The Boy

[Dylan Forsyth]

Aron Zipora - Dylan Forsyth

---

Det store palæ i udkanten af Meda var omkranset af mørk skov, hvilket kunne gøre det svært at finde. Derudover var en mur med stålhegn på toppen, blevet bygget omkring det firkantet palæ, så ingen ubudne gæster, ville befinde sig på grunden. To vagter stod endda ved stålporten, og holdte øje med omgivelserne, samt stoppede enhver, som ville besøge stedet.
Et gammelt ægtepar af en lang fyrsteslægt boede i palæet, og havde gjort det lige siden, de bøjede knæet for Marcellus og Eriz Lapiera Black, da de overtog Pandemonium. Nu var de loyale til den smukke dronning.
Så loyale at de havde fået den store ære, at beskytte hendes mest elsket ejendel i verden. De havde ikke selv børn, hvilket gjorde opgaven ideel for dem. I 5 år havde de passet på denne ejendel, uden at lade verden vide, noget som helst om den.
Selv nu hvor efteråret havde sneget sig ind på dem, og alle farver var blevet forgyldte, holdte de ejendelen indenfor palæets grænser. Også selvom den tit prøvede at snige sig ud…

Den kølige brise strøg igennem de bløde krøller, og fik kinderne til at rødme. Tøjet flagrede på den endnu spinkle krop. Armene var spredt ud som et par vinger, så fingrene kunne mærke vinden suse forbi sig. Som en mors blide kys. Øjnene var lukket saligt i.
Drengen nød at føle vinden ruske igennem ham. Selvom vingerne ikke var slået ud, følte han det næsten som om, at han faktisk fløj. Højt over jorden og fri som en hvilken som helst fugl. Frihed. Noget hans unge hjerte begærede mere end noget andet.
Lige nu var han dog begrænset til den store have med plamager af brune blade overalt omkring sig. Selv græsset var brunligt, da det aldrig kunne blive helt grønt her i Pandememonium. Ikke som i de bøger han havde læst i om landene Portus og Vavilon.

Drengen hævede ansigtet mere, mens et lille smil prydede hans fregnet ansigt. Han nød nuet. Nød at være udenfor, selvom at han sikkert snart ville blive kaldt ind af Mrs. Blackwood. En lægekyndig skulle komme forbi i dag, for at tjekke hans helbred. En eller anden person sendt af hans mor.
Hans mor.
Dronning af hele Pandemonium hvilket gjorde ham til arvingen. Prinsen. Hun kæmpede lige nu en krig mod hans stedfar, for at erobre tilbage, hvad der retmæssigt var hendes. Selvfølgelig kom hun, og besøgte ham så ofte hun kunne. Nogle gange var hun hos ham i dagevis – andre gange blot et lille stykke tid. Han nød, når hun var der. Fortalte historier om krigen han så længselsfuldt drømte om, at være med til. Når han blev ældre… lovede hun, og plejede at kysse hans pande. Når han blev ældre, ville han blive ligesom sin far. Hans mor snakkede altid så varmt om manden, hun havde delt et stykke af sit liv med, inden at han på tragisk vis var blevet dræbt. En dødsengel, hvis navn han endnu ikke, have fået vristet ud af hende. Men det skulle han nok – en dag.

”Damian!!” Råbet lød ud gennem et af de mørke vinduer. ”Damian kom ind, inden at du bliver forkølet! Du har jo ingen jakke på dreng!”
Irriteret skar han en grimasse, men blev stædig stående. Det plejede at virke – hvert fald et par minutter. Så kom nogle ud og hentede ham ind. Men bare et par minutter mere. Vinden var så fantastisk i dag!

[Aron Zipora]

Hestehovene fik den løse jord til at flyve til alle sider, da hoppen løb afsted gennem skoven. En enkelt rytter, ingen flere. Så længe borgerkrigen stadig var pågående, var det vigtigt at han ikke tiltrak sig mere opmærksomhed end allerhøjst nødvendigt. Selv kappen som normalt ville have båret dronningens insignia var blevet efterladt tilbage i lejren, så det kun var den mørke rejsekappe som sad formsyet omkring kroppen på ham, som dækkede Aron den aften. En mørk rytter på en mørk hest gennem en mørk skov.

Vagterne stillede sig omgående i vejen for åbningen gennem porten til fyrsteparrets palæ, og Aron måtte trække i hestens tøjler for ikke at rende dem ned. I skæret fra månelyset blev hans ansigt oplyst. Han var blevet blegere i løbet af de fem år, han havde tilbragt i Pandemonium. Sikkert fordi røg, damp og tåge altid holdt solen langt ude af folkets hverdag, men det ville ikke overraske ham hvis hans sysler havde påvirket hans fysiske væsen lige så meget som hans mentale. Han havde ikke ligget på den lade side i alle de år, han trofast havde tjent Eriz som hendes Højre Hånd. Han havde holdt sine eksperimenter og forsøg ved lige, til den grad hvor han havde lagt mærke til at soldater var begyndt at gå i en bue omkring hans telt. Ikke at det gjorde ham noget. Han nød forandringen.
”Slip mig forbi. Dronningens ordre.” befalede han. Autoriteten i stemmen var begyndt at blive naturlig for ham. Alligevel så vagterne ud til at tøve.
”Hvad er dit ærinde, rytter? Ingen slipper forbi uden-” Arons blik blev skarpt rettet mod vagten, og han lavede en diskret bevægelse med hånden. Soldaten tav, og så ud til at blive rykket i med usynlige tråde. Han skar en grimasse, der tydeligt afslørede at det ikke var en behagelig følelse; hans mund åbnede og lukkede sig som om han forsøgte både at tale og at snappe efter vejret. Aron trak på smilebåndet. Årene havde i det mindste båret frugter for ham.
”Slip – mig – forbi. Dronningens ordre.” gentog han hårdt, og sendte den anden vagt et advarende blik. Omgående rettede han sig op.
”Med det samme, lord Zipora!” skyndte han sig at sige, og som ved et trylleslag var det som om hans partner genvandt kontrollen over sine egne lemmer og åndedræt. Hurtigt rykkede de sig til siden, og lod Aron ride forbi dem og op mod palæet.

