Desperate times, desperate measures

[Illyana Bayard]

Theodor Davenport

Illyana Bayard stirrede ud af dagligstuen med øjne der var langt, langt borte. Hendes arme var krydsede over hendes tæt sammensnørrede bryst. Der var noget absurd i de fratrukne gardiner ved højlys dag Euphonia slottet, et slot der tidligere havde været vampyrernes højborg. Illya strøg fraværende fingerspidserne ned over den sidste rest af vampyrernes tilstedeværelse. Stoffet var tykt. Næsten så tykt som tæpperne i Maranos, som man sank ned i når man gik. Hun havde været i slottet mange gange før, til flere forskellige hoflige funktioner og havde mødt det tidligere regent par. Hun havde ikke noget store følelser om deres fald, som hendes race havde haft sin hånd i. Efterfølgende var det Vaviloniske landskab så blevet revet op ved roden af racefæller, landet var i politisk krise og hun var en modvillig del af det. De havde forsøgt at holde sig udenfor. De havde ikke besvaret Davenport, den nye erobrende herre af Oberion,'s kald om at sværge alliance med hans hus med det samme. Ikke før tingene var begyndt at blive desperate. Hendes hus tabte penge hurtigere end de kunne tjene dem, og Illyana havde taget en beslutning. En beslutning hun havde taget udenom sin bedstemor. Det var hende der var husets matriak nu. Hun kunne tage beslutninger selv. Men det gjorde hende urolig at gøre det. Selv nu, mens hun stod i Forsyth parrets dagligstue, som hun var blevet henvist til af en tjener, for at vente på slottets nye herre, havde hun tvivl i sit hjerte. Kontrol, Illyana. 
Hun tvang sig selv til at tage en dyb indånding som strammede korsettet om hendes ribben og pressede hendes bryst op. Det var gjort. Hun havde sendt et brev om audiens. Hvad skulle hun gøre? Flygte ud af huset og efterlade hendes ære i dette rum? Hun skævede til et lille bar bord med indbydende gyldne væsker. Det ville være uhøfligt at hælde sig selv et glas. Det ville det. Hun vendte ryggen til baren og stirrede ud på slotshaverne. Men hvor længe skulle hun lige vente? Hun var blevet vist herop for en halv times tid siden. Hun var stadig baronesse for Euphonia! 

[Theodor Davenport]

Det var efterhånden et stykke tid siden at Theodor havde indtaget Oberion, og bedt om Vavilons adelige om troskab. Kun enkelte noble havde besvaret, men intet som udgjorde en betydelig forskel. Han havde slet ikke en stor nok hær til at kunne samle hele Vavilon, eller at kunne udgøre en trussel mod Dronning Eriz, hvis han skulle have forhåbninger om at kunne redde sin bedste ven.
Dødsenglene havde hærget Vavilon siden Forsyth parret nederlag, Theodor havde kun nok mænd til at kunne holde dem fra områderne omkring Oberion.
Men der var sket noget! Baronesse Bayard havde anmodet om en audiens med Theodor. Interessant.. Hun havde ikke besvaret Theodors kald om trosskab, og var i princippet landsforrædere. Så Theodor havde gjort sit for at være forsinket.

Faste skridt kunne høres og kort tid efter lukkede dørene til dagligstuen op, ind trådte fyrst Theodor Davenport. Hans uniformsjakke var ikke lukket og gav udsyn til den hvide bomuldsskjorte. I venstre hånd havde han sit sværdbælte med hans kårde og daggert hængende i. I hans højre havde han en tak papirer.
"Baronesse Bayard, undskyld forsinkelsen. At styre et lidt er langt mere tidskrævende end at styre menneskene, men man samtidigt prøve at være en god husbond" Sagde Theodor og bukkede kort som en hilsen. Han lagde papirerne på et bord ved døren han kom ind af. Og med sit sværdbælte på en stol i midten af rummet.
"Er De blevet tilbudt noget at drikke?" sagde Theodor inden han gik over til et skab, fandt to glas frem og hældte vin i dem begge. Han rakte det ene til Illyana, inden han gik over og satte sig på armlænet af stolen hvor hans kårde lå.
"I svarede ikke mit kald om troskab, og er i princippet fjender af hus Davenport, for ikke at tale om Deres racefællers hærgen af Vavilon... Men alligevel De har anmodet om audiens med mig.. Så sig mig baronesse Bayard, hvad kan jeg gøre for dem nu?" Sagde Theodor med sin sædvanlige glade stemme, trods situationen.

