Post by Flint Pharr on Aug 9, 2016 21:20:51 GMT
ÅBEN
Solen forsøgte sit bedste for at komme igennem skyer og smog der omgav Medea, men det ville bare ikke lykkedes for den. Pandemonium var egentlig et trist land når det kom til vejret – Portus var meget bedre, med dens solbeskinnede, rene gader og friske luft. Desværre var indbyggerne ofte kæmpe snobber, med en seriøs størrelse pind siddende fast et vist sted. Måske havde det noget at gøre med deres blod-renhed obsession. Folk der gik så meget op i den slags havde en tendens til at være stick-in-the-muds. Flint smådansede gennem luften som han gik, bare en eller to skridt der slet ikke rørte jorden, næsten usynligt, medmindre man holdt øje. Det var søndag, så der var massere af små forestillinger over alt, alle sammen håbende på at tiltrække sig nogle soldaters løn mønter i deres fremstillede hatte.
Flint samlede en bunk småsten op fra gaden og rullede dem mellem fingrene, mens han kiggede forestillingerne.
Der var én der var ved at fremføre en gammel Portusiansk tragdie, flere der spillede musik og sang, og nogle stykker der jonglerede. Sikkert fra Vavilon. Måske flygtninge fra den nyligt overståede krig der? Hvor længe ville der gå før der var musik og dans i Vavilon igen. Flints mundvige trak sig nedefter. Han hadede konflikter. De ødelagde alt det sjove.
Han endte med at stå foran et søskende par, der forsøgte – og fejlede i - at spille en pandemonsk folkevise. Pigens stemme var så skinger at den skar i ørerne. Og Flint Pharr smilede. Han gned sine hænderne om mønterne.
Bliv guld.
Vi er sten!
Men ville det ikke være så meget sjovere at være guld? Tænk hvor I kunne glimte!
Stenene tænkte over sagen. Da Flint åbnede sine hænder igen, lå der mønter mellem dem, og han hældte dem alle sammen i søskende parrets penge-hat. Et eller andet sted i verden var der nu en mand eller dame der havde sten i deres pengepung i stedet for guld.