Fyrsteparrets tjenestepige havde været mere medgørlig da han blev lukket indenfor, og havde omgående fået en af stalddrengene til at tage sig af Arons hest, før hun havde ført ham op til den unge prins’ værelse. Hun advarede ham om Mrs. Blackwood, hendes overordnede, som lige nu var ved prinsen og holdt øje med ham. Aron svarede hende ikke på nogen punkter. Han havde så meget andet at tænke på.
Tanken på at se drengen, hvis sjæl han havde stjålet et fragment af og plantet i sig selv, var ikke ligefrem lokkende. Måske var det derfor han aktivt havde undgået kontakten i løbet af de sidste fem år. Men Eriz havde været fast, da hun havde befalet ham at tage til Medea. Et sted burde han se det som et tegn på hendes tillid, at det var ham hun sendte, og ikke en anden kyndig. Måske havde det været dén tanke, som havde fået ham til at gå med på det. Dét, og det faktum at alkymisten i ham var nysgerrig efter at se effekten ved at have de to i samme rum. Om sjælen ville genkende sig selv i en anden krop.

Han fandt prinsen ude i palæets have, med hænderne strakt ud til siderne som vinger. Selv bagfra var det som om Aron kunne genkende ham. Ikke på samme måde som man bare ville se nogen og genkende dem – det var som om en del af ham fysisk set fornemmede ham. Kraften i en sjæl.
”Deres Højhed. Din mor sender sine varmeste hilsner.” sagde han som en hilsen, da han trådte ned af trapperne og ud i det brunlige græs. Det knaste tørt under fødderne på ham. ”Hun bad mig komme og undersøge dig. Jeg håber ikke jeg allerede er nødt til at fortælle hende at du er blevet forkølet.”

[Dylan Forsyth]

Det trak i ham. Næsten som når nogle følte smerte, bare knap så stærk eller frydefuldt. Blot… trækkende. En puslen i baghovedet, der fik ham til at vende sig om personen, som var kommet ud på græsplænen.
De analytiske øjne var lige så grå som en tordenhimmel, og var for en dødsengel ekstremt udtryksfulde. Fregner var strøget ud over næsen og kinderne, men ellers var dét og krøllerne, det eneste knægten ikke have nedarvet fra sin far. Alt andet var som en malet kopi af den dødsengel, som havde været med til at give liv til ham.
Armene gled ned langs siden. Opmærksomt betragtede drengen gæsten, som var på vej mod ham, uden at svare ham i flere sekunder. Vinden legede med hans krøllet lokker, og fik nogle til at blæse ned i panden på ham.
”Jeg behøver ikke at blive undersøgt…” Drengens stemme var stadigvæk ung og lys, men med en stædighed gemt i undertonerne, som kunne matche sig med hans forældre – hans rigtige forældre. Ingen tvivl om at han ville kunne få folk, til at stoppe og lytte, når han blev ældre. ”Jeg har det fint.” En pandemonisk accent prægede hans ord.
Damien proppede sine hænder i lommerne på sine bukser. Skuldrene hang en smule. Det var tydeligt at se på ham, at der var noget, han ikke helt forstod, for han blev ved med at skutte til Aron. Et regnestykke han ikke kunne knække. Et mysterium han ikke kunne opklare. Hvorfor havde han sådan lyst til at, sprætte denne mands brystkasse op? Nærmest som om han regnede med, at ville finde noget bag ribbenene på ham. Som manglede han noget…
”Har jeg mødt dig før?” Han sagde tingene ligeud. Ingen grund til at tænke på folks… hvad var det nu? Følelser? Man fik nemmest det man ville have, ved bare at sige det. Hvis ikke… well… hans mor havde lært ham lidt. ”Du virker… bekendt, uden at… du egentlig gør det. Hvem er du?”
Han havde et nysgerrigt sind - eller det var hvert fald det alle sagde. Hvad han så bare ikke kunne forstå var, hvorfor han så tit, blev bedt om ikke at spørge så meget. Folk blev så underlige, når han spurgte for meget. Ud over hans mor. Hans mor var altid så rolig. På mange måder mindede hun faktisk om en dødsengel selv...

[Aron Zipora]

Han lignede sine forældre meget. Både dødsenglen han ikke kendte navnet på, og kvinden han ikke havde nogen anelse om eksisterede. Aron måtte lægge bånd på sig selv for ikke at skære en grimasse bare af synet. En gang i tiden havde det været slemt nok at se de to i samme rum sammen, og nu måtte han se på dem begge i én og samme person.
I det mindste kunne han finde trøst i at Eriz havde sat et tilstrækkelig præg af sig selv i knægten – i hvert fald i drengens adfærd. Han besvarede hans spørgsmål med et høfligt træk på smilebåndet.
”Jeg håbede din mor havde fortalt dig om mig til den her tid… Men den ære får jeg tydeligvis selv. Mit navn er Aron Zipora. Jeg er din mors Højre Hånd.” Om det ville have nogen betydning for Damian anede han ikke, men et sted var det måske heller ikke vigtigt. Han bemærkede hvordan Damian i tide og utide skuttede tilbage til ham og granskede ham med sit stormfulde blik. Det fik ham næsten til at smile en tand bredere. Hvor passende at prinsen var så intelligent at han bemærkede den tilknytning som allerede eksisterede mellem dem – var det mon blot sådan Damian var fra naturens side, eller var der en smule af ham selv som var blevet taget til drengens krop i bytte for det sjælefragment som blev givet?