[Illyana Bayard]

Baronesse Bayard så op fra vinduet da Fyrsten trådte ind i dagligstuen. Hun nejede så elegant som en svane da han bukkede kort. "Fyrst Davenport." Hilste hun. Et smil trak i hendes læber da han undskyldte forsinkelsen. Hun var ikke sikker på han mente det, og han behøvede faktisk ikke undskylde. Teknisk set kunne han holde hende i dagligstuen, ventende på ham, til den følgende dag og etikette ville stadig kræve af hende at hun var smilende, høflig og overdådigt glad for at han tog sig tid til at se hende. Specielt med hans nye station. "Ingen undskyldning er nødvendig, Deres nåde," afviste Illyana. Et smil prydede hendes læber, mens hun ventede pænt på at fyrsten lagde sine ting fra sig. "Jeg forstår at De har vigtigere ting at tage Dem til, og nej," Han hældte glas op, og hun tog imod glasset med et graciøst nik som tak. Hans følgende ord med enhver anden stemme end hans ville lyde truende og hun havde svært ved at læse ham, så hun forsøgte at købe sig tid til at formulere et svar mens hun drak en mundfuld af vinen. Manden var blot nogle fingre højere end hun selv, men hun var også høj for en kvinde. Uniformen tilføjede ham en aura af en mand der burde respekteres, mens hans kammeratelige personlighed syntes at indbyde en intimitet, som regnede han alle omkring ham for venner han blot endnu ikke havde mødt endnu. Forvirrende. Hendes mandelformede øjne kneb sig let sammen mens hun så på manden som om han var en særlig besværlig gåde. Så sænkede hun vinglasset fra hendes læber igen. "Hus Bayard beklager vores manglende besvarelse af Deres tidligere kald til troskab," svarede hun langsomt og forsatte; "Vi ønsker at udtrykke vores dybeste undskyldninger og ønsker bestemt ikke at blive anset som fjender af Deres hus." Illyanas bedstemor havde ikke ønsket at de skulle springe til den nye regering Davenport huset ville begynde og havde rådet hendes barnebarn til at vente, se hvordan terninger rullede. Men selvom terningerne endnu ikke var faldet, havde de ikke råd til at vente længere. Deres formue ville kun holde dem i den stand de var vant til i fem års tid endnu. Femten hvis de fyrede alle tjeneste folkene, solgte deres plantager og alle familiens smykker til højest bydende. Illyanas stolthed krympede sig blot ved tanken. "Jeg kommer for at tilbyde Dem en alliance og håber De vil overveje det, påtrods af vores... forsinkelse." Det var ydmygende. Men ikke mere ydmygende end at sælge alt for at overleve ville være.

[Theodor Davenport]

Formaliteter, bla bla bla... Theodor havde aldrig været god til det, især fordi han aldrig hørte efter da ham og hans bror blev undervist i det, da de var små. Det havde heller aldrig være Theodor som skulle ende som Fyrst Davenport, da var hans storebror, men han faldt i kamp da Macaria tog Vavilon. Det var helt underligt at en Davenport nu sad på slottet, det føltes nærmest som retfærdighed.
Theodor tog endnu en tår af vinen, med Vavilon i brand og de fleste vinmarker og gårde brændt til grunden, var det om at kun at drikke vavilonsk vin ved særlige lejligheder. Theodor smilte lidt for sig selv, Nathaniel havde aldrig overlevet Vavilon uden vin.

Theodor havde godt en ide om hvorfor Illyana var kommet, man skulle være dum hvis man ikke havde regnet, at hun havde fortrudt ikke at have svoret troskab til ham. Hvilket var forståeligt, de noble som havde meldt sig under Davenport lilje, var blevet forsynet med mænd og våben, til at forsvare sig mod dødsenglene, men hvad var Illyanas motivation, Theodors nysgerrighed, var vækket.

