Et nyt kapitel.

[Zean Forsyth]

Macaria Forsyth

Så mange ting var sket. Det føltes som om det hele lå flere år tilbage i tiden og han hele tiden måtte minde sig selv om at det ikke var så længe siden igen. Han havde været i krig, flere krige og det havde været en ren fornøjelse. Hvornår elskede han ikke krig og kamp, at høre folk skrige rundt om ham, oftere af smerte end fordi de angreb? Og alligevel havde fjenden været dem han havde nærmest. På sin vis havde han holdt dem tæt jo, som var en regel. Var det ikke? Hold fjenderne endnu tættere? Men hvad skulle det dog hjælpe, det gav dem jo blot bedre mulighed for at dræbe og snyde! Han surmulede lidt og svang den alkoholiske væske i sit glas rundt med dovne bevægelser. De sidste par dage havde han drukket mere alkohol end han plejede. Men hvem kunne blive sur over det?
Han havde mistet en land og en del soldater. Hans kone var kidnappet og måske kom hun aldrig tilbage, måske var hun endda død! Han var såret og kunne ikke meget mere end sidde i sine stole og surmule, mens Aron havde travlt med at hælde det ene klistrede stads efter det andet i ham, i håb om han kunne komme sig hurtigt nok til at redde Macaria.
Alkoholen fjernede brodden ved det hele. Fjernede toppen af hans fysiske smerter, fjernede den pressende fornemmelse der havde været siden han kom hjem, fordi alle nu forventede han regerede landet og sørgede for Macarias sikre hjemkomst. Han ville måske have nydt at sidde på magten alene, var det ikke fordi han var ved at brække sig af alt det ansvar og alle de opgaver han skulle løse hver dag. Hvordan skulle han kunne redde nogen som helst med alt det arbejde?! Nej. Han foretrak Macaria var her, så han igen kunne få lidt fritid og nyde sig selv.
Han sukkede og tog en god tår af glassets indhold, kun for at konstaterer det var tomt. Han truttede let med munden og så ned på glasset, som havde også den snydt ham.
Han sad i bar overkrop, skønt der var bandager rundt om hele hans krop. Både underarmen og overarmen i hans venstre arm var bundet ind og han havde et næsten healet sår i panden. Og selvfølgelig bandagerne der snagede rundt om hans mave, for at undgå maven stak fra ham, grundet et sår.
Han havde sorte bukser på og bare fødder.
Vedhænget fra Macarias halskæde lå i hans ene lomme. Medaljonen fra Rei var endelig blevet lagt væk. Han havde taget den af og lagt det i en skrin på hans kontor, gemt det væk.
Der var små, blålige render under hans øjne, som vidnede om at han ikke sov meget eller særlig godt. Hans blik gled over til et af de store vinduer. Selv om Macaria ikke var her, havde han bedt om at få trukket for, da sollyset generede ham. Til sidst sukkede han og med en hård bevægelse smed han glasset ind i den kolde pejs.
Og hvad så nu?!

[Macaria Forsyth]