”Jeg tvivler ikke på at du har det godt, Deres Højhed. Din mor sørger trods alt omhyggeligt for at du får alt du ønsker og behøver, som du ved.” indskød han mens han trådte tættere på, indtil der kun var den respektable afstand af et par meter mellem dem. Hans hænder var foldet bag hans ryg. ”Ikke desto mindre har hun sendt mig for at undersøge dig, og jeg har ikke lyst til at komme tilbage til hende uden en garanti for dit helbred.” Han vidste godt dét argument ikke ville røre drengen. Ikke hvis han var halvt så meget dødsengel som Eriz havde beskrevet ham som. Følelser var et fremmed begreb, og andres smerte var hans fornøjelse. Måske ville det kun gøre ham desto mere besluttet på ikke at lade sig undersøge. ”Jeg er sikker på hun vil sørge for at der er en belønning i vente for dig, hvis du lader mig undersøge dig. Jeg gør ikke noget som gør ondt på dig.” lovede han drengen, mens han satte sig ned på hug foran den unge prins. Det var næsten lige til at glemme at drengen kun var fem år gammel, så intelligent som han virkede. Dét måtte være Eriz’ værk. Dét, eller Macarias gener. Han nægtede at tro på det kom fra Zeans side.

[Dylan Forsyth]

Et kækt smil voksede frem på det fregnet ansigt, og Damian trak skuldrene helt op til ørerne, mens at han vred overkroppen fra side til side.
”Hvis det gør ondt, er det okay. Jeg syntes det er sjovt,” afslørede han, inden at han lod skuldrene falde igen. Selvom han stod foran en voksen person, virkede han ganske afslappet. På ingen måde genert. ”Mor siger, det har noget at gøre med mine…ehm… ting i kroppen. GENER! Gener ja. De er lige herinde.” Han lagde en hånd mod sin brystkasse. ”Mor har også fortalt om dig. Du er en alkymist, ikke? Hun siger du har noget af mig derinde.” Hånden mod hans brystkasse strakte sig ud, for at pege mod Arons i stedet.
Der var noget sødt ved ham. Nærmest uskyldigt. Kun øjnene og den drilske trækning i mundvigen afslørede, at han måtte være noget af en skarnsunge. Tjenestepigen og vagterne ved palæet kunne en masse historie om den knægt! Hvordan han elskede at skræmme dem fra vid og sans. Lavede små fælder rundt omkring i palæet. Stjal ting og gemte dem. Han havde sådan nogle små, fiflende fingre, der lige så nemt kunne snuppe ting op af lommer eller ud af bælter.
Eriz syntes det var bedårende, og ikke så meget som hævede fingeren over for den lille prins. Alle andre fulgte duknakket trop.
Damian betragtede Aron med hovedet en smule på sned. Hans mor udbrød altid, at han lignede sin far på en prik, når han stod sådan. Hvilket selvfølgelig fik ham til at gøre det hundrede gange om dagen. Alt for at ligne sin far!
Det var underligt, at stå så tæt på den voksne mand. Hele tiden hev det og summede i ham. Som boede der bier inde i ham! Bier, der lavede honning!
Endnu et smil voksede sig frem. Så bredt at man kunne se tænderne. Det så næsten ildevarslende ud.
”Hvis jeg giver dig lov til at undersøge mig, vil du så blive her til i morgen?” spurgte han, og fik igen fremmanet det uskyldige ansigtsudtryk. ”Jeg har aldrig mødt en… ali..alkykinimist før. Har du sådan nogle flasker med? Nogle der kan gøre ting lilla måske? Jeg kan godt lide lilla. Engang malede jeg hele min væg lilla med maling, men så fik jeg skældud. Vidste du Vavilons symbol er lilla? Portus’ er blåt! Og Pandemoniums er rød! Tror du det er derfor, vi går så meget i rødt? Ligesom blod!”
Drengen havde fået sine hænder op af lommerne, for at gestullere til sine ord. Så udtryksfuld. Akkurat som en hvis kvinde, der blev bestjålet velsignelsen af at se sin søn vokse op.

[Aron Zipora]

Hvorfor måtte knægten ligne sine forældre så meget? Det var næsten nok til at få Aron til at stirre på ham, hver gang han så på ham med hovedet lagt på sned, eller hver gang hans iver så ud til at løbe af med ham og fik ham til at gå i selvsving. Det var vist lige meget at hverken Zean eller Macaria havde haft en rolle i Damians opvækst i løbet af de sidste fem år; de havde stadig sat sine klare spor i deres søn.
”Så hun har fortalt dig om mig!” udbrød han i et forsøg på at lyde tilfreds, i stedet for chokeret. Eriz havde faktisk fortalt drengen omkring sjælefragmentet han bar? Håbede hun på at han ikke ville ane hvad det betød, eller var hun ligeglad med det emne? Han var ikke helt sikker på hvordan han skulle have det med det. Personligt ville han have foretrukket at så få som muligt vidste det – ikke at han selv var sikker på hvorfor. Før i tiden ville han have sagt at det var på grund af sjælefragmentet at Macaria havde sendt ham bort. Nu ville han sige det var på grund af sjælefragmentet at han var, hvor han var. En stilling med respekt og magt, ikke mindst magten til at få Macaria bragt til hans telt når og hvis han ønskede det. Gad vidst hvad kvinden ville være villig til, for at høre nyt om sin søn?
Han forkastede hurtigt tanken, før han lod sig friste for meget.