Theodor fnøs kort ved hendes tilbud om alliance, hun var kommet for at tilbyde ham en alliance? Enten var hun utrolig modig eller utrolig dum, lige meget hvad, havde Theodor respekt for det.
Theodor rejste sig fra armlænet og gik over til vinduet. "Men hvorfor nu? Hvorfor er De kommet lige netop nu? Tilgiv mig at jeg spørger baronesse, men hvad skulle stoppe mig fra at fjerne Cathagos fra landekortet? Jeg mener, det ville jo være et godt eksempel overfor Deres racefæller, ikke sandt?" sagde Theodor, forsat med sin muntre stemme. Han vendte sig rundt og lænede sig mod vinduskarmen. "Hvad kan De tilbyde mig, med den her alliance som er fordelagtig for mig? Står De i en position, hvor De kan tale Deres racefæller til fornuft? Har de gemt en hel ny og veludrustet hær væk i Cathagos? Hvad er det?" Sagde Theodor og tog en tår af sin vin. 

[Illyana Bayard]

Illyana bed sig i tungen da fyrsten fnøs af hendes tilbud om alliance - havde manden ikke brug for så mange så muligt? De holdte kun Oberion som tingene stod! Men selvfølgelig; det var også nok. Hvis Theodor kunne holde hovedstaden længe nok, ville de adelige tilsidst bekende troskab og falde til patten, mere magtfulde adelige end hun, og de som ikke gjorde ville blive trampet ned. Så han spillede formodentlig ventespillet. Det ville ihvertfald være det smarte træk.
Sandheden eller løgn. "Vi kommer nu, fordi vores omstændigheder har ændret sig." Det var ikke en lodret løgn, men det var bestemt heller ikke sandheden. De afskorne handelsveje fra det generelle kaos, fire års dårlig og forstyrret høst, hvis den ikke direkte var blevet brændt af, under oprør. Det havde sat hende i den situation hun var i nu. Hun bed sig i underlæben, en dårlig vane, og pausede kort før hun forsætte. Heldigvis havde hun et foreslag klar, noget at tilbyde, trods hendes... situation. "Vi har noget at tilbyde" Svarede hun. Hun var ikke gået til forhandlingsbordet fuldstændig tomhændet. Hun løftede et øjenbryn til hans kommentar om dødsengle. "Jeg er ikke fyrstinde af dødsenglene og kan lige så lidt... tale dem til fornuft, som Hans nåde så elegant siger det, som jeg ville kunne gøre dag til nat - det er ikke det jeg har at tilbyde Dem," At forsøge at tage lederskabet af dødsenglene i hendes svækkede position ville være selvmord. Hvis hun var bedre financielt stillet, havde haft tid til at samle støtte blandt en stor nok del af dem eller havde en anden magtfuld støtte i ryggen, så måske. Men selv der havde hendes mor været bedre stillet til den position. Hell, hendes bedstemor ville være bedre. Hun var for... ustabil til den slags arbejde. Det sagde Avion ihvertfald. "Ej heller har jeg, som De siger, en hær gemt bort. Ikke en rigtig en."
Illyana tog plads i en af armstolene der stadig stod i dagligstuen, foldede ene ben over det andet, inden hun spillede sit trumfkort. "I mange år har hus Bayard plejet vores marker ved hjælp af slaver," Mange, mange slaver, til deres mange, mange plantager. Det var ikke længe siden Bayard familien havde været regnet som nogle af de dybeste lommer i Vavilon, men det var stadig før fyrst Davenports tid. En skam mennesker ikke levede så længe. "Rundt regnet har vi et mandetal på trestusinde mand underlagt vores hus. Fyrretusinde af dem er Deres, hvis De træder ind i en alliance med hus Bayard." Det var utrænede plantage slaver, men tallet hun gav ham var de som stadig kunne arbejde, hvilket ville sige unge og rørlige nok til at kunne holde et sværd. Derudover havde de seneste tal Illyana havde læst fra krigsrapport antydet at hus Davenports egen styrke lå omkring de hundredeogtyvetusind mand på stående fod. Illyanas tilføjelse ville give ham 1/3 del mere hærstyrke. Blot forøgelsen i hans mandetal ville måske være nok til at skræmme nogle af de mindre adelshuse til at sværge troskab, yderligere forøgende hus Davenports hær. "Men. Vi har også en enkelt stipulation hvis De tager imod alliancen." Hvis fyrsten havde tænkt at blot hendes anmodning om en alliance var dumdristigt eller modigt, så ville han tabe kæben når han hørte hvad Bayard familien ønskede. Men det holdt hun tilbage og så afventende på fyrsten. Hun ville først høre om han var modtagelig eller ej, før hun blottede sit maveskin og fortalte hvad Bayard huset ønskede. 