Vognen stoppede lige foran porten til det store slot, og hestene vrinskede. Kusken sprang ned fra sædet, og skyndte sig hen til vognens dør med en kappe over armen. Pandemoniums segl var indskåret på vognens sorte sider, så man kunne se, hvor den kom fra.
Kusken stak kappen ind i vognen, inden at han åbnede døren helt for hans passager. Solen skinnede ned på den hætteklædte skikkelse, der steg ud. Kappen dækkede fuldkommen ansigtet og kroppen, så det ikke var til at sige hvem eller hvad det var, der med løbende skridt, skyndte sig op af de brede trapper til porten.
Vagterne på hver side af døren, stirrede overrasket efter skikkelsen, men der kom intet svar, da de råbte personen an. Bandende fulgte de efter den hætteklædte skikkelse indenfor i den store hal.
”Hey! Jeg taler til dig! Smid hætten!” råbte de, så det gav ekko i hallen, hvilket fik et par tjenere med stakke af håndklæder i armene, til at stoppe op.
Den hætteklædte var standset midt i hallen, hvor den så ud til at se sig omkring. En slank kvindehånd kom til syne, for at stryge hætten ned, og vende sig smilende om mod vagterne. Et synkront gisp lød fra dem alle.
Tjenerne tabte deres stakke med håndklæder, og vagterne vidste ikke om de skulle knæle eller omfavne vampyren foran dem.
”Hvor er han?”
De vidste hvad hun mente.
”Ehm... ovenpå Deres Majestæt. I Deres... Deres kontor.”
Den kappeklædte løsnede kappen med en enkelt hånd, mens at hun skyndte sig afsted. Kjolen flagrede om benene på hende, mens at hun tog trappen i to trin. Det kastanjebrune hår dansede bølgende omkring hendes forventningsfulde ansigt. Øjnene svømmede af tårer, men det var glædestårer. Endelig var hun hjemme! Mareridtet var ovre! Alt hun havde brug for var at se ham igen. Se at han var okay. Begrave sig selv ind i hans trygge, stærke favn.
Og alligevel... alligevel tøvede hun foran døren ind til sit kontor. Hånden hvilede på håndtaget, klar til at trykke ned. Hvordan mon han ville reagere? Være ligeglad? Smile? Havde han overhovedet savnet hende?
Hun tog en dyb indånding, inden at hun endelig trak ned i dørhåndtaget, og trådte ind på sit kontor.
Blikket rettede sig direkte mod personen bag skrivebordet. Den genkendelig skikkelse, som hun altid ville kunne huske. I det mindste lå han ikke i sengen.
”...Zean.”
Macaria smilede bredt, og slap dørhåndtaget.

[Zean Forsyth]

Han pillede let ved bandagen om hans mave, før han tiltede til den ene side og lagde sig på ryggen, udstrakt, på sofaen, kun med en svag mine af smerte, da såret blev strakt ud. Den ene arm gled op over øjnene, selv om rummet allerede var ganske dunkelt. Måske kunne han sove et par timer og så...lave noget bagefter. Hvis han var mere frisk. Det var også synd for Arona, selv hun løb rundt på slottet og legede og pjattede, var han sikker på hun savnede Macaria. Han havde selv tørret tårerne af pigens kinder et par aftner i træk. Uanset hvad var det smertefuldt at se Arona så påvirket af situationen, selv om han vidste hun nok skulle komme sig over det. De havde jo hinanden og Arona var en stærk pige.
Han trak vejret dybt og slappede bare af...
At nogen pludselig trådte ind i lokalet var uventet. Selv om det gjorde ondt, fløj han op og sidde og stirrede hen mod døren, klar på at skælde den person ud, som vovede at forstyrre ham.
"Hvem vover..." Han stoppede op midt i det hele og måtte minde sig selv om ikke at måbe. Han blinkede en ekstra gang. Nu havde han da tabt det. Måske var det alkoholen og trætheden. Men...Macaria? Hvordan skulle hun pludselig være her? Det gav...Det gav ingen mening!
Langsomt kom han op og stå.
Det gav mening. Men han var stadig ikke sikker på om han troede på det. Måske var det et trick. Tiden havde jo vist ham at hans mistænksomhed over for folk var velplaceret.
"Macaria?" spurgte han prøvede og gik et par skridt tættere på, trods han stoppede op på passende afstand fra hende. Hans blik var mistænksomt og hans hjerte hamrede lidt hurtigere.
"Giv dig til kende!" Forlangte han i stedet.

[Macaria Forsyth]

Han så ikke godt ud. Øjnene var trætte og hjemsøgte. Kroppen bundet ind i bandager, og sprutten kunne hun lugte selv fra den her afstand. Det gjorde ondt at se ham sådan. Det var tydeligt, at han ikke troede sine egne øjne ved synet af hende, for han stoppede med en hvis afstand imellem dem. Hans ord fik hende til at smile trist, mens at hun bredte armene ud fra sig, og gik langsomt imod ham.
"Bare rolig. Det er mig," sagde hun beroligende. "Pandemonium reddede mig fra modstandsgruppen." Hun kunne ikke sige Marcel's navn. Ikke efter det, som han havde gjort.
Hun var kommet tæt nok på Zean, og hvis han ikke rykkede sig væk fra hende, ville hun række ud efter ham. Hænderne lagde sig fløjslette mod hans overarme, mens at hendes dybblå øjne flakkede over hans ansigt. Han så flere år ældre ud.
"Jeg er her, Zean," hviskede hun, og strøg ham over armene. Helst ville hun springe direkte i favnen på ham, men sådan som han så ud i blikket, turde hun ikke, i frygt for at han ville angribe hende. "Sidste gang vi var sammen, sagde jeg til dig, at jeg kan lide dig. Du gav mig en engel. Jeg gav dig min halskæde, som jeg købte nede hos dødsenglene i bjergene. Du mistede den under slaget. Det er okay, Zean. Det er mig!" Hun smilede mildt op til ham, og lagde sin hånd mod hans kind. "Jeg er tilbage."