I stedet lod han smilet vokse sig bredere indtil det bredte sig i et lille grin. ”Jeg lovede jo egentlig din mor at komme tilbage så hurtigt jeg kunne… Men hvis du nu er rigtig artig mens jeg undersøger dig, kan det godt være jeg kan blive her lidt til.” Han blinkede med det ene øje, som om det var en hemmelighed mellem dem. ”Så skal jeg nok vise dig alle mulige farver… så længe de ikke havner på væggene.” tilføjede han drilsk, inden han nikkede over mod én af stenbænkene som stod langs muren der omkransede palæet. ”Sæt dig dér, så kan jeg gå i gang. Det kommer desværre ikke til at gøre meget ondt.” måtte han tilføje med et lille træk på smilebåndet, og hankede en smule op i tasken han havde hængende over skulderen. Lyden af glasflasker, både tomme og fyldte, klirrede derfra.

[Dylan Forsyth]

Damian var hurtig til at løbe over til bænken, lige så snart at Aron gik med på aftalen. Fyldt med energi sprang han først op på selve bænken, inden at han lod sig glide ned på bagdelen. Benene svang rastløst frem og tilbage. Øjnene gled rundt på omgivelserne, inden at de igen fandt hvile på Aron. Endnu engang brød tænderne frem.
”Det er sjældent vi får besøg her, så jeg er glad for, at du er her,” annoncerede han, og placerede hænderne på hver side af sig. ”Her plejer at være så keeeeeeedeligt. Ingen gider at lege med mig, og næsten ingen tør at tale til mig. Jeg tror det er fordi, at de er bange for min mor. Kan du godt lide min mor? Folk siger hun er den pæneste i verden! Jeg syntes også hun er pæn. Jeg håber, at folk en dag bliver lige så bange for mig! Min mor siger at det skal de nok lære, og jeg en dag skal herske over hele verden!” Knægten lagde hovedet tilbage og grinede op mod himlen. En klingende, smittende latter. Øjnene åbnede sig for at stirre direkte op i det fantastiske vidunder af en himmel. Frihed. Grinet falmede ind men ikke smilet. ”Jeg glæder mig. Så vil jeg være som min far. Kæmpe mod drager, onde vampyrer, og mægtige troldmænd. Han var nemlig også en dødsengel, vidste du det? Mor siger at han var den mægtigste i hele verden, og den bedste mand hun nogensinde havde mødt. Jeg ville gerne, have nået at møde ham. Bare for at se, hvordan han var. Jeg ligner ikke min mor særlig meget, så jeg må ligne min far. Nåede du at møde min far?”
Damians ansigt vendte sig spørgende mod Aron. Det var nemt at se, hvorfor en dreng som Damian, kunne trylle sig ind i alle folks hjerter. Hans åbenhed, charme, iver og frisind gjorde ham fascinerende. Der var grunden til, hvorfor han altid slap for problemer, når han lavede ballade – ud over sin mor selvfølgelig. Hvem kunne skælde ham ud? Hvem kunne nægte ham noget?

[Aron Zipora]

”Jeg fik desværre aldrig mødt din far.” løj han. Åh, han havde desværre mødt manden, men der var ingen grund til at lade Damian vide det. Der var vel en grund til at Eriz havde undladt at fortælle ham mere end hvad hun synes var nødvendigt. Måske fordi Zean meget muligt stadig rendte rundt et sted derude. ”Men af hvad jeg har hørt, lyder det som om du har ret i at du ligner ham meget.” måtte han alligevel indrømme, mens han placerede sig på bænken ved siden af Damian.

”Sid stille.” bad han mildt, mens han lagde en hånd mod drengens hage for at holde hans blik op mod himlen, og med den anden hånd brugte to fingre til først at holde det ene øje åbent, og så det andet. Hans blik fulgte opmærksomt med på Damians øjne og hvordan de flakkede når han så et eller andet på himlen som fangede hans opmærksomhed. ”Synet er godt,” bedømte han med et træk på smilebåndet. ”Jeg kan godt lide din mor. Hun har gjort meget for mig i årenes løb.” afslørede han. Han kunne heller ikke nægte for at Eriz var… ’pæn’ var sådan en underdrivelse, men han havde efterhånden tilvænnet sig ikke at lade sig fængsle alt for meget af hende, når han tilbragte tid i hendes selskab. Desuden hjalp det at han trods alt havde muligheden for at få tilkaldt Macaria hvis behovet ramte ham. ”Jeg kan tale med din mor når jeg kommer tilbage til lejren i morgen. Måske kan jeg overtale hende til at lade mig komme og besøge dig så du ikke dør af kedsomhed.” tilføjede han med et skælmsk glimt i øjet. Han havde mere af sin mor, sin virkelige mor, i sig end han anede. Det ville forklare charmen. ”Okay Damian, jeg må have dig til at låne mig din arm et par sekunder. Jeg skal have en smule af dit blod så jeg kan undersøge det nærmere. Det gør kun en smule ondt.” lovede han ham med et drillende træk på smilebåndet. Normalt var det nålene folk frygtede, men for Damian måtte det vel være den han glædede sig til.

[Dylan Forsyth]