[Theodor Davenport]

Theodor begynde at klø sig i det veltrimmede skæg, og lyttede opmærksomt til hvad hun havde at sige.  Da hun nævnte hvad at hun kunne tilbyde noget, løftede han det ene øjenbryn. Det var tydeligt at hun havde fanget hans opmærksomhed.
40.000 slaver, det var rigtig mange mulige mænd. Nok til at skræmme størstedelen af Vavilons adel til at danse efter Theodors pibe. Nok til at kunne udgøre en forskel hvis Vavilon gik sammen med Marcellus og på den måde få Nathaniel hjem igen... Eller truslen burde være nok... 40.000 mænd ekstra, Theodor stoppede med at klø sig i skægget, og lagde armene over kors. "Du havde min nysgerrighed baronesse Bayard, men nu har du min opmærksomhed." sagde Theodor og tog endnu en tår af glasset. 
De 40.000 kunne i princippet være nok til at skræmme varulvene nok, til at sværge troskab til hus Davenport også. Og hvis de gjorde det, ville dødsenglene også makke ret.

Vent? Havde hun en stipulation? Et mindre smil dukkede op på Theodors læber.
Et munter grin undslap Theodors læber idet han rejste sig op, gik hen mod stolen hvor han satte hænderne på ryglænet og lænede sig indover. Forlangte hun noget af ham? Det eneste hun kunne 'forlange', rettelse tigge om, var at Theodor ikke fjerne hende og hendes lille borg fra historiebøgerne. 
"En betingelse?" Grinte Theodor, før han fortsatte. "Enten er De utrolig modig eller utrolig dum, at forlange noget i Deres position... Men jeg respekterer overmod, så sig mig, hvad er Deres betingelse? En større borg? Penge? Blive fyrstinde over dødsenglene? En mand? Jeg er parat til at forhandle" sagde Theodor.

[Illyana Bayard]

Et smil truede med at bryde ud over Illyanas læber, da Davenport sagde at hun havde hans opmærksomhed med de 40.000 mænd, men hun holdt det fra sine mund så godt hun kunne. Der var kun en svag antydning af krusningen af et smil på hendes mund, selvom glæden boblede indeni hende. Hvis hun ikke holdt sig selv tilbage, kunne hun have kysset fyrsten for at lytte til hende. Kontrol, Illya, lød hendes bedstemors misbilligende stemme for hendes øre. Hun rettede sig op i stolen, mens fyrsten bevægede sig om bag en af lænestolene og hvilede hænderne på den. Han bevægede sig med en adræt målrettethed Illyana genkendte fra hendes fægtnings tutor.
Ah. Ja. Stipulationen. Illyana drog et dybt åndedrag. Nu eller aldrig. "Deres nåde gætter rigtigt ved én af deres gæt." Svarede hun med en ro hun ikke følte, inden hun foldede sine hænder i sit skød. "Hus Bayard ønsker et ægteskab." Det var hendes egen ide. Et ægteskab med den rigtige kunne give huset alt det Theodor nævnte, i én praktisk sammenpakning og hvis det var det der skulle til for at redde hendes hus, kunne Illyana bære at være gift med hvem end det skulle være. Hun tog en mundfuld af det glas med vin hun havde fået tidligere. "Der er to muligheder der vil tilfredstille hus Bayard, som Hans nåde kan overveje: Hertug Oathhorn, eller, så frem De skulle få én, en søn af Deres." Illyanas manglende bekendtskab med fyrsten overfor hende spillede ind i hvorfor hun gav ham valgmuligheder; hun vidste ikke hvad slags konge han ville være, hvis hans regering endte med at blive permanent. Ville han tvinge en af sine hertuger, for ikke at sige personlige ven, ind i et ægteskab med en baronesse for at vinde en krig? Eller kunne han love en af sine egne potentielle sønner fra hans eget ægteskab bort, af samme grund? Hun havde med vilje ikke specificeret at det nødvendigvis skulle være den første fødte søn - en anden eller tredje søn ville give hende præcis de samme relationer og hjælpe med at holde hendes hus fra afgrundens rand, selvom barnet endnu ikke skulle være født.