[Zean Forsyth]

Han blev stående hvor han var, selv da hun kom tættere på. Det havde været en hård tid for ham og han følte sig træt og irriteret. Flere gange havde han overvejet at efterlade det hele og rejse til Sethos med Arona, for at leve i fred. Og dog, han elskede tanken om at have magten og være enehersker. Dog var det for meget for ham lige nu. Hans sår, folks forventninger, arbejdet...Der havde været mange ting og det var kommet uventet, så det havde taget ham på sengen og gjorde ham ganske udmattet, både fysisk og psykisk. Aron havde også nævnt det. At han burde hanke lidt op i sig selv. Selvfølgelig på en næsten nuttet og undergiven måde.
Hans stålgrå blik gled ned over hende, som hun trådte tættere på. Pandamonium...Det kunne næsten kun være Marcel der stod bag det. Og dog havde han intet hørt.
Alle de ting hun sagde. De var sande. Hvis hun var blevet reddet af Marcel, ville hun også vide om halskæden. Men turde han virkelig tro på det?
Han så lidt på hende, som hendes hænder næsten forsigtigt nussede hans overarme. Hun duftede som Macaria, hun lød som hende.
Hans ene hånd gled op og lagde sig tøvende mod hendes ene kind, som ville han mærke om hun faktisk var ægte. Huden var kold, som den burde være.
Så gled hans arm om hendes skuldre om pressede hende tæt ind til sig. Han begravede sit hovedet i hendes hår, ved hendes hals og han mærkede hvordan en af hans byrder lettede sig. Måske havde han været mere påvirket af det, end han havde troet? Han trak vejret dybt, men der gik lang tid før han slap hende igen.
"Endelig er du her! Jeg orker ikke alt det arbejde" Men selv om han ikke kommenterede at han havde været bekymret eller savnet hende, lå der alligevel noget lettet i hans udtryk, et svagt drillende smil i hans mundvige. Kendte man Zean godt nok, ville man kunne se han var godt tilfreds med at hun var her igen.

[Macaria Forsyth]

Endelig trak han hende ind til sig, og Macaria slog taknemmeligt armene omkring ham, for at presse sig selv ind mod ham. Hurtigt slap hun ham igen, da hun ikke havde tænkt på hans skader, men forsøgte sig dog igen ved at tage et knap så hårdt greb om ham. Tårerne gled ned af hendes kinder, mens hun blot stod trykket ind mod hans skulder. Indåndede hans duft, lyttede til hans hjertebanken, og lyttede til hans åndedræt mod hendes hals. Det her var, hvad hun havde savnet under hele sin kidnapning. Alt hun havde længtes efter. At stå hjemme i Zeans favn igen. I tryghed. Så meget slemt var sket, men nu kunne intet røre hende igen. Ikke nu hvor han var her.
Da han slap hende, skyndte hun sig grinende, at tørre tårerne væk fra sine kinder og øjne med håndfladen.
"Undskyld. Jeg kom så hurtigt, jeg kunne," sagde hun stadigvæk med et bredt grin, og sænkede hænderne, da tårerne var tørret bort. Hun kendte Zean godt nok til at vide, hun ikke skulle stå der og græde, over at være hjemme hos ham igen. "Var kun i Pandemonium indtil, at jeg var kommet over mine skader. Tro mig! Jeg havde ikke lyst til at være der mere end nødvendigt." Hun opgav, at holde noget skjult fra Zean, nu hvor han alligevel kendte til hende og Marcel, samt Eriz og hans forrædderi. Smilet falmede en smule.
"Marcel har giftet sig med Eriz. De... er et par nu. Han gjorde noget magisk-halløj, så han trak sine følelser for mig ud. Det... det er fuldkommen ovre mellem ham og mig nu," fortalte hun, og nikkede, som for at bekræfte sig selv i det. Det gjorde ondt helt ind i hjertet. Hvordan kunne han have forrådt hende sådan...
"Bare så du ved det..." Hun sænkede blikket ned mod sine fødder, og strøg en vild hårlok om bag det ene øre. Zean var sikkert ligeglad, men nu vidste han det i det mindste. Ingen hemmeligheder.