Damian skar en grimasse, da Aron fortalte at han ikke havde mødt hans far.
”Der er ikke mange, som har…” mumlede drengen, og… var det… en glimt at tristhed i ansigtet? Måske havde Macarias gener alligevel, haft noget at sige.
Utålmodigt lod han Aron undersøge sig, men blev altid hurtig distraheret af andre ting, som fik ham til at vende hovedet, eller strække hals for at kigge. Et par gange havde han bare blot betragtet Aron. Tøjet han bar. De sorte rander under øjnene. Hvordan ansigtet så ud. Han var meget observant på sine omgivelser.
”Uh! Det ville være fantastisk! Jeg kunne vise dig hele palæet! Vi kan lege herude på græsplænen, og… og du kan vise mig alle dine flasker!” Damian lyste helt op af iver, og sprang op fra bænken, fordi han slet ikke kunne stå stille. ”Jeg er sikker på at mor giver dig lov! Hvis du bare fortæller hende, at jeg altså gerne vil have det. Og du kan lære mig ting! Uh, uh, uh og jeg kan vie dig mine vinger! Jeg kan ikke flyve så godt endnu, fordi her ikke er særlig meget plads på græsplænen, og jeg ikke ofte må bruge mine vinger. Det giver Mrs. Blackwood hjertestop, siger Mr. Blackwood…”
Han lo højt, og trak ubekymret på skuldrene. ”Jeg er ligeglad, men jeg er sikker på, mor ikke vil bryde sig om det.”
Stadigvæk smågrinende for sig selv, trak han op i sin trøjes ene ærme, så Aron kunne komme til med nålen. Nu hvor han stod op, var han næsten lige så høj som Aron, der sad ned. Næsten. Opmærksomt fulgte han med i alt hvad Aron gjorde.
”Du tager bare, alt det blod du behøver! Jeg har ikke noget imod det. Hvad kan du se i det? Om jeg er rask? Mor er altid så urolig. Når hun besøger mig, pylre hun altid sådan! Kan du altså ikke bede hende om, ikke at være så bekymret? Uh, uh, uh! Måske kan vi give hende noget beroligende! Ja! Vi stikker en nål i hende, og så kan hun tage det roligt! Hun trænger også til søvn. Når hun tror, jeg er faldet i søvn, rejser hun sig altid op, for at skrive en masse breve til folk,” plaprede den unge dødsengel, uden dog at se væk fra sin arm, som han intenst holdte øje med.

[Aron Zipora]

Der var et eller andet ved måden Damian bare… så på ham, som fik Arons nakkehår til at rejse sig. Måske var det fordi det på én og samme tid var som at have både Macaria og Zean til at observere ham så grundigt. Som om han blev set direkte igennem. Han forsøgte at ignorere følelsen, og genoptog i stedet sit arbejde.
Fra sin taske fandt han en glaskanyle frem, mens han med sin frie hånd tog fat i Damians udstrakte hånd. Opmærksomt fandt han straks en blodåre under drengens hud. Den bedøvende salve han normalt ville have smurt ud over huden virkede unødvendigt – drengen så jo næsten ud til at glæde sig til oplevelsen!
”Jeg skal nok vise dig alt jeg kan og ved, Deres Højhed.” lovede han Damian med et træk på smilebåndet, inden han stak nålen ind i den unge prins’ arm, og betragtede mens de dybrøde bloddråber langsomt fyldte kanylen. Farven så ud som den skulle – en god start, men han ville stadig blive nødt til at undersøge det nærmere, så han kunne give Eriz et tilfredsstillende svar. Den mørke dronning krævede grundige undersøgelser af sin ’søn’, og han kunne ikke give hende mindre end hvad hun forventede. Sådan som han så trofast havde tjent hende gennem de sidste fem år. ”Du må ikke holde det mod din mor, at hun pylrer omkring dig. Hun vil bare sikre sig at du har det godt og er sund og rask.” tilføjede han med et smil, da han trak kanylen ud af prinsens arm. En lille dråbe blod begyndte langsomt at pible frem på armen, men Aron tørrede den bort med et strøg med fingeren. Det var kun en halv sandhed. Et sted var Eriz måske overbeskyttende overfor Damian, netop på grund af hvad der skete med hendes datter. Den lille prinsesse som der stadig ikke var nogen som havde set livstegn til. Men der var ingen grund til at dele den information med Damian. ”Så indtil videre tror jeg at vi skal holde mine bedøvende midler langt væk fra hende. Hun har brug for at være vågen til at skrive alle de vigtige breve du har set hende skrive.” Han blinkede sigende før han pakkede den blodfyldte kanyle væk. ”Til gengæld kan jeg fortælle dig at du får lov til at strække vingerne en smule mens jeg er her. Du må stadig ikke flyve for meget rundt,” skyndte han sig at tilføje, før iveren ville løbe af sted med drengen. ”men bare så jeg kan være sikker på at de virker som de skal. Vi kan ikke have at den kommende verdenshersker flyver skævt rundt over himlen, vel?” Han klappede Damian på skulderen før han lavede en opad-gestus med hænderne, som for at få Damian til at slå vingerne ud.

[Dylan Forsyth]