[Theodor Davenport]

Hvor vovede hun at kræve at han skulle vie sin søn til hende? En ting var at hun kom og krævede nok fra ham, men en anden ting var at forlange at han skulle gifte hans søn til hende. "Min søn er allerede lovet væk, desværre Mylady.." Sagde Theodor med et neutralt ansigt, før han fjernede sig fra stolen og gik over til skrivebordet som stod ikke langt fra de store vinduer. Som om Theodor nogle sinde ville gifte sin søn med en dødsengel... Theo stillede sig bag den høje stod, som var placeret foran skirvebordet. Han små grinte "Undskyld Mylady jeg spørger, men er De sikker på, at De vil vies med Hertug Oathhorn? Han er som en bror for mig, og en utrolig ærefuld mand. Men De har vel hørt rygterne om hvordan han behandler kvinder? Han er den mest ærefulde mand i Vavilon.. Bare ikke når det kommer til kvinder" sagde Theodor og hev stolen ud og satte sig foran skrivebordet.  Hvis hun ville have Nathaniel, så skulle han ved alle guder også have de sidste 3 tusinde kampklare mænd som Bayard havde. 43000 mand for Nathaniel, var det hele værd. Også havde han sikkert også en undskyldning for at få ham tilbage Vavilon.  Nathaniel ville    nok ikke lide det til at starte med, men hun var da hans type, mørkhåret, farlig og havde en hvis mystisk over sig. Han skulle nok have lidt tid for at vænne sig til det.
Theodor begynde at skrive på et stykke pergament, men en fjerpen som stod på bordet. Han så op efter lidt tid. "Hvis jeg giver Dem Hertug Oathhorn, så vil jeg også have de sidste 3000 mand som hus Bayard har til rådighed" sagde Theodor med en stemme som ikke var til at diskutere med.

[Illyana Bayard]

Illyas knoer blev hvide, så hårdt knugede hun hænderne i hendes skød, ved hans afvisning. Hans ansigt var blankt, og hun kunne overhovedet ikke læse ham - var han fornærmet over forslaget? Forundret? Hun vidste det ikke. Hun kunne blot følge ham med vagtsomme øjne mens han rejste sig fra sin stol og bevægede sig over til sig skrivebord. Hendes hoved gled på sned, som han lo. "Jeg..." Baronessens foldede hænder strakte sig, rystede let og foldede sig så let igen, nu uden at være så hårdt foldede. "... Er sikker på jeg kan håndtere det." Det var jo ikke et ægteskab af kærlighed hun søgte, så hvis Oathhorn ønskede at løbe rundt med hvad end kvinder han havde lyst til, så var det fint med hende. Hun skulle blot bruge hans efternavn. Hvis det navn ikke sendte kreditorerne bort, ville intet gøre det.
Dødsenglens blik flød til vinduerne, da Fyrsten begyndte at skrive et dokument på hans skrivebord. Haverne udenfor summede af efterårs aktiviteter. Det mindede hende om derhjemme. Æbler skulle samles, det sidste skulle høstes og gemmes bort før frosten kom. Sådan plejede det ihvertfald at være. Efter i års høst, var deres egne lagre deprimerende tomme.
Hun nikkede kort, da Theodor talte igen. "Selvfølgelig, Deres Højhed."

[Theodor Davenport]

Theodor så op med et charmerende smil, hans stemme ændrede sig totalt, "Godt vi er enige" sagde han mens han underskrev dokumentet.. En kontrakt mellem Davenport og Bayard, han fandt noget voks frem og satte ind over et sterinlys, så den smeltede ned på papiret, hvorefter han trykkede sin ring ned i den varme voks. Han vendte dokumentet rundt, også på Illyana. "Det eneste som mangler nu, er Deres underskrift mylady" sagde Theodor og stoppede dokumentet over mod den anden side af bordet.

Han gav hende lidt tid til at reagere, før Theo rejste sig op og gik hen til vinduet.
Han blik blev bedrøvet og nærmest nedtrykt. "Der er bare et problem, Nathaniel er stadig gidsel hos Dronning Eriz, og lige nu, har vi langt fra de mænd vi skal bruge til at føre krig mod hende" sukkede Theodor. Dronning Eriz Lapiera Black, Theodor havde aldrig mødt hende i person, men havde hørt mange rygter om denne kvinde. Mest af alt var hun kendt for at forføre mænd, forhåbentlig var Nathaniel ikke dum nok til at falde for hende.
"Jeg har tænkt mig at skrive til Eriz og kræve hun løslader Nathaniel så I han giftes, men frygter den vil falde for døve øre" sukkede Theodor og lænede sig op af vindueskarmen med blikket rettet mod Illyana.