[Zean Forsyth]

Tårerne var ulogiske. Han forstod slet ikke folk der bare græd. Det var underligt. Det eneste tidspunkt han græd, var når han fik en masse vind i øjnene, når han fløj. Eller generelt bare når han fik noget i øjnene. Men han valgte at ignorerer dem, trods alt græd Macaria af de mærkeligste ting. Han havde kunne mærke smerten og ubehaget, da hun krammede ham, men han havde valgt at ignorerer det.
I stedet gled hans ene hånd ned i lommen og fiskede vedhænget op. Han åbnede sin knyttede hånd og viste hende vedhænget, mens han smilte svagt.
"Det var den eller mit øje. Jeg elsker mine øjne. Men jeg fik vedhænget tilbage. Marcellus mente åbenbart det symboliserede noget. Uanset hvad...Jeg kan ikke give dig hele halskæden tilbage, men jeg kan give dig denne" svarede han og tog hendes ene hånd, kun for at lade vedhænget dumpe ned i hendes hånd. Den var jo hendes.
Han så lidt på hende. At Marcellus og Eriz var gift var ganske logisk. De havde overtaget et land og den bedste måde at dele magten var gennem et ægteskab. Han havde gjort det samme. At Marcellus havde fjernet sine følelser...Ikke at han forstod følelser, men det lød underligt, når han havde virket så glad for Macaria.
Men uanset hvor underligt det var, var han også glad for det. Endelig kunne han have Macaria i fred. Hun var hans nu og der kom ikke nogen for at tage hende fra ham. Han skulle ikke længere frygte at blive dræbt eller fjernet grundet en eller anden kærlighedserklæring. Det generede ham stadig lidt at Macaria havde overvejet at dræbe ham for det...Men på den anden side, han havde også overvejet at lade hende rådne op i fangeskab.
Og her stod de alligevel, begge to.
Hans hænder gled hen over hendes skuldre og ned over hendes overarme, mens han smilte let til hende.
"Jeg er ganske enkelt lykkelig ved den nyhed. Nu kan jeg leve i fred igen og vide ingen kommer for at hente dig. Ingen andre end vores fjender, det er...Du må være udmattet efter rejsen? Jeg tror også Arona vil være glad for at se dig...Og Aron. Ved du hvad? Han tiggede mig om at gøre noget og at hjælpe dig. Virkelig. Han tiggede og bad som en eller anden idiot. Det var så morsomt!" smilte han og bukkede sig ned for at kysse hende let. Han følte sig allerede lidt mere frisk.

[Macaria Forsyth]

