Post by Isabel Veterano on Sept 24, 2016 12:30:24 GMT
Enhver nerve i ham sitrede. Det var som at blive skyllet igennem af elektricitet. Munden åbnede sig i et gisp. Øjet lyste op synkront med Morias. Aldrig i sit liv, havde Caleb mærket magien så stærk. Den skød igennem hele hans krop fra tæerne og helt ud til hans fingerspidser, indtil den forsvandt ud af ham. Hjertet hamrede afsted. Ønsket var givet.
Både Isabel og Caleb kastede sig frem, da Moria sank sammen på gulvet.
”Lad mig!” Caleb standsede Isabel med en hånd rakt frem mod hende, inden at han bøjede sig ned over sin hustru. Nænsomme, stærke hænder strøg hende beroligende hen over håret, og ned af hendes ryg. Et kys blev placeret mod hendes tinding. ”Kom her.”
Han satte sig helt ned ved siden af hende, og trak hende ind i sin favn, så han kunne holde om hende, mens han dulmende vuggede hende frem og tilbage. Mere end nogensinde før føltes hun skrøbelig i hans arme. Stadigvæk sitrede magien omkring hende, og fik hårene på hans underarme til at rejse sig.
Stilfærdigt tyssede han på hende med munden mod toppen af hendes hoved. Hænderne holdte godt fast i hende, og trykkede hende ind til ham. Kort kastede han et blik op på Isabel, som svagt nikkede til ham, før hun vendte opmærksomheden mod Zean.
Vingerne var slået ud. Vampyrismens skønhed havde forladt ham, og han lignede nu en almindelig, dødelig mand. Ingen gnistrende, indtagende øjne. Farverne var falmet på ham. Der var kommet lidt rødt i hans kinder og læberne. Bare for at være helt sikker, slap hun Lili med den ene hånd, for at række forsigtigt ud, og lægge sin håndflade mod den gamle konges brystkasse. Hjertet slog insisterende mod hendes hånd. Zean Forsyth var i live igen.
”Det er næsten ikke til at tro…” hvislede hun med rynket pande. ”Du kan fjerne vampyrisme…” Helvedesøjnene flakkede over mod Saïx.
”Jeg vil også mærke!” Lili strakte sig frem, for også at placere en lille hånd på Zean, men Isabel trak hende væk, og tog nogle skridt tilbage, så de var udenfor rækkevidde. Hun fangede den lille hånd i sin egen.
”Der er ingen tid at spilde. Vi må gøre klar, til at tage til Pandemonium. Caleb, jeg er ked af det, men…” Undskyldende gjorde hun et hovedkast mod Lili, og Caleb forstod med et suk. Han måtte afsted. Lili skulle afleveres i sikkerhed.
”Giv mig to sekunder,” bad han. Mildt lagde han sin hånd mod Morias kind, så han kunne hæve hendes ansigt mod sig. Med tommelfingeren strøg han en hårlok væk. ”Jeg er nødt til, at tage af sted til Eian Winters med Lili, så hun er i sikkerhed. Izzy vil tage sig af dig, og sørge for du kommer sikkert til Pandemonium. Bare rolig. Jeg mødes med jer lige ved grænsen. Det lover jeg.”
Han hadede at skulle forlade hende, når hun havde det sådan her, men Isabel havde ret. Der var ingen tid at spilde, og han havde ikke tænkt sig, at lade Morias selvofrelse være for ingenting. Flygtigt kyssede han hendes søde læber, inden at han modvilligt slap hende, og rejste sig op.
Isabel rakte ham Lili. Pigen gjorde kun halvhjertet modstand, for at komme tilbage til hybriden, men opførte sig da ordentligt, da han placerede hende på armen.
Kort forsvandt han ind på ham og Morias værelse, hvor han pakkede sin gamle rejsetaske. Magiske urter, kridt, forskellige små redskaber mod mørkvæsner og andre praktiske ting blev pakket ned i den slidte taske, før at han endelig kunne smide sit sværdbælte over skulderen sammen med tasken. En kniv blev gemt i hans støvle. Så mange år var det siden, han sidst havde gjort sig klar til jagt. Nu stod han foran det igen, og måtte indrømme, at han havde savnet det. Det føltes som at træde tilbage på en velkendt sti, der førte til et længesavnet hjem, han dog aldrig ville glemme vejen til.
Isabel havde hjulpet Moria op fra gulvet, og stod med en arm omkring hende, da han kom tilbage til køkkenet.
Først tog han afsked med Saïx, hvis hånd han gav et fast klem.
”Pas på dem,” bad han alvorligt, inden at han forsatte videre til Moria, hvis pande han placerede et kys på, før han til sidst stod foran Isabel. Det var underligt, ikke at skulle have hende med. De havde altid gjort tingene sammen. Altid. Lili klynkede og ville tilbage til Isabel, da de to søskende halvt omfavnede hinanden.
”Vent på mig ved grænsen. Gå ikke derind alene,” hviskede han ved hendes ører, inden at han trak sig tilbage. Hun nikkede forstående.
”Jeg skal nok passe på hende.”
”Og dig selv.”
”Det er sekundært.”
De smilte til hinanden, omfavnede igen, før Caleb endelig gik mod døren.
”Hvis dødsenglen prøver på noget, så riv vingerne af ham,” kommenterede han over skulderen, og fik et grin fra Isabel som svar.