Damian skar en grimasse, og syntes overhovedet ikke, at det med bedøvelse havde været en dårlig ide. Hans mor skulle altså sove, ellers så faldt hun jo bare i søvn midt i en krig eller noget. Måske burde han stjæle noget bedøvelse, og selv putte det i hendes vin, næste gang hun kom på besøg? Det var han sikker på, at hun ville takke ham for!
Ingen af disse gode ideer fortalte han dog til Aron. Voksne havde det altid med, at ødelægge den slags betænksomme tanker.
”Okay,” svarede han derfor bare alki…alkyli…alkyliministen, og betragtede i stedet, hvordan hans blod blev suget op i den lille kanyle. Selvfølgelig havde han set sit eget blod før, alle de gange han var kommet til skade, eller selv havde skåret for at se, men det var alligevel fascinerende hvordan kanylen så fint, fik trukket blodet ud af hans krop.
Opmærksomt så han, hvor Aron pakkede kanylen væk henne, men da Aron fortalte ham, at han skulle se ham flyve, glemte han alt om det.
”Virkelig?!” udbrød han, og havde slet ikke hørt, det om at han ikke måtte flyve for meget rundt. Åh at flyve! At sprede sine vinger ud, og boltre sig rundt i luften, uden noget så dumt som jorden til at holde fast i én! Drengen lyste helt op i en glæde, man sjældent så hos dødsengle – kun når der altså var tortur eller krig i sigte.
”Okay, okay, okay. Så se lige her!” Uden tøven trak Damian trøjen af sig, inden at han med et ryk fra skulderbladene, slog sine vinger ud. Han havde lært, at gemme dem i ryggen, ligesom de voksne dødsengle, og kunne slå dem ud gennem huden. Det gjorde kun lidt ondt.
Stærke, ravnsorte og majestætiske blev de foldet helt ud i deres fulde pragt. Fjerne var lige så sorte som natten med et lillaskær. De glinsede blanke i lyset fra vinduerne.
Damian rettede ansigtet op mod himlen. Prøvende slog han ud med de tunge vinger, inden at han med et enkelt, stærkt vingeslag tog afsæt fra jorden. Græsset knælede for ham. Vinden bar ham op mod den sorte himmel, mens at han jublede højt til lyden af hans baskende vinger, der kæmpede for at give ham mere højde. Tæt holdte han armene ind til kroppen. Den kolde luft bed i hans nøgne overkrop og fik kinderne til at blive røde som jordbær. Tårer blev revet frem i hans øjne, så de trillede ned af kinderne på ham.
Han holdte sig oppe et par sekunder, for at betragte det lille dukkehus under sig, inden at han med en frydefuld latter, lod sig dykke ned i et loop. Legende svang han sig rundt i luften med samme lethed som en sommerfugl. Her var der ingen grænser, regler eller murer. Det her var hans hjemme. Det her var hans kongerige!
Desværre blev han hurtig træt. Musklerne i ryggen var stadigvæk ikke stærke nok, og vingerne ikke fuldt udvokset. Alt for hurtigt blev han forpustet. Nakken var blevet stiv, og musklerne skreg af ham. Stædigt holdte han sig oppe, indtil at kroppen truede med at lade ham styrte. Slukøret men stadigvæk høj på oplevelsen, dykkede han ned mod jorden. Farten var dog så voldsom, at han måtte løbe et par trin, før at han faldt pladask på maven. Vingerne lagde sig fladt hen af jorden, mens at han spyttede noget græs ud af munden.
”Pf! Bravd! Ppppf! Landingen er altid det sværeste!” udbrød han med rynket næse, og fik kæmpet sig op på underarmene, så han ikke lå fladt på græsset. Kækt vinkede han til Mrs. Blackwood og tjenerinden, der ængsteligt stod på terrassen, og kiggede efter ham. De blandede sig dog ikke i respekt for alkymisten. Damian grinede hjerteligt.

[Aron Zipora]

Så snart vingerne blev foldet ud fra Damians ryg, gled Arons blik opmærksomt over de mørke fjer med det lilla præg, nærmest som om selv hans vinger forsøgte at fortælle drengen om hans sande rødder i Vavilon. Guderne måtte vide hvor længe Eriz havde tænkt sig at føre drengen bag lyset – eller i det mindste hvor meget længere hun ville lykkedes i det. I det mindste blev drengen da holdt på lang afstand fra sin sande mor. Så længe Zean ikke snublede over palæet…
”Vis mig hvad du kan.” opfordrede han, sekundet inden prinsen selv begyndte sine prøvende bask med vingerne, før det lykkedes ham at hæve sig op fra jorden, og sætte i fart mod den mørke himmel højt over dem.

Det var et kort øjeblik som om Aron selv kunne mærke suget i maven. Kunne mærke hvordan vinden rev i ansigtet på sig, og fik tårerne til at presse på i hans øjenkroge. Hvad var det for en følelse som blussede op i ham? Han følte sig med ét som var han i sit rette element. Som om han kunne klare alt. Hans øjne blev smalle, mens han betragtede dødsenglen højt over ham. Var det sådan Damian havde det deroppe? Sjæleforbindelsen viste sit ansigt igen. Det var noget han måtte notere sig for sig selv. Det kunne virke på både godt og ondt, hvis han ikke memorerede det. Specielt hvis han ikke ville komme til at afsløre noget for drengen, Eriz ikke ville have han fandt ud af. Han måtte minde sig på hvor intelligent Damian faktisk var.

For øjeblikket så det dog ikke ud som om Damian gjorde sig nogen tanker omkring noget af det, sådan som han fløj rundt oppe på himlen. Det krævede al Arons fokus at følge ham mod det mørke himmellegeme – faktisk var det næsten kun på grund af Damians latter, at han var i stand til at kortlægge hans præcise gang over himlen, inden han pludselig vendte, og sank mod jorden. Et kort sug i maven lod ham selv mærke det som om jorden forsvandt under hans fødder, indtil det lykkedes ham at genfinde sig selv, og i stedet betragte drengens klodsede landing. Mrs. Blackwood og hendes tjenestepige trådte måske ikke ud i haven for at hjælpe ham, men Aron kom ham stadig til hjælp, og tilbød ham en hjælpende hånd til at komme op og stå igen.
”Altså landingen kan du stadig arbejde med, men ellers ser din kontrol godt ud. Med tanke på din alder.” tilføjede han fortrøstningsfuldt. ”Bare vent, om nogle år bliver vi nødt til at binde reb om dine fødder for at kunne trække dig ned til jorden igen. Det så næsten ud som om vi allerede var ved det punkt, hvis ikke du selv var kommet ned.” Han blinkede sigende og gav ham et klap på overarmen, før han rakte ham sin skjorte igen. De mosegrønne øjne rettede sig derefter mod Mrs. Blackwood, der med ét rettede sig en smule mere op, som i et forsøg på at se mere nobel ud overfor den kongelige højre hånd. ”Vil De sende en besked til dronningen om at jeg bliver her natten over, my lady? Fortæl hende gerne at jeg indtil videre intet dårligt nyt har at bringe hende. Det vil hun sikkert med glæde få at vide direkte fra Dem.” fortalte han sigende. Intet spørgsmål gjorde han ud af om der overhovedet var plads til ham i deres palæ for at beværte ham som den uanmeldte gæst, han nu engang var. Skulle de virkelig nægte Eriz’ højre hånd noget? Ikke hvis de stadig ville være på dronningens gode side. Det blev hurtigt bekræftet da Mrs. Blackwood omgående sendte tjenestepigen afsted for at få beskeden sendt, før hun selv fulgte efter. Med de to af vejen, vendte Aron igen opmærksomheden mod Damian og sendte ham et smil. ”Blackwood-familien behandler dig stadig lige så godt som din mor forventer af dem, ikke?” spurgte han skælmsk. Eriz havde været nøje i udvælgelsen af Damians fosterfamilie, men det skadede ikke at sikre sig at Blackwood-familien stadig levede op til Eriz’ krav.