Overrasket betragtede Macaria smykket i sin håndflade, uden at kunne forstå, hvordan og hvorledes. Marcel havde givet Zean smykket? Zean forstod ikke den slags ting, men det gjorde Marcel, og han havde... givet det tilbage til Zean. Med et suk lukkede hun øjnene, mens at hun knugede fingrene sammen omkring den blå sten. Ja... Zean forstod det ikke... men det gjorde både hende og Marcel. Han havde taget valg, og hun var ikke det.
"Jeg er glad for, du gjorde, som du gjorde," fortalte hun ham oprigtigt, og tvang et lille smil frem på læberne. "Hellere at du kom sikkert hjem uden halskæde, end at du havde mistet et øje, på grund af at ville beskytte et smykke."
Da han lagde sine hænder mod hendes arme, bredte smilet sig lidt mere. Specielt da han nævnte, at han var glad for, at hun nu kun var hans. Marcel havde hun elsket, men nu hvor han ikke ville have hende, havde hun kun Zean tilbage. Der var ikke andet at gøre, end glemme følelserne for Marcel. Nu var det kun Zean. Kun hendes ægtemand.
Et opgivende ansigtsudtryk viste sig hos hende, da han fortalte om Aron, og hun kunne ikke lade være med at himle med øjnene, mens at han kyssede hende flygtigt.
"Virkelig? Du syntes det er sjovt?" spurgte han ham skeptisk, og slog forurettet til hans friske arm med bagsiden af sin ene hånd. "Så der skulle en tiggende alkymist til, før at du gjorde noget? Jeg kan mærke hvor meget, du holder af din hustru, din kyniske dødsengel."
Hun skubbede sig forbi ham, for at smide sig i sofaen. Åhhh det var så godt at være hjemme! Hun var smadret. Udmattet. Træt. Så meget var sket på kort tid. Så meget smerte både fysisk og psykisk. I så lang tid havde hun troet, at hun skulle dø, og aldrig se hjem igen. Selv i Pandemonium havde hun ikke fået meget søvn, på grund af det Marcel havde gjort. Men nu var hun hjemme... hjemme.
Hun lagde sig ned på ryggen med et højt gab. Måske burde hun gå i bad, men hun var bange for, at falde i søvn i karret.
"Jeg burde gå i bad..." mumlede hun, og gned hænderne over sit ansigt. "Bad, seng, blod, Arona. Hvis jeg da kan holde mig vågen igennem et bad." Hun grinede til Zean. Hvor var det dog dejligt, at se på ham, lige meget hvor hærget han så ud. En lyst til at rejse sig op, for igen at kunne kysse ham, meldte sig med det samme, men hun orkede ikke at rejse sig op.

[Zean Forsyth]

Han forstod ikke hvad der var med den halskæde. Marcellus havde nævnt at Zean åbenbart skulle have valgt mellem sig selv og Macaria, hvilket var alt for langt ude. Det var ganske simpelt at kom det til genstande og hans eget helbred og liv, ville han med glæde ofre nogle genstande. Han vidste Macaria var glad for den...Men altså, man kunne helt sikkert få fat i en ny. Så han forstod virkelig ikke deres lille snak om halskæden. Den var åndssvag og irrelevant.
Han gik over og satte sig i sofaen. Da hun lagde sig ned, lod han hendes ben lægge sig hen over hans og han nussede hende svage på benene, som hun lå der, præcis som han havde gjort for et øjeblik siden.
"Præcis! Det fortalte jeg ham også. Uanset hvad har du fået vedhænget tilbage. Men jeg kommer nok til at savne at have halskæden. Den klædte mig, rundt om håndleddet" drillede han og klemte let om hendes ben, mens han så smilende på hende.
"Aron var helt panisk, den stakkels mand. Han har hældt det ene medicin efter det andet i mig. Men det betyder jo ikke at jeg ikke selv ønskede at redde dig" svarede han roligt. Spørgsmålet om han faktisk ville have gjort det, hang stadig i luften. Han havde ikke haft mulighed for at bevise om han ville eller ej. Det var jo nok endt med at han havde gjort alt hvad han kunne...udadtil i hvert fald. Så kunne folk jo i hvert fald ikke være utilfredse med ham. Men om han virkelig ville have gjort det? Måske.
Han så lidt på hende, som hun lå der, ganske afslappet.
"Folk har valfartet her til og byen har været lidt for stille, mens du ikke har været her" røbede han så.
"Og nogle af tjenestepigerne ville simpelthen ikke stoppe med at græde" han lænede sig godt tilbage og så op mod loftet med et svagt smil. Det var ulideligt, som de havde gået og snøftet i dagevis, selv når de var i nærheden af ham. Han lukkede øjnene.

