili ville det forhåbentligvis bare se ud som om de to stod og smilede varmt til hinanden, men Saïx var sikker på at der lå mere bag det.
”Tror jeg ville være en god idé.” svarede han enigt, og lod smilet vokse sig en tand bredere. Hans bæger blev hævet til hans læber, så han kunne tage den første mundfuld af den blodige drik. Selv udvandet kunne han mærke effekten, blodet havde på ham, og hvad der startede som en lille mundfuld blev hurtigt grådigere. Det føltes som om ilt blev trukket ned i hans lunger, og hans hjerte begyndte at slå i brystet på ham igen. Effekten var måske kortvarig, men den var nok til at Saïx i et øjeblik kunne føle sig levende igen.

Som den rage modsætning sad Lili stadig i Saïx’ favn, og var begyndt at se en smule døsig ud. Én af de gode effekter af den the de lod hende drikke om aftenen. Saïx så ned på hende med et træk på smilebåndet, og satte sit bæger fra sig, før han lagde hende bedre til rette ind mod hans skulder. ”I seng med os. Du får en lang dag i morgen.” mumlede han til hende, før han bevægede sig afsted mod værelset Lili nu ville have for sig selv. Bag ham kunne han høre hvordan Droco rejste sig fra gulvet, for at følge efter. De to var lige så uadskillelige som Isabel og Drakan var – Saïx håbede nu alligevel at draken kunne holdes udenfor værelset bare denne nat.
Da Saïx puttede Lili var hun næsten allerede faldet helt i søvn. Hun rullede sig ind i dynen da den blev lagt over hende, men al den ekstra plads hun havde haft i sengen blev hurtigt fyldt ud af draken, der krøb op for at lægge sig omkring hende, så hun endte med at ligge med hovedet mod dens mave. Hun mumlede et søvnigt ’godnat’ mod dem begge da Saïx stille lukkede døren i, og igen befandt sig i køkkenet med Isabel. Synet af hende var nok til at han igen måtte smile varmt, og han trådte stille tættere på hende, indtil han kunne lægge hænderne på hendes hofte, og varmt møde hendes blik. ”Og i seng med os?”

[Isabel Veterano]

Mens Saïx puttede Lili, vaskede Isabel kopperne af – specielt den, der havde været blod i. I sit hoved gennemgik hun nervøst de forskellige scenarier, som kunne ske, når Saïx kom tilbage. Alt lige fra Cal og Moria kom tilbage, til at det hele gik...planlagt. Hun var så nervøs, at hun var ved at kaste op, samtidig med at hun glædede sig, som et lille barn før sin fødselsdag.
Drakan kunne mærke hendes uro. Den lå bag hende med sin hale beroligende, slynget op omkring hendes ene ben. De små takker på halen pressede sig ind mod hendes kød, men hun var vant til den svage smerte det udgav.
”Du bliver nødt til at sove hos Lili i nat,” fortalte hun den store øgle, mens hun skurrede løs på lerkruset, selvom den allerede var ren. ”Forstår du det?”
Hun kiggede ned på øglen, der blot kiggede tilbage på hende. Selvom den ikke sagde eller gjorde noget, følte hun sig forlegen overfor den, og hun skubbede til den med sin fod. ”Perv.”
Den fnøs.

Da Saïx kom tilbage ind i køkkenet, var Isabel lige blevet færdig med opvasken. Hun gik ham i møde, og lagde ligeledes armene om hans hals, som han lagde hænderne mod hendes hofter. Følelsen var stadigvæk en smule uvant, men hun havde lært at nyde hans berøringer i stedet for at vige for dem. Noget der mange gange, havde fået Cal til at le.
”I seng med os,” bekræftede hun stilfærdigt, og førte med en hånd bag hans nakke, deres hoveder tætter sammen. Flygtigt og fjerlet kyssede hun ham. Læberne besad stadigvæk en rest af blodsmag. Metallisk og mørk. Hun lod deres pander forblive mod hinanden med lukket øjne.
”...jeg syntes, vi skal låse døren i nat,” hvislede hun, så det var næppe hørligt, men budskabet var højlydt, som en eksplossion af krudt og ild. Fingrene kærtegnede hans nakkehår. Hendes anden hånd hvilende mod siden af hans ansigt. Læberne strejfede kærligt hinanden-
En pludselig indskydelse, fik hende brat til at åbne øjnene.
”Hvis altså du vil?” Tøvende slap hun ham. "Du behøver ikke, hvis du... ikke... ehm... er træt."
For sit indre sind kunne hun forestille sig Calebs smørret smil. Flammerne tage ham!