[Illyana Bayard]

Illyana rejste sig fra lænestolen med samme ynde som en fugl der løftede sine vinger og skubbede sig fra jorden. Lugten af brændt voks spredte sig gennem lokalet og det charmerende smil svingede sig over fyrstens læber, som en kårde svinger sig igennem luften. Mandens naturlige charme var ihvertfald lige så farlig. Specielt for folk som Illyana, der i forvejen havde svært ved at læse almindelige følelser. Hun nærmede sig forsigtigt - det var hende der havde foreslået handlen, men alligevel havde hun det lidt som om, det var ham der havde hende ved næsen og førte dem rundt. Hun nikkede let, trådte hen til skrivebordet, tog pennen og underskrev dokumentet der forseglede hendes skæbne til en fremmed mands. Da hun var færdig lagde hun pennen fra sig. Det var gjort. Ingen vej tilbage.

Hun burde føle noget. Sejr. Success. Men der var ingenting. Hun så op fra papiret, da Theodor flyttede sig fra skrivebordet og over til vinduet. "Ja, det er selvfølgelig et problem," medgav hun toneløst. En lok af hendes mørke hår strøg ned over hendes kind, mens hun vendte blikket tilbage mod papiret på skrivebordet. "Krig med Eriz ville være katastrofalt lige nu..." Fyrstens nyfødte kongerige ville ikke holde til at sende så meget som en deling ind i det mørke land. Så meget var tydeligt. "Hvorfor er det overhovedet at hun holder hertugen? Ved De det?" Illyana kunne forestille sig at det var som gidsel, for at sikre sig at Davenport ikke rykkede mod hende, men hvis Davenport ønskede at blive monarch, ville det ikke give mening for ham at gøre det - når nu Eriz så fint havde skaffet ham af med hans modstandere. "Hvad får hun ud af det?"

[Theodor Davenport]

Theodor nikkede i enighed med Illyana, hvis han angreb Eriz ville resterene af deres styrker blive til ingen ting, men hvad nu hvis han truede med at støtte Eriz mand? Det kunne godt være han ikke havde mange soldatere, men Theodor vidste at han havde nok, til at kunne ændre magtbalance mellem Eriz og Marcellus.
"De har ret, at angribe Eriz ville være decideret dumt, og jeg ser mig ikke som værende dum.." Grinte Theo kort før han fortsatte. "Men vi har nok mænd til at kunne hjælpe hendes mand, et betydeligt stykke, nok til at vælte hende" sagde Theo og kløede sig eftertænksomt i skægget, det ville være risikabelt men det kunne være. Plus Theodor stod med intet valg, Nathaniel ville have gjort det samme for ham. Eriz ville være dum, hvis hun ikke reagerede på sådan en trussel! 

Theodor rystede let på hovedet. Hvad Eriz ville med Nathan var ham et mysterie, der havde været ingen krav, ingen anmodning om løsesum, bare intet. "Jeg ved det virkelig ikke. For første gang ved jeg ikke hvad mine politiske modstandere vil gøre" frustrationen var tydelig. 
"Nathaniel sidder på størstedelen af grænselandet mellem Vavilon og Portus, så det kan være hun har lavet en aftale med Vaelon om et stykke af Vavilon når hun har fjernet os fra kortet." sukkede Theodor.

[Illyana Bayard]

Illya nikkede kort. "Hvis Deres majestæt ønsker at vælte dronningen af Pandemonium, er det nok den smarteste, hvis ikke eneste, måde at opnå det på," medgav hun, mens hun stillede sig op ved siden af vinduet, med skulderen let lænet imod kanten af det. Hun studerede nysgerrigt hans profil. Han var anerledes end hun havde forventet. Mennesker var næsten altid mere kujonagtige end rådyr ved lyden af varulve poter i græsset. Ham her stirrede direkte i dyrets gab. Selvom dronningen af Pandemonium var et helt andet slags bæst, end et der ønskede blot at ende ens liv. Hvis hendes rygte var korrekt, var Eriz farligere end alt der blot ønskede død over andre. Hun ville ødelægge og korruptere alt der lå omkring en, før hun endelig gav dødets søde kys til hendes ofre. Det sitrede igennem den magre dødsengel og hun måtte undertrykke det smil fryden fulgte med sig.