[Macaria Forsyth]

Macaria kunne ikke lade være med at smile kærligt til sin dødsengel, som han sad der. Flere århundrede ville gå, hvis hun skulle prøve, at få Zean til at forstå, hvorfor folk reagerede som de gjorde. Det havde hun opgivet for lang tid siden.
"Så er det godt, jeg er kommet hjem til jer igen," svarede hun i stedet for, og nød hans berøringer på hendes ben. Han havde ikke spurgt hende om, hvad der var sket hos modstandsgruppen. Måske kunne han selv regne det ud, eller også var han ligeglad. Lige da hun var blevet reddet af Marcel, havde hun sættet ind til ham, og grædt og grædt og grædt. Panisk, bange og lettet på samme tid.
Hun satte sig op, stadigvæk med benene lagt over Zeans skød, så hun kunne lade en arm glide omkring hans skulder. Blidt kyssede hun ham på kinden. Først én gang, og så én gang til.
"Jeg har savnet dig..." hviskede hun ind mod hans hud, og lukkede øjnene. Ingen af dem var vant til, at komme med kærlige ord til hinanden, men hun havde brug for at sige dem til ham. Specielt efter hun havde troet, at hun aldrig ville komme til at se ham igen. "Når de torturerede mig, skreg jeg dit navn, fordi jeg håbede, du var tæt på, og ville høre mig. Et par gange har jeg hallucineret. De fortalte du var blevet dræbt i kampen. De fortalte Arona var død. Slottet var brændt ned. De fortalte det om og om igen, indtil jeg til sidst troede på dem."
Igen kyssede hun ham på kinden, og nussede ham i nakken. Hun ville ikke have at han reagerede på hvad hun sagde, men hun havde brug for at snakke om det. Snakke om det, og mærke ham.
"Du må aldrig... nogensinde... forlade mig igen, Zean. Næste gang vil jeg stå ved din side."
Denne gang hævede hun en hånd om hans hage, så hun kunne vende hans ansigt mod sig. Alvorligt kiggede hun ham i øjnene. "Lov mig det. Ved næste kamp... er jeg ved din side."

[Zean Forsyth]

Dette var ved at blive alt for følelsesmæssigt og sentimentalt til at han brød sig om det. En ting var at hun nok havde savnet sit hjem og at være her hos dem. Han havde jo, på sin egen måde, også savnet hende. Hvad angik modstandsgruppen, vidste han jo godt hvorfor de havde taget hende og han kunne gætte sig til at de næppe tilbød hende kaffe og småkager. I stedet gik det ham på at de i princippet skyldte Marcel noget for det...Eller kunne man sige de nu stod lige, han hjalp manden med at vinde over sin far og han hjalp med at få Macaria tilbage?
Det fandt han vel nok ud af tids nok. Lige nu var det vigtigste at få samlet tropperne og sørget for fred. Hvad angik Pandamonium havde han allerede skrevet under på en fredstraktat, hvad Macaria nok ville kunne forstå, når han nævnte det. Portus virkede ikke som en der var på vej i krig og folkene i byen ville nu, når Macaria var tilbage, kunne ånde lettet op. Alt kunne vende tilbage til hverdagen for en stund. Han nød det faktisk, det ville blive rart at kunne gå en tur i slotshaven, at komme sig over sine sår og føle sig frisk og hel igen. Selv om han vidste at han nok ville kede sig om en uges tid.
Han fik en helt ny ide! De burde...
Hans tanker blev afbrudt af Macarias hånd der greb hans hage og tvang ham til øjenkontakt, ikke fordi han var uvillig. Det var ikke fordi han ikke lyttede efter, han havde bare også haft sine egne tanker. Han så lidt på hende. Hun havde kaldt efter ham? Som var han hendes helt og prinsen med de sorte vinger? Han vidste ikke helt om han var smigret eller bare glad ved det.
"Der har været forsøg, fra modstandsgruppen. De har prøvet at angribe os og et par tjenere er døde i forsøget. De prøvede at sætte ild til det hele, men vi stoppede dem. De hænger fra nogle galger lige ude foran byen" fortalte han.
Han brød sig ikke om ideen om at skulle love hende noget som helst. Han var ikke så bundet af ord, som andre var, men alligevel var det noget andet med Macaria. Hendes vrede var ikke køn og han frygtede at næste gang ville hun nok rive hovedet af ham, frem for at nøjes med en voldsom lussing, der gjorde hans tænder løse.
"Ved min side ved jeg i det mindste ingen kan kidnappe dig" svarede han roligt. Det var sandt. Han havde trods alt fordoblet vagterne, både omkring slottet, men også omkring byen.
"Jeg forlanger du tager med mig næste gang" et svagt smil gled over ham. Han havde savnet hendes nærvær, mere end han havde troet. Det var rart at have hende her igen.
"Vi bør holde en fest for din hjemkomst. Byen vil elske det og det vil sende et signal til alle andre. Både at du er kommet hjem og landet igen er helt, men også at de kan gå i mod så meget de vil, men vi rejser os bare og fester videre dagen efter. Og så er det jo bare sjovt?" foreslog han. Hans ene hånd gled op og lagde sig om hendes håndled. Hun måtte være træt og måske også snart sulten. Han nussede let hendes hånd.