[Dylan Forsyth]

Damian tog imod Arons hånd, og trak sig selv på benene igen. Han havde fået græs på sine knæ, albuer og på håndfladerne, men det så ikke ud til at gå den unge prins på. Afslappet børstede han hænderne mod hinanden.
”Jeg skal nok lære det! Jeg øver mig hver dag – altså når de ikke ser det,” fortalte han entusiastisk, men dæmpede dog stemmen ved den sidste sætning, så Mrs. Blackwood ikke ville høre ham. Det var en hemmelighed! Hun ville bare få hjertestop, hvis hun opdagede, at han sneg sig ud om natten, for at flyve rundt under himlen. Men helt ærligt?! Hvad ville hun have? Hvad hvis han ikke lærte at flyve ordentligt? Det var jo ikke fordi, han havde nogle, som kunne lære ham det!
Mens Aron snakkede med Mrs. Blackwood, trak Damian sine vinger ind i ryggen igen, før han hev trøjen over sig. I det mindste var den ikke blevet beskidt. Det måtte da få dem alle til at slappe lidt af. De havde altid så travlt med, at få ham til at se ”præsentabel ud”, og han spurgte altså bare for hvem?! Det var jo ikke nogle at være præsentabel overfor, og i det hele taget var han altså også ligeglad. Han var en prins! Folk skulle gøre, hvad han sagde. Hvem bestemte overhovedet hvad præsentabel var?!

Ud af øjenkrogen så han hvordan Mrs. Blackwood og tjenestepigen efterlod dem, så han var alene med alkymisten. Den trækkende fornemmelse var ved at irritere ham. Mere og mere havde han lyst til at stikke hånden ind i Aron, for at få det ud, som hans mor tilhørte ham. Den ville ud til ham! Tilbage ind i brystet på ham. Måske var det hans hjerte? Nej… det kunne han mærke banke, når han lagde sin hånd mod brystkassen, efter at have spændt ben for butleren, som var faldet ned af trappen. Eller når han stod med en kniv mod sin egen strube…
Han fokuserede på Aron, da han igen talte til ham med et smil. Damian gengældte det selvfølgelig. Det var sjældent man så knægten uden et smil gemt i mundvigen.
Han trak ubekymret på skuldrene.
”De er kedelige og gamle,” fortalte han rent ud. ”Jeg tror de er bange for mig. Mr. Blackwood ser så underligt på mig nogle gange, og Mrs. Blackwood tør ikke være alene med mig. Jeg kan høre dem hviske sammen om mig, når de tror, at jeg ikke kan høre dem. Det samme med Clara – vores tjenestepige.”
Han drejede hovedet mod terrassedøren. I et øjeblik betragtede han den, mens at han eftertænksomt truttede med sin mund.
”De kalder mig en abomination – hvad det så end betyder. Men de siger også, at jeg ikke er naturlig, og har forræderblod i årerne. De siger ingen ved hvad jeg lige pludselig gør. At man bare skal se på min far…” Damian vendte sine store, udtryksfulde øjne op mod Aron. ”Er det fordi jeg er en dødsengel, de siger den slags? Jeg ved godt dødsengle kommer fra Vavilon, men… jeg er da ikke en forræder. Og hvorfor skal vi se på min far? Har han gjort noget… slemt?”
Han vidste det godt… Han vidste godt, at ved at afsløre disse ting, ville Blackwood komme i problemer, og specielt når han smurte lidt tykt på. Men måske ville det gøre, at Aron fortalte det videre til hans mor, som så ville tage ham væk fra Blackwood. Måske endda lade ham tage med hende! I virkeligheden var han fuldkommen ligeglad med, hvad de hviskede om ham. Hvorfor skulle det interessere ham?
Han sørgede for at holde sit ansigt neutralt og spørgende. Løgnen smagte så sødt på tungen.

[Aron Zipora]

Det overraskede ham overhovedet ikke at Damian øvede sig i at flyve i smug. Han var stadig sine forældres barn. Havde tingene været anderledes var han ikke i tvivl om at Zean ville have påtaget sig opgaven om at lære drengen at flyve selv – eller i det mindste få en anden dødsengel til at træne ham, nu hvor manden ikke havde sine egne vinger længere. Alt sammen mens Macaria havde stået nede på jorden og set stolt på. Et sted var han sikker på at Eriz heller ikke ville blive overrasket over at høre nyheden – måske ville hun faktisk forvente det – så det var nok årsagen til at Aron ikke reagerede med andet end et træk på smilebåndet. Han kunne fortælle den unge prins at det måske var bedst at holde sig på jorden indtil videre, men hvordan skulle knægten ellers lære at flyve? Han var trods alt stadig ved godt helbred, så det burde ikke være nogen trussel på hans liv.
”Mr. og mrs. Blackwood kommer ikke til at høre det fra mig.” lovede han drengen med et blink, som for at indikere at hans hemmelighed var tryg hos ham.

