Post by Mikail Greywolf Garou on Sept 2, 2016 19:58:13 GMT
(Denne tråd tager plads da Corina forlader Pandemonium, før Mikkel kommer til ulveskoven)
Tunge poter kradsede op i jorden og flåede græs op, mens en adræt ulvekrop, med en saddeltaske over ryggen, løb ned langs det øde landskab der markerede grænselandet mellem Euphonias herredømme og Nostamuses. Selvom månen stod højt nok til at markere sig noget nær midnats tid, havde gråulven godt nok nattesyn til at kunne orientere sig alligevel, selv ved den høj fart hans enorme ulve skikkelse kunne bære ham i. Han havde løbet i flere timer nu og hans muskler var begyndt at kunne mærke det, men han havde planer om at være i ulveskoven før solen gryede og det krævede at han skubbede sig selv. Al den mjød han havde indtaget tidligere på dagen havde ikke hjulpet, men hans flok havde krævet at sende ham afsted med et brag, før han tog til sin gamle flok i ulveskoven for at informere hans fætter om hans nye position som flokleder i Pandemonium. Et smil trak i hans ulvekæber. Han glædede sig til at se sit gamle hjem igen. Selvom der var meget smerte associeret med ham og den forbandede skov, var det altid hjemme alligevel. Det var der han havde fundet sin rigtige familie - selvom de ikke var hans blodsrelationer. Og det var også alt for længe siden han havde været der! Men grænselandet mellem Pandemonium og Vavilon var et farligt sted at være - dødsengle raserede over alt og selvom Mikkel ikke var et mål, var han blevet fanget i krydsilden mere end én gang da han havde forsøgt at krydse grænsen for hans fætters bryllup. Ikke mere. Denne gang skulle han frem. Koste hvad det ville.
Lugten af røg ramte hans næse så pludseligt da vinden skiftede, at han standsede med et ryk. Han stak næsen i vindretningen. Brændt træ, læder og hår. Ved alle underportens hængsler. Hans pels rejste sig og alle instinkter skreg at han skulle løbe væk fra lugten af røg. Skovbrænde kunne fortærre en ulveflok hurtigere end pest. Til sidst fik han kæmpet instinkerne ned og nærmede sig langsomt lugtens kilde, trykket ned i det lange græs, listede han sig frem. Grænsekroen var i ulmede stadig, men stedet var forladt. Alt der var tilbage var stedets grundfundament, lig og en umistagelig lugt af dødsengle. Mikkel rynkede på snuden.