The Boy

[Aron Zipora]

Smilet var falmet fra Arons læber igen, mens han intenst mødte drengens blik. Det her havde han ikke forventet, så meget afslørede chokket som viste sig i hans ansigt. Dødsengle havde ingen følelser, ikke udover den fryd de oplevede ved andres smerter. Men de burde ikke være i stand til at fornemme andres følelser. Dødsengle kunne ikke…
Men alkymister kunne.

Han var opmærksom på hvor meget hans ansigt strammede sig til, da Damian beskrev hans følelser, tanken på Zean bragte op i ham. Jalousi… virkelig? Hans gamle jeg, måske, men ikke stadig. Hvad havde han at være jaloux over? Hvad havde Zean, som han ikke selv havde nu? Han havde magt. Han havde respekt, han havde frygt – han havde Macaria!
Har du virkelig?

Stædigt ignorerede han den irriterende stemme, for i stedet at fokusere på barnehånden som havde fundet frem til hans brystkasse. Det havde fået et lille ryk til at gå igennem ham, og havde fået ham til at stirre ned på hånden. Kunne Damian mærke det? Hvordan der var noget i hans inderste kerne som rumsterede, vibrerede, af at være så tæt på sin oprindelige vært? Flammerne tage ham, han havde stadig noget at lære om sjæle! I det mindste lod det ikke til at Damian havde lagt mærke til alt han havde fået frem. Men hvor mange år ville der gå før det ville forandre sig? Hvor lang tid ville der gå før han fysisk ville grave sig ind i brystet på ham, for at finde hvad der retmæssigt var hans? Tanken fik nakkehårene til at rejse sig.

”Alt det du vil, så snart du bliver stor, Deres Højhed.” lovede han ham, mens han fandt smilet frem på læberne igen. ”Jeg håber at jeg stadig er her til at tjene dig, sådan som jeg tjener din mor, når det er dig der er vores hersker. Så skal jeg nok lave alle de gifte du kan forestille dig, og lære dig hvordan du laver dem.” Hvor meget af det som var sandhed kunne diskuteres - Eriz dyrkede ham trods alt til at blive sin arving, ikke til at blive en omrejsende giftemager - men forhåbentligvis ville Damians barnlige iver distrahere ham fra at granske det for meget. Det var alligevel bemærkelsesværdigt, så forskellige deres reaktioner var. Damian så ud til at finde en glæde i at have en… ja, en sjælefrænde i nærheden. Så hvorfor var der så noget ved det hele som gav Aron gåsehud?
Fordi det er hendes søn.
”Damian, jeg har rejst meget langt for at komme herud til dig, og jeg begynder at blive træt.” fortalte han prinsen med et undskyldende smil. ”Jeg beklager meget at jeg må afbryde vores lege så tidligt, men jeg er trods alt en gammel, gammel mand som har brug for hvile en gang imellem. Vil du vise mig hvor mr. og mrs. Blackwood har sine gæsteværelser? Så kan vi fortsætte alt sammen i morgen.” lovede han ham. Alt for at overdøve stemmen i hovedet, hvis smørrede smil han næsten kunne høre! Flammerne tage ham…

[Dylan Forsyth]

Åh! Damians øjenbryn fløj i vejret, inden at det forundret ansigtsudtryk blev erstattet af et smil.
”Selvfølgelig! Jeg glemmer nogle gange, hvor gamle folk er, så I skal sove hele tiden,” svarede han fornærmende, uden at vide det. Afslappet gjorde han en hovedbevægelse som tegn til at Aron, skulle følge med ham indenfor.
Med hænderne begravet dybt i sine lommer, og skuldrene en smule hængende, vandrede Damian tværs over græsplænen og ind i palæet igen. Mr og Mrs Blackwood stod og hviskede intenst sammen, men tav lige så snart at Damian og Aron trådte ind. Ægteparret bukkede sig dybt for Aron, så deres næser næsten rørte gulvet. Damian ignorerede dem, og førte Aron forbi dem ud af rummet, uden så meget som at kaste et blik i deres retning.
”Du kan sove i værelset ved siden af mit. Det er det bedste,” betroede han til sin nye ven, mens han blinkede til ham med det ene øje over skulderen. ”Det er der mor plejer at sove, når hun er på besøg, men bare rolig… det er ikke sådan et dameværelse.”
Op af et par trapper og så var de der. En lang, mørk gang med ens døre på hver side. Damian vidste åbenbart præcist, hvor hans dør var, for da de nåede til midten af gangen, stoppede han op. Han lagde en hånd mod en dør, og skubbede den op.
Det var et stort værelse. Tapetet var mørkerødt med svage mønstre. Høje vinduer førte ud til græsplænen, og man kunne forestille sig, hvordan knægten tit lå på gulvet, og drømte sig til eventyrer med blikket draget mod friheden. En stor dobbeltseng med gardiner stod i den ene ende af rummet. Legetøj fyldte det meste. Alt lige fra små, sjove opfindelser fra hovedstaden til bamser, der for det meste var flået op. Bøger lå spredt ud på gulvet i forskellige farver, men måden de lå på, vidnede mere om at de faktisk blev læst flittigt i end, at de blot lå smidt ud for sjov. Ethvert barns drømmeland.
”Det her er mit værelse,” afslørede Damian, og slog ud med en hånd. ”Jeg sover derover. Din seng står lige på den anden side af væggen, så vi kan banke til hinanden.” Han hævede ansigtet mod Aron, for at sende ham et skævt smil, før at han pegede ned af gangen mod den næste dør. ”Der er dit værelse. Jeg er sikker på at hvis du spørg Marie, kan du få et bad eller noget. Bare pas på hvad du siger eller gør. Hun er så følsom og tuder næsten hele tiden.”