Han kunne mærke Damians blik på ham. Hvordan det borede sig ind i ham, som kunne han fornemme den del af ham, Aron havde stjålet. Hvordan mon det føltes, et stykke af ens egen sjæl i en anden person? Som alkymist burde Aron kende svaret, men dén erfaring manglede han endnu. Hvad han vidste, var at det var længe siden han selv havde været i stand til at mærke hvor hans egen sjæl endte, og Damiens startede. I hans inderste væsen var de to sjæle begyndt at smelte i ét. Hvad der var startet som en dybt ubehagelig oplevelse for fem år siden, var langt om længe begyndt at gå ubemærket hen. Ingen søvnløse nætter, ingen evindelige hovedpiner, men vigtigst af alt, var det blevet nemmere for ham at lukke den samvittighedsfulde stemme af hans gamle jeg ude. Kun når han var alene med Macaria gjorde den sig rigtig bemærket, som et minde om den gamle svaghed, han ikke kunne give slip på.

”Du er en dødsengel. Du har en særlig form for magi i dig. Det kan være det er dén, de kan mærke.” ræsonnerede han med et blik rettet mod palæet. Det var sikkert ikke i nærheden af sandheden, men det var ikke utænkeligt at det havde noget med sagen at gøre. ”Hvad angår hvad de siger om din far… Jeg ved desværre ikke nok om hvad han har gjort, Deres Højhed.” Løgnen kom stadig så let til ham, som havde han klaret at overbevise sig selv om at forklaringen Eriz havde ladt drengen høre, faktisk var sandheden. ”Men din mor var meget glad for ham. Hvor slem kan han have været?” Det krævede alt i ham, ikke at lade ordene lyde bitre. Fem år senere, og Arons minder om drengens far var ikke blevet sat i et bedre lys. Måske blev det ikke bedre af at Macaria stadig nægtede at opgive håbet om at Zean ville komme hende til undsætning. ”Men dødsengle er fra naturens side uforudsigelige, Deres Højhed. Jeg vil tro det er dét, der gør mr. og mrs. Blackwood urolige overfor dig. Du har sikkert allerede bemærket hvilken effekt det har på dig, hvis du er i nærheden af nogen som skader sig. En køkkendreng som skærer sig i fingeren, en vagt som skader sig selv under træning, en staldknægt som bliver sparket af en hest?” Aron havde selv mærket effekten, en dødsengels sjæl havde på ham. Han havde ikke selv været upåvirket når hans forsøgspersoner havde lidt ubehag i hans telt. Selv Macarias ubehag havde han draget en vis form for glæde ud af.
Hans ansigt blev alvorligt igen. ”Med det sagt, burde de måske blive mindet om at det er deres fremtidige hersker, de taler om. Jeg skal nok sørge for at de bliver mindet på det.” lovede han ham. Han var ikke i tvivl om at Damian overdrev en smule for effektens skyld. Han kunne fornemme løgnen som en forandring i luften omkring prinsen, men han gjorde ikke drengen opmærksom på det. Og der kunne ikke være nogen skade i at minde fosterfamilien om at de skulle passe på deres tunger, hvis de havde lyst til at beholde dem.

[Dylan Forsyth]

Igen måtte Damian betragte Aron indgående. Så mange… mærkelige…ting. Aldrig havde han…haft det sådan her. Var det hvad hans mor mente, med at Aron havde noget af hans? Alkymisten fik ham til at sanse ting. Mærke…noget. Det var svært, at holde styr på. Svært at vide præcist, hvad der var hvad. Men han var fastsat på, at finde ud af det, samt lære alt omkring det!
Eftertænksomt truttede han endnu engang med læberne. En vane han havde.
”Jeg kan mærke dine…følelser,” kommenterede han pludseligt, selvom de havde været midt i en anden samtale. Trods alt havde det været et emne, han var ligeglad med. Nej det her… Det her var et mysterium. En sand gåde! Følelser. Så fremmede for ham. Men det var nok, det som det var. Arons… følelser. Når han løj kunne han fornemme det. Hvad han følte. Det var som at mærke det selv, på en eller anden måde. Som have en tvilling! Tanken fik et smil til at vokse frem på hans fregnet ansigt.
”Du kunne ikke lide min far. Jeg kan mærke… mh… vrede? Jalousi? Er det hvad det er?” spurgte han, og lagde hovedet spørgende på skrå, mens han trådte et par skridt tættere på Aron, som om det ville forstærke forbindelsen de havde. ”Kan du også mærke det, når folk slår sig? Føle nydelsen og alt den styrke. Nogle gange får jeg folk til at slå sig med vilje. Men det er altså ikke for at være ond! Jeg kan bare ikke lade være. Det får mig bare til at få det så godt!”
Han kunne ikke lade være længere. En slanke barnehånd strakte sig frem, for at lægge sig mod Arons brystkasse. Mod håndfladen kunne han mærke et hjerte slå – men… der var også noget andet. Noget der bevægede sig. Som energi. Det bevægede sig ved hans berøring, som vækkede han noget i Aron.
Smilet blev bredere. Intensivt stirrede han på sin hånd, som regnede han med noget pludseligt ville kravle ud af Arons brystkasse.
”Jeg kan godt lide dig, Aron. Du er som mig. Du er næsten mig. Og det må du gerne være,” fortalte han hviskende, inden at han lod hånden falde med en lille latter. Intensiteten var væk, og den lille dreng med de uskyldige øjne, stod igen foran Aron.
”Vi får det så sjovt! Når jeg bliver ældre, kan vi tage ud på rejser sammen! Og vi kan lave gifte sammen! Uh! Når jeg får lov til at komme ud til lejren, kan vi være meget mere sammen! Det bliver så sjovt!” udbrød knægten ivrigt, og kunne næsten slet ikke stå stille ved tanken om det makkerpar, ham og Aron ville blive. Verden føltes pludselig ikke så ensomt længere. På en måde var det som om, han altid havde kendt Aron.