Et nyt kapitel.

[Macaria Forsyth]

Overrasket blinkede hun med øjnene, mens Zean sprang op. Hun nåede lige at skælde ham ud, for ikke at passe på sig selv, før han var op fra sofaen. Hans iver gjorde hende næsten helt udmattet, men hun fik sig hevet langsomt op fra sofaen med en træt lyd. Åh ja... Arona. Den lille pige havde sikkert være ude af sig selv af bekymring, og der var intet Macaria hellere ville lige nu, end at trække hende ind i sin favn, og begrave sit ansigt i det tykke hår.
"Fint, fint... jeg kommer nu. Rolig! Zean, jeg sagde ROLIG! Du er stadigvæk såret!" sagde hun, og måtte til sidst bruge sin skarpe stemme, for at få ham til at tage det med ro. Hun ville helst ikke til at skulle bære ham op i seng, fordi han var for afkræftet. Selvom andres folks smerte ville gøre ham godt, ville han stadigvæk være igang med at heale.
Med sin vampyriske hurtighed var hun henne foran ham, så han var lige ved at gå ind i hende. Hun bremsede ham med en hånd mod hans brystkasse.
"Zeeeeaaaan..." startede hun formandende. "Lad os lave en aftale, okay? Du sender folk ned i byen - nej du går ikke selv derned - og bagefter kan du bestille mad og alkohol. Når du er færdig, så mødes vi i sengen, hvor vi tager en lille lur, begge to. Derefter kan vi igen arbejde. Aftale?"
Hendes blik var strengt. Selvom det var hende, der havde været tortureret uafbrudt i 3 uger, var hun mere bekymret for Zeans helbred. Han havde ikke hendes healende effekter, og selvom han kunne holde til meget, føltes han stadigvæk skrøbelig i hendes øjne.

[Zean Forsyth]

Han overhørte hende fuldstændig. Jaaaah, han havde skader, men de var mere end godt passede og i fuld gang med at heale! Han havde allerede brugt en uges tid på bare at ligge i sengen, de sidste to uger på at sidde så stille som muligt. Nu føltes det bare som om han havde så meget krudt i røven, at han ville eksploderer! Han blinkede overrasket, da Macaria pludselig stod foran ham, stoppede ham og forlangte ting af ham, som var han et lille barn. Hans øjenbryn gled sammen og lavede en utilfreds rynke mellem sig. Han truttede let med munden, da hans ene hånd gled op og lagde sig rundt om hendes håndled.
"Gør aldrig den fejl at tro jeg er en svag mand, bare fordi du er vampyren i dette forhold" brummede han. Hans stålgrå blik gled ned over hende et øjeblik. Burde det ikke være hende der lagde sig ned og sov? Ja, HAN følte sig i hvert fald ikke specielt træt lige nu. Han kunne næppe falde i søvn. Han ville nok bare ende med at stirre op i loftet og sukke frustreret. Han var faktisk opvokset med sår og store smerter. Det var en del af hans væsen.
Han viftede let med den ene hånd, mens han slap hendes hånd med den anden.
"Fintfint. Så længe jeg ikke skal kalde dig mor også!" svarede han flabet. åh ja...Lad dem da sove. Et svagt smil gled over ham.
"Må jeg...Gå nu?" foreslog han og pegede forbi hende og over mod døren med et uskyldigt udtryk.

[Macaria Forsyth]

Opgivende betragtede Macaria ham med hænderne i siden, inden at hun med et tungt suk, trådte til siden, så han kunne komme forbi hende. Hvor irriteret han end blev, når hun gjorde den slags ting, så var det kun for hans skyld. Zean havde det lidt med at glemme, at passe på sig selv, og han var lige så umulig at få til at tage den med ro, som en vild hingst ville være. Nej... hun måtte påtage sig den sure rolle, som dronning, og sørge for at han nogen gange fik den ro, som hun vidste han skulle bruge for at heale. For gudernes skyld, selv da han havde fået ristet sine fødder og været begravet levende, havde han efter kun en uge, vandret rundt igen. Han kunne ikke heale som hende. Hvor meget det end måtte irritere ham, måtte han acceptere det.
"Hvis du kalder mig mor, så binder jeg dine vinger sammen, og smider dig ud over altanen," kommenterede hun roligt, og fulgte efter ham ud af stuen. De havde kun været sammen i en halv time, og mundhugges allerede som et gammelt ægtepar.
"Jeg tror, at jeg vil gå i bad, og så ser jeg til Arona," fortalte hun, og stoppede op ved en af trapperne, som førte op til den næste etage. Hendes øjne gled over Zean. Så stædig og flabet - hvor hun dog både elskede og hadede det.
"Jeg kommer og henter dig, når det er tid til vores nappy nap, min kære ægtemand." Hun blinkede drilsk til ham med det ene øje, inden at hun vendte rundt, for at begynde at gå op af trappen. Svagt kunne man skimte en halten i hendes bevægelse.

//out

[Zean Forsyth]

Han fulgte efter hende ud af stuen, til en af trapperne. Hans ene hånd hvilede på rækværket, som hun begyndte at gå op, let haltende. Hans blik gled over hende og et sted følte han sig en smule bekymret. Nok var hun tilbage, men hun virkede alt alt for okay med det hele. Måske led hun af efterveer og ville snart bryde grædende sammen og tyre alle deres ejendele ind i en væg? Han truttede let med munden, som han hvilede sig op af rækværket. Så rettede han sig op igen, ret ubekymret. Sove? Ha! Han ville vente til hun sov og så stikke af...Forhåbentligt. Han satte kurs mod køkkenet. Han havde svært ved at sidde eller ligge stille for længe, det havde han altid haft. Hans ene hånd gled igennem hans hår mens han sukkede svagt.
På den anden side lød en tur med bundne vinger over altanen heller ikke særlig morsomt. Det ville i hvert fald ikke fremme hans healing.

//Out