[Macaria Forsyth]

Hun kunne ikke lade være med at grine, da han ligefrem forlangte hun skulle være ved hans side. Det var hans måde at give hende ret på, uden at det virkede som om hun dominerede ham. Ja.. han forlangte... fordi hun havde spurgt. Det var deres egen lille dans frem og tilbage. Deres ægteskab ville ikke være det samme, hvis de ikke gjorde det.
Da han nævnte en fest, sprang hun op i sofaen. Trætheden havde kort forladt hende, da hun triumferende smed hænderne i vejret.
"Ja! Vi holder en fest!!" udbrød hun, som om det var den bedste ide, hun nogensinde havde hørt. "En gadefest! Musik! Dans! Alkohol! Farver! Grill!"
Efter flere uger med gråd, smerte og angst var det akkurat, hvad hun havde brug for. En fest. For hele byen! Hvor de viste, at Vavilon ville kunne modstå alt! Energisk sprang hun op på sofaens ryglæn med perfekt balance, som var hun en kat.
"Vi invitere alle! Uh! Vi kan få glaspustere til at lave farvede glas, som vi kan bruge til lanterne! Og maling! Vi kan male gaderne!" sagde hun ivrigt, mens hun dansede rundt på ryglænet, inden hun lod sig falde ned i armene på Zean igen. Hun satte sig op på hans skød med armene om hans nakke.
"Jeg elsker dine ideer. Der gemmer sig et sindssygt geni derinde," fortalte hun med et skævt grin, og prikkede ham blidt på siden af hovedet.

[Zean Forsyth]

Han grinte og dukkede sig, som hun sprang op og lidt efter også sprang rundt på kanten af sofaen. Det var rart at se hende med energien tilbage, se hende danse rundt, næsten som var der intet sket. Han ville godt nok ikke kunne danse lige så livligt rundt, men han ville da kunne bevæge sig lidt rundt.
Da hun hoppede ned på ham og satte sig på hans skød, skar han en svag grimasse af smerte. For en vampyr var hans langsomme healing sikkert direkte frustrerende eller nemt at glemme. Han kunne til tider godt ønske sig at have en vampyrs healende egenskaber. Lige nu ville det f.eks. være intet mindre end perfekt.
Han smilte let til hende og lagde armene om hende. Han grinte let.
"Selvfølgelig er jeg et geni. Vi kan gøre alle de ting. Uh...Måske kan folk få små balloner med maling og gå og kaste dem på hinanden!" foreslog han ivrigt. Ideen om en fest forfriskede også ham. Væk med alt det deprimerende, frem med alt det sjove. For helvede, han nød jo at...Ja, nyde livet! Og her på det sidste havde der været alt for lidt af det.
De kunne sende nogen ned i byen allerede nu, for at meddele Macarias hjemkomst og fortælle folk de skulle gøre klar til fest. Dog ville det nok tage et par dage, hvis ikke en uge, at forberede det hele. Men det var fint nok, så havde de noget at se frem til og de kunne begge nå at komme sig lidt.
Personligt ville han kaste balloner på alle han kom i nærheden af. Og vildsvin! Vildsvin der havde lagt på kullene en hel dag og glaseret med honning og urter. Hans mund løb i vand bare ved tanken.
"Det bliver så fantastisk!" smilte han og lænede sig frem, kun for at kysse Macaria på næsen. Så skubbede han hende ned i sofaen og kravlede oven på hende, så han holdte sig selv op i armene. Han bukkede sig ned og lod sine læber møde hende, denne gang med et noget dybere kys.