[Aron Zipora]

Klogt nok holdt Aron tand for tunge, og undlod at protestere mod Damians overbevisning om hvor gammel han var. Han havde måske selv lagt op til det. Og så længe det distraherede Damian fra at granske hans følelser nærmere, var han ikke andet end tilfreds! I stedet formede han et taknemmeligt smil, og fulgte efter den lille prins ind i det storslåede palæ. Mr. og mrs. Blackwood blev fuldstændig ignoreret af ham, med undtagelse af en næsten ikkeeksisterende nikken i deres retning som det eneste tegn på at han overhovedet mærkede deres tilstedeværelse. Hans fulde fokus var i stedet på drengen som førte an op af trapperne og gennem den mørke gang.
”Nårh, så hun kan da sove alligevel.” kommenterede han med et drilsk træk på smilebåndet. Faktisk var han selv i tvivl om det. Han havde set Eriz udmattet, ja, men han kunne ikke huske nogensinde at have set hende sove. Selv når en vagt havde sagt at hun ikke ville forstyrres, når han havde vigtige nyheder at dele med hende, havde hun altid været placeret ved sit arbejdsbord når han endelig fik talt sig forbi vagten. Måske havde Damian faktisk fat i noget – ikke at det betød at det var en god idé at bedøve dronningen på den måde. I hvert fald ikke hvis han havde lyst til at undgå afstraffelse.

Blikket gled over Damians værelse, og de mange bøger og alt legetøjet som næsten fyldte gulvet. Det understregede det yderligere for ham. Han havde svært ved at forestille sig Zean overhovedet læse én bog, så interessen i bøgerne måtte vel komme fra Macarias gener… hvis de ikke kom fra hvad der end var kommet fra ham selv. Præcist hvor meget af deres sjæle havde de to faktisk byttet med hinanden den nat alt havde forandret sig? Havde han overhovedet lyst til at finde ud af det, hvis det overhovedet var muligt at finde ud af?
”Jeg kan se du er en flittig student.” kommenterede han med et sigende nik ind i rummet. Om det var bøgerne eller det flåede legetøj han mente var et skud i mørket. Med dødsengle var det svært at forudse. ”Det vil glæde din mor. Indtil har jeg tilsyneladende kun godt nyt at give hende omkring dig.” tilføjede han da han igen førte blikket mod Damian, og rosende aede drengen over håret. Han ville ønske drengen holdt op med at smile sådan til ham. Det fik et eller andet til at røre sig i brystet på ham. ”Jeg tror jeg kan klare mit eget bad, så mon ikke vi kan skåne Marie for at komme til at græde igen? Desuden vil jeg helst ikke have nogen uvedkommende i nærheden af mine olier… hun ville ende med at drukne os alle i bobler.” fortalte han prinsen med et blink med det ene øje, før han rettede sig op igen. ”Det har været en sand fornøjelse at møde dig, Deres Højhed… Virkelig. Jeg er sikker på at du og jeg nok skal få meget sjov i fremtiden sammen.” Han bukkede en smule med nakken mod drengen som et tegn på respekt før han igen rettede sig op. ”Jeg banker i væggen når jeg går i seng… Betragt det som min måde at sige godnat på.” tilføjede han med et træk på smilebåndet, før han trak sig tilbage, og ind på sit eget værelse. Så snart han var bag de lukkede døre, lod han smilet falme, og facaden forsvinde til fordel for en sammenbidt grimasse
Det her ville blive mere besværligt end han troede.

//out