”Selvfølgelig. Vil ikke være første gang, jeg banker ham!”
Og så lukkede Caleb døren bag sig, og efterlod sin familie tilbage med en utilregnelig dødsengel, for at drage afsted med en engel og et lille barn. Sikke et eventyr.
Både Isabel og Caleb kastede sig frem, da Moria sank sammen på gulvet.
”Lad mig!” Caleb standsede Isabel med en hånd rakt frem mod hende, inden at han bøjede sig ned over sin hustru. Nænsomme, stærke hænder strøg hende beroligende hen over håret, og ned af hendes ryg. Et kys blev placeret mod hendes tinding. ”Kom her.”
Han satte sig helt ned ved siden af hende, og trak hende ind i sin favn, så han kunne holde om hende, mens han dulmende vuggede hende frem og tilbage. Mere end nogensinde før føltes hun skrøbelig i hans arme. Stadigvæk sitrede magien omkring hende, og fik hårene på hans underarme til at rejse sig.
Stilfærdigt tyssede han på hende med munden mod toppen af hendes hoved. Hænderne holdte godt fast i hende, og trykkede hende ind til ham. Kort kastede han et blik op på Isabel, som svagt nikkede til ham, før hun vendte opmærksomheden mod Zean.
Vingerne var slået ud. Vampyrismens skønhed havde forladt ham, og han lignede nu en almindelig, dødelig mand. Ingen gnistrende, indtagende øjne. Farverne var falmet på ham. Der var kommet lidt rødt i hans kinder og læberne. Bare for at være helt sikker, slap hun Lili med den ene hånd, for at række forsigtigt ud, og lægge sin håndflade mod den gamle konges brystkasse. Hjertet slog insisterende mod hendes hånd. Zean Forsyth var i live igen.
”Det er næsten ikke til at tro…” hvislede hun med rynket pande. ”Du kan fjerne vampyrisme…” Helvedesøjnene flakkede over mod Saïx.
”Jeg vil også mærke!” Lili strakte sig frem, for også at placere en lille hånd på Zean, men Isabel trak hende væk, og tog nogle skridt tilbage, så de var udenfor rækkevidde. Hun fangede den lille hånd i sin egen.
”Der er ingen tid at spilde. Vi må gøre klar, til at tage til Pandemonium. Caleb, jeg er ked af det, men…” Undskyldende gjorde hun et hovedkast mod Lili, og Caleb forstod med et suk. Han måtte afsted. Lili skulle afleveres i sikkerhed.
”Giv mig to sekunder,” bad han. Mildt lagde han sin hånd mod Morias kind, så han kunne hæve hendes ansigt mod sig. Med tommelfingeren strøg han en hårlok væk. ”Jeg er nødt til, at tage af sted til Eian Winters med Lili, så hun er i sikkerhed. Izzy vil tage sig af dig, og sørge for du kommer sikkert til Pandemonium. Bare rolig. Jeg mødes med jer lige ved grænsen. Det lover jeg.”
Han hadede at skulle forlade hende, når hun havde det sådan her, men Isabel havde ret. Der var ingen tid at spilde, og han havde ikke tænkt sig, at lade Morias selvofrelse være for ingenting. Flygtigt kyssede han hendes søde læber, inden at han modvilligt slap hende, og rejste sig op.
Isabel rakte ham Lili. Pigen gjorde kun halvhjertet modstand, for at komme tilbage til hybriden, men opførte sig da ordentligt, da han placerede hende på armen.
Kort forsvandt han ind på ham og Morias værelse, hvor han pakkede sin gamle rejsetaske. Magiske urter, kridt, forskellige små redskaber mod mørkvæsner og andre praktiske ting blev pakket ned i den slidte taske, før at han endelig kunne smide sit sværdbælte over skulderen sammen med tasken. En kniv blev gemt i hans støvle. Så mange år var det siden, han sidst havde gjort sig klar til jagt. Nu stod han foran det igen, og måtte indrømme, at han havde savnet det. Det føltes som at træde tilbage på en velkendt sti, der førte til et længesavnet hjem, han dog aldrig ville glemme vejen til.
Isabel havde hjulpet Moria op fra gulvet, og stod med en arm omkring hende, da han kom tilbage til køkkenet.
Først tog han afsked med Saïx, hvis hånd han gav et fast klem.
”Pas på dem,” bad han alvorligt, inden at han forsatte videre til Moria, hvis pande han placerede et kys på, før han til sidst stod foran Isabel. Det var underligt, ikke at skulle have hende med. De havde altid gjort tingene sammen. Altid. Lili klynkede og ville tilbage til Isabel, da de to søskende halvt omfavnede hinanden.
”Vent på mig ved grænsen. Gå ikke derind alene,” hviskede han ved hendes ører, inden at han trak sig tilbage. Hun nikkede forstående.
”Jeg skal nok passe på hende.”
”Og dig selv.”
”Det er sekundært.”
De smilte til hinanden, omfavnede igen, før Caleb endelig gik mod døren.
”Hvis dødsenglen prøver på noget, så riv vingerne af ham,” kommenterede han over skulderen, og fik et grin fra Isabel som svar.
”Selvfølgelig. Vil ikke være første gang, jeg banker ham!”
Og så lukkede Caleb døren bag sig, og efterlod sin familie tilbage med en utilregnelig dødsengel, for at drage afsted med en engel og et lille barn. Sikke et eventyr.