[Macaria Forsyth]

Akkurat det her var grunden til, at hun elskede hende og Zeans ægteskab. Når det handlede om at nyde livet, var de på samme plan. Deres sætninger kunne endda nogle gange blive afsluttet af hinanden, mens de var enige om alt. Hun nød det, når det faktisk skete.
Hun smilede bredt - bredere end hun havde gjort i lang tid - mens at han kom med sine ivrige ideer. Det var som om en sky, havde ligget over ham, men nu var blevet løftet. Hun ville være naiv, hvis hun troede, det var på grund af hende, at han havde været nede i et hul, men hun kunne godt lide at tro, det var hende, som havde løftet byrderne fra hans skuldre.
Kort rynkede hun næsen, og lukkede smilende øjnene, da han kyssede hende på næsen, inden at hun med et lille udbrud, blev skubbet ned på ryggen i sofaen. Dårligt nok havde hun nået, at ligge sig ordenligt, før at han kravlede over hende.
Hans læber omsluttede hendes, og hun måtte sukke dybt i velbehag. Det var som om hele kroppen slappede af, da hun mærkede hans varme, bløde læber mod sine. Hun var endelig hjemme.
De kolde hænder gled op over hans strakte arme, mens hun villigt gengældte det dybe kys. Under fingrene ved den ene arm, kunne hun mærke forbindingen. Gad vide hvor slemme hans skader egentlig var?
Forsigtigt trak hun ham ned til sig, så han kunne ligge sig til rette ovenpå hende. Hans varme krop mod hendes. Blidt strøg hun fingrene igennem hans pjusket hår, så det blev endnu mere rodet.
Mon Zean nogensinde ville forstå, hvilket valg hun havde taget i Pandemonium?

[Zean Forsyth]

For Zean var dette den maksimale hjemmelige hygge og tryghed man kunne opnå og ønske. Han havde aldrig oplevet særlig meget af den eller sat særlig meget pris på den, men med Arona, var han glad for at han kunne give hende et trygt sted at være, mens hun voksede op. Og hvis man levede sammen med Zean, måtte man også forlige sig med at han ikke vidste sådanne ting. Halskæden, valg...Medmindre de bundede i noget ganske logisk og praktisk, forstod ham dem sikkert ikke særlig meget. Hvis Macaria havde sat sig ned og ønskede at indsætte ham i de følelser og tanker der lå bag alt det med halskæden, hendes valg i Pandamonium, ville han blot kede sig og ikke rigtig forstå det alligevel.
Personligt ønskede han det ikke anderledes. Men han havde heller aldrig oplevet det anderledes.
Han lagde sig på plads oven på hende. Det var sjovt, at han kunne ligge oven på sin kone, selv om det for de fleste nok mere var omvendt man lå. Men taget i betragtning Macaria ikke skulle trække vejret, var dette nu det mest praktiske og så kunne andre være skide ligeglade!
Han fik en stigende lyst til at torturerer nogen. Føle sig stærk, frem for en krøbling. Han følte sig mere glad og frisk, det skulle da gå ud over nogen! En svag latter slap ham. Hvis man så hans øjne nu, ville man netop kunne se den uudtalte trussel og drilleriet, der glimtede i dem.
Han rettede sig op fra hende med et lille smil og så ned på hende. Så sprang han op af sofaen. En ømmende lyd slap ham, som hans ene arm gled rundt om hans mave. Hans akrobatiske tilbøjeligheder gjorde stadig ondt. Men han lod sig ikke mærke af situationen.
"Der er så meget at nå! vi kan ikke ligge her hele dagen! Eller...Du kan. Jeg vil have noget ordentlig tøj på. Der skal sendes bud ned i byen. Arona vil se dig. Og du er træt og trænger sikkert til et bad eller hvad ved jeg. Så kom nu! Kom nu! Åh...Jeg får helt lyst til at knuse hånden på en eller anden!" Det var tydeligt han ikke havde planer om at ligge stille på en sofa eller seng lige nu, uanset hvad folk så sagde til ham.
"kom nu!" ivrede han og var allerede på vej over mod døren. Jamen, han skulle jo endelig i gang med de sjove ting!