Post by Era Garou on Jun 30, 2016 14:32:14 GMT
Era hørte tydeligt bitterheden i Zachs stemme, da han afgav sin mening om at flytte ind på slottet i Oberion. Hans svar var faktisk så heftigt, at hun følte, at hun blev nødt til at forsvare sig selv.
”Det er sgu da ikke, fordi jeg ville synke ned på deres niveau!” udbrød hun forurettet. ”Tænkte bare det var et godt hovedkvarter. Ikke fordi vi behøvede tjenere og den slags. Det kunne vi selv stå for.”
Hvad havde han troet? Hende, der ville lege en eller anden prinsesse på slottet? Fuck no! Hun var lige så lidt nobel, som en frø med en krone på hovedet. Men slottet og Oberion med var et symbol på Forsyth – et symbol, hun ville ødelægge og korruptere. De havde bygget hovedstaden op fra ingenting. De havde bygget slottet. Hævet teatre, indviet kroer, horehuse, danseskoler, kunstakademier, børnehjem, glaspustere, og alt det andet pjat, de havde fundet på. Ikke nok med det, stod der den store statue i midten af byen af de to. En dødsengel og en vampyr. Hun ville ødelægge den – men det behøvede hun selvfølgelig ikke, at bo i slottet for at gøre. Ja… hun ville til Oberion, og vise modstandsbevægelsens magt. Brande slottet ned! Destruere statuen! Smadre mindemærkerne! Åhhh alt den ødelæggelse og alt det kaos!
Bare tanken fik hende til at smile, for sig selv, mens at Zach puffede hende af sig.
Hun kunne høre ham, gå væk fra sig. Fødderne mod jorden afgav et hul, dæmpet bumpen, der fortalte hende præcist, hvor han befandt sig.
Tavst lyttede hun til ham, mens hun blot blev siddende på jorden, lænet tilbage med hænderne bag sig som støtte. Hendes ben var strakt helt ud. Fødderne viftede fra side til side, mens at hun overvejede alt det Zach sagde. Det lød næsten som om, at når de skiltes, ville det være et farvel.
”Jeg havde nu ikke tænkt, at jeg ville forlade modstandsbevægelsen. Jeg kan bare ikke lede den alene,” kommenterede hun mumlende, da hun faktisk var ked af det, hvis det her var slutningen på den lille era, de havde haft. Hun var ikke en dødsengel. Hun havde følelser – og ret kraftige endda til tider. Hun kunne godt lide Zach, og de venner hun havde fået i modstandsbevægelsen, selvom de ikke var varulve. At lægge det hele bag sig, indtil det blot var et fjernt minde… fuck… det ville være hårdt.
Hun satte sig mere op, og trak benene til sig, så hun kunne hvile albuerne på sine knæ. Fingrene flettede sig ind i hinanden, mens at han stillede det store spørgsmål omkring Loup.
Et fnys undslap hende.
”Hmpf… Loup. Well… han er alfa, og leder af hele vores race. Personligt er han ikke en skid værd, men det er hans stilling. Jeg vil ikke kunne få den selv nu – lige meget hvor meget jeg træner – men jeg kan få magt igennem Loup. Derudover er han den stærkeste varulv, har gode gener, og er respekteret og frygtet i vores flok. Så… passende til mig? For et par uger siden, nej. Men nu? Jeg skal bare være glad for, at han sagde ja,” svarede hun bittert med en sur smag i munden, der gav hende lyst til at spytte. Hænderne knugede om hinanden, inden at hun med en utilfreds lyd kom på benene. Hendes humør var blevet dårligt igen.
”Fuck it. Jeg betaler gerne prisen, hvis det var, hvad det skulle koste, for at gå op imod Forsyth.”
”Det er sgu da ikke, fordi jeg ville synke ned på deres niveau!” udbrød hun forurettet. ”Tænkte bare det var et godt hovedkvarter. Ikke fordi vi behøvede tjenere og den slags. Det kunne vi selv stå for.”
Hvad havde han troet? Hende, der ville lege en eller anden prinsesse på slottet? Fuck no! Hun var lige så lidt nobel, som en frø med en krone på hovedet. Men slottet og Oberion med var et symbol på Forsyth – et symbol, hun ville ødelægge og korruptere. De havde bygget hovedstaden op fra ingenting. De havde bygget slottet. Hævet teatre, indviet kroer, horehuse, danseskoler, kunstakademier, børnehjem, glaspustere, og alt det andet pjat, de havde fundet på. Ikke nok med det, stod der den store statue i midten af byen af de to. En dødsengel og en vampyr. Hun ville ødelægge den – men det behøvede hun selvfølgelig ikke, at bo i slottet for at gøre. Ja… hun ville til Oberion, og vise modstandsbevægelsens magt. Brande slottet ned! Destruere statuen! Smadre mindemærkerne! Åhhh alt den ødelæggelse og alt det kaos!
Bare tanken fik hende til at smile, for sig selv, mens at Zach puffede hende af sig.
Hun kunne høre ham, gå væk fra sig. Fødderne mod jorden afgav et hul, dæmpet bumpen, der fortalte hende præcist, hvor han befandt sig.
Tavst lyttede hun til ham, mens hun blot blev siddende på jorden, lænet tilbage med hænderne bag sig som støtte. Hendes ben var strakt helt ud. Fødderne viftede fra side til side, mens at hun overvejede alt det Zach sagde. Det lød næsten som om, at når de skiltes, ville det være et farvel.
”Jeg havde nu ikke tænkt, at jeg ville forlade modstandsbevægelsen. Jeg kan bare ikke lede den alene,” kommenterede hun mumlende, da hun faktisk var ked af det, hvis det her var slutningen på den lille era, de havde haft. Hun var ikke en dødsengel. Hun havde følelser – og ret kraftige endda til tider. Hun kunne godt lide Zach, og de venner hun havde fået i modstandsbevægelsen, selvom de ikke var varulve. At lægge det hele bag sig, indtil det blot var et fjernt minde… fuck… det ville være hårdt.
Hun satte sig mere op, og trak benene til sig, så hun kunne hvile albuerne på sine knæ. Fingrene flettede sig ind i hinanden, mens at han stillede det store spørgsmål omkring Loup.
Et fnys undslap hende.
”Hmpf… Loup. Well… han er alfa, og leder af hele vores race. Personligt er han ikke en skid værd, men det er hans stilling. Jeg vil ikke kunne få den selv nu – lige meget hvor meget jeg træner – men jeg kan få magt igennem Loup. Derudover er han den stærkeste varulv, har gode gener, og er respekteret og frygtet i vores flok. Så… passende til mig? For et par uger siden, nej. Men nu? Jeg skal bare være glad for, at han sagde ja,” svarede hun bittert med en sur smag i munden, der gav hende lyst til at spytte. Hænderne knugede om hinanden, inden at hun med en utilfreds lyd kom på benene. Hendes humør var blevet dårligt igen.
”Fuck it. Jeg betaler gerne prisen, hvis det var, hvad det skulle koste, for at gå op imod Forsyth.”