"Har De forsøgt at sende en envoy til hendes lejr?" spurgte baronessen. "Før De dedikere mænd til hendes mand, er det måske værd at forsøge sig med diplomati." Blot det at hun foreslog det, talte til Illyanas opdragelse som strategiker. Det havde taget mange timer at tæve hendes races almindelige måde at fjerne problemer ud af hende. Når dødsengle skulle løse problemer var det normalt ikke forhandling der lå til dem. Problemer var til for at blive slået ihjel. Langsomt. "Jeg kan personlig drage til Pandemonium som Hans majestæts diplomatiske udsending. Hvis Vaelon kan bestikke Eriz med noget af Vavilon, er det muligt at vi kunne det samme. Jeg er sikker på at Oathhorn ikke ville have noget imod at miste noget land, for at komme ud af Eriz' klør." Hun var næsten sikker på at han ville ofre hvad som helst for det. Manden havde trodsalt været under dronningens hånd i mere end fem år nu.

[Theodor Davenport]

"Jeg vil ikke vælte hende, jeg vil bare have min ven igen" Kommenterede Theodor nonchalant, som om det var ingen ting. I modsætning til mange af Theos racefæller, så han menneskene som værende stærke på deres egen måde. Det kunne godt være det ikke kunne forvandle til et bæst, eller kontrollere deres fjenders tanker, men de havde ånd, og det var vigtigere end noget andet mente Theo.

Slevfølgelig havde Theodor tænkt på diplomati, han var ikke en kriger som Nathaniel eller hans storebror, Theodor var diplomaten af Davenport familien. Han var for følsom havde Nathaniel tit drillet ham med. Men der var noget med at sende mænd i deres død, som ikke huede Theodor.
"Jeg var igang med at skrive et brev, men nu hvor De er kommet ind i billede har jeg endnu bedre grund til at kræve at Nathaniel bliver løsladt! Han skal giftes!" Smilet var stort på Theodors ansigt, før han med hastige skridt gik over til skrivebordet, greb et stykke pergament og skrev. 
Mens rystede han på hovedet "Nej jeg vil ikke risikere at sende Dem afsted mylady, De er simplethen for vigtigt!" Sagde Theo mens han smeltede voks og stemplede Davenports lilje nederst på brevet. Hvorefter han rejste sig og gik hen til døren og gav den til en tjener. 
"Det tror De kun, fordi De ikke kender Hertugen som jeg kender ham. Han kan være meget meget stædig og vil aldrig ofre dele af sit land, også slet ikke til Portus" sukkede Theodor og gik hen til sofaen igen.

[Illyana Bayard]

Et sort, slankt øjenbryn løftede sig en anelse. Hans tone var nonchalant, men hans ord var alt andet end. Illyana vidste ikke hvordan hun skulle forholde sig til følelser af den størrelse, så hun strøg akavet en hånd over hendes læber uden at svare. Hvordan andre væsner levede med så mange følelser i deres hoved hele tiden, var hende et mysterium. Hun fulgte ham med øjnene da han bevægede sig over til skrivebordet, entusiastisk over hans nye ide. Den var også god. Andel imellem ville et ægteskab være grund til frigivelse af et adeligt gidsel, ellers risikerede man hele adelens vrede for et brud på de hellige løfter. Men Eriz var utilregnelig i bedste tilfælde. Det trak dog et smil til Illyanas læber at hun var gået fra henrettelsens rand, for ikke at låne Theodor sine styrker øjeblikkeligt, til for vigtig til at sendes på en diplomatisk mission.

"Som Deres Majestæt ønsker," medviljede hun og bøjede let nakken. Så længe det skete snart, var hun ligeglad med hvordan Nathaniel blev frigivet. Hun kunne kun holde kreditorerne fra hendes døre så længe, før hendes families hjem ville blive revet fra hinanden. "Så fremt vores handel her er overstået, vil jeg så sende besked til min families hjem i Carthagos om det forestående bryllup og afsendelse af de lovede mænd, der tilføjes til dine hærstyrker. Med Deres Majestæts velsignelse, ønsker jeg at forblive her i hovedstaden, indtil brylluppet står." Hun foldede hendes hænder foran sig, afventende.